Læsetid: 10 min.

Blüdnikow: En selvforelsket generation

Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow. 'Denne gruppe selvforelskede mennesker evner ikke at foretage en egentlig selvransagelse,' mener han
7. april 2008

"Hvorfor tør Information ikke røre ved det," lød det udfordrende fra Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder på Berlingske Tidende, i et interview her i avisen i midten af januar.

Blüdnikow mente, at dagens Information var præget af, hvad han beskrev som "et rodnet tilbage af det, man i mangel af bedre ord kan kalde venstrefascismen".

Blüdnikow henviste til bl.a. en udbredt Mao-begejstring og RAF-sympati blandt bladets redaktionelle medarbejdere engang i 1970'erne. Siden har avisen savnet "modet til at tage fat i det allermest betændte".

På Informations opfordring konkretiserede Blüdnikow sin kritik i seks punkter, og det førte til artikelserien Fortidens Spøgelser på ni artikler bragt i perioden januar-marts 2008, hvor punkterne et for et blev belyst.

Serien er blevet flittigt diskuteret på avisens hjemmeside: Havde Blüdnikow ret i sin kritik af Informations venstre-totalitaristiske fortid? Tja, det sete afhænger som bekendt af øjnene, men selv er Blüdnikow ikke imponeret. Bortset fra seriens indledende artikler om avisens dækning af Blekingegadesagen, som han synes var gode, siger han om resten:

"Det er lidt som at diskutere, om en flaske halvt fuld med væske er halv fuld eller halv tom."

Blüdnikow "anerkender, at der er sket fremskridt, og at der er skabt en debat, som for bare 10 år siden bare ville være blevet afvist," men der er samtidig nogle grænser, som serien ikke formåede at overskride. Grænser, som først og fremmest skyldes '68-generationens selvglæde, mener han.

Om selvforelskelse

"Det er et kollektivt psykologisk fænomen, at den mest selvforelskede generation i de sidste mange hundrede års danmarkshistorie stadig ser deres ungdom som en kamp for det gode. De er nok villige til at debattere, dog kun til en vis grænse, men når de skal se på sig selv udefra, så stopper det."

Og lige præcis dét mener Blüdnikow fremgår af seriens artikler, der alle lider af samme svaghed, når tidligere medarbejdere på avisen har udtalt sig:

"Man taler pænt om sig selv og sine gamle venner, men det hele bevæger sig inden for sit eget miniunivers, hvor man betoner uenigheder, og at man var pluralistiske. Set udefra virker denne pluralisme dog meget begrænset," vurderer Blüdnikow, der også lægger afstand til forsøg på at mistænkeliggøre hans motiver til at starte debatten:.

"Når man bevæger sig ind i debatten om venstreradikalismen, så risikerer man ballade og få skudt de mest væmmelige motiver i skoene. Jeres chefredaktør, Palle Weis, mente, at jeg kun gjorde det for at genoplive min tabte ungdom. Gert Petersen skrev, at jeg kun kritiserede venstrefløjen for at gøre kritik af Israel til symptom på antisemitisme. En læser har skrevet i Information, at min kritik af venstrefløjen og tidens totalitarisme skyldtes, at jeg fik for lidt sex dengang."

- Det er vel en del af debatten, at man snakker om motiver?

"Men det forunderlige er jo," siger Blüdnikow, "at den slags mistro til motiver aldrig er blevet udtrykt, når man diskuterer højreradikalisme og nazisme. De debatter er altid modtaget med glæde og priser, og alle er enige om, at man skal drage en lære af fortidens fascisme. Men når det er venstreradikalismen, så er den forståelse pludselig væk, og det fyger med skældsord som revanchisme, unuanceret, løgnagtighed, bodsgang og lignende, der alt sammen har at gøre med et forsøg på at undgå en egentlig selvransagelse."

Blüdnikow kritiserer også, at artiklerne ikke forsøger at indfange tidsånden, der dengang "dikterede march mod fælles mål og var meget håndfast".

De tidligere Information-medarbejderes indbyrdes uenigheder giver han til gengæld ikke meget for:

"En hvilken som helst gruppe - også f.eks. Johnni Hansens nazigruppe - vil have de samme indbyrdes modstridende synspunkter, som de 10-15 tidligere Informationsmedarbejdere, der blev interviewet til artiklerne om avisens fortid."

Blüdnikow medgiver, at "det selvfølgelig også er store krav at stille at skulle kunne se sig selv udefra." Han er også med på, som han siger, at det er "legitimt at forsvare sig selv og sine venner".

"Men Informations selvopgør er altså begrænset af deltagernes egen selvforelskelse. Problemet er, at den serie kun ridser i lakken. Hvis du havde lavet en serie, hvor folk uden for miljøet havde set på avisens historie, så havde du fået et helt andet billede."

Om Mao-begejstringen

- Kan du blive lidt mere konkret. Hvad skulle være gjort anderledes?

"Om avisens Mao-begejstring kan man selvfølgelig godt sige, at der var forskellige grader af begejstring, men der er næppe tvivl om, at Ebbe Kløvedal Reich var massivt Mao-begejstret."

- Det var han i så fald ikke ene om. Artiklen om Mao viste jo, hvordan redaktørerne af Jyllands-Posten og Berlingske Tidende foruden den tidligere statsminister Hartling også var tydeligt fascineret af Mao?

"Ja, det er da rigtigt, at en masse mennesker dengang havde sympati for Mao. Men dem, du der nævner, ville jo ikke indføre et maoistisk system, og de så ikke op til det, som det var tilfældet med de andre på venstrefløjen."

"En ting er at bortforklare Mao-begejstringen med, at der var uenighed på avisen også i dette spørgsmål, men hvis du i stedet havde interviewet en kineser, der var flygtet fra Kommunistkina og forelagt ham/hende Informations artikler fra dengang, så var vurderingen blevet langt hårdere end din hyggelige snak med avisens gamle medarbejdere," siger Blüdnikow.

"Desuden mangler der noget væsentligt i artiklen, nemlig tidsånden. Dengang kunne du ikke stille dig op på et redaktionsmøde og sige: Det er noget lort, der sker derovre i Kina."

- Hvor ved du det fra?

"Jamen, tidsånden er selvfølgelig altid svær at indkredse, så det er naturligvis svært at dokumentere, hvordan stemningen var på redaktionsmøderne," siger Blüdnikow og henviser til en artikel for nylig i Jyllands-Posten om maoismen. Artiklen var illustreret af et foto fra Skive Gymnasium engang i 1970'erne.

"Og hvad hang der på væggen bag gymnasiasterne? Et billede af Mao. Dét er tidsånden," siger Blüdnikow.

Han advarer også mod, at diskussionen af fortiden kun ses i en dansk sammenhæng, for så kører det let i ring, mener han:

"Så havner vi i de her meget lokale ting, hvor man glemmer, at der var tale om verdensbegivenheder. Så risikerer vi at ende som med besættelsestidens historie, hvor Anden Verdenskrig kun ses ud fra, hvordan det gik lilleputlandet Danmark," siger Blüdnikow, der opfordrer til at "undgå vennebortforklaringer og se Den Kolde Krig i et internationalt perspektiv."

"Det er ikke nok at lave millimeteroptællinger af uenigheder blandt de gamle medarbejdere, der selvfølgelig husker deres ageren meget mere nuanceret, demokratisk og ikke-voldelig, end den muligvis var. Og serien fortæller jo heller intet om det, der ikke stod i avisen."

Netop artiklen om Mao-begejstring viser ifølge Blüdnikow "selvforblændelsen". Han henviser til den tyske historiker Götz Aly, der selv er tidligere maoist og til Weekendavisen har sagt:

"Der var sager, vi ikke ønskede at vide noget om, og bagefter sagde man så, at det havde man ikke vidst. Deri adskiller min generation sig ikKe principielt fra generationen af 1933, der var med i Hitlerjugend."

Om Dragsdahl

Et andet af Blüdnikows kritikpunkter drejer sig om avisens tidligere medarbejder Jørgen Dragsdahl. I flere omgange er han med henvisning til bl.a. PET blevet udnævnt som sovjetisk-betalt agent. Den anklage afvises i Informations artikel bl.a. af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, af tidligere brigadegeneral Michael Clemmesen samt af en række af Dragsdahls daværende kolleger på Informations udenrigsredaktion. Deres argumenter bider dog ikke på Blüdnikow:

"Jeg læste da dengang Dragsdahls artikler, der gav USSR ret i, at USA var den aggressive part."

- Det er vel ikke at være spion?

"Vi ved, at Dragsdahl havde konspiratoriske møder med KGB-folk. Det foregik på mystiske lokaliteter, i S-tog, på parkeringspladser i Holbæk eller endog tre gange i Wien, samtidig med at Dragsdahl boede i USA. Hvem betalte hans flybilletter, når han mødte sine KGB-kontakter i Wien? Gjorde Information? Det kunne I da have undersøgt," foreslår Blüdnikow, der konkluderer:

"Vi kender ikke den fulde sandhed, men det er altså ikke nok at tale med aktørerne selv. De er ikke sandhedsvidner om deres egen ageren. Om Dragsdahl ved vi, at hans ageren var betænkelig, men også at der i PET's arkiv lå et notat, som bekræftede Ekstra Bladets gamle anklager om, at han var agent."

Om RAF-sympati

Endnu et af Blüdnikows kritikpunkter er, at der langt ind i redaktionslokalerne var begejstring for RAF-terroristerne i slutningen af 1970'erne. Blüdnikow angiver som kilde til den oplysning bl.a. Informations tidligere chefredaktør Lars Hedegaard samt et indlæg fra Peter Wivel på en intern blog i Politiken, hvor Wivel angiveligt skriver, at når han var udsendt for at dække tre RAF-terroristers begravelse i efteråret 1977, så var det også udtryk for sympati med RAF. Wivel selv har kategorisk afvist at have skrevet sådan på nogen blog.

"Jeg har ikke selv set den blog på Politiken, men jeg har fået refereret indholdet," forklarer Blüdnikow.

- Hvilket indtryk gør det, at Peter Wivel, som på Weekendavisen og Berlingske Tidende har været din redaktør, nu kritiserer dig og kalder dig for en 'dusørjæger'?

"Wivel var en af de mest reflekterede dengang, og han var med de nye franske filosoffer med til at nuancere debatten. Men han var også en del af bevægelsen. Det er derfor, at han i en leder i Information kunne skrive, at en sammenligning mellem retsplejen under nazitiden og i Forbundsrepublikken var relevant."

- Ifølge Wivel er det ikke fair kun at tage én sætning, som han i dag beklager, og ikke også se på hans mange hundrede artikler om terrorisme?

"Wivel går kun til en vis grænse, nemlig den som hans egne skeletter og periodens selvforelskelse tillader ham. Hvorfor nævner Wivel monstro ikke den leder med sammenligningen mellem nazitiden og Forbundsrepublikken i den bog, han sidste efterår skrev om RAF? Det eneste eksempel han nævner i bogen på en dansk RAF-sympati er en børnebogsudgiver! Hvorfor skriver han ikke om sig selv? Hvis man gennemgår hans artikler, så er der også andre skriverier fra Wivels hånd fra den periode, som var problematiske ud fra et demokratisk synspunkt."

Blüdnikow tror, at det, han kalder "den fulde sandhed" får man først, når 68-generationen er borte.

"Det vil ske, når historikere kan gennemgå materialet og sætte det i et internationalt perspektiv. Og det kan da være, at den generation først skal uddø, lige som tilfældet er med de ubehagelige historier fra besættelsen. De kommer jo først nu, hvor frihedskæmperne er ved at være væk."

Om DDR-spionen Meyer

Ifølge Blüdnikow "hyldede" Information Jörg Meyer, der som østtysk såkaldt Romeo-spion fik overtalt en ung kvinde til at udlevere fortrolige papirer fra Udenrigsministeriet. At avisens intense dækning af sagens mange vinkler skulle være udtryk for hyldest, afvises blankt af de medarbejdere, der dengang skrev artiklerne eller lederne.

"Jeg husker, at Information beskrev manden som en forfulgt uskyldighed, der blev brutalt behandlet af det borgerlige restmaskineri, og at sympatien lå og glødede."

- Det afvises af de, der skrev artiklerne?

"Jamen, manden var jo altså østtysk spion mod Danmark og dermed en del af et system, som undertrykte millioner af mennesker. Og jeg husker ikke, at han blev skildret som en del af dette modbydelige regime. Information kunne have brugt den her sag til at fortælle om det undertrykkende regime, der sendte folk ud for at undergrave Vesten. Det tvivler jeg på, at I gjorde."

- Så hvordan lyder din konklusion på vores artikelserie?

"Lad mig gøre det med en henvisning til den amerikanske skribent Poul Hollanders bog End of commitment. Han skriver: 'Den mørke del af min konklusion er, at mennesket har en tilsyneladende grænseløs evne til at blive draget af ønsketænkning og selvbedrag for at bevare forkerte overbevisninger og trossætninger og en uendelig energi til at klynge sig til skadelige illusioner.' Det siger det vel meget godt," siger Blüdnikow.

"Vi kommer ikke længere. I har bevæget jer, og det er jeg glad og taknemmelig for, men den manglende evne til at se kritisk på sig selv er hæmmet af jeres selvforelskelse."

"Problemet dengang var ikke blot en fascination af det utopiske og kommunismen som en ideologi, men også foragten for det borgerlige demokratis demokrati og rettigheder. Den foragt er under andre præmisser videreført til nutiden, og bl.a. derfor er vi så svagt rustet til at møde udfordringen fra islamismen."

Interviewet er slut. Lige inden jeg går, spørger jeg Blüdnikow, om det kunne være interessant at belyse, hvordan andre aviser skrev om begivenheder i samme periode, altså ungdomsoprørets tid. Den er han helt med på.

"Hvis man kan grave noget frem om borgerlige avisers holdning f.eks. til Sydafrika eller Sydamerika, så lad os for guds skyld få det på bordet. Det giver den dybde, der gør det muligt at se tingene i perspektiv, og det er jo en menneskelig værdi i sig selv. Jo mere vi får frem, jo mere spil er der i fortidsforståelsen."

Serie

Fortidens spøgelser

<b>Fortidens spøgelser</b><p>Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere? </p><p>Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af: </p><p>1. Dækningen af Blekingegadesagen (Bragt 30/1, 31/1 og 2/2 2008)</p><p>2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent (Bragt den 17/3) </p><p>3. Information var gennemsyret af maoisme.</p><p>4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.</p><p>5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.</p><p>6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980'erne og 1990'erne.</p>

Seneste artikler

  • Tiltrængt avis til tiden

    8. april 2008
    Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne
  • Fortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'

    26. marts 2008
    Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
  • Fortidens spøgelser: Information og 'Dragen'

    25. marts 2008
    Information var tendentiøs i sin dækning af Øst-Vest i 80'erne og 90'erne, og en af avisens journalister var samtidig Sovjet-spion, lyder anklagen fra Bent Blüdnikow, skribent på Berlingske Tidende
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Hej Ulrik
Hvor længe endnu synes du selv, at BB skal bestemme, hvad du arbejder med? Det irriterer mig grænseløst, at vi skal trækkes med ham, han er jo ikke seriøs. Læs her hvorledes Morten Thing klær' ham af til skindet:
Dokumentation: Blüdnikow er en doven og dårlig historiker
http://www.modkraft.dk/spip.php?article7197
Der må da være grænser.
Venlig hilsen

For nu at starte med et citat fra ovenstående:
"Lad mig gøre det med en henvisning til den amerikanske skribent Poul Hollanders bog End of commitment. Han skriver: 'Den mørke del af min konklusion er, at mennesket har en tilsyneladende grænseløs evne til at blive draget af ønsketænkning og selvbedrag for at bevare forkerte overbevisninger og trossætninger og en uendelig energi til at klynge sig til skadelige illusioner.' Det siger det vel meget godt," siger Blüdnikow.

- så synes jeg altså det kunne være glimrende hvis vi ikke skal vente 30 år med at reflektere over nutiden.
Den aktuelle allestedsnærværende forelskelse i nyliberalismen og milton friedman - en bevægelse som er skyld i lige så mange menneskers død og elendighed som maoismen passe ovenstående citat lige så godt på synes jeg. Og Information er afgjort ikke forelsket i nyliberalismen, sklnt jeg synes man tillader alt for mange nyliberalister at udbrede sig om denne bevægelses velsignelser. Ok blot fordi jeg her tager afstand fra nyliberalismen er det ikke ensbetydende med at jeg er maoist selv, så langt fra, selvom jeg osse selv havde visse sympatier dengang, men jeg har alligevel sådan en fornemmelse af at der er noget McCarthy-isk kommunistforfølgelse i Blütnikopfs (selv)ransagelsesprojekt.

Dorte Sørensen

Hvorfor skal Informations læserser plages med Blüdnikow indoktrinering?
I mine øjne passer hans beskrivelse "Denne gruppe selvforelskede mennesker evner ikke at foretage en egenlig selvransagelse" af den gruppe folk Information har bragt artikler om bedre på Blüdnikow selv .
Håber nu at Information er frædig med at løbe efter Blüdnikows fløjte og nu vil bruge tiden til dybteborende politiske analyser.

Heinrich R. Jørgensen

fra artiklen:
"Blüdnikow tror, at det, han kalder "den fulde sandhed" får man først, når 68-generationen er borte."

Tror Bent Blüdnikow på objektiv historieskrivning? Eller tror han, at "68-generationen" er så magtfulde, at de via kammerateri, hemmelige selskaber, magtpositioner e.lign., kan forhindre nogen i at tolke 70'ernes og 80'ernes historie på andre måder? Har "68-generationen" fået indført arkivhemmelighed, og undladt at fortælle befolkningen om det?

Jeg er mildest talt ikke imponeret over Bent Blüdnikows forsøg på at dokumentere "venstrefascisme".

Nja Heinrich der ved gud heller ikke meget at være imponeret over.

Men det beklagelige er at det der burde have været en selvkritisk revision på venstrefløjen blev overladt til an elendig sensationslysten klamhugger som Bl'udnikow - et menneske som i den grad er usaglig, doven og mangler evne til intelektuel reflektion.

I øvrigt tak til Niels-Holger for henvisningen, det var interessant læsning

Og så blev man endogogså lidt klogere på hvor det der nonsens om Anne Grete Holmsgaard's påståede antisemitisme kommer fra. Det har jo også huseret her på stengene

"... I har bevæget jer, og det er jeg glad og taknemmelig for"

" ... det er godt og fint alt sammen, men vi skal passe meget på ... !"

(BB om dokumentarfilm, der interesserede sig for tyske flygtninges skæbne i Danmark under/efter 2. Verdenskrig)

"bl.a. derfor er vi så svagt rustet til at møde udfordringen fra islamismen"

Endnu en fantastisk konspirationsteori: (Nazismen skabte) Kommunismen, som igen banede vej for "islamismen"! Det er altså hele Verden mod Israel!

(beklager)

Heinrich R. Jørgensen

Robert Ørsted-Jensen:
"[...] det der burde have været en selvkritisk revision på venstrefløjen [...]"

Ja tak, dén må der gerne arbejdes videre på. Blot helst af seriøse historikere, og Bent Blüdnikow (og Bent Jensen m.fl.) har diskvalificeret sig selv efterhånden.

Men hvad har Dagbladet Information med kritik af venstrefløjen at gøre? Ud over, at mange personer der identificerede sig politisk på venstrefløjen, læste, og i enkelte tilfælde skrev i, avisen?

Jeg har f.eks. aldrig identificeret mig selv som del af venstrefløjen, selv om jeg oftest synes, at det er på den røde banehalvdel at de sympatiske og bedste holdninger oftest befinder sig.

Jeg har derimod altid opfattet mig som venstreorienteret, i betydningen at jeg var villig til at bruge venstre halvdel af hjernen. Hvilket, indrømmet, nok ikke svarer overens med den gængse opfattelse af hvad der menes med "venstreorienteret".

Jeg vil tro, at villigheden til at bruge venstre hjernehalvdel har været udbredt blandt alle avosens læsere, da Dagbladet Information aldrig har været et menighedsblad. At venstrefløjen i mange år har mangler en avis der støttede deres synspunkt, gør ikke nærværende avis til "deres".

Som der gentages i samtlige udgaver af avisen: uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser

Jeg forstår ganske enkelt ikke Bent Blüdnikows projekt. Men han har fået chancen, og fortjener at blive mobbet hvis han ikke snart begynder at opføre sig som historiker.

Jeg ved ikke hvad der skal for at Blüdnikow får tilfredsstillet sin kamp mod '68-erne - måske er det umuligt - det virker som om manden er redet af dæmoner.

Ham og hans psykolog om det.

Information har nu gjort sit til at tilfredsstille manden - skal vi så ikke komme videre.

Heinrich
Jeg er enig med dig i at information ikke er et socialistisk dagblad eller en menighedsavis. Jeg har som læser heller aldrig opfattet information som sådan. Men det ændrer ikke ved det faktum at en stor del af os der opfatter os selv som venstreorienterede, var faste abonnenter på bladet og at de synspunkter vi havde dengang fik betydelig spalteplads. På den baggrund alene burde information have givet en smule spalteplads til at debattere de emner og den kritik der istedet endte i weekendavisen og ikke mindst Blüdnikows usaglige og manipulerende hænder. Det kunne have været gjort der omkring 1989-95, som kritiske interviews og information kunne så have benyttet lejligheden til lidt personlig storvask om nødvendigt. Det er min opfattelse, og jeg har set at jeg ikke er helt alene om dette.

Tag nu Ebbe Reich som i de år boltrede sig i kollektiver, Maos lyst og Lenins tanker for til sidst at genindmelde sig i det radikale venstre. Han var da underholdende og begavet men jeg tog ham aldrig alvorligt (ligesom jeg heller ikke kunne tage hans EF/EU holdninger alvorligt). Aligevel var han da ude og erklærer sig selv for leninist. Jeg så ham først og fremmest som lidt af en sværmerisk romantiker (sådan så jeg også Ejvind Larsen på dette punkt og det er ikke nedsættende ment) der søgte ultimative og religiøse svar på tilværelsens store gåder og som da også vendte tilbage til religionen da disse slap op på det politiske plan. Mao var sådan noget ingen, uden dem der var meget grundigt inde i bolsejevismens historie og Kinas indre forhold kunne ane ret meget om. Man kunne derfor tillægge alle disse florisante begreber fra ’kulturevolutionen om at storme paladserne og lade tusind blomstre blomstre etc indhold helt efter lyst og fantasi – og tilsyneladende ganske omkostningsfrit.

Men hverken Ejvind eller Ebbe var, trods alle sværmerier, tilhængere af hverken undertrykkelse eller dikatur. De var snare folk der i en periode gjorde sig nogle sværmeriske forestillinger om hvordan demokratiet kunne beriges og udvides.

Men lidt dybdeborende kritisk journalistik var på sin plads her. Hvordan reagerede disse mennesker, hvilken lærer har de og mange andre draget af det faktum at man let lader sig rive med i retninger der i virkeligheden ikke har det indhold man troede det havde. Oh ikke mindst, hvilken lære bør man drage af perioden. Endog mere kritiske spørgsmål kunne være stillet til forhenværende KAPere og lignende

Som mange gange påpeget bestod en stor del, måske størstedelen, af informations læsere dengang af DKP'ere, KAP'ere, SAP'ere og KPML'ere osv., der var rystet over kulturradikalismen på avisen, men ikke kunne tilfredsstilles af Land & Folk alene. Harmdirrende læserbreve og kronikker prøvede at få Information til at slå ind på Den Socialistiske Vej, som den reelt eksisterede i afprøvet form derovre, men forgæves. Avisen holdt stand!

Harun al Raschid
Jeg tror du langt hen har ret, selvom jeg nu tror der nok var et overtal af SFere og Radikale blandt læserne, og i virkeligheden lå bladet vel dromkring i holdning, og er det ikke sådan deromkring man ville lægge det idag?

Dorte Sørensen

Robert Ørsted-Jensen en interessant vinkling, som også bør bruges til at spørge, hvorfor så mange lader sig drage af Fogh Rasmussen og det faktum at man let lader sig rive med i retninger, der i virkeligheden ikke har det indhold man troede det havde.

Tak Dorthe
Ja jeg mener at der er mange gode grunde til at analyserer dette behov for det absolutte som ofte synes at drive gæk med de fleste af os. Jeg husker at folk blev vildt forargede når jeg spøgefuld antydede om ikke marx var gået hen og blevet regionserstatning. Næe de var sgu ikke religiøse og marx var lige som dem ateist, sagde de medesn mao grinede med sine lyserøde kinder i baggrunden. Og jo da, jeg havde da også lidt heldning i en periode omend det var til Trotskij, og jeg forblev da så skeptisk at jeg alligevel ikke hoppede helt på, men der var den der søgning efter det absolutte svar i det hele og den vedkender jeg mig at jeg også havde

Ikke mindst mange unge på venstrefløjen i 60erne og 70erne var først og fremmest naive og godtroende individer som gerne ville et bedre samfund - sådan et hvor lammet og løven græssede side om side - og som alt for let lod sig narre ind i organisationer hvor de støt og roligt blev drejet over i retning af noget der i virkeligheden promoverede bare en anden form for facistsisk undertrykkelse.

Men der var jo også en gruppe af hårde stalin benægtere og jeg synes at lejligheden der omkring 1990 var perfekt til at begynde atr grille både de naive, men i endnu højere grad de hårde, også for at vi kunne blive istand til at lære noget af det.

Jeg synes det var forbandet ærgerligt at man overlod det til klamhuggere som Blüdnikov

Når man bruger en vending som selvforelskede mennesker, har man allerede dermed afsløret, hvilket niveau man bevæger sig på.

Det er ikke et historisk-videnskabeligt niveau. Det er skældsordenes niveau.

Niveauet svarer sådan cirka til debatniveuaet i diverse blogs rundt omkring. Og det ikke et niveau, der fortjener megen spalteplads i Information.

Tja, manden er jo et komplet fjols, så man skal jo ikke vente sig for meget Hans Jørgen, Men jeg synes nu det var ok, ja ligefrem flot, at information tog problemstillingen alvorligt. Jeg læste bladet i den periode netop fordi det ikke ukritisk

At Informations Mao-begejstring stort set ikke kendte grænser kan ses af, at da Mao døde i 1976 udkom avisen med sørgerand dagen efter.

Ulrik, nu må du ikke vildlede stakkels Jens med noget så inferiørt som kendsgerninger! Dem har han det lige så dårligt med som Blüdnikow, der tydeligt nok ikke har læst de mange grundige og veldokumenterede svar i avisen på hans oprindelige påstande, siden han uanfægtet gentager dem.

Nu må det her altså holde op! Hvor længe endnu skal den gamle marxist og leninist Blüdnikow have held til at bestemme hvad der skal stå i Information i 2008?? Forhåbentligt ikke længe endnu...

Og med det mener jeg, at Bent Blüdnikow aldeles ikke har ret i noget af sin kritik af Informations leder og holdninger dengan i 1970erne. Åbenbart aner manden jo heller intet om, hvordan man lavede avis dengang i 1970erne.Og han kalder sig selv historiker...

Mht. Sydafrika vil jeg da gerne oplyse at jeg erindres at have set adskillige ledere i JP, der faktisk stod bag Apartheid-politikken, ligesom en vis hr. Erhard Jakobsen i 1980 skabte stor opmærksom med, a´t han da ingen undertrykkelse havde set - i Sydafrika. Det var vist også samtlige borgerlige partier i Folketinget, der nægtede at boykotte Sydafrika i sportslig henseende. Dengang da venstrefløjen påstod at USA stod bag mordet på den demokratisk valgte Præsident Allende i september 1973, afviste de borgerlige partier kategorisk dette. Historien har vist, at venstre-fløjen havde ret.

Jeg går ud fra at Information stadig har artriklerne fra dengang? I så fald er der kun en ting at gøre. Og det er at lægge artiklerne ud på avisens hjemmeside, så selv Bent Blüdnikow kan se, at hans konklusioner err helt hen i vejret.

Åbenbart mener Bent Blüdnikow, at Information skulle have skrevet at den Jörg Meyer var repræsentant for et undertrykkende styre, som undertrykte millioner af mennesker. "Information kunne have brugt den her sag til at fortælle om det undertrykkende regime, der sendte folk ud for at undergrave Vesten." Citat: Blüdnikow. Åbenbart mener Blüdnikow stadig at han skal bestemme hvordan Informations avis skal redigeres - og så bagud i tiden. Det er ganske enkelt uhørt, at en mand skal bestemme noget sådant.

Jeg kan kan faktisk godt svagt huske Jörg Meyer skandalen (eller sagen). Det var vist engang sidst i 1970erne? Nu læste jeg ikke så meget Information dengang, men jeg erindrer da bestemt heller ikke store borgerlige aviser som JP dengang brugte sagen om Jörg Meyer til at fortælle om det undertrykkende regime i DDR der sendte folk ud for at undergrave Vesten. JP har nok været imod kommunismen, men jeg tror bestemt ikke, at JP dengang mente at Jörg Meyer deltog i subservise omstyrtende anslag mod det danske samfund - som led i en orkestreret kampagne mod Vesten. Det er noget der kun er kommet frem, fordi de hemmelige arkiver er blevet åbnet efter 1990.

Og mht. at Jørgen Dragsdahl skulle have været spion. Jamen, altså --- Bent Blüdnikow - ved du ej at stort set alle ansatte på Sovjet's ambassadør eller Sovjet's ansatte i udlandet, også var agenter for KGB?? Alle vidste det dengang, også ansatte i DR, og i Udenrigstjenesten.

"Vi ved, at Dragsdahl havde konspiratoriske møder med KGB-folk." Her må Blüdnikow da anse det for konspiratorisk i sig selv at mødes med KGB-folk. - for ellers er de vel ikke noget suspekt i at en journalist mødes med kilder i sit miljø... Og mon ikke Information har betalt billetten for Dragsdahl eller DR har?

Mht. Wivel vil jeg mene, at Wivel har ret i sammenligngen med den tyske nazi-stat, al den stund, at netop terrorismen (via by-guerillaen mv) rent faktisk gjorde det muligt for den tyske stat og de tyske politikere at få gennemtrumfet præcis de samme beføjelser (eller næsten de samme) som politet bl.a. havde i nazi-.tidens Tyskland. Og det er da en væsentlig pointe - også ud fra et demokratisk synspunkt.

Dem der i dag udviser foragt for det borgerlige demokrati er bestemt ikke venstrefløjen. Det er snarere VK-regeringen, som er ved at indføre den totale politi-stat. Dette sker ved ganske langsomt at give politiet til at arrestere og tilbageholde personer uden mistanke og begrundelse overhovedet, og igennem en terror-lov hvis definition er så bred, at selv strejker kan komme3 ind over, bare de skader væsentlige samfunds-interesser.

Og Bent Blüdniknow: Tror du nogenisnmde JP har undskyldt, endsige taget et opgør med fascination af en meget lille mand i 1930erne?? Ikke mig bekendt. I 1930erne skrev JP nemlig den ene glødende leder efter den anden, hvor de direkte hyldede denne lille mand.

Mht. Mao-begejstringen og den Kolde Krig synes historikeren Blüdnikow da vist helt at have glemt, at hovedmodsætninen lå mellem USA og Sovjet. Og det bl.a. var en af grundene til at f.eks. Nixon åbnede for og til Kina, ganske enkelt fordi USA håbede på at de ved at værer ven med KIna kunne holde Sovjet lidt i skak. Den dimension berører ham naturligvis overhovedet ikke; nej for ham er der bare af overordenlig vigtiged at få fastslået at Information dengang var maoistisk (hvad det så end var og er). Og at Information hyldede Maoismen (hvad jeg nu aldrig har set eksempler på, mener jeg).

Jeg tror næppe, jeg har set en leder fra Information, hvori der stod, at bønderne skulle udgøre rygraden i Danmarks erhverv, som vel er det der adskiller Maoismen fra andre -ismer i det Blüdnikow kalder for 'venstre-radikalismen'. Mit problem med det er at Blüdnikow åbenbart mener, at det er forkert (nu) at kæmpe for socialisme, fordi socialisme (og kommunisme) automatisk medfører diktatur, fordi det gjorde det jo før i tiden. Åbenbart mener Blüdnikow (nu) også, at det er forkert at kæmpe for en bedre verden, og (måske) også for en mere ligelig fordeling af verdens goder? eller hvad?`

Set fra mit synspunkt er man alts ikke venstre-radikalist hvis man dengang og nu gik og stadig går ind for en vis form socialisme, herunder en mere ligelig og retfærdig fordeling af verdens goder, ej heller bliver man venstre-radikal, fordi man dengang var maoist og syntes, at det kinesiske system var verdens bedste. (og det var der vist kun KAP'erne der mente?) Venstre-radikalisme er for mig sådan noget med Blekingegade-banden og RAF, og De Røde Brigader som troede, at de ved personlig rettet terror mod statens
institutioner og via by-guerilla taktik kunne få arbejderklassen til at rejse sig - i revolutionens navn. I stedet for fik den en politi-stat - hvis love netop var inspireret af nazi.tidens love...

"Jeg læste da dengang Dragsdahls artikler, der gav USSR ret i, at USA var den aggressive part."

- Det er vel ikke at være spion?"

Læg mærke til, hvordan Blüdnikow behændigt undgår at svare på spørgsmålet, men i stedet blot fortsætter med sine (udokumenterede) påstande om f.eks. Dragsdahl. Og i fald Dragsdahl skulle have været agent,
ja så skulle mindst halvden af det officielle Danmark også have været agenter, siden det officielle Danmark også holdt (diplomatiske) forbindelser tmed regimerne (eller staterne) i Østeuopa. Både DDR, Sovjet og Rumæniens ledere har da været på officielt besøg i Danmark. Mon ikke der også var adskillige KGB-agenter med på de her ture?

Blüdnikow sammenligner nazime, kommunisme med islamisme og mener, at vi ikke er forberedt på islamismen, fordi bl.a. Information ikke har taget skarpt nok afstand fra f.eks. maoismen eller det han kalder for venstre-radikalismen, bl.a. fordi man dengang (fra Informations side?) ikke støttede nok op om det borgerlige demokratri og dets rettigheder. Det giver altså ingen mening overhovedet. Om noget har Information altid, set fra mit synspunkt, været en avis, der stod på de borgerlige rettigheders side, men som også påpeget nogle af de fejl, som der er i det borgerlige demokratri, så politikerne kunne gøre systemet endnu bedre. Og det er altså det som der er en avis opgave; symbolsk at bide politikerne i haserne, være kritisk overfor de beslutninger, de vedtager eller er ved at vedtage. Og påpege, når man som redaktør eller avis mener de tager fejl. Det er altså avisens fornemste opgave - at påstå at dette er venstre-radikalisme er altså temmeligt langt ude...

Og med islamismen går jeg ud fra, Blüdnikow hentyder til Hitz-but.-Tahrir som vil have indført det verdensomspændende Kalifat eller hvad ? Gad vide om Blüdnikow også mener, at Information støtter terrorisme? siden Information var den eneste avis, der turde afsløre PETs behandling af de terror-tiltalte. Ligesom man ikke bliver venstre-radikal af at synes at Mao var fed, bliver man altså ikke terrorist, fordi man synes, at Koranen er fed eller går i traditonelt arabisk tøj og har et stort skæg...

"Der var sager, vi ikke ønskede at vide noget om, og bagefter sagde man så, at det havde man ikke vidst. Deri adskiller min generation sig ikKe principielt fra generationen af 1933, der var med i Hitlerjugend."

Sådan er det også med en del af venstrefløjen og islamismen i dag.

Det er ikke islamismen der får kritik af store dele af venstrefløjen. Det er i stedet for bl.a. de politikere og meningsdannere der kritiserer islamismen. F.eks. Geert Wilders og Hirsi Ali med flere.

Bliver en del af venstrefløjen aldrig klogere?

Den måde der vælges at skrive om Blüdnikow på her i tråden er ikke for sarte sjæle. Jeg håber at han kan stå distancen og primært kigge efter evt. saglig relevans og substans i indlæggene.

Blüdnikow taler bl.a. om tidsånden dengang.

Lige som dengang artiklen handler om, så er tidsånden nu også i dag til mellemøstlige partisantørklæder og sekteriske grupperinger. Udtryk for det ses ofte i bysbilledet og det ses på værter i TV og på publikum og interviewede i medierne.

Dorte, jeg håber, det mislykkes for dig at få også denne tråd til at handle om islamisme.

Jesper Sørensen, mon det, du kalder "hadefuldhed" ikke bare er irritation over at skulle blive ved med at gendrive de samme løgne og overdrivelser fra Blüdnikows side - og at avisen bliver ved med at spilde plads på det?

Jesper Sørensen
" Blüdnikovs meget præcise analyse", skriver du

Den er da fuldkommen uunderbygget. Man kan da dårligt kalde det en analyse. Han har ikke engang gidet at finde reelle eksempler på sine påstande, men overlader det til Information selv at gøre dette arbejde, hvorefter han kritiserer det, igenigen. Stadig uden dokumentation. Igen blot nogle løse erindringer og noget, som han har hørt fra andre, f eks i f t Wivels dækning af RAF-begravelsen:
Inf: "Wivel selv har kategorisk afvist at have skrevet sådan på nogen blog"
"Jeg har ikke selv set den blog på Politiken, men jeg har fået refereret indholdet," forklarer Blüdnikow.

skal man tage sådan en mand alvorligt?

Han er jo ikke kommet med noget med kød på, blot nogle formodninger, løse uunderbyggede erindringer.
så helt ærligt, så synes jeg, det måske er ham selv, der skulle se på sig seludefra og evt få øje på, at han vist ikke helt har noget tøj på.

- altså er Blütnikopfs bestilling at ligge i trættende argument med både Information og alle læserne i en sådan grad, at der ikke bliver lejlighed eller energi til at fokusere på nutidens vrangforestillinger. Jeg tror ikke det største problem her er islamister selv om de kan være slemme nok, men neoliberalisterne.

Heinrich R. Jørgensen

Artiklen Niels-Holger Nielsen linker til, får mig til at erkende den mest logiske forklaring på hvorfor Dagbladet Informations tidligere og nuværende ansatte, samt vi læsere, er blevet bedt om at gennemgå den historiske dokumentation for den historie Bent Blüdnikow godt kunne tænke sig at frembringe.

Fordi manden ganske enkelt er luddoven, og tilsyneladende af princip altid benytter andre til at gøre alt fodarbejdet for ham.

Velbekomme, Bent Blüdnikow.

@Heinrich R

Og da du nu har fået dæmoniseret budbringeren, så kan du så behageligt sige dig fri for at skulle tage stilling til det ubehagelige budskab. Jeg tror aldrig nogensinde venstrefløjen får taget et opgør med sin hæmningsløse leflen for det totalitære.

Heinrich R. Jørgensen

Jens,

Jeg ved at der på venstrefløjen i 70'erne og i 80'erne, var skarp retorik og høj cigarføring, og der blev helt sikkert flirtet med mange fundamentalistiske og totalitære tankegange.

Men jeg erindrer ikke at have oplevet det i Dagbladet Information. Jeg var abonnent på avisen det meste af 80'erne, og det har været interessant for mig at høre andres oplevelser, både for den periode jeg selv var daglig læser, og de år jeg ikke læste avisen.

Min holdning til Bent Blüdnikow projekt ved starten af artikelserien var, at alt selvfølgeligt skulle stilles offentligt til skue, både fordi BB således ikke ville kunne hævde at være blevet modarbejdet, og dels fordi det er i alles interesse at forholde sig til vores fortid (med eller uden de påståede fejltagelser).

Bent Blüdnikow har dæmoniseret sig selv, gennem sit professionelle virke! Jeg har højst gjort manden lidt til grin.

Niels-Holger Nielsen

Jeg har også i en kort årrække i min ungdom været fascineret af Mao og Kina, og hold nu fast, fandeme også af Stalin. Det kunne der siges meget interessant om, bla. at når man som relativ ung og uerfaren læser den borgerlige presses dokumenterbare løgne om fx. vietnamkrigen og USAs hærgen i Latinamerika, så er det alt for let at tro på at modstanderne er relativt pletfri, hvad de bestemt ikke altid er.
Vis mig en person, der aldrig har taget fejl i nogetsomhelst. Det må være en meget overfladisk person. Hvis man skulle til bunds i disse spørgsmål om ungdommens fascination kræver det i hvert fald mere end BBs pamfletjournalistik.
Jeg kan betro jer, at som maoist i sin tid, syntes jeg at Information, som jeg har læst hver dag i snart 40 år, var en rigelig småborgerlig avis. Det synes jeg sådan set stadig den er, men jeg har svært ved at se et alternativ. Det går, hvis man også søger andre kilder til sin viden.
Jeg syntes også at Dragsdal og Larsen var nogle centrumsvatnisser, men i dag er de blandt mine foretrukne på Inf. Om det så er dem eller mig, som er blevet "mest klogere", står hen i det uvisse, men vi er da heldigvis mennesker der forstår at udvikle os i kamp med virkelighedens modsigelser. Det er til gengæld svært at sige om BB.

Jens, du skriver: venstrefløjen får taget et opgør med sin hæmningsløse leflen for det totalitære.

Du, som BB må jo levere beviserne, ikke?
for den hæmningsløse leflen. Hvis den var så omfattende, så må der jo forligge masser af beviser.
og ikke de der forkølede formodninger, som BB kommer med.
man kan altså ikke bare komme med en anklage og så lade det være op til den anklagede at bevise sin uskyld.

det hører sådan til almindelig retssikkerhed og -etik.

og hvis BB og du går ind for grundloven, mennekserettigheder og demokrati, så vil det jo være passende at overholde dette minimum: at man ikke anklager andre uden ordentlig dokumentation og bevis. Ikke sandt?

Hvis Bent B. mener noget af det han siger, må det være op til ham at dokumentere dette. Dette er (stadig) ikke sket.

Mit problem med Bent Blüdnikows udsagn (eller påstande) er at de får hele venstrefløjen til at fremstå som folk der mente det samme som Blekingegade-banden, og som ville gøre det samme som denne bande, hvis de fik lov til det eller havde mod til det. Og sådan var tidsånden langtfra.
Måske var tidsånden sådan fra 1968-1972 eller deromkring, men derefter mener jeg ikke, man kan eller bør tale om, at venstrefløjen mente det samme.

KAP'erne kunne ikke være i stue sammen med SAP'erne som slet slet ikke kunne med VS'ere, der nærmest betragtede SF som et borgerligt revisionistisk socialistparti. Og det var faktisk kun KAK, der mente, at man skulle stjæle fra de rige og give til de fattige - sådan rent konkret. Alle andre på venstrefløjen gik rent faktisk ind for solidaritets og ulandsarbejde - ikke voldelig revolution.

"Jeg tror aldrig nogensinde venstrefløjen får taget et opgør med sin hæmningsløse leflen for det totalitære."

Nej, det skyldes nok at alle de autoritære typer forlængst har konverteret
til den saakaldte "neo-konservatisme" som i øvrigt burde kaldes
"neo-zionisme" ..

Det er jo noget frygteligt sludder.

Skal man stå frem og sige, at nå ja, der for 50 år siden syntes jeg, at Mao var ret sexet? Men nu kan jeg godt se, at det var han slet ikke. Han var fed og dum, og egentlig også ret ondskabsfuld.

Jeg har syndet. Jeg er en usling.

Sig mig er det den katolske kirke, vi befinder os i?

Kære Jacob!

Jeg har nu aldrig tilbedt hverken Mao eller Stalin. Indledningsvis brugte jeg da også ordet "man", hvad du åbenbart ikke hæftede dig ved.

Min pointe var blot den generelle, at det er for langt ude, at man så mange år bliver afkrævet "at tage et opgør med" fortidens synder.

Helt ærligt, hvad skulle ideen være, andet end at Blüdnikow skadefro kan hovere over folk, der stadig tænker anderledes end ham selv?

Man har lov at blive klogere med tiden og alderen.

Jacob,

i øvrigt viser din refleksreaktion netop, hvor afsporede du og andre med dig er i denne henseende.

Du får det (forkerte) indtryk, at jeg engang for 50 år siden (da jeg var otte år) dyrkede Mao som mit idol.

Fluks tilbyder du mig hele to nuværende diktatorer som erstatning! Det er et meget lavt niveau både du og Blüdnikow bevæger jer på.

@Karen Grue

"Du, som BB må jo levere beviserne, ikke?"

Den er jo nem nok. Det er bare at henvise til Mikkel Plums bog "Bombardér hovedkvarteret". Den bog leverer på overbevisende vis dokumentation for venstrefløjens leflen for totalitære kommunistiske regimer i 1960'erne, 70'erne og 80'erne. Bogen leverer også glimrende dokumentation af venstrefløjens voldsfascination og revolutions-romantik.

Mikkel Plum var iøvrigt selv på venstrefløjen en overgang, så han kender miljøet indefra. Jeg har bogen og kan anbefale den. Men ellers kan jeg skam også henvise til Bent Jensens bog "Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle".

Mikkel Plum er lige så utroværdig og injurierende som Blüdnikow. Rilfælles har de et voldsomt behov for at rense sig for fortidens "synder" ved at fedte dem af på andre. Plums påstande er dokumenteret falske lige så ofte som Blüdnikov og med lige så ringe effekt.

”Men hverken Ejvind eller Ebbe var, trods alle sværmerier, tilhængere af hverken undertrykkelse eller diktatur. De var snare folk der i en periode gjorde sig nogle sværmeriske forestillinger om hvordan demokratiet kunne beriges og udvides, ” skriver Robert Ørsted-Jensen i denne tråd.

Kunne man med ikke med samme ret (eller uret) have skrevet det samme om dem, der i en ikke så fjern fortid lod sig fascinere af den stærke mand lige syd for grænsen?

I øvrigt fantastisk at læse tråden? Den sætter udsagnet: ”Tag ikke livsløgnen fra folk, for så dør de," i relief.
En frisk vind – fra 18.6.2006 kan måske nuancere selvgodheden og selvbekræftelsen:

DA ØSTEN VAR RØD -.
En ny Mao-biografi afslører formanden som et monster og kæmpeløgner.
Hidtil han hans hjemlige heppekor fra 1970’erne valgt at tie om deres idol. Hvor længe? Spørger Svend Ove Gade.

”Østen er rød solen står op,
Kina har frembragt Mao Tse Tung,
Han arbejder for folkets sag,
Haner folkets lærer og dets store redningsmand”

Midt under Mao-kulten i 1970-erne sang medlemmerne af venstrefløjen disse prægtige linjer fra ”Den røde sangbog”.. Mao-plakater dækkede væggene, og Mao-dress var den indlysende kampuniform.

”Nu er Maos arbejde sluttet, måske det mægtigste i vort århundrede”, skrev Ejvind Larsen i sin nekrolog i Information efter formandens død i 1976. Tre sider fyldte artiklen, som var omkranset af sørgerand.

Et stort Torturkammer –
Da rødgardisterne en halv snes år tidligere brød ind i hjemmene og afbrændte bøger, skar malerier i stykker og ødelagde alt, hvad der smagte af kultur, herunder utallige historiske monumenter, fandt udgiveren af ”Den lille røde”, Jan Bredsdorff, det rimeligt at meddele følgende: ”Kulturrevolutionen og dens overfældende sejre er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet, at et samfund styres af mennesker, og at mennesker styres af menneskelighed”.

Nogenlunde samtidig gav den menneskekærlige Mao ordre til at fotografere tortur af, hvad han anså for folkefjender, mens millioner blev tvangsindlagt til at læse hans artikler. ”Ét stort torturkammer,” kaldte en minister ”Kulturrevolutionen”. Nej, ”menneskelighed”, skal vi tro Bredsdorff, og i ”Den lille røde” fortalte han, at Mao ”har givet hele det kinesiske folk livsvilkår, rent materielt, som det aldrig før har haft”.

Få år tidligere var næsten 38 millioner kinesere døde af sult som følge af Maos ”store spring” i 1958-61, hvor målet var at overhale de kapitalistiske lande og i løbet af få år blive et af de rigeste lande i verden. Alene i 1960 døde 22 millioner, og især bønderne led under hungersnøden, måske den mest omfattende i verdenshistorie. De mange døde havde dog, den fordel, at ligene kunne bruges til at gøde jorden.

Denne agronomiske oplysning har jeg fundet i den store Mao-biografi af Jung Chang (hende med De vilde svaner”) og hendes britiske mand, historikeren Jon Halliday. Bogen har fået flotte anmeldelser og er udkommet på dansk – men desværre synes vore egne gamle Mao-disciple indstillet på at negligere bogen.

Ingen selvransagelse –
Foreløbig er der i hvert fald ingen tegn på noget, der kunne ligne selvransagelse. At de skulle have besluttet ikke at læse dette gennemgribende opgør med deres idol turde i hvert fald være utænkeligt.

Ægteparret Chang og Holliday efterlader ingen tvivl o, at Mao var et monster, som kun havde foragt for menneskeliv. På basis af blandt andet officielle tal skønner de, at over 70 millioner mennesker døde i fredstid som ofre for hans ”menneskelighed”. Det generede på ingen måde hans sjælefred. Men hvorfor skulle det også, når han uden at blinke var rede til at ofre 300 millioner i en atomkrig?

Hele Maos liv var gennemsyret af løgn og bedrag. Med fornøjelse iagttog han sine torturofre, når de blev pint. Efter hans mening burde kineserne tvangsindlægges til at se volden og drabene, så de kunne blive skræmt og brutaliseret. Igen og igen fastslog han, at drabene ”var yderst nødvendige”, og at det måtte gøres ordentligt, hvis han skulle bevare magten.

Typisk er behandlingen af den kræftsyge spytslikker Chou-en-lai. Da lægerne i 1974 bad om tilladelse til at operere ham for at redde hans liv, svarede Mao: ”Operationer er udelukket for nærværende.”

Men skal vi tro Ebbe Kløvedal Reich, så var Mao undskyldt, for han var i lommen på sin kone og kunne ikke forhindre skændslerne. Det betroede den gamle maoist i hvert fald Johannes H. Christensen kort før sin død.
Men hvad mener de mange andre, der hyldede ”den store rorgænger”? Hvad mener for eksempel Benitto Scocozza, Bente Hansen, Ejvind Larsen og Jesper Jensen?
(Svend Ove Gade – JP 18.6.2006).

De var alle folk der i en periode gjorde sig nogle sværmeriske forestillinger om hvordan demokratiet kunne beriges og udvides, ” som Robert Ørsted-Jensen.skriver.

Demokratiet beriges og udvides?.....Hm.

@Per Vadmand

"Mikkel Plum er lige så utroværdig og injurierende som Blüdnikow"

Per Vadmand, ifølge dig er alle du er uenig med både "utroværdige og injurierende". Så din 'anmeldelse' af Mikkel Plums bog kan vi andre ikke rigtig bruge til noget.

Anker Damsholdt

'den stærke mand lige syd for grænsen' du snakker havde fra dag 1, et forbryderisk program der bl.a. gik ud på

1. at fjerne demokratiet og erstatte det med et fører diktatur
2. at udråbe en bestemt race til herrefolk
3, at udråbe alle andre til slavefolk for herreracen efter at han havde på
4. en eller anden (i de tidligere år uspecificeret) men voldelig måde skaffet sig af med uønskede racer og individer.

Uanset hvad du beskylder venstrefløjen for så har jeg ikke kendskab til nogen som skrev andet end smukke proklamationer om at alle skulle være lige og alt skulle fordeles ligeligt og mere retfærdigt.

Vi kan sagtens blive enige om, ikke mindst i bagklogskabens klare lys, at der var elementer i visse bevægelsers programmer som nærmest logisk ville udløse vold mod anderledes tænkende, men det er der jo også i nogle af de systemer som vi udråber som gode demokratier og det var ikke gennemskueligt fra starten

At indmelde sig i Nazipartiet og tilslutte sig dette partis program var per definition en forbryderisk handling deri at man åbenlyst bekendte sig som tilhænger af forbrydelser mod menneskeheden.

Du kan ikke sammenlignende dette med mennesker der melder sig ind i eller var med til at oprette DKP og slet ikke med de folk der var medlemmer af f. eks VS eller SF RSF eller endog enkelte af de andre organisationer på venstrefløjen i Danmark

At bekende sig til en ide om at man ønsker den private ejendomsret afskaffet er ikke ensbetydende med at bekende sig til et forbryderisk formål

Naiviteten var stor på dele af venstrefløjen og det var også i periode villigheden til at bortforklare selv åbenlyse forbrydelser, og nogen har i sidstnævnte sammenhæng pådraget sig et moralsk ansvar. Men der er stadig et kæmpemæssigt spring derfra og så til at bekende sig til et program der åbenlyst erklærer sig som modstander af menneskerettighederne og i sin kærne åbenlyst har forbryderiske hensigter over for visse etniske og religiøse grupper og andre uønskede undermennesker.

Du kan ikke seriøst mene at der kan drages paralleler

Jens. Hvad du hverken kan eller vil forstå er, at hele slænget af gamle maoister,DKP'er, Gotfre Appel tilhængere som Mikkel Plum, Bent Jensen og Bent Blüdnikov og en hel hale efter dem, har så travlt med at inddrage hele venstrefløjen I deres personlige opgør med deres egen tåbelige fortid, at det kan narre naive sjæle som dig og Dorte fra at opdage, at disse mennesker var og er uforbedrelige ekstremister tidligere på venstrefløjen nu på højrefløjen, men altid og tilsyneladende hele deres liv: eenøjede EKSTREMISTER - og det er synd ----for dig og Dorte!!

@ R.H.Ristinge

Tja - hvad var den realiserede socialisme mål i Sovjet, Kina, Sydøstasien, Nordkorea, Østeuropa, etc? Jeg forsøger som dig at sætte målet op i 4 punkter:

1. at fjerne demokratiet og erstatte det med et ’et-parti-diktatur’ = førerdiktatur som syd for grænsen. (Som bolsjeviken M.P.Tomski, klart udtrykte sig i 1927. Under proletariatets diktatur kan der godt eksistere 2, 3 og 4 partier, men kun på én betingelse: Det ene parti ved magten, de andre i fængsel).
2. at udråbe en bestemt klasse til herrefolk .
3 at udrydde og eller anbringe andre i slave-arbejdslejre – læs (dødslejre).
4 At skaffe sig af med uønskede klaser og individer – benævnt f.eks, ”Sociale snyltere”, ”forhenværende mennesker”, ”socialt fremmede elementer”.

I 1925 og senere op gennem 30’erne, udkom der bøger og artikler, der fortalte om forholdene i Sovjet – så den der ville vide vidste, at der foregik omfattende grusomheder. Venstrefløjen fornægtede kraftigt oplysningerne. Så – som Bertolt Brecht skrev: ”Den der kender sandheden og kalder den en løgn, er en forbryder.”

Når dette grundlag var tilgængeligt så er der efter min opfattelse ingen – absolut ingen, undskyldning for efterfølgende at kaste sig ud i apologi over for den realiserede socialisme i Kina og Cambodja eller andre steder. Man burde have lært af historien, hvad denne socialisme med stor sandsynlighed ville føre til.

De der i 30’erne sluttede op bag Fritz Clausen og hans parti skal jeg på ingen måde forsvare. Krystalnatten og jødernes begyndende flugt, burde i det mindste have fået selv læse-retarderede til at forstå, at her var noget helt galt.
Men, men og igen men – fik jøders, intellektuelles, samt div. andres flugt fra USSR danske socialister i til at vende sig bort fra socialismen, til at erkende at den var helt gal? Fik de flygtendes rædselsberetninger danske socialister til at tænke efter, fik en fængselsmur bygget ned gennem Europa og nedskydningerne af flygtende ved jerntæppet socialisterne til at vende sig bort fra socialismen?

Nej – man fremturede og støttede morderregimerne eller opfandt igen og igen nye konstruktioner over socialismen, hvor de der blev realiseret alle udviste de samme defekter – herunder foragt for menneskeliv.

Man nægtede at se kendsgerninger og advarselslamper. Ikke i 10-12 år – men fra i hvert fald 1930 – 1989. Ja – nogle synes end ikke i 2008 at have erkendt, at man har applauderet historiens i særklasse værste bødler, der har ansvaret for langt over 100 mio. menneskers død. Frygteligt egentlig, at man kan skrive 100 mio. med kun seksanslag, når man tænker på hvilke lidelser og rædsler, der er gemt i disse seks anslag. For de døde, for deres familier og for samfundene.

”Det er vigtigt at bekæmpe antikommunismen” skrev Elias Bredsdorff i Information 6.3.1985.

Ak ja.

Hold da helt ferie Anker ..
Du lyder som om hele venstrefløjen var en flok Stalinister/Maoister .
Det er tilsyneladende forbigaaet din opmærksomhed at fra det andet valg efter
2.Verdenskrig gik det en vej for DKP ( og det var nedad ) .
Selv Aksel Larsen fik nok omend det var lidt sent ..

Så prøv med 1 000 000, det er allerede syv. Hvis det ikke er nok, kan du tilføje det ønskede antal decimaler. I øvrigt troede jeg, at Brecht tilhørte venstrefløjen.

Sider