Læsetid: 5 min.

Tyrkisk statsråd forhindrer pop-amok

Der er langtfra et frit musikliv i Tyrkiet. Musikere skal kæmpe mod både et statsligt råd og følsomme nationalister for at få deres musik ud, og staten er ikke bleg for at ændre i teksterne
Den tyrkiske sangerinde Bülent Ersoy har ganske gevaldigt fået ørerne i maskinen. Den nu folkekære Esroy er for kontroversiel til at blive vist på tv. Hun bliver censureret, ligesom meget tyrkist musik også bliver det.

Den tyrkiske sangerinde Bülent Ersoy har ganske gevaldigt fået ørerne i maskinen. Den nu folkekære Esroy er for kontroversiel til at blive vist på tv. Hun bliver censureret, ligesom meget tyrkist musik også bliver det.

fra et tv-prgram

Kultur
3. marts 2008

ISTANBUL - Den tyrkiske sangerinde Bülent Ersoy har ganske gevaldigt fået ørerne i maskinen. Hun har altid været kontroversiel, idet hun er transseksuel og i dag fremstår ganske særpræget efter en række plastiske operationer, der har skullet tilføje kroppen det, naturen ikke kunne klare i form af kvindelige attributter og ansigtstræk. I årene efter militærkuppet i 1980 var hun bandlyst på tv, men siden har tyrkerne fået lov at vænne sig til hende, og i dag er hun steget op til at være både folkekær og dommer i tv-showet 'Popstar alaturka'. Det var i programmets direkte sending sidste lørdag, det gik galt for hende.

På det tidspunkt var den tyrkiske hær på andet døgn inde i sin invasion af Nordirak, og de første døde soldater var på vej tilbage over grænsen. Under indflydelse af den massive og ukritiske opbakning til invasionen i de tyrkiske mainstream-medier sagde Bülent Ersoy:

"Jeg kan ikke vide præcis, hvad det vil sige at have et barn. Jeg er ikke mor og vil aldrig blive i stand til at blive det. Men jeg er et menneske, og som menneske ... At begrave dem (de dræbte soldatersønner) ... Jeg ved måske ikke, hvordan disse mødres hjerter går i stykker, men mødre forstår."

Til publikums begejstring kritiserede hun også, at skrivebordsgeneraler sender unge mænd ud for at dø. Det fik en offentlig anklager til at indlede en efterforskning mod Bülent Ersoy for "at afskrække folk fra at aftjene værnepligt", hvilket er en forbrydelse ifølge den tyrkiske straffelov. Siden meddelte det statslige tv-nævn, RTÜK, at det vil diskutere hændelsen, og på Star TV, der sender 'Popstar alaturka', overvejer man, om hun skal fjernes fra skærmen.

Statsligt råd retter lyrik

Det er velkendt, at Tyrkiet retsforfølger sine borgere, hvis de udtaler sig kritisk om staten, dens institutioner eller diverse historiske tabuer. Mere ukendt er det, at musikere også er underlagt statslig kontrol og selvcensur for at få deres musik ud. Bülent Ersoy er i den forbindelse nok det mest farverige eksempel, men ikke det mest typiske.

Den danske musikantropologistuderende Kristine Ringsager arbejder i øjeblikket på at kortlægge omfanget af musikcensur i Tyrkiet, og hendes arbejde viser, at det primært er musikere fra religiøse og etniske minoriteter, samt venstreorienterede, der juridisk og i praksis er underlagt alvorlige restriktioner. Fælles for de typer musikere er, at de med deres tekster sætter spørgsmålstegn ved de nationale konventioner om, hvad Tyrkiet er. Ifølge den almindelige opfattelse er landet sunni-muslimsk, tyrkisk og kemalistisk - den ideolog, der er nedarvet fra Mustafa Kemal Atatürk, som samlede og grundlagde Tyrkiet.

For at udgive en cd skal et råd under det tyrkiske kulturministerium først godkende tekster og omslag på cd'erne, og sikre, at de ikke overtræder den tyrkiske straffelov, der blandt andet og i meget bløde vendinger forbyder fornærmelser mod tyrkiskhed, staten og Atatürk.

"Der kan for eksempel opstå problemer med henvisninger til kurdiske egenavne eller referencer til begivenheder i kurdisk historie. Det kan også være små ting, hvor kulturministeriet sender en musiker hjem for at rette i teksten for for eksempel at gøre den mere poetisk. En hånd bliver til en tåre, en person af hankøn bliver til en af hunkøn," siger Kristine Ringsager, der har interviewet et hav af musikere og pladeselskaber i forbindelse med sit arbejde.

Bandlyst i statsradioen

Fordi en cd altid skal igennem en godkendelsesprocedure, pålægger musikerne og deres pladeselskaber sig selvcensur for at være sikre på, at cd'en kan komme i handlen uden forsinkelser. Rådets behandling af minoritetsmusik plejer at tage en måned, og selv hvis den godkendes af rådet, betyder det ikke, at alt er i orden. Fintfølende nationalister ude ved højttalerne kan for eksempel rejse sager ved domstolene, og der har sagerne det med både at trække ud og trække musikerne ind og ud af retten i årevis. Samtidig kan cd-salget suspenderes, mens sagen kører, og det kan få store økonomiske konsekvenser for musikere og pladeselskaber. Og det er stadig ikke det hele:

"Der er også et de facto forbud i medierne. Der bliver ikke spillet musikvideoer med minoritetsmusik eller protestmusik på det statslige fjernsyn, TRT, og det spilles heller ikke i statsradioen. Det gør distributionen svær, fordi musikerne dermed ikke kommer ud gennem de normale medier."

Siden opstår der problemer med at afholde koncerter, fordi musikere nægtes adgang til visse provinser, og fordi koncertarrangører chikaneres med påståede sikkerhedsproblemer og anholdelse af de, der hænger plakater op.

"En gruppe, der hedder Grup Yorum, har fået aflyst mange af deres koncerter, fordi myndighederne mener, at gruppen ved at samle mange mennesker fremkalder stærke følelser og forstyrrer freden og andres 'velfærd'. Det er ikke nogen lovlig grund til at aflyse en koncert, men det sker i praksis."

Kristine Ringsagers studier viser, at den store politiske opmærksomhed om venstreorienterede og minoritetsmusikere gør, at de konstant føler sig nødsaget til at overveje, om det, de nu skriver og tænker, kan opfattes som politisk, og om de derfor hellere bør formulere sig på en anden måde. I offentligheden bliver de heller ikke opfattet bare som musikere, men som 'kurdiske musikere', 'alevi musikere' eller 'en venstreorienteret gruppe', og den slags er i Tyrkiet per definition politisk, uanset hvad musikken i øvrigt måtte indeholde. Den opfattelse smitter af på de mennesker, der gerne vil lytte med.

"For lytterne betyder det, at de censurerer sig selv, og det de hører i det offentlige rum. Mange har fortalt mig, at hvis de for eksempel kommer ind i en taxa, hvor der bliver spillet kurdisk musik, så bliver der slukket, og når de så spørger, hvorfor der bliver slukket, så siger folk 'nå ja, men det var ikke sikkert alle kunne lide at høre det'. På den måde censurerer lytterne sig selv," siger Kristine Ringsager.

Hun understreger, at selv om der er meget tilbage at ønske for musikerne i Tyrkiet, så er situationen i dag er bedre end den har været. Dog ser det ud til, at de senere års forstærkede nationalisme i Tyrkiet i stigende grad går ud over de udsatte grupper af musikere.

I dag er det international dag for musikeres frihed. Tyrkiet er langt fra det eneste land, hvor musikere ikke kan tænke, skrive og spille frit. Læs mere på www.freemuse.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her