Læsetid: 5 min.

Fra total svaghed til enorm styrke

Shirin Neshats store videoudstilling 'Women without Men' bevæger sig på grænsen til virkeligheden i sin genoplivning af Shahrnush Parsipurs roman fra 1989. Samfundsmæssig turbulens og kvindelig indre kamp er kraftcenteret i udstillingen på AroS, der er båret af et stort kunstnerisk ansvar, forklarer Shirin Neshat
Shirin Neshats store videoudstilling 'Women without Men' bevæger sig på grænsen til virkeligheden. Samfundsmæssig turbulens og kvindelig indre kamp er kraftcenteret i udstillingen på AroS
3. marts 2008

I 1953 væltede militæret i Iran den demokratisk valgte premierminister Muhammad Mossadegh og genindsatte shah Mohammad Reza Pahlavi som enehersker i Iran. Et kup udtænkt og støttet af CIA under navnet Operation Ajax. Både forfatteren Shahrnush Parsipur og den yngre billedkunstner Shirin Neshat, der siden 1979 har levet i eksil i USA, ser sig selv som produkter af dette turbulente historiske punkt i Iran, og begge tager i deres virke kvindens standpunkt og dennes indædte, men ofte skjulte kamp for social retfærdighed i et samfund præget af tortur og politisk undertrykkelse.

Den vestlige intervention, sociale uro og kvindens ændrede status er med andre ord den politiske baggrund for den magisk-realistiske roman Women without Men af Shahrnush Parsipur fra 1989, der kostede hende fem år i fængsel og efterfølgende eksil, og nu en udstilling med den iransk-amerikanske kunstner Shirin Neshat med samme titel. I en overnaturlig virkelighed griber Shirin Neshat med poetisk hånd og magisk billed- og lydside om de heftige sociale problematikker og indre kampe, som disse ydre omstændigheder førte med sig.

En stor fortælling om fem sammenføjede kvindeskæbner placeret i spændningsfeltet mellem den politiske virkelighed og indre kamp for social retfærdighed i Iran i 1953. Alt er taget til grænsen, og også over den, forklarer hun. Virkelighed og fantasi, liv og død smelter sammen, når vi følger den ugifte lærerinde Mahdokht, den unge prostituerede Zarin, de to ugifte veninder Munis og Faezeh og sidst middelklassekvinden Farokh Legha. Seksualiteten er omdrejningspunktet, hvor angst, tabuer, undertrykkelse og modstand driver de fem kvinder gennem en konfrontation med deres inderste konflikter og det samfundsmæssige pres. Det er hårdt mod hårdt, realiteternes uretfærd mod den indre drivkraft for retfærd udfoldet i stort format.

"En del af mig er meget følsom, lille og skrøbelig. Den anden del er meget højrøstet og politisk engageret. Den dualitet gennemstrømmer alt, hvad jeg laver og er hele tiden til stede, fordi mine værker også er en projektion af mig," siger Shirin Neshat om udstillingen.

Det indre og det ydre

"Her er det fem kvinder med forskelig baggrund, der gennem det magiske søger den frihed, de havde tidligere. Samtidig er det fortællingen om en nation, der gennemgår en krise i en søgen efter demokrati og frihed. Jeg elsker den parallel og har overdrevet relationen. Jeg træder hele tiden ind og ud af det poetiske og det politiske. På samme måde bevæger alle fem kvinder sig fra en søgen i deres reele liv til en ny indsigt, en ny chance, der knytter deres fem forskellige skæbner sammen," forklarer Shirin Neshat, der siden 1974 har været adskilt fra sin iranske familie. Det har krævet indre styrke.

"De fem karakterer svinger fra total svaghed til enorm styrke. Modsætningerne er hele tiden til stede: Skønheden, volden, politikken, mystikken, samfundet, naturen, det kvindelige, det mandlige, det tidslige, det eksistentielle, magt og afmagt."

Et selvportræt

Det er spændingen imellem det indre og det ydre.

"Den ydre politiske spænding i Iran afspejles i deres indre kamp, men egentlig er problematikkerne universielle, ikke specifikke for Iran," siger kunstneren, der i 1999 blev tildelt Den Gyldne Løve på Venedig Biennalen for værket Turbulent.

Netop turbulens synes som et naturligt fænomen i Shirin Neshats liv.

"Mit eget liv har været og er ekstremt påvirket af politiske hændelser. Jeg var som ung meget tiltrukket af det aktivistiske liv, og jeg er stadig dybt engageret i politiske spørgsmål og skammer mig ikke over at blive kaldt en politisk kunstner. For mig er det vigtigt, at kunsten har en stemme. Jeg er ikke i stand til at abstrahere fra de politiske spørgsmål, fordi de betyder så meget for mit liv. Mange af mine bedste venner blev dræbt eller tortureret i tiden op til revolutionen i 1979," fortæller hun og fortsætter:

"Jeg identificerer mig med de fem hovedpersoner, og har elementer af dem alle i mig. Jeg har fokuseret på kvinden som ramme for det sociale og politiske spil og de indre kampe, som det medførte. Selv om handlingen udspiller sig i Iran under kuppet i 1953, og selv om bogen er af en kvindelig iransk forfatter af den tid, så behandler Women without Men problematikker, der er universielle og også eksisterer i dag på et globalt plan. Jeg håber ikke, at folk reducerer værket til en udfoldelse af en udelukkende iransk problematik."

Kunstnerisk ansvar

Shirin Neshat ønsker at vise kampen i nogle mennesker underlagt et socialt og politisk pres, og mener dermed også, at det er muligt og vigtigt via kunsten at fortælle den politiske historie, så længe man ikke prædiker. Også selv om man som hende står imellem to magthavere, der ikke har hendes sympati.

"Jeg føler et stort ansvar for at udtrykke mig og især i denne tid, hvor USA har konfronteret Iran i ekstrem grad. Jeg støtter på ingen måde det iranske styre, men jeg er rasende over USA's opførsel siden 11. september 2001. Iran bliver synonym med det barbariske, og USA fremstår som rationalitetens udspring. Women without Men handler i den kontekst om at sige, at vi aldrig ville have været her, hvor vi er i dag, hvis USA havde holdt sig væk. De førte et folk bag lyset med bestikkelse og løgne. Det er jo alment kendt, men indhyllet i amerikansk forglemmelse. George W. Bush taler om at bringe demokrati til Irak og Iran, men vi havde demokrati, og det blev taget fra os! De fjernede en demokratisk valgt premierminister med vold, genindsatte shahen og lagde kimen til den islamiske revolution. Husker det amerikanske folk ikke det?"

Shirin Neshats eksil har givet hende en særlig mulighed for at sige nogen ting, som aldrig ville blive udtalt i Iran. Slet ikke af en kvinde.

"Jeg kan vise en afklædt prostitueret og dernæst fører hende ind i en moské fyldt med mænd, men jeg vurderer hele tiden den kunstnerisk integritet, det litterære udgangspunkt og så mine egne bekymringer, og derfor er jeg også disse grænser meget bevidst, fordi mine intentioner ikke er at provokere. Jeg er ikke sort-hvid og er faktisk meget opmærksom på det. Jeg har på ingen måde brug for kontroverser for at få offentlig omtale. Det vil aldrig være attraktivt for mig at blive diskuteret udelukkende på baggrund af aktuelle problematikker. Jeg er kunstner, udtrykker mig kunstnerisk og vil først og fremmest lave et godt værk," understreger hun.

Shirin Neshat: Women without Men, ARoS - Aarhus Kunstmuseum, kører frem til 25. maj 2008

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu