Læsetid: 7 min.

Hvad har Villy Søvndal til fælles med Martin fra X Factor ...?

Storhed står for fald. Det er vores kulturs medfødte morale og i populærkulturen mæsker vi os i fortællingen om stjernernes fald. Det minder os om vores egen dødelighed og sender gysende trækninger af retfærdighed gennem os. I aften skal hele Danmark finde en ny stjerne, når finalen af X Factor rammer hele nationen
Vi mæsker os i fortællingerne om stjernes nedtur, og Martin fra X-factor, Villy Søvndal fra SF og præsidentkandidat Barack Obama bygges op, så vi siden kan se dem styrte i grus. Det er en destruktiv naturlov i vores populærkultur
28. marts 2008

Populærkulturen har en destruktiv naturlov: Hvad vi selv bygger op, må vi også selv have lov til at skyde ned igen.

Ligesom Babelstårnet måtte styrte i grus og Romerriget falde, måtte Britney Spears også miste al sin ære. De største stjerner må falde. Sådan er det.

Hele vejen ned fra stjernehimlen følger vi faldet og sætter intet nyt i stedet. Kun en ny stjerne, vi kan skyde ned. Hvad enten du er politiker, popsanger eller konge. Ingen går fri, hvis de ikke forvalter deres succes med største agtpågivenhed.

Alle, der har været til tops, kan blive sat i den offentlige gabestok sammen med Michael Jackson, Naser Khader og Jon fra Popstars. Sådan er dramaturgien i populærkulturen. Og vi elsker det.

"Hele fortællingen om celebrity-kulturen er historien om storhed, der står for fald. Det har alle dage været en god fortælling," siger Anne Jerslev, der er medieforsker på Københavns Universitet og i gang med et forskningsprojekt om celebrity-kultur.

Populærkulturen er fortalt til os gennem massemedierne som en fortløbende tv-serie. Derfor følger stjernernes op- og nedture også gerne en ret klar dramaturgi, som vi kender den fra fiktionen. Og her er det netop faldet, der synes at pirre os mest.

"Opturshistorien kan der ikke skrives så mange narrativer over som nedturen, derfor er det som regel den, vi følger mest intenst," forklarer Anne Jerslev.

"Den kildne eller gysende fornemmelse af, hvor galt det kan gå, er en potentiering af en klassisk historie om menneskelivet. Der er givetvis en afart af Jantelov i den fortælling, men det er det, at blive mindet om vores egen skrøbelighed, der pirrer os mest. Sådan en slags Memento Mori. Det er en meget stor og kompleks historie, der bliver helt enkel og håndgribelig med en stjerne, der falder."

Forfaldshistorien antager flere udtryk og indeholder meget mere drama end opturen. Således kan faldet for eksempel nuanceres ved at koble en offerfortælling på den, forklarer Anne Jerslev.

"Historien om Britney Spears kan skrives som historien om hovmod, der står for fald, men den kan også skrives som en historie om et stakkels offer. Det kan der så spindes nye historier på, som hele underdanmark kan forholde sig til, og på den måde kan medierne også versionere historien efter, hvem de gerne vil ramme."

Rigtige mennesker

Der er naturligvis ingen forfaldshistorie uden opturen.

-fotografier. Som modsætning til det finder vi trash-fotografiet.

Først skal vi have etableret en stjerne, og derfor spænder celebrity-kulturen sig ud mellem to æstetikker, når den skriver fortællingerne om op- og nedtur. På den ene side findes stjernopbyggelsen, der er eksemplificeret i de kulørte blade med det Anne Jerslev kalder red carpet

"De to historier synes at holde hinanden i ligevægt," siger Anne Jerslev.

"Det er dybest set et spørgsmål om autenticitet. Historien om at den kendte er ligesom os andre - i virkeligheden har hun det måske værre - det har altid været en del af dette forløb. Men det er, som om at trash-historierne fylder mere i dag end før. Vi er tilsyneladende mere optaget af forfaldet end glamouren. Som en paparazzifotograf har sagt for nylig: "Det, folk vil have i dag er unguarded photography. Utilsløret virkelighed, hvor vi får de lidet flatterende sider af stjernen."

Når vi ser stjernerne på den røde løber til filmpremierer, ved vi godt, at vi ser dem i en rolle. Det er ikke rigtige mennesker, så paparazzibilledet er en mere direkte vej til stjernen, forklarer Jerslev. Og en stor del af fascinationen er at få den adgang til den fremmede.

"Hvis du ser trash-iscenesættelserne i et blad som Kig Ind, så viser du for eksempel et billede af Tom Hanks, der løber og sveder. Han har derfor fået store svedpletter under armene, og derfor påklistrer bladet store gule pile, der peger op i armhulerne. Eller som den stakkels Britney Spears ved det berømte billede af hende uden underbukser. Her sætter man en gul ring rundt om det private sted og tilsætter en nedladende billedtekst. Det viser stjernen som et rigtigt menneske, men det er naturligvis kun interessant, fordi de billeder resonerer på baggrund af stjernebillederne," siger Anne Jerslev.

Politikere går ikke fri

Chefredaktør på ugebladet Se og Hør, Henrik Qvortrup, er godt klar over, hvilken af de to historier, han sælger flest blade på.

"Det er nedturen. Ingen tvivl om det," siger han tørt.

"Hvis verden var så god - forstå mig ret - at der pludseligt kom knas i ægteskabet mellem Mary og Frederik, så ville vi da sælge bedre på det end på at fortælle, hvor fantastisk det går," forklarer chefredaktøren: "Sådan er logikken. Jeg ved ikke, hvorfor det er så interessant, men det ligger vel dybt i mennesket, at vi gerne vil se det ufejlbarlige, fejle."

Alligevel er Henrik Qvortrup en anelse forundret over, at enkelte personer synes at gå fri af denne logik. Nogle er simpelthen hævet over forfaldet.

"Der er nogen i det her land, der får lov at blive på en piedestal - efter min mening alt for længe - og det kan jeg simpelthen ikke forstå. Kronprinsen er et eksempel, Morten Olsen, Mærsk McKinney-Møller og Michael Laudrup er andre personer, der ikke kan røres. Det står mig ikke klart, hvorfor man ikke må røre ved dem, men de må på en eller anden måde håndtere deres succes bedre end de fleste," resonerer Qvortrup, som dog glæder sig over, at ingen politikere er hævet over myten om storhed, der står for fald. Han mener tværtimod, der går en lige linje fra den logik, der er herskende i kändismiljøet, over i dansk politik.

"Fænomenet her er det samme. Man bygger folk op, og på et eller andet tidspunkt er historien om succesen ikke længere nok. Man begynder at interessere sig for, om der ikke også findes en anden side af medaljen," forklarer han og bringer selv kroneksemplet på banen.

"Naser Khader er selvfølgelig det aktuelle eksempel på den logik, men han fik efter min mening også lov til at gå alt for længe, før nogen udfordrede hans succes. Medierne holdt hånden over ham virkelig længe, men da der så endelig viste sig at være store problemer i Ny Alliance, gik det stærk. Da det begyndte at gå ned ad bakke, så var I der alle sammen."

Ifølge Henrik Qvortrup handler det om, hvordan man forvalter sin succes.

Hvis man ikke er dygtig nok, eller hvis man udviser et stort hovmod, står der mange i kø for at skubbe vinderne ned fra taburetten. På den baggrund led de radikales forhenværende leder Marianne Jelved den samme skæbne som Naser Khader ved først at vinde 10 nye mandater for så at tabe det hele på gulvet. Folkestemningen vendte, og Jelved blev fyret.

I øjeblikket er det Villy Søvndal, der har vind i sejlene, og det sætter ham også i en sårbar position, forklarer Henrik Qvortrup. Et andet internationalt eksempel kunne være den amerikanske præsidentkandidat Barack Obama, der rider på en intens bølge af popularitet.

"Nu er Villy ikke lige forsidestof på Se og Hør, men hvis han var, så skulle det være, fordi han havde gjort noget dumt. Det er journalistikkens natur, at når det går nogen godt, så begynder man at lede efter håret i suppen," siger Henrik Qvortrup, der dog anser det for meget usandsynligt, at Villy Søvndal skulle falde så hårdt.

"Jeg synes, han håndterer sin popularitet ret fornuftigt. Først og fremmest fordi han er smart nok til ikke at blive grebet af stemningen. Nu har målinger vist, at SF er større end Socialdemokraterne, og så diskuteres der en del om Villy Søvndal skulle være oppositionens nye leder. Han er altså lige pludselig blevet et statsministeremne, men bemærk, hvem der ikke deltager i den diskussion - det er Villy Søvndal selv. Han afholder sig fra at spekulere i sig selv som statsminister, og ser du på tilfældet Jelved, så var det præcis hovmodet, der fældede hende."

Hvis talentet kan bære

Filosoffen Anders Fogh Jensen mener - eller vil gerne tro på, som han udtrykker det - at det afgørende for at håndtere sin succes rigtigt er, hvilken bund der er i succesen.

"Faldet fra tinderne kommer sandsynligvis blandt andet på baggrund af det, som Nietzsche ville kalde ressentiment. En slags jantelov, hvor nogen vil begynde at føle et had til andre, fordi de er bedre," siger Anders Fogh Jensen.

Derfor er man under beskydning fra alle sider allerede i det øjeblik, succesen indtræffer, forklarer Anders Fogh Jensen. Og det er her, stjernen skal bevise, om talentet kan holde til den position

"En stor del af de fald, vi ser i populærkulturen i dag, opstår, fordi alt for mange talenter er bygget op af pap. Hvis man bliver kendt på 15 minutter, så er fundamentet måske også for skrøbeligt til at bære stjernepositionen," siger Anders Fogh Jensen.

I aften afgøres DR's store talentkonkurrence, X Factor, der har den kun 15-årige Martin i finalen sammen med den 24-årige Laura.

Jon Nørregaard fra Ebeltoft vandt tv-talentshowet Popstars på TV 2 i en alder af 16 år. Efterfølgende oplevede han en gedigen nedtur efter at hysteriet havde lagt sig. Han blev hele Danmarks hadeobjekt og endte i et stofmisbrug og med at få en voldssag på halsen.

"Lige nu er han vores tamagotchi eller vores Pokemon," advarer Jon i Ekstra Bladet den 15-årige Martin.

"Han er bare et legetøj. Han er en dille, som vil blive afløst af en ny dille."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spørgsmål:

"Hvad har Villy Søvndal til fælles med Martin fra X Factor ...?

Svar:

"Han er bare et legetøj. Han er en dille, som vil blive afløst af en ny dille."

Kære Jakob.

Kan du ikke, i dit iøvrigt fuldstændigt malplacerede indlæg, dokumentere, at JSN har kaldt det racisme at kritisere HuT.

Alting starter som en "dille", endda kærlighed!
Nyhedens interesse aftager med tiden, men derfor er "diller" ikke dårlige!
Man er nød til at starte et sted. X-factor er så godt et sted at starte, som så mange andre steder.