Læsetid: 6 min.

'Sylfiden er den uimodståelige lyst'

'Sylfiden' reflekterer Romantikkens splittelse mellem rationalitet og irrationel lyst. Og mellem krop og ånd. Men det er stadig sådan, at krop og køn helst skal være i betryggende afstand for at vi kan fungere. Det er dette skisma dansen reflekterer over. Hvor den er bedst, er den udtryk for at krop og ånd er ét, siger Anne Middelboe Christensen, der er aktuel med en stor bog om 'Sylfiden', August Bournonvilles ballet fra 1836
25. marts 2008

I 1979 havde Danmarks store balletmester August Bournonville været død i 100 år, og i den anledning afholdt Det Kgl. Teater en stor balletfestival. Den purunge Anne Middelboe Christensen fik ved den lejlighed en tjans som programsælger i teatret og så derfor alle forestillingerne. Siden har hun selv været solgt til balletten.

"Jeg har siden elsket Sylfiden og altid haft lyst til at lave en bog om den," siger hun i dag.

"Der er ikke tradition for, at man vier et enkelt værk fuld opmærksomhed, ballet er jo en kunst uden ord, og der eksisterer en forestilling om, at man ikke kan omsætte den i ord uden at forfladige og forenkle. Man har grebet til biografier og opslagsværker, men i modsætning til musik og billedkunst, der også er ordløse kunstarter, er der det særlige ved ballet, at den foregår i tid. Den findes kun, mens den danses."

"Som anmelder forsøger man jo at viderebringe den indlevelse, man oplever undervejs, i ord, men formatet i en avis er frustrerende kort. Man kan tage det som en udfordring, men man får også lyst til engang at tage sig den plads, der skal til. Jeg havde dog egentlig tænkt det som en meget lille bog, men Sylfiden ville det anderledes."

- Sylfiden er en længselsskabning, som rammer dybt i Romantikkens idéverden, men hun er medrivende også i dag, skriver du?

"Som symbolvæsen har Sylfiden den samme tiltrækningskraft i dag. Vi ved godt, at vi lever i senmodernismen, men trangen til at forlade virkeligheden findes også i nutiden med dens komplekse samfundsstrukturerer og tårnhøje forventninger til den enkelte. Vores tilværelse er fuld af krav og forventninger til hvad man skal nå at have ud af sit liv, og i den form for tilværelse dukker Sylfiden op som et billede på lysten til at gøre det irrationelle, det ikke-strategiske. På den lyst, der ikke på nogen måde kan forklares fornuftigt, men som er så stærk, at man må følge den."

"Der er en ultimativ dyrkelse af nærværet og nuet i vor tid, hvor alt andet skal være så forudsigeligt. I dag er intet forbudt, man kan gøre hvad som helst, man har lyst til - men samtidig er lysten måske forsvundet. Sylfiden er den uimodståelige lyst."

Måske er en del af charmen ved Sylfiden den bevarede, romantiske iklædning, Sylfiden optræder stadig i hvidt tyl, og det gør hende nok lettere at tænde på end noget retrosmart 1970'er-tøj, mener Anne Middelboe. "Desuden er Sylfiden en handlingsballet, den ligger op ad teatret, og det gør den enklere at følge. Derfor er det også nemmere at uddrage længselsberetningen."

Dansernes drøm

- Hvad betyder Sylfiden for dig selv, hvorfor valgte du netop den ballet?

"For mig er Sylfiden en barndomskærlighed. Jeg har fulgt den siden Bournonvillefestivalen i 1979, jeg har set over 20 Sylfider, og jeg har levet med i de forskellige udførelser. Når man har fulgt et værk i dets udvikling så længe, så spejler man også sig selv og sit eget liv i det. Her er det jo fantastisk, at man er fortsat med at danse Sylfiden op gennem tiden, netop fordi dans ikke som musik og bøger hele tiden er tilgængelig," svarer Anne Middelboe og fortsætter derefter med at forklare, hvor vigtigt det er, både for publikum og dansere, at Sylfiden sættes op med jævne mellemrum. Balletdansere har kun få år til deres rådighed, får man Sylfiden som parti, har man måske tre år til at videregive sin tolkning, forklarer hun.

Man har en anden dansepolitik end tidligere, hvor en danser som eksempelvis Margrethe Schanne 'havde' sit parti, til hun holdt op. Margrethe Schanne dansede Sylfiden gennem 21 år, kan man læse i Anne Middelboes bog.

I dag opererer man med tre-fire dansehold og et blandet repertoire, hvilket er nødvendigt på grund af de skader, danserne pådrager sig, "der går hele tiden noget i stykker," siger hun. "Nu satser man på at finde en Sylfide, der kan, og danserne vil gøre hvad som helst for at få lov at danse Sylfiden blot en enkelt gang. De brænder jo for at få lov til at vise deres tolkning."

Men jeg spurgte jo egentlig om, hvad Sylfiden betød for Anne Middelboe selv - ikke for danserne eller for publikum som sådan. "Jeg så den første gang som teenager," svarer hun lidt tøvende, "og det er jo en alder, hvor man har mange drømme om fremtiden. Den har pirret mine forestillinger om den store kærlighed eller et fantastisk sted at være, den har vakt drømmen om den altafgørende begivenhed i livet."

Eksistentialisme

"Jeg har været i situationer i mit eget liv, hvor jeg ligesom James på hans bryllupsdag troede, at alt var, som jeg drømte om, og så har jeg mødt noget andet og er gået videre ad den vej. Jeg har ikke mødt en sylfide, men jeg har mødt den kraft, der udstråler fra hende, og jeg har bagefter undret mig over, at jeg ikke kunne se det mens det skete, men først bagefter opdagede, at det var Sylfide-drømmen, der var på spil. Sylfiden fortryller. At blive lokket, og omvendt at opdage, at det, man står i, er forkert og opleve den sorg, der følger med, det er Sylfiden. Jeg har måttet sande smerten over, hvad det koster at følge en uimodståelig trang, men også oplevet det uundgåelige i noget, der er stærkt nok til, at man ligesom James ikke har noget valg."

"I Romantikken var det sådan, at man ganske vist fik den intense lykke ved at følge kraften, men det var ikke en lykke, der kunne bære. For romantikerne knækker drømmen. For mig i dag bliver spørgsmålet, om man kan følge med det fantastiske - og overleve. Om man kan holde kærligheden og idealerne intakte."

"Romantikerne var bundet i det borgerlige system, man skulle makke ret og finde sin plads i samfundet. I dag er der ingen moral til at holde på én. Nu er spørgsmålet, om vi bliver lykkelige, og hvor mange vi når at såre undervejs. Der tales meget om selvværd, jeg ville heller tale om selvrespekt, og bruge Sylfiden som et spejl for den: Hvorvidt man kan forfølge trangen til at udforske det fantastiske liv uden at såre andre, en slags ansvarlig eksistentialisme."

Krop og ånd

Tidligere blev ballet opfattet som en laverestående kunstart, fordi kroppen var med. Litteratur, musik og billedkunst var de finere kunstarter, men teater og ballet 'blev kanøflet', fortæller Anne Middelboe.

"Kroppene, der render rundt i deres køn, er farlige. Men samtidig var den hørm af seksualitet, der var over balletten, en del af dens succes. Sylfiden er en overnaturlig kvinde og dog forjættende. Manden må røre ved hende og dog ikke. Den sad lige i skabet! Den tematiserede det dobbeltliv borgerskabets mænd levede i smug med elskerinder og uægte børn, hele den forfærdelighed, som man ikke kunne udtrykke i ord. Højdepunktet bestod kun i 10 år i 1830'erne, men i de 10 år flokkedes malere og digtere om kroppen som svaret på splittelsen."

"Vi lever dog stadig i en mærkelig splittelse. Kroppen får sit med fri sex fredag aften, men hvad med mødet onsdag formiddag," spørger Anne Middelboe. "Det er stadig sådan, at krop og køn helst skal være i betryggende afstand for at vi kan fungere. Det er dette skisma dansen reflekterer over. Hvor den er bedst, er den udtryk for at krop og ånd er ét. Når kroppen må være krop, findes hele mennesket inden i kroppen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu