Læsetid: 5 min.

Tabernationen

Havde det været bedre for Danmark at blive opfattet som en del af Anden Verdenskrigs tabere? Så ville der måske ikke være gået over 60 år, før vi var klar til at se en film om Flammen og Citronen og høre om uskyldige ofre for en forvirret modstandsbevægelses drab
Historikeren Aage Trommer påviste, at de sprængninger og anden sabotage, der blev gennemført under besættelsen for at besvære tyskerne, havde en forsvindende lille militær betydning

Historikeren Aage Trommer påviste, at de sprængninger og anden sabotage, der blev gennemført under besættelsen for at besvære tyskerne, havde en forsvindende lille militær betydning

29. marts 2008

29. oktober 1971 forsvarede historikeren Aage Trommer sin doktorafhandling om modstandsbevægelsens jernbanesabotage under krigen. Et forsvar, der blev et sandt tilløbsstykke - op mod 1.000 mennesker mødte op, for afhandlingen havde allerede vakt en del opsigt og var blevet gjort til genstand for massiv kritik. Også i Information. Børge Outze anmeldte afhandlingen på forsvarets dag under overskriften "Doktor på kritik af jernbane-sabotagen".

Aage Trommers arbejde påviste, at de sprængninger og anden sabotage, der blev gennemført under besættelsen for at besvære tyskerne, havde en forsvindende lille militær betydning. De tyske tropper kom frem lige meget hvor mange broer og overskæringer, der blev ødelagt. Mens afhandlingen blev rost i forskerkredse affødte den et ramaskrig i offentligheden. Børge Outze skrev om afhandlingen: "Det er altsammen meget, meget lærd. Måske var det godt, sabotørerne ikke prøvede at erhverve sig så megen viden - så havde de læst lektier, til krigen var forbi. Og 'de andre virkninger' af jernbanesabotagen var nu ikke til at kimse ad."

I historikerkredse er den ophidsede debat omkring Aage Trommers afhandling berømmet, fortæller professor emeritus Claus Bryld, der blandt andet har skrevet Besættelsestiden som kollektiv erindring i fællesskab med Anette Warring.

"Forfølgelsen af Aage Trommer var et godt eksempel på, at forskningen var nået længere, end befolkningen var klar til. Her var den nationalpatriotriske grundfortælling stadig dominerende, og selvom Aage Trommers arbejde var solidt og holder den dag i dag, så udløste det en hetz, blandt andet ført af Jesper Langballe, der på det tidspunkt arbejdede for Jyllands-Posten. Aage Trommer dekonstruerede myterne om jernbanesabotagerne, og det kunne man ikke acceptere. Mange af modstandsbevægelsens veteraner blev mobiliseret."

Andre fortolkninger

Mens Aage Trommer forsvarede afhandlingen, blev der lagt blomster i Fredericia ved mindestenen for de DSB-folk, som saboterede tysk trafik. Lektor i historie ved RUC Claus Bundgård Christensen fremhæver også Aage Trommer-eksemplet for at eksemplificere, hvor langt vi siden er nået i vores erindringsbearbejdelse af besættelsen.

"De seneste 10 år er der sket en del. I takt med at mange af modstandsbevægelsens talerør efterhånden er væk, så bliver der også åbnet for andre fortolkninger. Alene det at man kan lave en film i dag om Flammen & Citronen siger noget om, at vi har fået et andet forhold til besættelsen. Det ville have været fuldstændigt utænkeligt for 10 eller 20 år siden. På den måde er der sket et skred i det traditionelle syn," siger han.

Claus Bundgård Christensen har selv bidraget til forskning i hidtil urørte emner fra besættelsestiden. Blandt andet har han sammen med to kolleger skrevet bogen Under hagekors og Dannebrog - danskere i Waffen SS.

Lukkede for diskussion

En bog som Claus Bryld henviser til, når han karakteriserer den nyere forskning: "For eksempel afsløringerne af Riffelsyndikatet og F.L. Smidths brug af slavearbejdere i Estland og vores behandling af tyske flygtningebørn og de mere nuancerede beretninger om de østfrontfrivillige. Alt dette har relativeret den overordnede grundfortælling, som er meget forsimplet: Vi gjorde modstand og befriede os selv. Modfortællingerne har ført til større åbenhed, for det karakteristiske ved grundfortællingen var jo, at den lukkede af for al diskussion, og man kunne ikke sætte spørgsmålstegn ved, om den var rigtig eller forkert," siger Claus Bryld.

Claus Bundgård Christensen mener også, at forskningen har bevæget sig langt, men nogle gange måske lidt for langt: "Vi har fået et efterhånden mere nuanceret syn på besættelsen, faktisk kan det nogle gange komme til at kamme helt over. I den optik bliver vi nogle gange opfattet som sådan en stor medløbernation, som har noget ekstraordinært at skamme sig over i forbindelse med besættelsen, og det mener jeg også, at man skal passe på med. Det er en balance," siger han.

At opfattelsen kan bevæge sig helt over i den anden grøft er en modreaktion, tror Claus Bundgård Christensen, en modreaktion i forhold til den lukkethed og den utroværdighed, der har omsluttet grundfortællingen om Danmark som modstandsnation. Claus Bryld mener, at Danmark kunne have haft godt af denne udvikling langt tidligere.

"I slutningen af 40'erne var grundfortællingen mægtig god, fordi vi skulle med i Nato. Den 'viste', at vi havde kæmpet, og Danmark blev da også anerkendt som allieret nation. Men Danmark kunne med en vis ret være blevet udpeget som tabernation af de allierede pga. samarbejdspolitikken de første mere end tre år. Tænk på Antikomintern-pagten osv. Lad os forudsætte, det var sket. Ville det måske i virkeligheden have været bedre for dansk selvforståelse? Måske ikke på kort sigt, men på lidt længere sigt, fordi der så ikke havde været hele den der selvforherligelse, og vi havde været nødt til at hive skeletterne ud af skabet lang tid før, vi gjorde det. Jeg vil mene, at vi har gjort det de sidste 10 år, men det er jo også over 50 år efter. Tysklands taberstatus har betydet, at de næsten selvpinerisk er gået til deres fortid, og det er egentlig bare blevet stærkere og stærkere. Man kan ikke åbne en tysk avis den dag i dag, uden at der et stort selvopgør på grund af de forbrydelser, de begik i 30'erne og under krigen. Nu har danskerne jo ikke begået store forbrydelser, men der er alligevel kommet noget frem, som vi har godt af at se i øjnene," siger Claus Bryld.

Positiv diskussion

Hvis Danmark var blevet stemplet som tabernation, så havde dette opgør med grundfortællingen måske heller ikke været reduceret til historikerkredse, men haft gennemslagskraft i hele offentligheden. Her tror både Claus Bryld og Claus Bundgård Christensen stadig, at grundfortællingen er meget udbredt, og først nu er historikere blevet mere opmærksomme på formidlingsaspektet, så forskningen når ud til flere. Dér har fiktionen langt større gennemslagskraft.

"Det er klart, at en film vil blive set af mange mange flere mennesker end der er folk, der vil gå på biblioteket og låne en bog, jeg har skrevet om besættelsen. Men der en spinovereffekt på os historikere. Jeg fulgte Edderkoppe-serien, som Ole Christian Madsen lavede om den danske sortbørsmand Svend Aage Hasselstrøm med stor interesse, fordi jeg skrev en afhandling om sortbørshandel, og da kunne jeg da mærke, at den serie affødte en stor interesse for det emne, jeg arbejdede med. Det fungerer fint sammen," siger Claus Bundgård Christensen.

Claus Bryld opfatter det som positivt, hver gang diskussionen om besættelsestiden blusser op, men den gør det for det meste kun, "når nogen bander i kirken", som Aage Trommer gjorde det.

"Fiktionen kan have stor betydning i den sammenhæng, men kun hvis den viser en ny vinkel og udfordrer grundfortællingen. Hvis den ikke gør det, er det ligegyldigt i forhold til den kollektive erindring og diskussionen om den. Så opretholder den jo bare grundfortællingen. Forstærker den måske ligefrem, og set i forhold til det brede publikum, en sådan film når ud til, så kan det godt komme til at tage endnu længere tid, før den mere nuancerede version af besættelsen slår igennem i den almindelige offentlighed," siger Claus Bryld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er endnu mere sigende hvordan man hele tiden fremhæver de hjemlige sabotagegruppe på bekostning af dem der gik i engelsk krigstjeneste på forskellig vis.

Det var jo godt at folk gjorde modstand hjemme i Danmark, men den nærmest hysteriske proportionsforvridning der skete i historieskrivningen er jo politisk betingede. Pludselig kunne man bruge det forhold at nogle enkelte tapre unge gjorde modstand til at legitimere en position på allieret side.

Tag bare de mange danske søfolk som sejlede deres danske skibe til engelsk havn i april 1940. De led store tap men de har givet i mange tilfælde ydet mere i konkret tonnage til krigsmaskineriet og nazismens nederlag end alle de hjemlige sabotageaktioner tilsammen. Alligevel nævnes disse søfolk og alle de andre danske som kæmpede på engelsk side knapt nok i historiebøgerne.

der er jo allerede et eksempel på hvordan det ville være gået Danmark, hvis vi var havnet i taberpuljen. Sovjetisk besættelse og frihed i 1989. Eksemplet er DDR.

Godt der var nogen der ikke hørte efter regeringen, og godt at regeringen brød samarbejdet i august 1943.

med venlig hilsen
Lennart

Chris David Bonde Henriksen

Da jeg i 3. klasse i 1957 så filmen "Fem onde år", blev jeg dybt berørt og troede på nationalmyten. 1971 mødte jeg så en gammel BOPA mand, som fortalte mig, hvordan det virkeligt hang sammen.

Siden har jeg kunnet konstatere, hvordan myten mere og mere er faldet fra hinanden. Vi har så mange nederlag i vores historie, at vi tørster efter sejre.

Selv de små.

Vores selvforståelse er bygget på at vi ikke skal 'spise kirsebær med de store' (for så får vi jo uværgeligt stenene i øjnene). Vi lægger os derfor i slipstrømmen på de store drenge - og får så alligevel lort på bukserne. Men vi vil gerne være loyale overfor vores gamle allierede Storbrittanien og U.S.A.

Ikke desto mindre er det stadig ufatteligt, at Trommer kunne blive doktor på at hævde, at jernbanesabotagerne intet betød. Hver time, tyske soldater og ammunition til fronten blev forsinket, har reddet menneskeliv. Hver soldat, der skulle bevogte de jyske længdebaner, var ikke til rådighed i kampen mod de allierede.

At eftertiden nok har overvurderet betysningen, er én ting, men at påstå, det intet betød, er indlysende vås - og en hån mod dem, der faktisk ofrede liv og lemmer for at udføre sabotagen.

Gad vide, hvorfor RAF ofrede fly og faldskærmsfolk og et dødsensfarligt bombetogt mod Shellhuset for at ødelægge Gestapos arkiver, hvis modstandsbevægelsen var betydningsløs for de allierede?

Chris David Bonde Henriksen

Ja min gamle BOPA-ven frådede bogstavelig talt over Trommers disputats. I hvert fald havde modstandskampen en moralsk dimension i forhold til den generelle holdning: at forholde sig 'værdigt', som Chr. X havde opfordret til. Det er heller ikke til at udelukke at modstandskampen havde betydning for at vi (mærkværdigt nok) blev anerkendt som allierede. Forstå det, hvo som kan.

Tja, det kan jo undre, at vi kom ud på den allierede side, når betydeligt flere danskere meldte sig til SS fremfor at søge allieret krigstjeneste.

Og indtil august 43 var vi jo defacto allierede med tyskerne, så russerne havde meget svært ved at akceptere den danske status efter krigen.

Besættelsestiden var en grumset affære.

I min gymnasietid i begyndelsen af tresserne havde jeg en ilter diskussion med min historielærer - som for øvrigt var jøde. Jeg mente dengang, at vi skulle have kæmpet. Han mente, vi havde gjort det fornuftige i at samarbejde. For som Scavenius og Christian X var enige om efter befrielsen: Vi slap for at København blev bombet - og stod med et uskadt land.

Danmark var en kollaboratør-nation, om man kan lide det eller ej. De fleste kan ikke, men gjort gerning står som bekendt ikke til at ændre. Modstandsbevægelsen havde ingen indflydelse på krigens forløb, men i høj grad på, at Danmark i omverdenen ikke bare blev betragtet som tysk allieret.

Jeg kender for meget til historien om Flammen og Citronen til, at jeg har lyst til at se filmen. Jeg har det med den slags, som med filmen ”Der Untergang”, mine tæer bliver alt for krøllede. Men filmen giver anledning til eftertanke og diskussion, og vi får lejlighed til at diskutere endnu en facet af en virkelighed. Ikke mindst stikkerdrabene.

Som Frode Jakobsen, frihedsrådets de facto leder, engang sagde til mig om stikkerdrabene: Det var krigshandlinger. Men hvad var det for en krig, som danskerne havde gang i? Vi kender den officielle udlægning af stikkerdrabene. Men der stak mere under?

I slutningen af krigen havde politikerne - læs socialdemokraterne - en eneste stor bekymring: Vil kommunisterne overtage magten efter befrielsen? Og sociademokraternes bekymring nåede hysteriske højder. Vilhelm Buhl skrev på et tidspunkt under besættelsen til den svenske socialdemokratiske statsminister Per Albin Hansson, at kommunisterne havde 50.000 mand under våben i Danmark. Det rene vås. Men han, Hedtoft og især H.C. Hansen troede på det. Og sidstnævnte - er jeg helt overbevist om - agerede. Denne - imaginære - trussel har man forsøgt at bekæmpe. Med alle de midler, som nu engang stod til rådighed. Beskrivelsen af denne kamps forløb har vi endnu til gode. Også dens smudsige side. Fint, hvis filmen kan tage hul på det.

Nej, han hed Max Lester, Th. Lang, Silkeborg. Jeg mener, at han var blandt dem, som måtte flygte til Sverige.
Han var uden sammenligning min yndlingslærer, og jeg har altid siden tænkt, at det egentlig var ret flot og overbærende af ham at se på den tid på den måde i betragtning af, hvad den selv havde betydet for ham og hans familie,

Robert Ørsted-Jensen

Du har måske ikke i dit australske eksil læst Carsten Jensens "Vi, de druknede..."

Og du forsøger vel stadig fra dit venstresocialistiske udgangspunkt at glemme, at din gamle ven, Aksel Larsen og DKP i krigens første to år støttede Hitler (fordi Stalin og Sovjetunionen gjorde det). Og at dine venner i Socialdemokratiet i 1943 (ved Statsminister Buhl) kaldte vore frihedskæmpere for landsforrædere, som for en hver pris skulle stikkes...

Den eneste maritime fejl, der blev begået, var A. P. Møllers opfordring den 8. april 1940 om aftenen, til alle sine skibe om straks at forlade allieret havn for at undgå at blive opbragt og søge ud på åbent havn, for derfra at kunne opnå de bedste fragtrater i farefuld sejlads for de allierede landes tropper...

Jeg kender kun Claus Bryld fra det, han har skrevet.
Men jeg tror ikke, du kan beskylde ham for "social arv".
Alle, som har en fisker eller landmand i familien - blandt de mange professioner, som nød rigtig godt af besættelsen - har vist et "forhold" til den tid!
Kast du den første sten, som er ren...

Chris Henriksen,

Mine forældre havde Bodnia, Han er død for mange år siden, og der var ikke skyggen tilbage, da jeg gik der.

Chris David Bonde Henriksen

Bryld familien (Claus' og Tines far og farbror) står i Bovrupkartoteket. De var meget aktive nazister og jeg mener at erindre at de blev ombragt af modstandsbevægelsen (?) Men det bør jo ikke få konsekvenser for deres børn.

Chris Henriksen jeg ved ikke hvorvidt det du skriver har samme lødighed alt sammen, men jeg vil lige korrigere dit seneste bidrag.

Claus og Tine Bryld har ikke fælles familie ud over deres datter Lea. De 2 var gift indtil 68 og har således ikke samme familiære udspring. Tine hed Favrskov.

Claus Brylds familie var en god konservativ oprindelse men familien var nazister endog til krigens afslutning. De blev dømt til 5-15 års fængsel men efterfølgende benådet før tid.

Det var nok mest realpolitik, der afgjorde, at Danmark blev erklæret allieret og senere NATO-land. USSR var formentlig interesseret i at få Bornholm og Sjælland, men det lå måske dårligt for jerntæppet, eller måske var det en lille bagatel i forhandlingsprocessen, der afgjorde det (Østrig endte f.eks. også helt som vestland)? Interessant problemstilling. Det er muligvis den vigtigste enkeltbegivenhed i nyere dansk historie, hvis man ser på konsekvenserne af et zoneopdelt Danmark i efterkrigstiden.

Per Erik Rønne

Der er noget jeg aldrig har forstået i hele denne debat, hvor det fremstilles som om at en yngre historikergenereation pludselig har fundet »sandheden« og besættelsen - for derefter at komme frem med det som jeg i forvejen vidste var sandheden. Og jeg er vel at mærke født efter krigen.

Det har måske noget at gøre med at min familie rent faktisk var med i modstandsbevægelsen, at jeg hele tiden har vidst at den danske indsats ikke var noget at prale med; at der var langt flere der meldte sig som frivillige på tysk side, end der nogensinde tilsluttede sig modstanden.

Og så Riffelsyndikatet. Jeg har altså set en film om netop den sag, produceret i slutningen af 40erne, og vist i fjernsynet. Den viser jo blot hvad de unge historikere har »fundet ud af« - jeg har på fornemmelsen at de har fundet ud af, hvad de fleste i forvejen så udmærket vidste.

PS. Min familie var i øvrigt ikke kommunistisk, og modsat hvad mange tror, kom kommunisterne først med i modstandsbevægelsen efter starten på /Operation Barbarossa/. De var vist bare nationalt sindede danskere, der også væmmedes ved nazisternes behandling af jøderne, og som stemte på de borgerlige partier.

@ Per Erik Rønne

”Sandheden” om besættelsen - i den udstrækning der nu engang findes en objektiv form for sandhed - har selvfølgelig altid eksisteret. Men som bekendt har sandheden altid været ilde hørt. Og det var lige præcis det, der var problemet i mange år efter besættelsen.
Ligesom i dag skulle man være ”politisk korrekt” og holde sig til den officielle sandhed. Ellers kunne det koste avancementer og forskningsbevillinger eller ende med retssager. Sådan som Land og Folks chefredaktør - og Informations daværende medarbejder Erik Nørgaard kom til at opleve - i sagen om den ”skæve våbenfordeling” mm. Det var først med Trommers disputats, at man begyndte at rokke ved ”sandheden”. Men der er selvfølgelig en grund til at afgørende arkiver stadigvæk er lukkede både her og i udlandet. Vi er slet ikke færdige endnu...

Min far var militærmand under krigen. Han valgte at gå under jorden og deltage i modstandsbevægelsen. Han var med til at modtage våben og lave jernebanesabotage på Fyn. Han oplevede at nogle af hans nærmeste kammerater blev taget af tyskerne, torturet og henrettet.
I f.m. 50 års dagen for befrielsen spurgte jeg ham, hvad sabotagen havde betydet, og svaret var "ikke nævneværdigt". Han virkede bitter over de mange mennesker, som samarbejdede med tyskerne og tjente gode penge på det.
Stor respekt for ham og alle dem, som gjorde modstand og ære dem, som måtte lade livet.

Chris David Bonde Henriksen

@ Bjarne Thyregod

Tak for korrektionen. Jeg mener dog at Claus havde (har?) en søster, men det er så ikke Tine. Beklager fejlen. Dog står familien i Bovrupkartoteket.

Til jesper og andre, der har en mening om familien Bryld, vil jeg anbefale at læse Claus Brylds udemærkede og velskrevne erindringer.