Læsetid: 5 min.

Biennale uden retning

Den 5. Berlinbiennale sætter tomrummet i tale som billede på tingenes flydende væsen. Det er en smuk tanke, der imidlertid som udstilling har fået et meget formløst udtryk
Den 5. Berlinbiennale sætter tomrummet i tale som billede på tingenes flydende væsen. Det er en smuk tanke, der imidlertid som udstilling har fået et meget formløst udtryk
14. april 2008

Det var med store forventninger i bagagen, at det internationale kunstpublikum i forrige weekend rejste til Berlin for at deltage i åbningen af den 5. Berlin biennale. Biennalen, der gennem de senere år har markeret sig som et vigtigt eksperimentarium for den yngre kunstscene, voksede frem sidst i 1990'erne som et alternativ til den store og prestigefulde biennale i Venedig.

Berlin ville eksperimentere på alle måder - med kunsten, udstillingsformen og interaktionen mellem værk og publikum, og det er denne vilje til at afprøve nye former og måder, der siden har sikret biennalen sit gode navn og rygte.

Den 5. Berlinbiennale leverer på sin vis både eksperimentet og resultatet, det er blot et både ujævnt og vanskeligt tilgængeligt et af begge slags. Ligesom på sidste sommers Documenta-udstilling i Kassel er formidling af udstillingens værker stort set fraværende, og biennalens kuratorer Adam Szymczyk og Elena Filipovic har dertil sat sig for at teste publikums udholdenhed ved at placere udstillingen i fire forskellige hjørner af byen - herunder den sælsomme Skulpturenpark Berlin Zentrum, der slet og ret er en række byggetomter langs den tidligere Berlinmur, hvor publikum fik rig lejlighed til at nyde weekendens møgvejr, mens de traskede rundt i ingenmandsland og ledte efter de opstillede værker.

Endelig udmærker den 5. Berlinbiennale sig ved ikke at have et overordnet tema. Som kuratorerne formulerer det, så har udstillingen karakter af et "tilfældigt møde på en rejse uden retning". Det er umiddelbart en smuk tanke med både historiske og politiske implikationer. Men det er også et valg, der stiller høje krav til publikums fantasi og evne til at sætte tingene ind i en sammenhæng. En sammenhæng der på ingen måde giver sig selv.

Ting uden skygge

When things cast no shadow er titlen på biennalen, der ligesom de foregående udgaver tager konkret udgangspunkt i byen Berlins historie og mytiske opdeling mellem Øst og Vest. En i sig selv poetisk titel, der både er en metafor for historiens foranderlighed og en afvisende kommentar til det traditionelle, objektbundne kunstværk. Tingene uden skygge handler ikke om genstanden, men om de ideer, tanker og historier, som genstanden repræsenterer og i sig selv genererer. Og de handler om foranderligheden som eksistentielt vilkår og præmis som modtræk til fastlåste kategorier og definitioner af tingene. Sådan hedder det sig i udstillingskatalogets indledende essay.

Foranderligheden er som bekendt til at få øje på de fleste steder i Berlin. Også på Kunst Werke, eller blot KW, som er Berlin biennalens staminstitution, er den blevet siddende mellem murene. Den tidligere margarinefabrik i det nu fashionable Mitte blev omskabt til udstillingssted efter Murens Fald, og man finder her biennalens mest vellykkede udtryk. I bygningens stueplan kan man således opleve Ahmed Ögüts indtagende værk Ground Control, der slet og ret består af 400 kvadratmeter asfalt spredt ud over gulvet i KW's største galleri. En politisk kommentar til sit hjemland Tyrkiets modernisering af rurale egne gennem opretning af veje, kalder kunstneren selv sit værk, der meget originalt giver tomrummet fylde gennem asfaltens tunge lugt.

Også længere oppe i huset møder vi tomrummet tematiseret. Denne gang af den belgiske kunstner Manon de Boer, der med den blændende film Two times 4,33 skildrer en opførelse af et stykke - komplet lydløst - musik af Philip Glass.

I første halvdel af filmen iagttager man komponisten, der alene gennem sin tilstedeværelse inkarnerer den musik, der kunne være blevet spillet. I filmens næste halvdel oplever man igen koncerten, men denne gang panorerer kunstneren henover publikum, og stilheden antager pludselig her en anderledes, knugende stemning.

Pragtmonument

I vore dages Berlin krydser man stadig oftere over den tidligere mur uden at tænke over det. Og ganske tæt på denne ligger Neue Nationalgalerie, som er et moderne pragtmonument tegnet af Mies van der Rohe i 1968, og som er biennalens anden hjørnesten. Selve Neue Nationalgalerie ligger egentlig under gadeplan, men den enorme og vidt berømte overbygning, hvis glasvæg er tænkt med henblik på at opløse skellet mellem inde og ude, bruges også med mellemrum til udstillinger.

Hvad der formentligt kunne have fungeret fantastisk, hvis man havde valgt nogle andre værker, eller havde haft bedre fornemmelse for rummets skala - jeg skal ikke her forsøge at komme med svarene - er imidlertid blevet til en eklatant dårlig udstilling.

Kuratorerne har, som enhver ville gøre i dette rum uden vægge, vægtet skulpturelle værker, men lige lidt hjælper det. Rummet fremstår som én stor rodebutik, der selv med den allerstørste velvilje er umuligt at skabe orden i eller blive fortrolig med.

Ellers spændende værker som Paulina Olowskas remakes af den polske kunstner Zofia Stryjenskas hårdtpumpede arbejderideal med hammer og sejl og vind i det bølgede hår kommer her til at hænge underligt hengemt i et hjørne. Mens Susan Hillers i sagens natur uvisuelle film, hvori hun helt uden brug af billeder skildrer sprog på vej til at uddø, optager en meget central plads i midten af rummet. Det er sigende for helheden, at denne anmelder nåede at overveje, om rummets gardiner også var en del af et kunstværk? Det var de ikke.

Kunst og skrot

Helt galt går det dog i den førnævnte Skulpturenpark Berlin Zentrum. Etableret som kunstprojekt for nogle år tilbage på byggetomter, hvor muren tidligere gik, repræsenterer brakmarkerne et i sig selv interessant og betydningsmættet tomrum i Berlin.

Imidlertid er området skæmmet af affald, store huller i jorden, grusbunker, presenninger og andre, urbane rester, der gør det særdeles vanskeligt - om overhovedet muligt - at skelne kunst fra skrot.

Her kan de meget ihærdige imidlertid opleve det fine lydværk What every gardener knows af Susan Hiller, der mediterer over Oplysningstidens betragtning af naturen og forbehold over for lyden som ukontrollerbart i forhold til synet. Og man kan klatre en tur over den vakkelvorne mur i den tjekkiske kunstner Katerina Sedas politiske skulptur Over and over, der ifølge udstillingskataloget kommenterer på den nye, sociale ulighed i Tjekkiet.

Biennaler er i sagens natur store og relativt folkelige begivenheder, der reflekterer den omkringliggende virkelighed. Sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Men man må som kurator have fornemmelse for, at når man bringer folk til at flyve ind fra hele verden for at opleve det, man har skabt, så er man nødt til at fortælle dem et eller andet. I Berlin var der påfaldende stille.

5. Berlin biennale. 5. april - 15. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu