Læsetid: 3 min.

Studiekreds, kamporganisation eller enmandshær

Socialdemokraten Christine Antorini har skrevet en bog, som ligner et velplaceret anklageskrift mod hendes parti. Men det er det ikke, bedyrer hun
22. marts 2008

Hvordan bør et moderne politisk parti fungere, og hvordan fastlægger man den politiske kurs i en partiorganisation, som er hensygnende og ikke længere repræsenterer vælgerskaren. Det er nogle af de centrale spørgsmål, som socialdemokraten Christine Antorini beskæftiger sig med i bogen Fremtidens partier, der udkommer i den kommende uge.

Antorinis grundlæggende budskab er, at partiarbejde og politikudvikling i langt højere grad bør professionaliseres og systematiseres. Og for at undgå misforståelser og belært af sin upopulære SF-fortid har hun fundet det nødvendigt i et efterskrift at understrege, at "... opgaven ikke har været at give et bud på fremtidens Socialdemokrati". Det er ellers lige nøjagtig, hvad man får fornemmelsen af: at den største inspiration til at skrive bogen kommer fra den krise, som Socialdemokraterne befinder sig i.

"Det er ikke lykkedes de eksisterende partier at udvikle sig løbende, så de matcher videnssamfundet," fastslår Antorini, som skelner mellem de to yderpunkter i en partikultur: studiekredsen og kamporganisationen. Det afgørende er graden af topstyring og evnen til at udvikle og tilpasse sin politik til samfundsudviklingen. Hvor Socialdemokraterne ligger mellem de to poler fremgår ikke. Men et gæt vil være, at Socialdemokraterne i dag er en kamporganisation bestående at en enmandshær - nemlig formanden - mens alle andre er gået i studiekreds eller direkte i dvale.

Næppe ...

Christine Antorini skriver, at den allerstørste udfordring for fremtidens partier er at finde et rum for debatten. Hvordan får partierne løst det tilsyneladende dilemma, at jo mere debat jo mindre magt, fordi intern uro skader. Og jo mindre debat jo mere forstening. Den tidligere SF'er mener, at det er parti-ledelsens opgave at tilskynde til debat, og hvis ikke partiet skal ende som et 'kustodeparti' med et gammelt Ritt Bjerregaard-udtryk, så skal det kunne svare positivt på følgende spørgsmål: Har der været mindst tre væsentlige debatter i partiet i dette år? Har vi givet os selv lov til at være studiekreds på en fremtidsdagsorden? Har vi inviteret sympatisører i omverdenen med til at udvikle vores politik? Har vi etableret netværk, der udfordrer os i stedet for at tale os efter munden? Har vi fået elimineret friendly fire? Det gode spørgsmål er, om S-ledelsen kan svare bekræftende på ét eneste af de fem spørgsmål. Næppe. Forbilledet for Antorini er det lærende parti, hvor man inspirerer hinanden og finder løsninger i fællesskab - man fornemmer lejrbålet og soveposerne fra SF-tiden. Men, skriver Antorini, det kræver en veldefineret ledelsesstrategi.

"Det arbejdes der systematisk med i stort set alle andre organisationer end lige partierne," fastslår hun.

Når man studerer det gamle arbejderparti udefra, er det indlysende, at der næppe foregår meget af den type overvejelser i partitoppen.

En flok kalkuner

Men én ting er, at der ikke foregår den politikudvikling, som et oppositionsparti netop har friheden til. Det er ærgerligt og rammer den samlede opposition.

Men at Socialdemokraterne også har overladt rollen som aggressiv opposition til SF er direkte uforståeligt. For efterhånden mange år siden blev udtrykket 'kalkunjægere' opfundet. Dem er der ikke mange af tilbage i Socialdemokratiet. Kalkuner er store og ikke særlig godt flyvende dyr, så at skyde dem er ikke svært. Sådan er det også med de indlysende problemsager, som VK-regeringen fra tid til anden står overfor - lette at skyde og holde i live, indtil kraften er suget ud af dem. Når finansminister Lars Løkke Rasmussen afsløres i en fortid med skattebetalte smøger, sprut og diskoteksbesøg, så er det tilsyneladende ikke en sag for Socialdemokraterne. Ej heller når velfærdsminister Karen Jespersen åbenlyst udnytter sin magt til at stække en politisk modstander ved at melde hende til Ankestyrelsen for at nævne to eksempler fra denne uge. Socialdemokraterne ønsker øjensynligt ikke at hjemtage de billige point i den politiske dagligdag. Eller også sidder de i studiekreds alle sammen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu