Læsetid: 10 min.

1968 - og det der fulgte

Københavns Universitets rektor, Mogens Fog, var en stærk allieret med de studerende. Han gav legitimitet til studenteroprøret, der fra marts 1968 gik indtog landet. Over hele Europa blev universiteterne vækket fra deres Tornerosesøvn
Midtpunkt. Studenterdemonstration 1968. Ungdomsoprørerne besætter Københavns Universitet. Her ses studenterne sammen med rektor Mogens Fog i med en smøg.

Midtpunkt. Studenterdemonstration 1968. Ungdomsoprørerne besætter Københavns Universitet. Her ses studenterne sammen med rektor Mogens Fog i med en smøg.

Polfoto

17. april 2008

Da de studerende på Psykologisk Laboratorium den 21. marts 1968 valgte at aktionere for demokrati og medbestemmelse på Københavns Universitetet var det startskuddet på det danske studenteroprør. Dagen efter iværksatte franske studerende i Nanterre den såkaldte 22. marts-bevægelse, hvis indsats kulminerede i de dramatiske dage i Paris i maj 1968. De to oprør fik markant forskellige forløb, og det skyldtes blandt andet de ledere, som studenteroprørerne stod overfor.

I København hed rektor Mogens Fog. Han blev en hovedaktør i det begivenhedsforløb, der fulgte i det danske studenteroprørs kølvand. Mogens Fog havde sin egen dagsorden, som i vid udstrækning var på linje med de studerendes, hvad angik demokratisering og modernisering af universitetet. Da de studerende ved en stor demonstration 23. april agiterede for "medbestemmelse nu," udtalte Fog i sin tale til demonstranterne, at "I jeres krav er jeg meget vidtgående enig med jer."

Mogens Fog vidste, at han havde en stor fordel sammenlignet med mange andre universitetsledere rundt omkring i verden. Han var rektor på et universitet, der var integreret i en storby. Københavns Universitet var ikke et campus-universitet, hvor mange studerende boede på et fælles område tilhørende universitetet og underlagt dets regler. Kollegierne var heller ikke under universitetets ledelse, og derfor slap Mogens Fog for at stå som øverste ansvarlig for forbud, der regulerede adfærden i de studerendes privatsfære. Med andre ord; Fog var fri for at administrere de områder, hvor han direkte kunne blive fanget i det generations- og autoritetsoprør, som ungdomsoprøret udsprang af. Fog var, som han selv påpegede, ikke sat 'i forældres sted', og det var han glad for. Andre universitetsledere havde ikke det held. Gnisten, der havde tændt det voldsomme oprør i Paris i maj 1968 startede netop på kollegierne på universitet i beton-forstaden Nanterre, hvor ledelsens restriktive praksis over for de studerendes privatliv - for eksempel i form af strengt kontrollerede, kønsopdelte kollegier - fik situationen til at eskalere ud af kontrol. Når konflikter startede, indkaldte ledelsen politiet, hvorpå situationen eskalerede yderligere.

Fog var helt bevidst om, at konflikter skulle løses uden politiets indblanding. Det er en reaktion, som er milevidt fra langt mere restriktive, og til tider repressive, reaktioner fra universitetsledelser rundt omkring i verden, der i flere tilfælde udviklede sig voldeligt. Derom vidner begivenheder i 1968 i bla. USA, Frankrig, Italien, Polen og Mexico.

Frustrerende med forstående rektor

I tillæg fik Mogens Fog fra starten fuld politisk opbakning af undervisningsminister Helge Larsen. Ministeren afventede gerne resultatet af drøftelserne mellem de implicerede parter på Københavns Universitet, hvor Mogens Fog havde taget initiativ til at afklare situationen. Helge Larsen, som havde været gymnasierektor frem til sin ministerudnævnelse i februar 1968, havde sympati for de studerendes krav og var fortaler for, at tidens krav om større selvstændighed var en ønskelig udvikling i samfundet og i uddannelsespædagogikken. Hvis man ville demokrati og udvikle selvstændige individer, kunne man ikke blot afvise de studerende, når de ville diskutere og planlægge deres eget arbejde og deres egen fremtid. Selv den ansvarlige minister i en borgerlig regering havde sympati for de danske studenteroprørere i 1968.

Forholdet mellem Fog og de studerende blev afgørende for studenteroprørets forløb, men for nogle virkede det frustrerende med en forstående rektor, der gjorde det svært at opnå en konfrontation med 'systemet'. Den svenske avis Dagens Nyheter havde også bemærket Fog og skrev i løbet af april 1968, at de danske studerende mødte en ekspert i revolutioner. Det kunne de have ret i, for Mogens Fog havde ikke en typisk baggrund for en universitetsleder.

Mogens Fog (1904-1990) var blevet udnævnt til professor i neurologi i 1938. Han var startet med at studere medicin i 1922 og et par år senere meldte han sig ind i Danmarks Kommunistparti. I de følgende år var han særdeles aktiv i debatter om sociale reformer for at forbedre folkesundheden og afhjælpe social armod. Samtidig blev han gradvist en mere central skikkelse i Kommunistpartiet. Da Danmark blev besat af nazisterne blev Fog aktiv i modstandskampen. Han var medstifter af det illegale blad Frit Danmark sammen med Aksel Larsen og John Christmas Møller i 1942. I 1943 var han medstifter af Danmarks Frihedsråd. Han blev fanget af Gestapo i oktober 1944, udsat for tortur og holdt i fangenskab frem til 21. marts 1945, hvor han undslap fra fængslet efter Royal Air Force's bombardement af Shell-huset. Da Danmark atter var frit, blev han udpeget til minister for særlige anliggender i befrielsesregeringen og valgt til Folketinget i 1945, hvor han sad for DKP frem til 1950. Han var fra slutningen af 1950erne en central aktør i bruddet med DKP og i etableringen af Socialistisk Folkeparti.

Den del af Mogens Fogs livshistorie er velkendt og i beskrivelser af studenteroprøret fremhæves han ofte som en snedig aktør, der kunne trække på sin store politiske erfaring. Mindst ligeså vigtigt var det, at Mogens Fog var den mest centralt placerede og måske mest vidende universitetspolitiker i Danmark i 1960'erne.

Fra 1960'ernes begyndelse blev Mogens Fog mere og mere aktiv i uddannelsesplanlægning og universitetsreformer. Først som prorektor og fra 1966 som rektor for Københavns Universitet - en post han bestred frem til 1972. Her oplevede Fog, som den øverste ansvarlige leder, det tunge og utidssvarende universitetsapparat med professorer, der agerede som i en svunden tid. Fog havde et unikt overblik og udviklede en vision for, hvordan universiteterne kunne reformeres.

Socialdemokratisk klassekompromis

Visionen tog udgangspunkt i to forhold. Først og fremmest gav kundskabseksplosionen inden for alle fagområder en øget specialisering. Det var et faktum, som videnskabelige miljøer i 1960'erne måtte reagere på. Manglende reformer ville føre til en 'atomisering' i stadig mindre videnskabsgrene. Disse videnskabsgrene ville miste evnen til faglig interaktion, hvis ikke der blev gjort en indsats for at udvikle en sammenlignelig videnskabelig referenceramme og et metodegrundlag.

For det andet var der arbejdsmarkedets stigende behov for højt uddannet arbejdskraft. Fog ville sikre, at der blev skabt uddannelsesstrukturer, som svarede til de stadig mere differentierede behov på arbejdsmarkedet. Universiteterne var langt bagefter i den udvikling, mens målsætningerne bag de nyere institutioner som handelshøjskoler samt ingeniør- og lærerhøjskoler var både akademisk og erhvervsrettet. Moderniseringen var afgørende, og universiteterne skulle ifølge Mogens Fog tage udfordringen op ved at fokusere på indlæring af, "videnskabelig tankegang og metode, skepsis og kritisk årvågenhed overfor både etableret viden og nymodens hypoteser."

Den gamle kommunist Mogens Fog var på dette punkt blevet forsvarer af det, der ofte bliver fremstillet som det socialdemokratiske klassekompromis, hvor den velsmurte kapitalistiske samfundsmaskine skulle levere pengene til velfærdstatens udvikling. Videnskaben skulle dog ikke være en loyal undersåt til dette system, men en kritisk-reflekterende bidragyder. Med andre ord: Institutioner, der baserede sig på traditionsbaserede autoritets- og videnskabsstrukturer kunne ikke løfte den opgave.

Fog påpegede således allerede i 1967 i fuld offentlighed, at professorvældet stod for fald. Fog var velinformeret om forholdene på universiteter i udlandet, og han fornægtede ikke den bredere samfundskritik, som lå til grund for studenterbevægelsen og ungdomsoprøret. Tværtimod lyttede han, studerede tidens tendenser og videregav gerne sin forståelse for samfundsudviklingen til en bredere offentlighed. Faktisk brugte han sin indsigt til at give legitimitet til de studerendes krav om, at reformer var nødvendige.

I et samarbejde mellem Mogens Fog og Studenterrådet udkom i slutningen af maj 1968 et særnummer af Studenterrådets tidsskrift Q. Heri redegjorde Fog og Studenterrådets formand, Christian S. Nissen, for begivenhederne og perspektiverne for universitetet i forhold til de seneste måneders begivenheder. At der kunne være et ønske om at gøre dette fra officielle repræsentanters hold, var ikke i sig selv overraskende. Derimod var indholdet tankevækkende for den modtagelse, studenteroprøret fik i Danmark.

Legitimerer samfundskritik

Særnummeret af Q handlede om studenteruro i henholdsvis USA, Frankrig og England. I artiklen om USA fremgår det, at efter større politiske konflikter med omfattende studenterstrejker i 1966 ved University of California nedsattes en studiekommission med lige mange professorer og studerende, som skulle undersøge baggrunden for konflikterne. Det blev klargjort at årsagen til konflikterne var, at en del af de mest lovende studerende ikke ville vedkende sig de sociale mål og værdier, de blev bedt om at tjene på universitetet og i samfundet uden for, når de var færdiguddannede. Det førte, ifølge studiekommissionen, til manglende engagement og stort frafald,

Endnu skarpere i analysen var Alain Touraine, professor i sociologi ved oprørsuniversitetet i Nanterre og senere forfatter til bogen Det post-industrielle samfund fra 1969. Touraine skrev om de franske universitetsforhold i lyset af optøjerne i Paris. Han stillede sig kritisk over for visse aspekter af studenterbevægelserne, men var grundlæggende forstående på grund af de årsager, de opstod af: "(-) Studenterreaktionen er her snarere fremkaldt af samfundets manglende svar på sin egen vækst og af dets selvtilfredshed, et samfund der lader som om det tror, at rigdom overflødiggør enhver debat om økonomisk og social planlægningsmål- og former."

Det var med kritiske refleksioner over studenteroprørets samfundsmæssige betydning, at rektor med Studenterrådet valgte at præsentere oprørets baggrund for de studerende, professorerne og det øvrige universitetspersonale. Fog gjorde ikke begivenhederne i København til et lokalt anliggende, men satte dem i en bredere kontekst. Studenteroprøret repræsenterede noget mere grundlæggende, som samfundet uden for universitets mure burde forholde sig til, hvis samfundet - med Touraines ord - var interesseret i "sin egen fremtid, sine mål og konflikter".

Det er påfaldende, at universitetets øverste leder var så villig til at perspektivere det danske studenteroprør og dermed gøre det til et vigtigt samfundsmæssigt anliggende for Vestens sociale, kulturelle og økonomiske udvikling. Hvor studenteroprør og uroligheder mange steder blev mødt med kraftige repressalier, træder den øverste leder af universitetet ind og er med til at legitimere oprørets samfundskritik og nødvendigheden af at modernisere universitetsinstitutionen.

Fogs muligheder undermineres

Mogens Fog havde også andre personlige egenskaber, som han drog fordel af. Han havde evnen til at balancere mellem forskellige interesser og samtidig fastholde sin egen vision. Han var en mester i at rose og skose på samme tid. Han kunne give opbakning til de studerende samtidig med, at han fik kritiseret dem. I flere tilfælde tog han offentligt afstand fra specifikke studenteraktioner, som for eksempel besættelsen af Psykologisk Laboratorium, og medbestemmelse vedrørende forskning afviste han i klare vendinger. Fog var opsat på at undgå en delegitimering af de områder, hvor der var overensstemmelse mellem hans reformdagsorden og studenteroprørernes krav om forandringer. Han handlede sådan, vel vidende at han havde et kritisk bagland af professorer, hvor langt fra alle så mildt på rektorens ageren.

Som en dygtig retoriker kritiserede han professorerne på en måde, der også ramte ham selv og gjorde det dermed sværere for de genstridige at gå til modangreb. Som for eksempel da han i 1968, kort efter oprørets start, skrev: "Det er forståeligt, måske endog undskyldeligt at initiativer til afgørende reformer ikke slog ud i lue fra professorernes kreds. Vi er utvivlsomt belastet af en mental træghedens lov, i høj grad forankret i vore fags traditioner, den måde vi underviser på er mere eller mindre præget af, hvordan vi blev belært af vore forgængere, metoderne er ofte gået i arv så at sige fra fagene opstod."

Det er høvisk tale, men med en skarp underliggende kritik, fordi Fog igen legitimerer en stor del af de studerendes og de unge akademikeres synspunkter - kritikken af professorerne som dårlige forvaltere af fagenes udvikling, videnskabelighed og relevans.

Det helt afgørende var, at Fog på flere punkter oplevede, at de studerende havde ret i deres krav om reformer og større medbestemmelse. Derfor kunne Fog bruge de studerendes kritik til at bryde det politiske dødvande, som universitetsreformerne med ledende professorers billigelse var havnet i fra starten af 1968. I en betænkning, der udkom i januar 1968, havde Fog følt behov for at udtrykke dissens overfor sine rektorkolleger. Han var mere på linje med de studerende, de ikke-professorale universitetslærere og erhvervslivet end med sine professorkolleger.

Fog var helt bevidst om, at han ikke blot delte reformdagsordenen med de studerende, men også med det politiske system, med de yngre akademikere og deres organisationer og med erhvervslivet. Følgelig gav han legitimitet til de oprørske studerendes krav både gennem klar tale og handling, fordi de kunne være med til at sikre de nødvendige reformer.

Det lykkedes Fog at fastholde denne strategi, mens året stadig hed 1968. Senere blev sagerne mere komplicerede, da de studerendes vilje til konfrontationer i løbet af 1969-1970 blev stærkere, og Fogs muligheder for at fastholde sin balancegang blev undermineret. De oprørske studerende skubbede en vigtig allieret fra sig. En allieret som med sin autoritet som rektor havde givet legitimitet til den institutionskritik, som kom til udtryk med studenteroprøret fra marts 1968 og som gik sin sejrsgang i de følgende måneder, hvor universiteterne blev vækket fra deres Tornerosesøvn.

Fog ville ikke sættes direkte i bås med de studerende, men til stadighed fastholde sit eget politiske manøvrerum. I længden kunne Fog dog ikke acceptere den rethaveriskhed, som de oprørske studerende stadig hyppigere udviste frem mod og under kampen om styrelsesloven i 1970, da moderniseringen skulle formaliseres. Denne rethaveriskhed blev en stadig mere central del af studenterbevægelsens organisationskultur gennem 1970'erne. Moderniseringen af universiteterne blev en realitet, men Fog måtte agere i et langt mere konfliktfyldt farvand end i 1968, især på grund af de studerende, og den unikke alliance mellem oprørere og rektor blev belastet. Der var således stor forskel på 1968 og det der fulgte. Thomas Ekman Jørgensen og Steven L. B. Jensen udgiver den 30. april bogen '1968 og det der fulgte. Studenteroprørets forudsætninger og konsekvenser'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer