Nikolaj Hübbe udtalte for ikke så længe siden til Politiken, at han aldrig havde fået så meget fysioterapi i sit liv som i månederne op til sin afskedsforestilling i New York City Ballet i februar. "Når jeg ikke går til prøve, ligger jeg på en briks og får behandlinger," sagde han.
I balletdanser-år er Det Kongelige Teaters næste balletmester blevet en gammel knag. Nikolaj Hübbe er 40 år, og han har danset, siden han var 10. Gennemsnitsalderen i New York City Ballet er 22 år. For at få en mere klinisk status over hans tilstand efter 30 års hårdt slid i træningslokalerne ringede jeg til hans fysioterapeut, Marika Molnar, som driver West Side Dance Physical Therapy i New York. Hun har tilset og fikset Hübbes krop, siden han var en selvbevidst fløs i midten af 20'rne.
"Der er nogle bestemte skader, som han har haft så mange gange, at de er blevet kroniske," sagde hun.
De mest ordinære skader hos en balletdanser er forstrækninger, betændelse i senerne, overrevne ledbånd, forstuvede ankler, læderede menisker, løsrevet brusk i knæene, brækkede tæer, iskiasproblemer og stivhed i ryggen. Jeg forstod på fysioterapeuten, at Hübbe havde været stort set hele skadesmøllen igennem. Hans ankler og akillessener er plaget af tilbagevendende betændelse, og i årenes løb er han blevet opereret i menisken. Han har døjet med læsioner på brusken i hoften, som også er blevet opereret. Han er heller ikke sluppet for de ribbensskader, som hører med, når man konstant skal gribe og løfte en ballerina.
"Jeg kan huske," sagde Marika Molnar, "at han engang under en turné i Edinburgh ringede til mig midt om natten og skreg i smerte, fordi hans ribben var gået af led."
- Men han så nu ikke ud til at lide, da han dansede sin afskedsdans?
"Det er på grund af adrenalinen. Smerterne kommer først bagefter."
Nej, det ville være at tage munden for fuld at påstå, at Nikolaj Hübbe virkede forpint, da han dansede af den søndag eftermiddag. For det første var forestillingen et håndplukket potpourri over hans yndlingspartier - en slags Hübbes greatest hits - og for det andet skulle han gøre en ualmindelig dårlig figur for at støde publikum fra sig. Han var på hjemmebane. I de knap 16 år, han har været solodanser i verdens største balletkompagni, har han nydt en sjælden hengivenhed fra de nådesløse balletkritikere. Hvorfor? Tobi Tobias, der i en menneskealder har været en toneangivende balletanmelder for New York Magazine, Village Voice og en række andre publikationer forklarede mig det med få ord:
"Det handler ganske enkelt om forskellen mellem geni og talent," sagde hun.
Så det var ikke mærkeligt, at samtlige 2.755 pladser i New City State Theater var revet væk af en overvejende Hübbe-venlig menneskemængde. Mellem Upper East Side-pelskraverne, de venstrefløjsintellektuelle fløjlsjakker og de højhalsede psykiater-trøjer, som langsomt sivede gennem foyeren og ind til parkettet, sås et kuriøst konsortium af tilrejsende og eksilerede danskere.
Du ser kun ham
Det Kgl. Teaters afgående direktør, hans forlovede og en flok nøglemedarbejdere fra teatrets administration var kommet helt Kongens Nytorv for at tage del i festlighederne. Det samme gjaldt 15-20 kongelige dansere, hvoraf flere af de feststemte ballerinaer var klædt, som om de skulle til venetiansk maskebal (uden masker). En håndfuld reportere fra fra den københavnske kulturpresse gik rundt med deres nervøse energi uden på tøjet.
Nikolaj Hübbes allernærmeste familie og en del gode venner og celebre bekendtskaber havde også indfundet sig: Bassisten Chris Minh Doky jazzede rundt ved garderoben, og fotomodellen Helena Christensen lignede en porcelænsdukke på sine meterlange pusselanker. Metallicas trommeslager Lars Ulrich var fløjet ind fra San Francisco med sin veninde, skuespilleren Connie Nielsen. Hübbe var i forrygende selskab.
Som en af hans dansekolleger i New York City Ballet havde sagt til ham: "Hübbe, du kan sgu bare gå ind på scenen og stå stille. Du kan også ryge på røven. Det er ligegyldigt."
Da det gyldne scenetæppe endelig blev hevet op, gik der et lydløst 'åh' gennem stolerækkerne.
Nikolaj Hübbe befandt sig helt alene på de skrå brædder, klædt i hvidt og badet i smukt projektørlys, i en af sin karrieres mest formidable roller. Han var den græske gud Apollon i George Balanchines ballet af samme navn fra 1928. Orkestret slog Stravinskys toner an, og Hübbe slog på sin lyre. Han dansede yderligere tre balletter og sluttede sin karriere som danser af med bravur: Som ægte amerikansk cowboy i Balanchines folkelige Western Symphony fra 1954.
Konfettien, kærligheden, sensibiliteten, blomsterne, der blev kastet op på scenen, balletkompagniet og balletmesteren, der samledes bag hovedpersonen, publikums endeløse ovationer, bravoråbene glæden, hyldesten, triumfen og den tydeligt rørte stjernedanser - det var en bevægende afslutning, som fik en glasklar tåre til at trille ned ad Connie Nielsens fine ferskenkinder.
New York Times' chief dance critic, Alastair Macaulay, noterede sig i sin anmeldelse to dage senere, at Hübbe var trådt ind i sine gammelkendte roller, "som om de var fagre nye verdner, han stadig udforskede". Hübbe havde vanen tro ikke taget den på rutinen. Alastair Macaulay fandt det "berusende" at se en så frisk energi hos en så apollinsk danser.
"Hans Apollon mindede mig om, hvordan håndbøger i klassisk sang i det virtuose 18. århundrede altid holdt på, at de to vigtigste dyder i en optræden er spontanitet og intensitet. Mr. Hübbe har begge dele," skrev han.
New York City Ballets chef, Peter Martins, forklarede mig et par dage tidligere, at Hübbe "er en af de få dansere, der kan gå på scenen og gøre ingenting, og alligevel kigger du kun på ham. Det er en gave, han er blevet velsignet med til indkøbspris. Nogen har det, nogen har det ikke. I modsætning til mange andre fantastiske dansere kommer Nikolaj til live, når tæppet går op. Han bliver en helt anden person."
Beskyttende
Otte dage inden afskedsdansen sendte jeg en sms til Nikolaj Hübbe. Han havde ikke givet lyd fra sig i et par uger, så jeg spurgte til hans velbefindende. Der plejede at gå dage, før han returnerede en e-mail eller et telefonopkald. Men denne gang faldt svaret prompte.
"Det kører ok, bortset fra at jeg er syg som en hund," stod der i hans tekstbesked.
Jeg spurgte i en ny sms, om han sled sig hen til teatret eller bare lå brak.
"Brak," lød det korte, forstemmende svar.
Det var et virkelig dårligt tidspunkt at lægge sig syg på. Med kun en uge til afdansningsballet strammede programmet til. Ikke alene skulle de fire balletbrudstykker pudses af, presset udefra begyndte også at tage til. Han havde en hel del halvofficielle pligter såsom at snakke med både amerikanske og danske journalister.
Efter at have mødt Nikolaj Hübbe et par gange var det min fornemmelse, at han havde det med at teatralisere sit humør en smule. Hvis han var i godt humør, sang englene, hvis et eller andet ikke fungerede, var det hele ad helvede til. Han kan virke krukket - eller måske snarere beskyttende - når det handler om hans kunstform. Til gengæld er privatpersonen Nikolaj Hübbe ukrukket og selvironisk. Kort efter den kummerlige besked om, at han lå "brak", sendte han endnu en besked. Denne gang var udtrykket mere muntert. "Lit de parade", stod der bare. En række afsjælede statsoverhoveder og diktatorer passerede revy.
48 timer senere spankulerede en skrantende Nikolaj Hübbe ind på New State Theaters scene med pumaagtige fjed. Men ikke for at danse. Han var iført sit civile kluns - mørke bukser, elegant skakternet skjorte og halstørklæde. Han sank krillerhostende ned i en stol ved scenekanten og høstede applaus; omkring 400 aldrende balletelskere sad forventningsfuldt i auditoriets røde plyssæder for at overvære An Interview with Nikolaj Hübbe.
De spørgsmål, som de rettede til ham, afslørede, at det var en vidende forsamling. "Hvordan er det at danse soloen i Square Dance?" "Nikolaj, du siger, at du danser i nuet - hvordan gør du det?" "Hvordan er det at gå på scenen og danse en ballet, som ikke er særlig god?" (Svar: "Det er skrækkeligt - det er fuldstændig rædselsfuldt!"). En ældre sagfører, som havde siddet i New York City Ballets bestyrelse siden 1978, opsummerede Hübbes karriere og interviewede ham om hans liv.
Som femårig havde Hübbe været med sine forældre i Det Kongelige Teater for at se en opsætning af Nøddeknækkeren. Han vidste straks, at han ville være balletdanser. Han var solgt til ballettens magiske univers. Som 10-årig blev han optaget på Den Kongelige Balletskole.
Når man først begynder at danse ballet som 10-årig, er man kommet sent i gang. Man skal være et stort talent for at klare den. Peter Martins (f. 1946), der selv begyndte at danse som syvårig, fortalte mig, at "hvis du virkelig vil nå til tops i dag, skal du starte som fireårig. Det har noget med konkurrencen at gøre. Det kaldes evolution".
Som 17-årig var Hübbe fuldgyldigt medlem af Den Kongelige Ballet, og han gjorde sig bemærket. Da han var 20, blev han udnævnt til solodanser. Her dansede han hovedrollerne i balletter som Onegin, Romeo og Julie og - hans personlige favorit - James i Sylfiden. Han var 24 år, da Peter Martins tilbød ham en plads som solodanser i New York City Ballets stjernespækkede trup.
I berømte spor
NYCB blev grundlagt i 1948 af kulturmennesket Lincoln Kirstein (1907-96) og den georgiskfødte superkoreograf George Balanchine (1904-83), som han havde dannet School of American Ballet med i 1934. Balanchine skabte egenhændigt et modernistisk dansesprog på skuldrene af den europæiske klassicisme, der havde stået lidt i stampe siden 1800-tallet.
I 1948 hev Balanchine den eminente koreograf Jerome Robbins (1918-1998) ind som sin medhjælper (Robbins blev balletmester i 1972). Under deres kunstneriske ledelse blev NYCB en af de 20. århundredes vigtigste amerikanske kulturinstitutioner. Den dag i dag har balletkompagniet sin helt egen stil og et fast repertoire på 150 'hjemmelavede' balletter. De koreograferes i Balanchines ånd, når nu han ikke selv længere er der til at gøre det.
Som dansk danser i New York fulgte Nikolaj Hübbe i fodsporene på store mandlige stjerner som Adam Lüders, Erik Bruhn, Ib Andersen og Peter Martins. Balanchine havde en svaghed for danske dansere, fordi deres opdragelse i den danske August Bournonville-tradition havde givet dem speedy legs, som han kaldte det.
Fra podiet forklarede Hübbe forsamlingen, at det var med en vis ængstelse, at det naturligvis var med en vis spænding, han kastede sig ud i sit nye job dengang i 1992, men at der var så mange forestillinger, så megen dans, så meget tryk på, at han ikke kunne nå at spekulere over det. Og at han efter fem dage på sin nye arbejdsplads havde mødt den 85-årige Lincoln Kirstein i elevatoren. "Nå, så du er vores seneste importvare?" havde Kirstein sagt.
I det ultra-kosmopolitiske New York kom Nikolaj Hübbe til at danse langt mere, end han havde gjort i København, og under træneren Stanley Williams' tilsyn blev han en bedre, stærkere og hurtigere danser. Han udvidede sit personlige repertoire betragteligt. Da det gik op for Jerome Robbins, der stadig var tilknyttet NYCB, hvor alsidig en danser han havde til rådighed i Hübbe, castede han ham til mange af sine balletter.
Hübbe kom ikke selv ind på, hvorfor han er en god danser. Men jeg spurgte ballethistorikeren Alexandra Tomalonis, der er redaktør for tidsskriftet Dance View og forfatter til en biografi om den danske danser Henning Kronstam. Tomalonis fremhævede Hübbes dramatiske sans og hans evne til at danse i øjeblikket.
"Han er brillant til at få noget til at ske på scenen. Mange dansere danser bare trinnene; han har altid danset musikken," sagde hun. "Når han skulle spille en rolle, blev han den rolle. Han skilte sig ud i et kompagni, hvor mantraet siges at være 'bare dans det, kære'."
Intimitet for 400 mennesker
Den intime seance med de 400 balletelskere varede halvanden times tid. Da Hübbe skulle svare på, hvordan han ville gribe jobbet som balletmester på Det Kongelige Teater an, tænkte han sig længe om. Han svarede tøvende, at han gerne ville se "et større engagement og en mere moden tilgang til kunstformen fra dansernes side". Og at han ønskede et balletkompagni, der dansede mere i nuet, end tilfældet er. "Man skal passe på ikke at hvile på laurbærrene," fastslog han.
Da han afslutningsvis blev spurgt, hvad han kunne fortælle om sig selv, som publikum ikke vidste i forvejen, så han perpleks ud.
"Jeg ved det ikke - at jeg er en virkelig god babysitter? Jeg kan lide at læse højt for børn," sagde han næsten undskyldende.
Det var mørkt, da tilhørerne forlod salen i et sindigt tempo. En ældre, hvidhåret newyorker i trenchcoat stoppede op på plazaen foran teatret, stillede sin mappe mellem benene og trykkede et nummer på sin mobiltelefon.
"It was absolutely wonderful," sagde han.
Jeg mødtes med Nikolaj Hübbe samme aften, som alle amerikanere sad naglet til fjernsynet for at overvære årets Super Bowl - finalen i deres nationale fodboldturnering. Der var en uge, til han skulle danse. Hübbe tog imod i en kæmpestor penthousehybel i udkanten af Greenwich Village. Han havde lånt den af Connie Nielsen i de to måneder, han var tilbage fra København for at øve. Det forklarede tilstedeværelsen af trommesættet ved siden af flyglet; så havde Lars Ulrich sit værktøj ved hånden, når han og Connie ikke opholdt sig i hans hus ved San Francisco.
Nikolaj Hübbe var stadig plaget af halsbetændelse, eller hvad det var, der havde lagt ham ned, men ellers virkede han afslappet. Jeg spurgte, om hans sidste optræden ville blive sådan en, hvor publikum klappede andægtigt, hver gang han kom ind på scenen.
"Det kan sgu godt være," sagde han. "I don't know. Det vil jeg kraftedeme da håbe, haha. Der må vel være en eller anden form for virak over det."
Min viden om ballet var ringe, og det vidste Hübbe godt. Men der var noget, der undrede mig: Hvordan føltes forskellen mellem August Bournonville (1805-1879) og George Balanchine, når man var danser? De to balletmestre dominerede hver sit århundrede. Bournonville grundlagde den danske ballettradition og koreograferede 50 balletter i løbet af de 47 år, han var balletmester på Det Kongelige Teater. Hvad var det med de speedy legs hos danske dansere?
Nikolaj Hübbe begyndte at forklare:
"Der er en vægtfordeling og et trinregister hos Bournonville, som gør at ..." Han afbrød sig selv for at drage en aktuel parallel. "Det er ligesom forskellen mellem American football og europæisk fodbold. Selv om Bournonville er ældre, er der en finesse og et filigranarbejde hos ham. Han opererer i et sprog eller et trinmiljø, hvor man bevæger sig meget mere i fødderne, i anklerne og i knæene. Det vil sige, at fødder, ankler og knæ er mere artikulerede hos Bournonville. Fordi man bruger dem mere, er man også mere opmærksom på dem."
- Er det noget, man tænker på, mens man danser?
"Næh, en giraf går heller ikke rundt og tænker på at den er en giraf. Det er den bare."
- Har du 'speedy legs'?
"Det havde jeg engang. Nu tror jeg bare, jeg har slow ass, haha. Jeg var ret hurtig. Du skal huske på, at 'hurtig' betyder, at du kan se hver bevægelse for dig, mens du danser. Hvert trin skal være mejslet ud," sagde han.
- Hvad var sværest at lære hos Balanchine, når man kom til New York med næsten 15 års Bournonville-træning i blodet?
"Det var partnerarbejdet."
- Hvad?
"Partnerarbejdet. Hos Bournonville er det sådan her: Du har en pige. Når hun er i balance, så er det godt. Når hun er ude af balance, er det dårligt. Enten har du hende oppe i luften, eller også har du hende nede på gulvet. Hos Balanchine var det pludselig rigtigt, når hun var ude af balance, og forkert, når hun var i balance. Og hos Balanchine er der gradueringer af, hvor man skal holde hende og mærke hendes vægt, fordi det altid, altid, altid er ballerinaen, der skal se godt ud. Hun er det ypperste. I modsætning til Bournonville er det ligegyldigt, hvordan herren ser ud. Tilbedelsen af ballerinaen frem for danseren var lidt af en omvæltning."
- Vil du sige, at Balanchine var 'genial'?
"Det må man sige, absolut. Jeg er en total Balanchine-fanatiker. Hans kunstsyn, hans måde at se på og hans danseviden var fuldstændig uovertruffen. Det være sig som koreograf, men også hans måde at goutere dansere på og fremprovokere noget hos en danser, som han har brug for her og nu. På den måde er Mr. B beslægtet med en maler eller skulptør eller en kirurg, der opererer."
Nikolaj Hübbe lod mig forstå, at hvis ballet skal være kunst, så kræver det disciplin af en anden verden. Det havde han oplevet på sin egen krop.
"Der er basically bare blevet råbt og skreget af dig," sagde han.
- Er det stadig sådan?
"Jeg tror, at der er noget, som er gået tabt i ballet. Alle er så pæne og rare over for hinanden - det skal man sørme også være. Men der må være en vis kadaverdisciplin over ballet. Hvad enten du er lærer, balletmester eller kollega, skal du kunne sige: 'Dit ben skal sidde her' - sådan er det. Hvis benet ikke sidder rigtigt, så går du hen og siger det én gang til: 'Benet skal altså sidde dér!!' Tredje gang råber du det: 'Dit ben skal sidder dér, det sidder ikke rigtigt!' Det kan jeg ikke se noget forkasteligt eller upædagogisk i. Der er sådan et underligt mådehold i det meste ballet for tiden. I don't get it. Hvor ligger dit hjerte? Hvad har du kært?"
Talent kan ses
Det var Det Kongelige Teaters balletkompagni, Nikolaj hentydede til. Allerede da jeg mødte ham første gang i november, havde han haft svært ved at undertrykke en vis frustration over mentaliteten i kompagniet. Han syntes, at der manglede personlighed. Han havde svært ved at se trinnene, danserne, musikken, historiefortællingen, trinsnedkeriet, fraseringen, koreografien etc - Udtrykket var mudret - i hvert fald i forhold til, hvad han var vant til. Det ville han forsøge at rette op på ved at tilbringe så meget tid som muligt sammen med danserne i øvelokalet.
- Har du tænkt dig at indføre kadaverdisciplin på Det Kongelige Teater?
"Man kan ikke indføre kadaverdisciplin bare for at gøre det. Man må etablere noget højere og så lægge disciplinen derefter. Hvad er så dette 'højere'?" spurgte han og svarede selv. "Det er den der kunst, som er så svær at stedfæste."
- Så det gælder om at få danserne til at forstå, at lidt mere disciplin er for deres eget bedste?
"Selvfølgelig er det for deres eget bedste!" fløj det ud af ham.
Emnet rev ham så meget med, at der begyndte at snige sig nogle engelske gloser ind her og der i hans talestrøm.
"But oven over danserne er kunsten. Det er for kunstens bedste. Og du er here to serve den kunst. Jeg mener ikke, at man skal begå mord for at lave den her kunst, men der hører visse selvopofrelser med."
Jeg sagde, at han vel ikke kunne fremtvinge talent ved hjælp af hård disciplin. Og så nåede vi i virkeligheden frem til kernen i Nikolaj Hübbes analyse: Den Kongelige Ballet fattes ikke talent.
"Det har ikke noget med talent at gøre. Der er masser af talent! Talentet fejler sgu ikke noget. Talentet er så mangfoldigt blandt dansere på Det Kongelige Teater - det er så smukt."
- Hvordan ser du talent?
"Talent, det kan du spotte sådan her," sagde Hübbe og knipsede med fingrene. "Talent, det er ligesom at kigge efter røde jakker på vej ned gennem Strøget: 'Dér har vi en rød frakke. Dér er også en rød frakke.' Det handler om, hvad folk gør med deres talent. Hvis jeg bare kan få en ren tone. Basta!"
En kanin, der går over gevind
Han rynkede øjenbrynene og hævede stemmen til et autoritært skolemesterniveau fra dengang, hvor svaret "Fordi jeg siger det!" var svar nok. "Nu!" sagde han. "Nu må du fatte kunstens power og integritet, og nu må du gøre dig ydmyg over for den. I forhold til skrift og billeder er levende kunst lig med now you see it, now you don't, og så er det ovre. Så er det dødt. Som den gode gamle Mr. B sagde: It's a hothouse flower. It blooms. It dies."
Just som Hübbe havde fundet det højtravende forråd af ord frem, bragte han New Jersey, som lå lige på den anden side af Hudson-floden, ind i samtalen. (Nu nævnte han New Jersey, men det kunne lige så godt have være Vanløse eller Ballerup eller Frederiksberg).
"De folk, der kommer helt fra New Jersey for at se en ballet, har betalt 200 dollar bare for billetterne. Oveni har de måske kørt 25 kilometer, så de skal også betale for benzinen. Måske har de børn med. Ungerne skal have noget slik - fem dollar. Og så skal familien parkere bilen. De kommer af med 1.000 dollar for sådan en aften. De mennesker kan du ikke gå ind og lave en replika for. Det er jo live. De skal have en oplevelse," sagde Hübbe.
Ugen gik. Under prøven på Apollon om fredagen øvede Hübbe sin pas de deux med danseren Wendy Whelan foran Peter Martins, der af og til rejste sig fra sin taburet for at rette på en detalje. Nede på fjerde række sad der et ældre ægtepar og kiggede på. Manden fotograferede med blitz. Det var Nikolaj Hübbes forældre, Else og Per Hübbe. Jeg passede dem op, da de var på vej op ad trappen ved New York State Theaters sceneindgang på 63. gade.
"Nikolaj har altid gerne villet være en anden. Da han var lille, spillede han altid et hav af roller, og han levede sig meget ind i dem," sagde Else Hübbe.
Hun fortalte om en lille episode, der fandt sted, da Nikolaj var fire år. Hun kom ind i stuen og så, at han sad ovre i hjørnet af sofaen med lukkede øjne. Han havde forklæde på.
"Hvad i alverden laver du, Nikolaj?" spurgte hun.
"Jeg falder, mor" svarede han. "Jeg er Alice i Eventyrland."
Lørdag formiddag besøgte jeg atter Nikolaj Hübbe på Connie Nielsens adresse. Han så en smule manisk ud, da jeg trådte ind ad døren. "Jeg har kun sovet i tre timer i nat!" sagde han. "Det er nervøsitet. Jeg tog ellers en sovepille for at falde til ro. Men så vågnede jeg alligevel klokken tre. Jeg har siddet hele natten og set tv. Law and Order, I love Lucy, What Ever Happened to Baby Jane?, Broen over River Kwai. Jeg har set det hele, du. Crime dramas, psycho dramas, hele lortet - og infomercials om acne..."
Han satte sig i Connie Nielsens hvide sofa og greb ud efter sin mobiltelefon. Fjernsynet kørte stadig, men uden lyd. Det var ikke en uvant følelse for ham at have nerver på inden en optræden, men alt postyret omkring arrangementet havde gjort forventningspresset mere massivt.
"Når tæppet går, så tror jeg, at det er okay. Bare jeg ikke får hjertekvababbelse på scenen. Ligesom en kanin, der er trukket for meget op, så den går over gevind," lo han.
Som om han ikke havde nok at se til, havde han også påtaget sig at lave bordplan for 160 mennesker fordelt på 18 borde. En af New York City Ballets velhavende velgørere, kunstfilantropen Mary Sharp Cronson, havde inviteret til en intim buffet til Hübbes ære på luksushotellet The Carlyle søndag aften efter hans afskedsdans. Flere af de inviterede var begyndt at kime ham ned for at få ham til at placere dem ved siden af nogle bestemte personer, som de enten var hemmeligt forelskede i eller ville noget andet.
- Er du klar over, hvor lang tid det tager at lave bordplan?
"Vi har nøjagtig en time til at gøre det i eftermiddag," sagde Hübbe skarpt. Han fik pludselig øje på fjernsynet.
"Hør, hvad fanden er det, vi sidder og glor på?" spurgte han.
