Læsetid: 3 min.

Bognyt

24. april 2008

Nabokovs sidste værk bliver ikke brændt

Dmitri Nabokov, søn af den afdøde forfatter Vladimir Nabokov, har langt om længe truffet en beslutning med hensyn til det ufærdige og upublicerede manuskript The Original of Laura, der er det sidste fra hans afdøde fars hånd og befinder sig i en bankboks et sted i Schweiz. Sønnen, der længe har holdt den litterære verden hen i spænding med sin beslutning, har besluttet at manuskriptet ikke skal destrueres, som det ellers var Vladimir Nabokovs ønske op til sin død, skriver The Guardian.

Det har taget Dmitri Nabokov mange år at træffe en beslutning om det dilemma, han har befundet sig i: Hvis ikke han brænder manuskriptet går han imod sin fars sidste vilje, men hvis han brænder det, mister den litterære eftertid et værk skrevet af en af det 20. århundredes største forfattere. I et interview med magasinet Der Spiegel siger den 73-årige Dmitri Nabokov, at det ikke ville have været hans fars ønske at lade sin søn lide mere på grund af dette plagsomme dilemma.

"Jeg er en loyal søn og har tænkt længe og grundigt over sagen, men så viste min far sig for mig og sagde med et ironisk smil, 'Du er fanget i noget værre rod - værsgo at udgive det!'" siger Dmitri Nabokov til Der Spiegel.

Den russisk-amerikanske Vladimir Nabokov blev for alvor verdenskendt i 1955, da han udgav romanen Lolita. Han døde i 1977.

Jens Smærup Sørensen får DR's Romanpris

I januar modtog Jens Smærup Sørensen Boghandlernes Gyldne Laurbær. Nu har han også fået æren af at vinde DR's Romanpris 2008 for bonderomanen Mærkedage, skriver Ritzau. I juryens begrundelse bliver brugt ord som "mesterligt komponeret" og "en læseoplevelse, man bærer med sig".

"Mærkedage er den stort anlagte kollektivfortælling, som fortæller historien om landbrugssamfundets opløsning og undersøger spændingsfeltet mellem fællesskabets tryghed og individets frihedstrang," lød juryens beskrivelse af romanen, der ud over æren og et diplom, indbringer forfatteren 25.000 kroner.

Jens Smærup Sørensen fik overrakt prisen søndag aften i tv-programmet Kulturguiden på DR2. Udover Mærkedage var Kim Blæsbjergs Rådhusklatreren, Mortens Sabroes Du som er i himlen, og Marianne Larsens Den forelskede unge med i opløbet. Læsere har de seneste seks måneder læst og diskuteret de nominerede bøger i romanklubber på biblioteker landet over. Finalen stod mellem Mærkedage og Du som er i himlen, men juryen, bestående af fem udvalgte romanklub-medlemmer, traf det endelige valg.

Det er 10. år at DR uddeler sin litterære pris, der sidste år gik til forfatteren Carsten Jensen for generationsromanen Vi, de druknede.

Orange Prisen beskyldes for sexisme

Den 13 år gamle britiske litteraturpris The Orange Broadband Prize for Fiction uddeles en gang om året, men kun til kvindelige forfattere. Og det er rendyrket sexisme, mener den mandlige forfatter Tim Lott, der ikke mener, at kvindelige forfattere er en miskendt minoritet, der skal tages særligt hensyn til.

"Kvinder dominerer markedet med hensyn antal og magt, og der er overvejende flest kvinder på de store forlag," siger Tim Lott til The Daily Telegraph. "De sælger bøger på et marked hvor langt størstedelen af læserne er kvinder," fortsætter Tim Lott, der mener, at der ville vække ramaskrig, hvis man med disse argumenter i hånden etablerede en pris kun for mænd.

Orange Prisen har før mødt kritik. Forfatteren og feministen Germaine Greer har været kritisk over for ideen om priser forbeholdt visse grupper af mennesker og udtalte sarkastisk, da Orange Prisen så dagens lys, at det nok ikke ville vare længe før en pris forbeholdt rødhårede forfattere ville blive indstiftet. Shortlisten for den omdiskuterede Orange Pris er netop blevet offentliggjort på The Telegraphs hjemmeside, og vinderen af det, der svarer til cirka 300.000 danske kroner, bliver offentliggjort den 4. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu