Storby og provins i biografmørket

52.189 mennesker så Natasha Arthys Fighter, der havde premiere 14. december 2007. Det er ikke ret mange til en film, der gjorde meget ud af at pakke sin klassiske historie om en ung piges oprør mod sine forældre og sit miljø action-dynamisk og underholdende ind.

192.768 mennesker har indtil videre løst billet tilNiels Arden Oplevs To verdener, der er et afdæmpet drama om en ung piges oprør mod sine forældre og sit miljø, og som på ingen måder prøver at skjule, at den er, hvad man lidt groft kunne kalde en 'problemfilm'.

Umiddelbart minder de to film om hinanden - de fortæller sådan set den samme historie om en ung piges forsøg på frigørelse - og det er et godt udgangspunkt for en nærmere analyse af, hvad der gør den ene til en succes og den anden til det modsatte, hvilket ikke nødvendigvis har noget med kvalitet at gøre.

Først og fremmest taler Fighter nemlig til en mindre målgruppe end To verdener, alene fordi den definerer sig selv som en ungdomsfilm. Ungdomsfilm er notorisk svære at sælge til andre end de unge, som filmene direkte henvender sig til, og ofte vil unge slet ikke se film om sig selv, men om dem, der er ældre.

Traditionelt opbygget

Fighter ophæver i glimt naturlovene og leger originalt og veloplagt med kung fu-filmens virkemidler - svævende ninjaer og vilde slåskampe - og det taler utvivlsomt til en bestemt gruppe af unge, der er fascineret af den slags film. Men det er trods alt kun en mindre del af en i bund og grund socialrealistisk film fra et indvandrermiljø, og måske er det ikke nok til at forføre den krævende, forvænte målgruppe, der generelt heller ikke bryder sig om 'problemfilm'.

Omvendt er Niels Arden Oplev i færd med at redefinere det udskældte familiefilmbegreb med historier, der ikke taler ned til folk, og som alligevel formår at favne meget bredt. Først lavede han Drømmen og nu To verdener, der begge nok handler om unge mennesker i opposition til autoriteter, men også om deres forældre og søskende.

Oplevs film er ligefremme, forholdsvis ukomplicerede og traditionelt opbyggede dannelsesfortællinger, og hele familien kan gå ind og se f.eks. To verdener og bagefter tage en engageret diskussion om det sjældent problem-løse forhold mellem børn, unge og voksne. At den tilmed giver et indblik i en verden og en levevis, Jehovas Vidner, som er fremmed for mange, men som alle alligevel har et forhold til, gør kun filmen mere interessant for det brede publikum.

En by i provinsen

Det er i øvrigt interessant at notere sig, at Arden Oplev, der med sine første film, Portland og Fukssvansen, placerede sig blandt landets avantgarde-filmskabere, nu er blevet så kommerciel en instruktør - selv om han efter eget troværdige udsagn stadig går efter at fortælle personlige historier.

Der er også den forskel mellem Fighter og To verdener, at Arthys film er en typisk storby-film - ikke blot foregår den i en storby, den taler også et storbysprog og kan sikkert være svær at forholde sig til uden for de største, danske byer. Desuden har den unge hovedperson tyrkiske forældre, og mange af de problemer, hun har med sin familie, kommer sig af de kulturelle forskelle mellem forældrenes gammeldags verdenssyn og hendes ønske om at leve som alle andre unge i nutidens Danmark.

Kan film om indvandrermiljøer overhovedet blive brede succeser herhjemme? Ikke meget tyder på det.

To verdener er derimod en ægte provinsfilm. Den forsøger ikke at være smart og streetwise, tager det mere roligt og foregår i et lille, indspist provinsmiljø, hvor alle kender alle. Det giver naturligt filmen et større publikum i provinsen og på landet, hvor den da også sælger flest billetter - præcis ligesom Drømmen.

Flere biograftal på www.dfi.dk