Læsetid: 10 min.

Skæringspunktet i 1968

Årets bogmesse i Leipzig tilhørte generation 55+. De har allesammen udgivet bøger om deres mere eller mindre outrerede ungdom, og nøgleordet til dem er 1968. Der blev pudset glorier, der blev grebet i egen barm, og der blev føjet spot til skade. Information lyttede i krogene
1968. Vandkanoner spreder demonstrerende unge på Kurfürstendamm i Vestberlin den 12. april 1968. I Tyskland var 1968 en forsinket krigsoplevelse. Det var teorifanatisk, og det var slet ikke gladt og hippie-agtigt, siger historikeren Gerd Koenen.

1968. Vandkanoner spreder demonstrerende unge på Kurfürstendamm i Vestberlin den 12. april 1968. I Tyskland var 1968 en forsinket krigsoplevelse. Det var teorifanatisk, og det var slet ikke gladt og hippie-agtigt, siger historikeren Gerd Koenen.

29. marts 2008

Vi venter, men han kommer ikke. Bernd Rabehl, der har skrevet bogen Venstrevolden. Den korte vej til RAF, har valgt at holde sig væk. Blandt publikum sidder en stor gruppe unge autonome. De har piercinger i læber og øjenbryn og hættetrøjerne trukket op om ørerne. Ordstyreren, Götz Kubitschek, en yngre tætklippet mand, går på scenen og siger, at Rabehl ikke kommer. De unge jubler. Kubitschek er publicist og højreekstremist. Han har været reserveløjtnant i Sarajevo, og det tyske forsvar søgte at få ham smidt ud: Kubitschek ville være farlig for sin delings sikkerhed, mente forsvarets ledelse, men den fik ikke heldet med sig.

Nu står Kubitschek og forsvarer Rabehl, der engang var studenterleder og nærmeste ven med det tyske studenteroprørs kendteste skikkelse, Rudi Dutschke. Senere blev Rabehl professor ved Berlins Freie Universität og har de senere år bevæget sig længere og længere ud i højrehampen.

En af de unge stewardesselignende kvinder, der styrer arrangementerne, går op til Kubitschek og hvisker til ham med et bekymret udtryk noget i øret.

"Nej, nej, jeg provokerer ikke. Der bliver ingen uroligheder," siger han med et smørret grin.

"Men jeg har en halv time, og den har jeg tænkt mig at stå her og tale i."

Det magter han dog ikke. Han træder ned fra scenen og forsvinder ud i menneskevrimlen fulgt af et par væbnere. De unge autonome står med hænderne i bukselommerne og ser selvtilfredse ud. De har fået forpurret et de-batarrangement med to højreekstremister. Er det en helteværdig bedrift?

Vi blev vækket i 1967

"Den 2. juni 1967 var en klassisk vækkelsesoplevelse," siger historikeren Gerd Koenen. Det var den dag, en tysk politibetjent skød og dræbte den unge student Benno Ohnesorg. Ohnesorg deltog i en demonstration i Berlin i anledning af den iranske shahs besøg i byen. Koenen, årgang 1944, har sammen med den 15 år yngre dokumentarfilminstruktør Andres Veiel skrevet bogen 1968 - Et års billedspor. De to forfattere har valgt at begynde allerede tidligt i 1960'erne. Eichmann-processen og mordet på Martin Luther King er begivenheder, der fandt sted før 1968, som forfatterne ser som en slags kulmination på en tid. Ordstyreren vil vide, hvad det særligt tyske ved 1968 var.

"1968 var et skæringspunkt for mange linjer. Alle lande havde deres referencesystem. I slutningen af 1967 tænkte en tredjedel af alle tyske studerende som Rudi Dutschke. Et halvt år før anede ingen, hvem han var. I Tyskland var 1968 en forsinket krigsoplevelse. Det var teorifanatisk, og det var slet ikke gladt og hippie-agtigt."

Gerd Koenen har som historiker især bekæftiget sig med det tysk-russiske forhold, og sidste år på bogmessen i Leipzig modtog han prisen for Europæisk Forståelse. Han blev selv som følge af mordet på Ohnesorg aktiv i det politiske studenterforbund SDS (Socialistisk Tysk Studenterforbund) og var i cirka 10 år frem til 1982 aktiv i Vesttysklands Kommunistiske Forbund. Ordstyreren spørger, om Koenen også syntes, at DDR var et forbilledligt land.

"Overhovedet ikke," siger Koenen og ryster lidt forarget på hovedet.

"DDR stod for formummet bureaukratisk statskommunisme. Næ, vi gik mere ind for Røde Khmeer og endnu værre folk," siger han med et selvironisk smil, men tilføjer dog:

"Men når Bild-Zeitung siger, at 1968 stod for værdiforfaldet, så må jeg le. Hvis nogle står for det, så er det den avis. Måske var 1968 ikke så slemt. Der findes vel nærmest i dag en konsensus om, at det var udmærket, at det gamle forbundstyske samfund fik dette radikale stød," slutter Gerd Koenen.

Det kulturelle element

1968's internationale spændvidde har historikeren Norbert Frei forsøgt at belyse i sin bog 1968. Ungdomsoprør og global protest. Frei er professor ved Friedrich-Schiller-Universität i Jena. Hvorfor er dette år interessant for en historiker, der ellers hovedsagelig har beskæftiget sig med Tysklands nationalsocialistiske fortid?

"Det er et vigtigt punkt for Forbundsrepublikken. Altså, ikke en bestemt dato, men cifret 1968. Eller sidste halvdel af 1960'erne i det hele taget," siger Norbert Frei. Det særligt tyske ved 1968 betegner han ligesom Koenen som et opgør med nazifortiden. Hvad det globale angår, nævner han både form og indhold.

"Formmæssigt havde 1968-oprøret rødder i den amerikanske borgerretsbevægelse, der blev dannet allerede i 1950'erne. Free Speech Movement på Berkeley i 1964-65 blev derefter moder-studenter-protestbevægelsen. Indholdsmæssigt var det det politiske-teoretiske, der bandt bevægelserne sammen. Repræsenteret af Die neue Linken her, New Left i Storbritannien, men også venstrefløjen i Frankrig. Og i USA, hvad ikke så ofte nævnes. Vietnamkrigen blev en slags international katalysator for bevægelsen. Her 25 år efter Anden Verdenskrig samlede folk over hele verden sig i intense moralske protester mod denne krig."

Ordstyreren vil vide, hvordan Frei forholder sig til mistanken om den latente totalitarisme i 1968-bevægelsen.

"'Unintendend consequenses', kunne man kalde det, men så langt vil jeg ikke gå. Theodor Adorno håbede for eksempel længe på de nye kritiske unge og vendte sig til sidst fra dem med udsagnet om, at der var et "skvæt totalitær vrangforestilling" i dem. Men bevægelsen var uhyre indflydelsesrig i samfundet, og man kan ikke bare afskrive den som totalitær," siger Frei.

"Samtidig bliver 1968 jo også anklaget for at være hedonistisk. Men man må vælge. Man kan ikke anklage bevægelsen for at være både hedonistisk og totalitær," mener han og fortsætter:

"1968 var afslutningen på en politisk og økonomisk rekonstruktionsproces. Hele den elendige diskussion af RAF, som vi har haft på det seneste, og som ikke har ført til noget, irriterer mig. Det var en lille del, der gik helt derud, men RAF er ikke hele historien om 1968. Der var også succesrige elementer. Kvindebevægelsen var et af dem. Og hele den grønne bølge og økobevægelsen har sit udspring her. De kulturelle ændringer, der skete i forbindelse med 1968 er dem, der fik størst succes og blev mest udbredt. Også langt ud over studentersamfundet. Selvrealiseringen, selvbevidstheden, selvbestemmelsen," siger Norbert Frei. Selvrealiseringen for hans vedkommende må være en efterdønning. Han var selv kun 13 år i 1968.

At blive menneske

Selvrealiseret sig har om nogen manden med det store grå krøllede hår, de runde briller, hvide hørbukser, hvid bondeskjorte, hvid vest, hvide træsko nede på gulvet og de hvide uldstrømpesokker trukket op under sig i sofaen: Rainer Langhans præsenteres som den sidste ægte 68'er. Sådan ser han også ud. Han har skrevet bogen Det er mig. De første 68 år og siger selv, at han er blevet menneskeligere siden 1968. Dengang var Langhans med til at grundlægge Kommune 1 i Berlin: Vesttysklands første politiske kollektiv. Ordstyreren spørger, om Kommune 1 var en anstalt, altså et sted hvor forrykte er spærret inde.

"Ja, det var det. Vi terapiserede hinanden. Jeg var chokeret over at være barn af forældre, der havde gjort den slags under krigen," siger Langhans, der i Kommune 1 dannede par med den senere topmodel Uschi Obermaier og havde ry for at være en slags sexguru. Obermaier blev senere verdensberømt og kæreste med det halve Rolling Stones. Nu siger Langhans, at det slet ikke passede, at alle havde sex med hinanden hele tiden. I dag lever han i et åbent forhold til fem forskellige kvinder. De tyske medier beskylder ham for at holde harem.

"Ånd er så meget mere end sex. Energien skal man ikke knalde ud forneden, men foroven. Man skal ikke spilde sin sæd unødvendigt," siger Langhans dog så alligevel og lægger sin hånd beroligende på den kvindelige ordstyrers arm, da hun bliver rød i hovedet. Oven på de vilde år levede han 10 år i en slags cølibat. Her blev Rainer Langhans klar over, hvad det hele havde drejet sig om.

"Jeg havde forstået, hvad vi ville. Ikke det venstreorienterede, ikke reformer. Vi ville være åndelige mennesker. Vi ledte efter en højere spiritualitet. Jeg ville gerne kunne glæde mig over min alder. Min krop bliver ældre. Den trækker sig væk fra mig, så min ånd kan folde sig ud. Det gælder også for kvinder, hvis de udvikler dette hinsides kroppen. Så vil de også glæde sig over deres rynker. Så bliver de også mennesker," siger Langhans.

Tyskernes kainsmærke

Mennesker og også tyske mennesker var der også på den østlige side af Muren. I 1968 var Tyskland delt i to. Hvordan så der ud i DDR, den 21. august 1968, da russerne marcherede ind i Prag og knuste tjekkoslovakkernes håb om generalsekretær Alexander Dubceks reformvenlige kommunisme? Det blev der spurgt om i en debat mellem politologen Tilman Fichter, maleren og forfatteren Franziska Groszer, direktøren for Tidshistorisk Forum i Leipzig Rainer Eckert og historiken Stefan Wolle, der har skrevet Drømmen om oprør om DDR i 1968.

Franziska Groszer, der var med til at grundlægge den østlige version af Kommune 1 i Berlins Prenzlauer Berg, fortæller, at hun havde født sin datter i juli 1968. Måneden efter gik hun rundt med barnevognen fuld af løbesedler til fordel for Dubcek.

"For mig var det en stærk passionsvirus, der kom fra Paris, Prag og andre steder. Den kaldte på ubetingethed, og man kunne ikke blive af med denne virus," siger Groszer.

Wolle er også født og opvokset i DDR: "Alene i 1967, som var et normalt år i DDR, var der 5.000 politiske domme for statslig hetz. En vittighed om regimet kunne give to-tre år i fængsel. I august 1968 havde man Ungarn 1956 i baghovedet, og de ældre tænkte også på arbejderoprøret i Berlin den 17. juni 1953. Både i Moskva, Prag og Berlin ville man have reformer og gøre det politiske system mere effektivt. Men det havde man brug for befolkningen til," siger Wolle.

Drømmen var for ham drømmen om en tredje vej. En, der lå mellem kapitalisme og socialisme.

"Hvorfor en tredje vej? Fordi vi blev bombarderet med propaganda imod Vesten, og vi var vitterligt ikke særlig begejstrede for Vietnamkrigen. På den anden side var vi heller ikke interesserede i sovjet-stalinismen. En god del af de studerende og intelligentsiaen med folk som Wolf Biermann i spidsen var kritiske over for systemet. Men her var jo ingen offentlig debat," minder Wolle os om.

Tilman Fichter var dengang meget aktiv i den oprørske studenterorganisation SDS, som han også på et tidspunkt var formand for. Han er manden, der opfangede den senere RAF-leder Gudrun Ensslins første offentlige opfordring til væbnet kamp i den Republikanske Klub, den aften Ohnesorg blev skudt. Hun råbte: "De vil myrde os alle sammen - I ved jo, hvilke svin vi har at gøre med - det er Auschwitz-generationen - man kan ikke diskutere med folk, der har skabt Auschwitz. De har våben, og vi har ingen. Vi må bevæbne os."

I aften siger Fichter: "Vores holdning i SDS, og det var kredsen omkring Rudi Dutschke, var, at DDR var en krigskonsekvens, der ikke havde noget med socialisme at gøre. Efter indmarchen i Prag blev det krystalklart, at DDR også var med til at sikre Vestens sikkerhed, og det skulle der ikke rykkes ved. Punktum. Først da det økonomiske system brød sammen, skete der noget. Om systemet i Rusland langsomt bliver demokratisk, må vi få at se. Vesten støttede ikke oppositionen i Øst. I Bonn var man totalt overrasket, da frihed pludselig stod på den politiske dagsorden. Alle tyske frihedsbevægelser er jo slået fejl. Vi er altid blevet befriet udefra. Tyskerne var uinteresserede i og ude af stand til at befri sig selv fra Hitler. Dette kainsmærke må vi tage på os og op til diskussion," siger Fichter.

En ældre mand melder sig ved publikumsmikrofonen. Han er fra Sachsen, nærmere bestemt delstatens hovedstad Dresden.

"Som ung ingeniør søgte jeg den 18. marts 1968 om optagelse i SED (DDR's socialistiske enhedsparti, red.). Kun ved at gå ind i partiet kunne man ændre noget. Ikke med sådan noget pjat som at rende rundt med løbesedler," siger han.

Stefan Wolle svarer venligt, at løbesedlerne ikke var en forberedt, men en spontan aktion.

"De førte naturligvis ikke til revolution. Men vejen gennem SED var meget kompliceret, og man måtte vide på forhånd, hvor langt man ville gå," siger Wolle og ser ud, som om han betvivler, at den pensionerede ingeniør havde gjort sig mange tanker om den sag.

"Folk havde mod til at sige nej," siger Rainer Eckert.

"I årevis stod der på Humboldt Universitäts facade 'Dubcek' med store grønne bogstaver. Politiet vaskede det væk, men næste morgen stod det der igen. Det glædede jeg mig over hver dag. Dem, jeg kendte i SED, var ikke reformorienterede, men meget fanatisk orienterede i retning af deres parti."

Ensom læsning

På et podium sidder en mand alene og læser op. Han er nydelig, ligner en midaldrende norditaliensk familiefar. Mørkt kortklippet hår, metallæsebriller, mørkeblå pullower. Det er Karl-Heinz Dellwo, tidligere terrorist og medlem af RAF. Han har siddet små 20 år i fængsel. Den 24. april 1975 deltog Dellwo i besættelsen af den tyske ambassade i Stockholm.

"Vi tog diplomaterne som gidsler, fordi vi ville have 26 politiske fanger frigivet. De fleste fra RAF. Målet var at skabe et nyt kollektiv til den revolutionære kamp. Sammen med to andre blev jeg ansvarlig for de to diplomater Andreas von Mirbach og Heinz Hillegaarts død," læser Dellwo fra sin bog Vi er projektilet. En generations opbrud, RAF og våbenkritikken. Han læser det så roligt, som læste han en godnathistorie for sine børn.

Dellwo læser, at han ikke kunne proletarisere sig, sådan som Ulrike Meinhof forlangte af RAF-medlemmerne. At forbundsklansler Helmut Schmidt bærer ansvaret for terroristen Holger Meins' død efter en sultestrejke, og at forbundsstaten ville gå over ethvert lig for at demonstrere sin magt. Selv om arrangementet er annonceret som læsning og debat, er det kun læsning. Da Dellwo er færdig, kigger min ældre sidedame i rød frakke på mig med et spørgende blik: "Ja, jeg kom lidt sent. Er det ... ?". Informations udsendte nikker bekræftende.

"En morder havde jeg nu forestillet mig anderledes," siger hun så

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu