Læsetid: 7 min.

Begge bogede den baglæns ud af bondeland

Statsminister Anders Fogh Rasmussen viste nye sider af sig selv ved uddelingen af De Gyldne Laurbær til Jens Smærup Sørensen lørdag aften. I en personlig, åbenhjertig og litterært begejstret tale spejlede Fogh sin egen families historie i Smærups. Men ikke alle bed på
Bogorme og bonderøve. Læsning var luksus for både Anders Fogh Rasmussen og Jens Smærup Sørensen, der begge voksede op på landet for senere at blive deres familiers første akademikere.

Bogorme og bonderøve. Læsning var luksus for både Anders Fogh Rasmussen og Jens Smærup Sørensen, der begge voksede op på landet for senere at blive deres familiers første akademikere.

Martin Lehmann

3. april 2008

Rammen var passende. Hvilket bedre sted at fejre en bog om landbrugets ud- og afvikling gennem de seneste 100 år end i Landbrugsrådets gamle lokaler på Axelborg i København? Og hvem mere oplagt som festtaler end formanden for Danmarks største bondeparti, Venstre?

Og så alligevel. Holdningen i ugerne op til laureatfesten lørdag aften havde mildest talt været en anden i store dele af den hjemlige forfatterstand. Aviserne havde været fyldt med forargede, nærmest hadske indlæg. Og flere forfattere havde i protest takket nej til at komme.

Det så dog ikke ud til at tynge statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han kort efter klokken 18 lørdag aften trådte ind i de underjordiske festlokaler på Axelborg i København. Solbrændt, veloplagt og klædt i sort habit, hvid skjorte og blåt slips. Han var ikke alene. Udover sit diskrete følge af PET-folk med stirrende blikke og øresnegle i øret, var han omgivet af forfattere og forlagsfolk, som stimlede sammen om ham med mousserende vin i glassene og høfligheder på læberne. Der syntes at være højere til loftet, end kælderen lod ane. Men aftenen var jo også kun lige begyndt. Fogh havde endnu ikke holdt sin tale. Det kunne stadig nå at gå galt.

En halv time senere var det tid til at gå til bords. Det foregik ovenpå i den dunkelt belyste festsal med træbeklædte vægge, orange blomsterdekorationer på bordene og med svingdøre ud til køkkenet, hvorfra en hær af hvidklædte tjenere udgik med mad, vin og cognac til kaffen. De var anført af en lille skaldet mand, klædt i sort diskretion, en overtjener, der på sin egen lydløst vimsende facon pegede tjenerne ud i alle kroge af salen. Som dirigerede han et symfoniorkester.

Æresgæsten Jens Smærup Sørensen, statsminister Anders Fogh Rasmussen, direktør for Gyldendal Johannes Riis samt formand for boghandlerforeningen Anders Mejlbjerg var placeret helt oppe foran. Tæt på talerstolen. Til højbords. Fogh så ud til at befinde sig godt. Han smilede. Nikkede. Konverserede livligt. Lyttede forstående. Han drak vin.

Det gjorde Knud Romer også. Men i den modsatte ende af salen. Så langt væk fra statsministeren som fysisk muligt. Og med to PET-folk i umiddelbar nærhed. Måske et tilfælde. Men det var Knud Romer, som forinden havde været en af de argeste og mest uforsonlige kritikere af Foghs fremmøde. I dagene op til festen havde han brokket sig højlydt i flere aviser. Turde man nu håbe på en lille skandale? Ikke noget stort. Bare en lille en. Som da Tommy Kenter sprang op på et bord og voldtog kagen til en Bodilfest for nogle år siden. Der var ikke andet at gøre end at vente.

Bonderøve i byen

Kort efter gik toastmaster Pernille Steensgaard fra Weekendavisen på talerstolen for at præsentere Anders Fogh Rasmussen som årets festtaler. Steensgaard hæftede sig ved lighederne i Smærups og Foghs baggrund: Begge er opvokset på landet. Jens Smærup i Stavn ved Nibe. Den syv år yngre Anders Fogh Rasmussen i Hviding mellem Randers og Viborg:

"Begge var de bogorme. Smærup læste Don Quixote, og Fogh læste landboreformernes historie. Men de måtte kæmpe for overhovedet at få lov at læse, for der var så meget andet arbejde, der skulle laves på gårdene. Og læsning var en luksus," sagde Pernille Steensgaard:

"Alligevel endte det med, at de begge bogede sig baglæns ud af bondeland. Anders Fogh via Viborg Katedralskole, Smærup via Aalborg Katedralskole - hvor enhver kunne både se og høre, at de kom fra landet".

Forsamlingen lyttede interesseret, mens Steensgaard fortsatte sin beretning om de to bonderøve, der til sidst endte på universitetet, hvor Smærup læste dansk og Fogh økonomi. Siden har begge holdt fast i deres baggrund:

"Smærup har fortolket den i bog efter bog, mens Fogh endte som leder af Danmarks store bondeparti," sagde Steensgaard.

Anders Fogh Rasmussen betonede da også netop lighederne mellem Smærups og sin egen families historie, da han kort efter trådte op på podiet:

"Jeg voksede op på en gård i et miljø, som meget ligner det, du så blændende beskriver i Mærkedage," henvendte han sig til Smærup:

"Modsat min far fik jeg chancen for selv at vælge min vej. Jeg blev familiens første akademiker, ligesom du blev det i din familie, som bogens Søren Lundbæk blev det i sin familie og ligesom mange andre med os. Og den yngste generation i min familie har nu taget skridtet fuldt ud fra det lokale til det globale ved dels at bosætte sig i udlandet og dels beskæftige sig med internationalt orienterede aktiviteter," sagde Fogh og kiggede op fra sine papirer:

"Se, når jeg har brugt noget tid på min families historie, så er det ikke, fordi den er noget særligt, men fordi alle vore små familiehistorier fortæller den store historie om den kolossale udvikling, der er sket i det danske samfund. Fra et fattigt landbrugssamfund til et rigt velfærdssamfund. For mig er det først og fremmest en positiv historie. En historie om større individuel frihed og om bedre muligheder for at bryde det sociale mønster."

Forsamlingen var stille. Helt stille. For de fornemmede, at de var vidner til noget usædvanligt. Det var ikke en ordknap Fogh, men en åbenhjertig Fogh. Ikke en tillukket, men en personlig Fogh. Først og fremmest var det en litterært begejstret Fogh:

"Vi sidder længe til bords i Mærkedage, men på intet tidspunkt bliver det kedeligt. Tværtimod sad jeg flere gange og klukkede under læsningen, når jeg så levende kunne genkalde mig dine romanpersoner fra min hjemstavs mærkedage," sluttede statsministeren.

Klapsalverne var øredøvende, da han trådte ned fra talerstolen og overlod kåringsceremonien til boghandlernes formand, Anders Mejlbjerg.

'Det er vældigt festligt'

Og så var det tid til en sang. Det mente i hvert fald Johannes Møllehave, der efter Smærups korte takketale erobrede podiet, mens en lille tryksag blev delt ud mellem bordene: en ode til årets laureat på melodien "Marken er mejet". Badet i projektørlys indtog den gråhårede pastor talerstolen og besigtigede den syngende sal på samme måde som en skolelærer overhører sine artige elever:

"Man har bemærket mine mange mærkedage/ Denne dag er særlig, for nu får jeg laurbær/ Jeg bli'r feteret af kloge, stærke, svage/ det er vældigt festligt, det er lige hvad det er."

Ja, det var festligt, det var de fleste enige om. Men Knud Romer morede sig ikke. Han var gal. Ikke på Johannes Møllehave, men på statsministeren. Med voldsom gestik og små forargede udråb havde han kort forinden livligt kommenteret festtalen for sine bordherrer bagerst i salen. Og da Informations udsendte senere på aftenen lagde vejen forbi, måtte han have luft:

- Hvad syntes du om talen?

"Det var en fucking valgtale, hvor pinligt kan det blive," spruttede han.

- Skulle Fogh have holdt en anden tale?

"Nej, han skulle tage at skride ad helvede til. Hvorfor tror du, han står her i dag? Kulturpolitik. Manden stod og talte om valgfrihed og om dem, som vil og kan. Det var en tale taget fra Venstres eget partiprogram, og han indoptog Smærup og Gyldendal og kulturen som en del af hans parti. Genialt! Tillykke Anders Fogh!" sagde en tydeligt opstemt Knud Romer.

Men som noget nyt, syntes han at stå forbavsende alene med sin kritik. Det var, som om de fleste forfattere havde glemt, at de ikke brød sig om Anders Fogh. Kort efter lagde Informations udsendte vejen forbi Jens Christian Grøndahl for endnu engang at ødelægge den gode stemning med utidige spørgsmål:

- Hvad syntes du om talen?

"Det var en fremragende tale. Jeg har sjældent hørt en tale om litteratur på så højt niveau til en anledning som den her," sagde Jens Christian Grøndahl.

"Det, jeg især bed mærke i, var den meget usentimentale måde, Anders Fogh registrerede, at bondekulturen, som Smærup skriver om, er faldet bort, og at vi i stedet har fået den personlige frihed. Samtidig med at han også havde plads til at betone, hvordan den personlige frihed har sine skyggesider."

- Flere af dine kolleger har valgt at blive væk. Hvad mener du om det?

"Det afslører bare, at der er mere åndsformørkelse og fordomsfuldhed blandt danske forfattere end i den øvrige befolkning. Det er, som om man er bange for at blive smittet. Som om man er bange for at være i selskab med djævlen selv. Hva' fanden er meningen? Folk må være voksne mennesker og have tillid nok til deres egen integritet, så de også kan tåle at være i stue med en, de er uenige med."

Den udlægning havde Anders Fogh Rasmussen ikke meget at føje til, da han mødte Information i forhallen på vej hjem fra festen.

- Hvordan har du det med, at der er flere forfattere, der har boykottet festen på grund af dig?

"Det er ikke noget, jeg går så højt op i. Jeg er blevet inviteret til at komme og har sagt ja til at holde en festtale for Jens Smærup Sørensen. Dels fordi jeg har læst og synes godt om den bog, han har skrevet. Og dels fordi jeg er interesseret i litteratur og ved min tilstedeværelse gerne vil markere, at det er vigtigt, at vi politisk giver området prioritet. At der så er nogle, der mangler det frisind, som de ellers gerne vil bryste sig af, det kan jeg ikke tage mig af," sagde statsministeren, inden han ledsaget af sine to PET-agenter forlod Axelborg i bil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejligt at se Information også har øje for vor statsministers frisind og hjertelighed. Så skide være med den hjerteløse politik han igennem de sidste 7 år har været eksponent for.

Til Jen Christian Grøndahl.

Det er vel ikke bare et spørgsmål om "ikke at kunne tåle at være i stue med en, de er uenige med", der har fået forfattere til at melde afbud til De Gyldne Laurbær-festen.

Man kunne forestille sig, at der var tale om instinktiv væmmelse ved at være i stue med en person, der her fører sig frem som humanist, samtidig med, at han bl.a. står for en flygtningepolitik, som i visse henseender er groft inhuman.

Personligt finder jeg en sådan væmmelse helt naturlig for forfattere, der mener noget med, hvad de siger og skriver.

Det er i Landbrugsrådets lokaler, fordommene bliver konfronteret, snarere end på Arken, i endnu en fotoudstilling, der (frit parafraseret) "sætter spørgsmålstegn ved vores vaneforestillinger om dansk identitet". Tankevækkende...

Kunne man forestilles sig Hugo Chavez blive inviteret af Landsbrugsrådet til at holde et foredrag om hans landbrugsreformer i Venezuela ?

AFR`s tale kan da udmærket have været god eller måske fantastisk god. Desuden kan AFR sikkert også selv have forfattet den, det er faktisk ret ligegyldigt.
AFR er klar til at sige hvadsomhelst til hvemsomhelst hvis det fremmer hans sag.
Belært af erfaringen ved jeg at det han siger er uden betydning, det der er vigtigt er hvad han gør, og her behøver der ikke at være overenstemmelse.
Manden er villig til at give garantier som andre skal indfri, på trods af AFR. Og når garantien ikke holder stik, så er det andres uduelighed der er grunden, uden tanke for at AFR udstedte garantien.
Samtidig udviser han det heltemod at påtage sig vægten af hvilken succes som helst, uagtet at han ingen part har i den, det er da en statsmand værdigt.
Som modtager af en hyldesttale fra AFR ville jeg da nok, for ikke at ødelægge stemningen, smile, men jeg ville da være i tvivl om der ikke kom en regning.

Michael Skaarup

Det kan godt være at Fjogh forlod gården, med gården har aldrig forladt Fjogh, og han vil altid være en knoldsparker.

Den personlige frihed som han rabler om, den har jo selv været med til begrænse, og nærmest afskaffe igennem sin tåbelig fascination af GWB, og deres liderlige magtlege i Irak og Afghanistan..

mindre kø på cykelstierne nu!!!!!