Den tyske kunstner Gregor Schneider søger efter frivillige, som er rede til at dø på et kunstgalleri og derved indgå i hans kommende kunstværk. Og i Nicaragua fremkaldte en costaricansk kunstner for nylig en storm af modvilje ved tilsyneladende at fastbinde en hund i et galleri for at lade den dø af sult for øjnene af publikum.
Schneider, som tidligere er blevet berømt for sine makabre skulpturer af dystre, hjemsøgte huse og lig, der ligger på maven med plastposer over hovedet, og har repræsenteret Tyskland på biennalen i Venedig, siger:
"Jeg vil gerne skildre en person, der dør en naturlig død i mit kunstværk eller eventuelt en, der lige er død. Målet er for mig at vise dødens skønhed, og jeg er overbevist om, at jeg ikke vil få svært ved at finde frivillige, der vil deltage."
Det moderne kunstpublikums appetit på virkelig død er endvidere kommet til udtryk i Gunther von Hagens Body World - hvor menneskelige kroppe er bevaret i varierende grader af dissekering - 25 millioner har hidtil set denne udstilling, som aktuelt vises i Manchester, hvor den har trukket over 100.000 besøgende til siden februar.
På Wellcome Collection i London kører der aktuelt en rørende udstilling, hvor almindelige mennesker er blevet portrætteret før og efter døden af de tyske fotografer Walter Schels og Beate Lakotta.
Gadehundskunstner
I mellemtiden er dyreretsaktivisternes sind blevet sat i kog over den skæbne, som blev tiltænkt Natividad, en gadehund fanget af kunstneren Guillermo Vargas, der også kendes under pseudonymet Habacuc. Natividad blev angivelig bundet med en snor i et nicaraguansk galleri og efterladt til den visse død uden mad og vand i et kunstværk kaldet Eres lo que lees ('Du er, hvad du læser').
Kunstneren anførte, at værket var en kommentar til, at man i Centralamerika lader tusindvis af gadehunde sulte ihjel hvert eneste år. Den amerikanske dyrerets-ngo Humane Society mener imidlertid at kunne fastslå, at Natividad faktisk fik rigeligt med mad og vand og kun blev holdt udstillet i tre timer, før det lykkedes den at flygte.
Diamantbesat kranium
Kunstneres interesse i dødeligheden kan også ses i Ambassadørerne et berømt værk af 1500-tals-kunstneren Hans Holbein, hvor et forvrænget kranium er anbragt, formodentlig som en kommentar til de poserendes forfængelighed. Andre mere nylige eksempler er Damiens Hirsts diamantbesatte kranium, der hævdes at have rekorden som verdens dyreste kunstværk og den verdensturnerende udstilling Bodies med lig, ligdele og menneskelige organer, som er præserveret ved hjælp af flydende silikonegummi. Denne kan aktuelt kan ses i Tivoli i København.
Kunstkritikeren Brian Sewell siger hertil:
"Schneiders idé indgår i en ny trend om udforskning af døden og tager tråden op fra Gunther von Hagens, som har populariseret det makabre og bizarre. Det hævdes, at døden er det sidste tabu, og vi taler da også gerne om døden i eufemismer. Men som tema har døden meget dybe rødder i kunsthistorien, om end den aldrig har været lige så feteret som skønheden eller ungdommen."
Og i et indlæg om Schneiders påtænkte værk skriver Sewell:
"Kan en så foruroligende ting være kunst? Bør den overhovedet tillades at finde sted i et civiliseret samfund. Ja, det bør den muligvis."
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
