Læsetid: 4 min.

Arbejder unge under ringere vilkår end andre?

Ekspertpanelet er tre blandt rigtigt mange eksperter i, hvad det vil sige at være ung
Kultur
4. april 2008

Erhvervslivet råber på flere hænder - men hvordan behandler arbejdgiverne unge, der har brug for et fritidsjob?

Maria Elsner.
16 år, Aalborg. Går i 1.G. Arbejder, er glad for venner, familie og musik, går ofte til koncert ...

De steder, jeg har arbejdet, har altid været under gode arbejdsvilkår, med faste pauser, god løn, og jeg er altid blevet behandlet ordentligt. Derfor har jeg ikke rigtig nogen sikker fornemmelse for, om unge arbejder under dårligere vilkår end andre, men jeg ved da, at ikke alle har det lige så godt, som jeg har det på mit arbejde. I min omgangskreds er der nogen, som ikke altid har deres pauser, og der er også nogen, som ikke får nok i løn for det, de arbejder med. Om det bare er sådan for de unge på arbejdspladsen, eller om det gælder for alle, der arbejder der, ved jeg ikke.

Jeg tror ikke, arbejdsvilkårene er så dårlige for de unge, eftersom at mange unge ikke vil finde sig i at være i dårlige arbejdsvilkår på deres arbejdsplads. I dag er det vigtigt at sige sin mening om de fleste ting, og derfor siger unge også fra, hvis vi ved, at tingene ikke er, som de skal være - også på arbejdspladsen.

Hvis man siger op fra sit fritidsarbejde, er der også mange arbejdsgivere, som gerne vil have en grund for opsigelsen. På den måde kan de finde ud af, om det er, fordi, de unge ikke har haft det godt i arbejdet, eller om det bare er fordi, de er blevet trætte af det. Så kan de ud fra dette gøre noget ved problemet på arbejdspladsen, hvis der i så fald er sådan et.

Som sagt har jeg altid haft det godt i mit arbejde, og jeg har ikke oplevet ting, jeg egentlig ikke må som ungarbejder, men selvfølgelig er der undtagelser i forskellige job, og der findes jo også job, som kun unge har, fordi voksne simpelthen ikke gider at arbejde med det. I sådanne job er vilkårene ikke særlig gode, og det er nok også derfor, de voksne ikke vil have sådan et arbejde. Man kan sige, at unge nogen gange bliver lidt udnyttet, fordi vi kan bruges til de ikke så fede job, og så er vi selvfølgelig også billigere at have ansat.

Klara Halberg.
17 år, Kbh. Går i 2.G. Synes der burde komme en Harry Potter 8 – og at weekenderne er for korte

Jeg tror, at unges arbejdsvilkår er kummerlige i forhold til voksnes. Det er i hvert fald, hvad jeg må konstatere ud fra mine jævnaldrendes og mine egen oplevelser. Et eller andet sted højere oppe i systemet må der være en indgroet forestilling om, at unge mennesker ikke har krav på at blive behandlet lige så godt, som andre på arbejdsmarkedet. De fleste, jeg kender, har ikke nogen ansættelseskontrakt. Jeg får ikke løn til mine personalemøder. Flere af mine venner har stået alene i butik, selvom de var under 18 år osv., osv. Det undrer mig gang på gang, at arbejdsgivere kan slippe af sted med at behandle unge som slaveagtige arbejdere i et u-land, men det gør de altså. Hvis nogen fortæller mig en skrækhistorie som f.eks. at have arbejdet 12 timer i træk, spørger jeg, hvorfor gør du ikke noget? Og svaret er nærmest altid det samme, personen trækker på skuldrene og siger: "Hvad skulle det dog være?" Unge er generelt ikke oplyst om deres rettigheder og lader sig i al for høj grad hive rundt i en uetisk manege af griske arbejdsgivere. Behjælpeligt for mange unge kunne være oplysning om fagforeninger, og hvorledes de kan hjælpe. Min egen erfaring er dog ikke så god, jeg har gennem de sidste måneder prøver at melde mig ind i HK ungdom. Det eneste, det har bibragt er, 12 omstillinger i telefonen og en elektronisk blanket, der viste sig at umulig for almindelige mennesker at udfylde. Men jeg giver ikke op så nemt, jeg vil være medlem af en fagforening, og så kan alle de unge-undertrykkende chefer bare vente sig!!

Jakob Mark.
16 år. Bor i Køge. Går i 9. klasse. Er aktiv i SFU, glad for pizza, Faxe Kondi og Juventus ...

Ja. Det mener jeg de gør. Nu vil nogle selvfølgelig sige: "De unge ved ikke, hvor godt de har det." Jo, det ved jeg. Og det irriterer mig, når folk, der i øvrigt altid både brokker sig over, at hospitalerne er dårlige, og at skatten er for høj, fortæller mig det. For de ved ikke, hvad de snakker om. Jeg ved godt, hvor godt danske unge har det. Men jeg skal ikke sammenligne mig selv med de unge, der levede i 40'erne. Eller de unge fra Darfur. Nej, jeg skal sammenligne mig med resten af samfundet. For det er sådan, det fungerer. Og når flere og flere unge får længere og længere arbejdstider og flere arbejdsskader, så er det, fordi der er noget galt. Så er det fordi unge arbejder under dårligere vilkår end andre. Det kan både være, fordi de ikke kender deres rettigheder. Eller fordi de ikke tør sige deres chef imod. Så når chefen beder dem om at droppe deres pause. Eller bære noget de ikke må. Så tør nogle unge ikke sige nej. Og det er ærgeligt, for en chef er egentlig ikke andet end et menneske, der ligesom alle andre skal behandle sine medmennesker med respekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her