Læsetid: 11 min.

Det er mig, der bestemmer

Du er ikke ghettoen, fordi du bor i ghettoen. Du behøver ikke være stolt eller skamme dig over, hvor du bor, eller hvor du er født. Du behøver ikke være det, Pia Kjærsgaard eller dine venner synes, du skal være. Du behøver ikke lege deres leg. Du vælger selv dit liv. Kaywan Mohsen fik en åbenbaring. Sagde nej til den kriminelle løbebane og brugte i stedet hele sit vågne liv på at skrive, filme og producere en film om sit liv med sig selv i hovedrollen
Inde eller ude. Når man vil slå hårdt ned på Hizb ut-Tahrir og rødderne på Nørrebro, så handler det om, at de ikke er en del af samfundet - men når tre danske drenge tæver et avisbud ihjel, så kører historierne om, hvor samfundet har svigtet. Det hænger ikke jo sammen, siger Kaywan Mohsen, der her er fotograferet uden dollarcap .

Inde eller ude. Når man vil slå hårdt ned på Hizb ut-Tahrir og rødderne på Nørrebro, så handler det om, at de ikke er en del af samfundet - men når tre danske drenge tæver et avisbud ihjel, så kører historierne om, hvor samfundet har svigtet. Det hænger ikke jo sammen, siger Kaywan Mohsen, der her er fotograferet uden dollarcap .

Thorkild Amdi

4. april 2008

"Jeg kører med 120 kilometer i timen, forstår du?" Kaywan Mohsen peger ud på vejen gennem forruden af bilen, hvor midterstriberne trækker sig sammen.

"Jeg er en Porsche med sømmet i bund. Jeg er på vej ind i fremtiden. Jeg kigger mig ikke tilbage, for så kører jeg sgu i grøften. Så går det galt. Når man kører så stærkt, så gælder det om at have øjnene på vejen. Lige ud. Fremad. Så er der ingen fortid."

- Det lyder lidt som en flugt.

"Det kan du måske godt kalde det." Han smiler for sig selv.

"Men når du har stået, hvor jeg har stået, og én gang er kommet væk. Så vil du aldrig tilbage. Når noget har ramt dig og såret dig. Eller når du har en fortid, du ikke vil kendes ved og connect'er med det igen, så gør det fucking ondt. Det har jeg ikke lyst til. Så er der ikke nogen fortid. Der er kun fremad."

Vi er kører på motorvej E20 og befinder os et sted mellem Køge til Sorø på bagsædet af en Hyundai familiebil. Det er ikke Kaywan Mohsens egen, forklarer han. Den har han ikke tjent til endnu, men når hans nye spillefilm Eye for eye får premiere, håber han, der bliver råd. Men først og fremmest skal overskuddet gå til den næste film.

Eye for Eye har præmiere i 75 biografer over hele landet i dag, og Kaywan Mohsen har de seneste uger pisket Danmark rundt fra Thisted til Lolland sammen med en pressemedarbejder fra Århus Filmby for at møde sit publikum. Filmen beskriver et betændt indvandrermiljø i forstads-Århus og bygger på Kaywan Mohsens egen barske fortid. Det er den anden film fra den iransk/afghansk-fødte dansker, der efter en åndelig åbenbaring valgte at vende hele det kriminelle miljø ryggen og i stedet bruge hele sit vågne liv på at lave film. Som instruktør, skuespiller, manuskriptforfatter, producer og musiker har han under kunstnernavnet K1 brugt de sidste tre år og cirka 100.000 kroner, han lånte i banken, på at filme. Og nu er resultatet klart og promotionturen ruller på tredje uge.

Det går stærkt, når Kaywan taler. På bredt århusiansk skyder han sætningerne ud i små staccato-remser, der næsten altid er fulgt af et "Og så' no'et der" eller "Forstår du, hvad jeg mener?" Han har en diamantstift i hvert øre, en tætsiddende T-shirt, baggiepant, hvide sneaks og bærer en knaldrød cap med en helt flad stor skygge. På cap'en blinker et dollartegn i diamantsimili, og den har stadig hologramklistermærkerne på oversiden af skyggen. Det skal den have, forklarer han med henvisning til hiphop-miljøet "Så ser den helt fresh ud."

Dumme journalister

Indimellem bliver talestrømmen afbrudt af mobiltelefonen. Det er journalister fra de store aviser, tv og lokalblade, der ringer. Han svarer beredvilligt på spørgsmålene. 120 i timen. I skødet har han en vegetarsandwich, mobilen til øret og med den anden hånd optager han de byskilte, vi passerer, med et videokamera. Det er til en dokumentar om Danmarksturnéen.

"Ja, altså det ved jeg ikke. Jeg undrer mig over, hvorfor de vil være det offer, alle andre siger, de er," svarer han ned i telefonen, mens vi passerer et skilt, hvor der står Sorø 30 km. Han følger det med sit kamera.

"Hvad tror du selv?" spørger han telefonen. Det er en journalist fra et stort dansk dagblad, der ringer, og da han har sagt farvel, forklarer Kaywan, at journalister har det med at spørge om ting, han ikke har nogenen anelse om. Som for eksempel, hvorfor de unge på Nørrebro og i Vollsmose brændte biler af, og hvordan han har det med Muhammed-tegningerne.

"Når folk spørger mig om Muhammed-tegningerne, siger jeg: Det har jeg ingen holdning til. Hvis de spørger til bilafbrændninger på Nørrebro, så siger jeg, det kender jeg ikke en skid til. Jeg ved ikke, hvad der forgår i hovederne på dem, der gør sådan noget. Det tror jeg heller ikke, de selv kan svare på. Jeg tror heller ikke, du får noget ud af at spørge de tre drenge, der tæskede det tyrkiske avisbud til døde, hvorfor de gjorde det. Det aner de sgu da ikke. Jeg nægter at være talsmand for andre end mig selv."

Danmark skal ikke definere dig

Kaywan er vokset op i betonbyen Bispehaven i Århus, der har et lige så blakket ry som naboen Gjellerup. Med en afgansk far og en iransk mor kom han til Danmark, da han var cirka et år, men ingen ved præcis, hvor gammel han er - omkring de 20, vil han tro. Med en barndom og ungdom præget af vold og afstraffelse, blev han som 16-årig smidt ud hjemmefra, men på vej ned i en kriminel spiral valgte han nytårsaften 2000 at skifte spor. Han blev nærmest genfødt kristen, fortæller han, men i dag tilhører han ikke nogen bestemt religion.

Han har det med at omtale sig selv i 3. person. Når man spørger ind til filmen, taler han om K1, og når man spørger til hans fortid taler han om "den dreng, filmen bygger på".

"Jeg behøver ikke at være ham, der lavede den film. Jeg behøver ikke at være K1, og jeg behøver ikke være ham, der var kriminel. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil være," siger Kaywan og starter en ustoppelig talestrøm.

"Jeg fatter ikke det der med at tage en T-shirt på, hvor der står Nørrebro, og så er man bare fra Nørrebro og helt true. Man skal hverken være stolt eller skamme sig over, hvor man er født. Jeg forstår ikke meningen. Ghettoen skal da ikke definere dig. Danmark skal ikke definere dig. Heller ikke Pia Kjærsgaard eller dem på den anden side af ghettoen. Ingen skal fortælle dig, hvem du er. Du er ikke en lille perker. Du er ikke et offer, og du er ikke en bøddel. Du er ikke en helvedes karl, fordi du sælger stoffer. Du behøver slet ikke lege den leg. Du behøver ikke at lege ghetto, som du har lært den at kende i MTV og fra film. Der er så meget facade i ghettoen. Der er pushere, der går rundt på diskotekerne og spiller smarte og kører rundt i dyre biler med 4000 kroner alu. Det er latterligt, for de ejer ikke en skid. De har ingen kontrol og bestemmer ingenting, politiet kan tage det hele fra dem, hvornår det skal være. De har fået indprentet af MTV, at de er pissesmarte, men dybest set ved de det godt. De er tabere."

Individer har en vilje

For Kaywan Mohsen er det afgørende, om man går efter et mål. Om man søger sine drømme og søger sin frihed. Talestrømmen fortsætter.

"Jeg respekterer virkelig en fyr som Morten Messerschmidt. Han er cool. Jeg er dybt uenig i hans holdninger, men han har gjort det, der skal til. Han er gået efter et mål. Han er gået den vej, man skal for at blive hørt. Argumenteret og sat sig ordentligt ind i tingene. Han har kæmpet sindssygt hårdt for at nå dertil, hvor han er og har sikkert været i modvind hele vejen. Men nu: Hver gang han åbner munden, hører Danmark efter. Han er intellektuel og alt det der, og Danmark hører efter. Det er da mere værd end dem på Nørrebro, der smider med sten, fordi Ungdomshuset er revet ned. De burde søge indflydelse der, hvor det betyder noget. Det tager tid og er hårdt arbejde, men det er altså sådan reglerne er. I stedet for at spille offer."

Ifølge Kaywan Mohsen har samfundet, politikerne og debattørerne travlt med at putte folk ned i små kasser, så de kan håndtere dem. Men det er en helt forkert måde at anskue individet på, fordi individet reagerer efter det, vi siger, det er mener Mohsen.

"Når man vil slå hårdt ned på uromagerne på Nørrebro og Hizb ut-Tahrir og ønsker dem ud af landet, så er det, fordi man slet ikke ser dem som en del af samfundet. Det er noget andet med de tre danske drenge på Amager, der slog avisbudet ihjel. Her talte man om, at samfundet havde slået fejl, og at de sociale myndigheder ikke havde gjort deres job ordentligt. De tre hvide drenge er en del af det danske samfund, mener man, men sådan opfatter man ikke tilhængere af Hizb ut-Tahrir eller rødderne på Nørrebro. De er ikke en del af samfundet. Så har man givet de her grupper nogle kasser, og dem reagerer man efter i stedet for at se alle som individer, der har en fri vilje."

Frihed kommer med penge

Kaywan var selv en del af samfundets kasser i mange år, men på et tidspunkt - under omstændigheder han ikke rigtig vil ind på - så han pludselig det hele klart. Han så det hele udefra og kunne pludselig se, at han kun levede et liv, andre ville have ham til at leve.

"Jeg forandrede mig helt vildt, og folk kunne også se det på mig rent fysisk. Når du går rundt og ser hård ud." Han skærer en grimasse.

"Så får du det også sådan indeni, og du kommer til at se slidt ud. Men når man smiler, så ændrer hele ansigtet sig." Han smiler.

"For mig var det, som om der sad en elastik i min krop, som blev mere og mere spændt, jo længere jeg bevægede mig væk fra mit gamle miljø. Men pludselig sagde det smæk." Kaywan tager sig til siden, som om det gør ondt.

"Det gjorde ondt i starten, men nu har jeg ikke noget, der trækker i mig for at komme tilbage. Jeg har taget livet i mine egne hænder, og det, jeg tjener,kan ingen tage fra mig. Økonomi betyder noget for mig. Der er mange, der spørger lidt nedladende til det, når jeg holder oplæg, men det er, fordi de ikke forstår, hvordan det er at vokse op uden at have råd til noget som helst. Så ønsker man virkelig den frihed, pengene giver. Den frihed kommer bare ikke med kriminelle penge. De penge, jeg tjener, kan politiet ikke komme og tage fra mig. De kan gå op og ringe på min dør og komme ind og drikke en kop kaffe med mig, og så kan jeg sige efter 10 minutter: 'Ved I hvad knægte. I bliver nødt til at gå nu, jeg har travlt', og så må de gå. De kan ikke tage en skid fra dig. Det er dig, der bestemmer i dit eget hus. Det er dig, der ejer det fucking B&O anlæg - du har selv betalt det, med penge du selv har tjent. Det er frihed. Derfor betyder penge meget for mig. Det er et drive i mig."

Universet flyver afsted

Mens vi har talt, har Kaywan spist sin sandwich, drukket en Cocio og en hyldesaft, talt med adskillige journalister og filmet hvert et skilt, der stod Sorø på. Han fortæller at han er begyndt at lytte meget til klassisk, og radioens P2 kører for fuldt tryk. Da vi kommer til Sorø bygrænse brøler Carl Orffs Carmina Burana ud af bilens små højtalere, og Kaywan bliver fyr og flamme.

"Jeg elsker det track," råber han, mens hans filmer byskiltet.

"Det er så massivt. Der sker virkelig noget. Det er, som om hele universet bliver større, og det flyver af sted med alt muligt inde i hovedet. Det er fedt."

Nede ved biografen, hvor han skal holde foredrag for en 1. g-klasse, hænger plakaten for Eye for Eye side om side med Ridley Scotts American Gangster. Han springer ud af bilen og begynder at filme plakaterne.

"Det er sgu da fedt," udbryder han. Jeg griner lidt, mens han farer rundt og filmer.

"Hold nu kæft. Det er det sgu, da. Det er også det, det handler om. American Ganster, mand. Jeg har godt nok ikke fået den set endnu, men jeg er sikker på den er fucking fed. Jeg elsker Ridley Scott og elsker Tony Scott. Det er sgu da vildt."

Unge er ikke dume

Det er som regel gymnasieelever, der kommer for at høre Kaywan tale om sin film. De spørger begejstret og forundret til filmens miljøbeskrivelser, og Kaywan svarer hurtigt, morsomt og århusiansk. Efter foredraget er der altid tid til at stille et par ekstraspørgsmål og få taget et par billeder sammen med filminstruktøren. Kaywan poserer i sit outfit og kaster V-tegn. Jeg spørger om V-tegnet er en henvisning til 8210 Århus V.

"Nej, mand. Det er et fredstegn. Jeg er sgu ikke 8210. Jeg er sgu 90210, hvis jeg er noget," svarer han grinende tilbage.

Selv om Kaywan tager afstand fra ghettoens koder, er det svært ikke at se ham som en person, der netop indtager ghettoens koder med sin cap og sine baggiepants. Han ligner en rapper fra MTV.

"Jeg ved godt, jeg udstråler gangster, når jeg er ude at holde foredrag, men det er præcis det, der er meningen. Jeg vil vise, at man sagtens kan forblive en del af sin baggrund uden at være kriminel. At man sagtens kan stå og tale om de ting, jeg gør, uden at være kriminel eller et dumt svin. På den måde kan jeg bryde fordommene ned og flytte grænser. Sådan hører dem i ghettoen efter, hvad jeg siger - de kan se, at man sagtens kan opnå succes uden at være kriminel, og samtidig kan de andre - uden for ghettoen se, at bare fordi man klæder sig som en gangster, så behøver man ikke være det. Det er en slags brobygning."

- Tror du ikke nogle af dine figurer glorificerer pusherlivet?

"De unge er ikke dumme. De kan sgu godt se, at hovedpersonen ikke er fed. De kan godt se, at han ender med at sidde og græde og være ulykkelig. Der er aldrig nogen, der spørger mig, hvordan bliver jeg gangster, men de spørger, hvordan fanden gjorde du det? Hvordan laver jeg min egen film? Man behøver ikke at skære det ud i pap for dem. De kan godt se, at kærligheden mangler i min film."

På vej væk fra Sorø ringer telefonen igen. Det er DR2's smagsdommere, der er i røret og de skal lige have af vide, om han skal kaldes K1 eller Kaywan.

"Ja, altså det lige meget. Kaywan er fint. Det staves, som det siges."

Bagefter spørger han lidt til, hvad Smagsdommerne er, og jeg forklarer ham, at de godt kan være lidt bistre i det program.

- Men det er der ingen grund til at tage sig af. Der er ingen, der tager dem seriøst.

"Hm. Jeg er også ligeglad." Han tøver lidt.

"Ellers sender vi sgu nogen efter dem," han griner og gentager alvorligt.

"Nej, det er fis. Virkelig. Det kunne jeg ikke finde på. Det mener jeg. Seriøst. Det ville jeg ikke gøre."

Jeg har droppet at tage noter for at undgå at blive køresyg, og Kaywan spørger, om jeg nu kan huske det, vi taler om.

- Ja, det går fint. Vil du læse interviewet igennem, når det er færdigt?

"Nej, nej. Jeg stoler på dig. Det der er din historie om mig. Jeg har fortalt min."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu