Religion fremkalder i disse år moralsk panik. Hvor den for ikke så længe siden blev anset for et levn af overtro, hvis rolle i samfundet var i støt tilbagegang, dæmoniseres religion i dag som årsag til verdens værste onder. Som resultat har vi fået en vækkelsesbølge af ny ateistisk litteratur. Antireligiøse skrifter som Richard Dawkins Illusionen om Gud og Christopher Hitchens Gud er ikke stor er kommet i kæmpeoplag. For første gang i generationer diskuterer forskere, filosoffer, forfattere og journalister, om religionen har en fremtid.
Den bratte ændring i synet på religion kan kun delvis forklares med den islamistiske terror. Flykaprerne fra den 11. september forstod sig selv som martyrer i en religiøs tradition. Det selvbillede har den vestlige opinion taget til sig. Mange anser i dag den politiske islams fremmarch som en fare, der tåler sammenligning med de værste trusler mod de liberale demokratier i det 20. århundrede.
For Dawkins og Hitchens m.fl. er religion en "gift", som alle dage har næret vold og undertrykkelse. Heftigheden i deres antireligiøse polemik tyder imidlertid på, at der er indtrådt en forandring, som kan blive mere betydningsfuld end terrorismens opdukken: Sekularismens tidevand er vendt.
De nævnte tilhører en generation, som er opdraget i den tankegang, at religion repræsenterer et overstået stadium i den menneskelige udvikling og er bestemt til at svinde bort, efterhånden som vi udbygger vor viden.
I en række lande er religion da også i tilbagegang - det før så katolske Irland er seneste eksempel. Store dele af Europa har i årtier været 'post-kristent'. Intet tyder dog på, at dette frafald fra religion er irreversibelt eller potentielt universelt. USA er ikke mere sekulært i dag end for 150 år siden, da Tocqueville blev forundret over den alt gennemsyrende religiøsitet i det amerikanske samfund.
Parentesen i det 20. århundrede
Men det 20. århundredes sekulære tidsalder var i en vis forstand en illusion. Reelt var dets massepolitiske bevægelser udtryk for myter, der var nedarvet fra religion. Det er ikke noget tilfælde, at religionens genkomst sker efter disse bevægelsers kollaps. Den aktuelle fjendtlighed over for religion må forstås som reaktion på denne vending. Sekulariseringen er overalt på tilbagetog, og resultatet er fremkomsten af en evangelisk type ateisme, hvis lige ikke er set siden den victorianske tidsalder.
Den evangeliske ateisme knytter an til nogle af kristendommens og islams værste sider. I lige så høj grad som disse handler den om universel omvendelse. Evangeliske ateister tvivler aldrig på, at verden ville blive et meget bedre sted, dersom alle blot ville antage deres synspunkt. Men ateisme behøver ikke at føre til missionsildhu. Det lader sig sagtens gøre at have ikke-religiøse anskuelser uden at vende sig mod religioner som sådan. Det er en mærkelig humanisme, der fordømmer en impuls, som er så udpræget fællesmenneskelig, men det er ikke desto mindre, hvad de evangeliske ateister gør, når de dæmoniserer religion.
Et kendetegn ved den evangeliske ateisme er, at flere af dens mest glødende missionærer er filosoffer. Daniel Dennetts Breaking the Spell: Religion as a Natural Phenomenon prætenderer at udkaste en generel teori om religion. I realiteten er bogen dog en polemik imod amerikansk kristendom. Det provinsielle fokus afspejles i Dennetts syn på religion, der for ham er ensbetydende med troen på en eller anden overnaturlig instans (hvis gunst de troende søger) som nødvendig for at forklare verdens indretning. For ham er religion et famlende forsøg på at udrette, hvad videnskaben klarer meget bedre. Religioner er rudimentære eller forfejlede teorier eller nonsens. "Den hypotese, at Gud eksisterer," bemærker han strengt, "er ikke engang en teori".
Men religioner består ikke af hypoteser, der kæmper for at blive teorier. Det guddommeliges uudgrundelighed er f.eks. en helt central forestilling for østlig kristendom, mens praksis og ritualer tenderer imod at være vigtigere end doktrinært indhold i den ortodokse jødedom. Hinduisme har aldrig defineret sig selv som noget så forsimplet som tro. Det er kun visse vestlige og kristne traditioner, som under indflydelse af græsk filosofi har forsøgt at gøre religion til en forklaringsteori.
Den opfattelse, at religion blot er en primitiv udgave af videnskab, blev sidst i 1800-tallet populariseret i J.G. Frazers værker om primitive folkeslags myter, The Golden Bough: A Study in Magic and Religion. For Frazer var religion og magisk tænkning snævert forbundne. Med udspring i frygt og uvidenhed var de levn fra menneskehedens barndom, som ville forsvinde med videnskabens fortsatte triumftog.
Al-Qaeda på www
Positivisterne troede, at udviklingen i transport og kommunikation - i deres tid: kanaler og telegraf - ville få irrationel tænkning til at visne væk med fortidens religioner. Selv om denne forhåbning ikke blev opfyldt, deler Dennett øjensynlig samme tro. I et interview spår han, at "religionerne i løbet af 25 år vil blive forvandlet til et helt andet fænomen, der ikke indgyder samme ærefrygt som i dag." Det vil ske, forsikrer han , som følge af "den globale udbredelse af informationsteknologien (ikke blot internet, men også mobiltelefoner, bærbare radioer og tv). Filosoffen har ikke tænkt nærmere over Talebans flittige brug af mobiltelefoner eller fremvæksten af et virtuelt al-Qaeda.
At den menneskelige viden er støt voksende er et faktum, kun postmoderne relativister vil benægte. Videnskaben er det bedste værktøj, vi har til at formulere pålidelige antagelser om verden. Både videnskab og religion er symbolsystemer, som tjener menneskelige behov - i tilfældet videnskab: behov for forudsigelser og kontrol.
Religioner tjener mange formål, men dybest set dækker de et behov for mening, som bedre imødekommes af myter end af forklaringer. Meget moderne tænkning består da også af sekulære myter - dvs. af udtyndede religiøse fortællinger omsat til pseudovidenskab. Dennetts tro på, at ny kommunikationsteknologi fundamentalt vil forandre menneskers tænkemåde er en sådan myte.
I Illusionen om Gud prøver Dawkins at forklare religionens appel ud fra sin teori om såkaldte 'memer' - entiteter, som han vagt definerer som begrebslige enheder, der konkurrerer med hinanden i en parodi på evolutionens naturlige udvægelse. Han anerkender, at da mennesker har universel tilbøjelighed for religiøs tro, så må denne tilbøjelighed rumme en eller anden evolutionær fordel. Men i dag, hævder han, har troen udspillet sin rolle og bliver i hovedsagen kun fastholdt på grund af utilstrækkelig uddannelse. Fra et darwinistisk synspunkt er den nøglerolle, Dawkins tildeler uddannelse en gåde. Den menneskelige biologi har ikke forandret sig videre i historisk tid, og hvis religion er indlejret i vor arts mentale udrustning, er det svært at se, hvordan bedre uudannelse skulle kunne ændre på det. Ikke desto mindre er Dawkins overbevist om, at religionen ville uddø, såfremt den blot ikke fortsat blev indterpet opvoksende generationer.
Kan ateismen ikke være ond?
Dawkins gør et stort nummer ud af den undertrykkelse, som religion er skyld i, og det kan han have gode grunde til. Mindre opmærksomhed vier han den kendsgerning, at nogle af de værste grusomheder i moderne tid blev begået af regimer, som hævdede at have videnskabelige motiver bag deres forbrydelser. Nazisternes 'videnskabelige racisme' f. eks. eller Sovjetunionens 'dialektiske materialisme' reducerede den menneskelige tilværelses enorme kompleksitet til videnskabelige formlers dødbringende enkelhed. I begge tilfælde var den påståede videnskab svindel, men den blev accepteret som ægte og ikke kun af de påældende regimer. Videnskab er lige så udsat for misbrug til inhumane formål som alle andre institutioner. Ja, i betragtning af dens enorme autoritet er misbrugsrisikoen desto større.
Vor samtids modstandere af religion udviser bemærkelsesværdig mangel på interesse for ateistiske regimers synderegister. I Troens fallit: Religion, terror og fornuftens fremtid hævder den amerikanske forfatter Sam Harris, at religion er den væsentligste kilde i menneskehedens historie til vold og undertrykkelse. Han medgiver, at sekulære despoter som Stalin og Mao gennemførte terror i enormt omfang, men insisterer på, at deres ekstreme undertrykkelse ikke havde sammenhæng med deres ideologi om 'videnskabelig ateisme'. Fejlen ved disse regimer var blot, at de var tyrannier.
Det er næppe sandsynligt, at Mao, som lancerede sit angreb imod Tibets kultur og folk under slagordet 'Religion er gift' ville være enig i, at hans ateistiske verdensanskuelse ikke var relevant for hans politik. Det er sandt, at han selv blev tilbedt som semi-guddommelig skikkelse - på samme måde som Stalin i Sovjetunionen. Men ved at udvikle personkulter tog Rusland og Kina ikke afstand fra ateismen. Dette skridt demonstrerede blot, hvad der sker, når ateisme bliver til et politisk projekt: Så får vi en ersatz-religion, der kun kan opretholdes ved hjælp af tyranniske midler.
Noget lignende fandt sted i Nazityskland. Dawkins afviser enhver antydning af, at nazisternes forbrydelser kan sættes i sammenhæng med ateismen. "Det, som tæller," skriver han i Illusionen om Gud, "er ikke, om Hitler og Stalin var ateister, men om ateisme systematisk inspirerer mennesker til at gøre slette ting. Og det er der ikke det mindste, som tyder på". Denne tankegang er dybt naiv. Hitler var begejstret for videnskab, som han gjorde alt for at fremme. Især dyrkede han en vulgariseret darwinisme foruden teorier om eugenik, der havde udspring i Oplysningsfilosofiens materialistiske varianter. Han brugte kristen antisemitisk dæmonologi i sin forfølgelse af jøder, og i dette forehavende samarbejdede kristne autoriteter med ham i foruroligende grad. Men det var den nazistiske tro på racen som en videnskabelig kategori, der åbnede vejen for forbrydelser, der savner deres sidestykke i verdenshistorien. Der kan ikke være rimelig tvivl om, at denne ideologi var en art ateisme og ej heller om, at ateisme bidrog til at muliggøre nazisternes forbrydelser.
I dag er de fleste ateister erklærede liberale, der efter eget udsagn ikke ønsker et ateistisk regime, men en sekulær stat, hvori religion ikke spiller nogen offentlig rolle. Det er tydeligvis deres opfattelse, at har man først en sådan stat, vil religionens rolle efterhånden aftage. Men USA's strengt sekulære forfatning har ikke kunnet sikre nogen sekulær politik. Tværtimod er den kristne fundamentalisme mere magtfuld i USA end i noget andet vestligt land, hvorimod den kun har meget beskeden indflydelse i Storbritannien, som opretholder sin egen statskirke. Vor tids religionskritikere går videre end til at kræve skel mellem kirke og stat. De ønsker at udslette alle spor af religion fra offentlige institutioner. Ubekvemt nok er mange af de begreber, som de bruger - herunder selve religionsbegrebet - blevet formet af monoteismen. Ja, bag den sekulære fundamentalisme ligger en opfattelse af historien, som selv stammer fra religion.
Har historien en retning?
A.C. Grayling er et eksempel på, hvordan religiøse kategorier lever videre i sekulær tænkning. Som titlen på et af hans værker - Towards the Light: The Story of the Struggles for Liberty and Rights That Made the Modern West - antyder, lyder Grayling som en ren prædikant. Grayling tror på, at historien "bevæger sig i den rigtige retning". Vel har der været tilbageslag - han nævner en passant nazismen og kommunismen - men disse katastrofer var perifere. De afspejler ikke Vestens centrale tradition, som altid har været viet til friheden, og - hævder Grayling - står i iboende modsætningsforhold til religionen. "Frihedens historie," skriver han, "er endnu et kapitel - måske det vigtigste - i den store strid imellem religion og sekularisme".
Men den antagelse, at historien har en bestemt retning er lige så trosbaseret som den kristne trosbekendelse. Sekulære tænkere som Grayling forkaster, at der findes et forsyn, men fremturer ikke i en tro på, at menneskeheden bevæger sig hen imod et universelt mål - en civilisation, der bygger på videnskab, og som i sidste ende vil omfatte hele vores art.
I det førkristne Europa blev menneskelivet derimod forstået som noget periodisk tilbagevendende, og historien snarere udlagt som tragisk eller komisk end retningsbestemt imod en forløsning. Først med kristendommen opstod den tro, at historien har et forud fastsat mål, som er menneskets frelse. Skønt de fortrænger deres religiøse indhold, fortsætter de sekulære humanister med at klynge sig til lignende opfattelser. Nu skal man ikke nægte nogen trøst i troen, men det er åbenlyst, at denne tro på, at historien styrer imod stadig større fremskridt, er en myte, der er skabt af vores behov for at give tilværelsen mening.
Problemet med den sekulære grundfortælling er ikke, at den tager for givet, at fremskridtet på sigt er uundgåeligt. Problemet er antagelsen om, at de fremskridt, som er gjort inden for videnskaben, kan gentages inden for etik og politik. Men hvor den videnskabelige viden vokser akkumulativt, sker der intet tilsvarende i samfundslivet. Slaveriet blev afskaffet i store dele af verden i 1800-tallet, men vendte tilbage i massivt omfang under nazismen og kommunismen og eksisterer endnu i dag. Tortur blev efter Anden Verdenskrig forbudt i internationale konventioner, men kun for at blive genindført i begyndelsen af det 21. århundrede som politisk instrument af verdens førende liberale demokrati. Civilisationer har opnået velstand, men er jævnligt gået til grunde igen i krige og revolutioner. Mennesker levede længere i det 20. århundrede end i det foregående, men myrdede også hinanden i større tal. Vor viden vokser, men mennesker forbliver i vidt omfang de samme.
Troen på fremskridtet er et levn fra det kristne syn på historien som universel fortælling, og en strengt intellektuel ateisme ville i sit udgangspunkt også drage denne tro i tvivl. Det var præcis, hvad Nietzsche gjorde, da han sidst i 1800-tallet formulerede sin kritik af kristendommen. Næsten ingen af vor tids sekulære missionærer har fulgt hans eksempel. Man behøver ikke at være fan af Nietzsche for at forstå hvorfor. Grunden er, at han aldrig så nogen ubrydelig sammenhæng mellem ateisme og liberale værdier - ja, tværtimod foragtede han liberale værdier som en udløber af kristendommen.
Islamismens ateistiske forbilleder
I vore dages religionspanik bliver det glemt, at en stor del af forrige århundredes trosbaserede vold var sekulær i sin natur. Og det holder i en vis udstrækning endog stik for den aktuelle bølge af terrorisme. Islamismen er et fletværk af bevægelser, der ikke alle består af voldsdyrkende jihadister. De fleste er kun delvis fundamentalistiske, for nok håber de at finde tilbage til en tabt renhed i Islams traditioner, men samtidig orienterer de sig efter ledetråde, der er hentet i en radikal sekulær ideologi. Nogle islamiske partier har visse fællestræk med mellemkrigstidens fascistiske bevægelser, herunder antisemitismen - heraf den megen tale om 'islamofascisme'. Men islamisterne står i lige så stor gæld, hvis ikke større, til den yderste venstrefløj, og det ville derfor være mere korrekt at karakterisere mange af dem som islamo-leninister. Selv de islamistiske terrorteknikker har rødder i sekulære revolutionære bevægelser. Henrettelserne af gidsler i Irak er i alle teatralske detaljer en kopi af Europas 'revolutionære tribunaler' i 1970'erne, som de f.eks. blev iscenesat af De Røde Brigader, da de myrdede Italiens tidligere premierminister Aldo Moro.
Det er ikke nødvendigt at tro på fremskridtsfortællinger for at mene, at liberale samfund er værd at forsvare. Ingen kan være i tvivl om, at de rummer langt højere livskvalitet end f.eks. det tyranni, Taleban indførte i Afghanistan. Det gælder blot om at bevare proportionssansen. Islamismen er splittet af indre konflikter og savner helt kommunismens og nazismens industrielle grundlag. Den er derfor ikke i nærheden af at udgøre en fare, der tåler sammenligning med det 20. århundredes totalitære bevægelser.
I tilbageblik på den trotskistiske sekt, han selv tilhørte i sin ungdoms dage, indrømmer en vemodig Hitchens: "Der er dage, hvor jeg savner mine gamle overbevisninger som et amputeret ben." Han har intet at bekymre sig over. Hans synspunkter om Irak-krigen viser, at han ikke har mistet sin tilbøjelighed for at være stærk i troen. Følgerne af den amerikansk ledede invasion har været at afhænde det meste af landet til et folkevalgt shiaislamistisk teokrati, der udsætter kvinder, bøsser og religiøse minoriteter for en hårdere forfølgelse end på noget tidligere tidspunkt i Iraks historie. Forestillingen om, at Irak kunne blive et sekulært demokrati, som Hitchens var så fremtrædende en fortaler for, var formentlig kun mulig som trosakt.
Også forfatteren Martin Amis er sikker på, at religion er noget skidt, og at den ikke har nogen fremtid i Vesten. Hos forfatteren til Koba the Dread: Laughter and the Twenty Million - en patologisk undersøgelse af selvforblændelserne hos den prosovjetiske del af den vestlige intelligentsia - er det overraskende at finde en så fast overbevisning. De intellektuelle, hvis kommunismebegejstrede dårskab Amis dissekerede som surrogat for religion, endte med at fabrikere undskyldninger for selv en Stalins misgerninger. Findes der ikke i dag en sammenlignelig dårskab? Nogle neokonservative, f.eks. Tony Blair, som nu skal undervise i religion og politik på Yale, kombinerer en krigerisk fremskridtsdyrkelse med en religiøs tro, om end denne er af en art, som Augustin og Pascal ville have svært ved at genkende. Men de fleste er sekulære utopikere, som retfærdiggør præventiv krig og tortur som beklagelige stadier på en vej, der skal føre til en strålende fremtid, hvor demokratiet vil have opnået universel udbredelse. Religionen er ikke forsvundet. At undertrykke den er lige så umuligt som at undertrykke sex. I det 20. århundrede, da religionsundertrykkelse kunne støtte sig til magtfulde stater og massebevægelser, blev resultatet totalitarisme. I dag er resultatet et klima af hysteri.
Den sekulære tros endeligt
Vel er det ikke alt i religionerne, der har værdi eller fortjener ærbødighed. Der trives således i megen religion en antropocentristisk forestilling om, at Jorden alene er til for menneskets skyld, som de fleste sekulære humanister deler. Og der findes religiøse autoriteter, som vil diktere, hvordan mennesker skal udtrykke deres seksualitet, kontrollere deres fertilitet og tiltage sig ret til at afslutte deres liv. Alt dette må forkastes kategorisk. Ingen skal tillades at indskrænke andre menneskers frihed, og ingen religion har nogen ret til at anstifte ufred.
Forsøgene på at udrydde religion kan kun føre til religionens genkomst i groteske og forvrængede former. En naiv tro på verdensrevolution, på universelt demokrati eller på mobiltelefoners okkulte magt er mere stødende for fornuften end religionernes mysterier og har ringe muligheder for at overleve i de kommende år. Den victorianske digter Matthew Arnold skrev engang om de sidste troende, som ville blive ladt i stikken, når troens tidevand ebbede ud. I dag er det den sekulære tro, som er ved at ebbe ud, og ikke-troens apostle der står alene tilbage på bredden.
John Gray er engelsk filosof
© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Nå for pokker - jeg troede sgu, jeg havde fået fat i Kristeligt Dagblad ...
Gode iagttagelser fra John Gray, som altid.
Men det er ikke noget, som die hard-'68ere kan forstå.
Og til oversætteren, Niels Ivar Larsen
Her er vist noget galt:
"Sekulære tænkere som Grayling forkaster, at der findes et forsyn, men fremturer ikke i en tro på, at menneskeheden bevæger sig hen imod et universelt mål ."
Der skal vist ikke stå "ikke"?
mvh
Det korte af det lange må i enhver diskussion af religionerne være, om deres tingel tangel og ritualer er forenelige med demokrati og frihed.
Er der i religionerne instanser som hindrer mig i livsudfoldelser jeg ellers ikke ville være hindret i?
Statuerer religionerne værdier og normer, som i ikraft af at være religiøse er uden for demokratisk rækkevidde?
Påtvinger religiøs dogmatik urimelig påholdenhed i den demokratiske debat?
PS: Fri for spam-ordet forneden her er TABR, så det antager jeg et øjeblik at jeg er :-)
Det er ikke to årtier siden religion blev beskrevet som gående hånd i hånd med "god moral" frihedsidealer o.s.v. i kampen mod det store onde: Sovjetunionen.
Klapsalverne var mange da man, før murens fald, hørte om den katolske kirkes stigende fodfæste i Polen.
Havde nogen dengang spurgt mig om religion nogensinde havde været involveret i krige, havde jeg måske kunne finde et enkelt eksempel - borgerkrigen i Nordirland.
Historielæreren gjorde meget ud af at fortælle, at der bag tilsyneladende "ædle religiøse motiver" altid gemte sig noget endnu mere menneskeligt: Grådighed og magtbegær - den gode gamle egoisme.
Med støtten til den religiøse Dalai Lama mod det ateistiske Kina som vigtigste undtagelse, er der i nordvesteuropa faktisk sket den udvikling brødteksten beskriver. Ikke hos manden på gaden (de fleste tror - hvis man lover ikke at fortælle det til nogen - faktisk på "et eller andet") men hos de højtråbende (debattører o.lign).
Det er noget af en kovending for ganske mange religiøse. Særlig de der ikke har gjort sig dybere filosofiske tanker, men simpelthen har ønsket at signalere, at de vil betragtes som "gode og anstændige mennesker".
I tidligere tider var ordet "from" direkte møntet på dette.
Det må være noget af en kovending pludselig at blive betragtet som det stik modsatte: Farlige mennesker der lider af en form for sindssyge (så fik de den de behagesyge fjolser, gnæk gnæk). Selv hvis man indførte et ateistisk dåbsritual til hurtig omvending af disse mennesker, ville mistanken om "farlig sindssyge" fortsat klæbe til dem.
Alle disse aspekter er i virkeligheden politik - at ville presse egne sysnpunkter ned over andre i den tro, at man derved skaffer en "bedre" verden.
Hvis vi ser på den filosofiske substans er der 3 positioner, forudsat vi frasorterer de mest rabiate synspunkter, og holder os til folk, der grundlæggende tror på "fornuft og videnskab" (ikke dermed sagt at disse discipliner praktiseres fejlfrit).
Religionsudøveren tillader sig at have en teori, hvad der befinder sig på den anden side af erkendelsesgrænserne.
Ateisten tillader sig at have en teori om, hvad der IKKE befinder sig på den anden side af erkendelsesgrænserne.
Agnostikeren nægter at have en teori om, hvad der befinder sig på den anden side af erkendelsesgrænserne.
Jeg ser religionshysteriet som endnu et forsøg på, at bortlede opmærksomheden fra den virkelige konflikt mellem mennesker.
Den er - som altid - holdningen til empati. Skal vi være gode ved hinanden ?
Ja siger venstrefjøjen, så får vi et bedre liv.
Nej siger højrefløjen, det fører til sløvhed og degeneration.
Religionsdebatten har splittet de normale fronter. Det har aldrig været menneskets lod at bestemme hvad der er "den rigtige udvikling" - endemålet er kendt: Det hedder "varmedøden" og indtræffer når alle universets masseholdige partikler er blevet til stråling.
Hvad mennesker skal bekymre sig om, er deres indbyrdes relationer. Her må følgende argumenter være ligeberettigede.
1) Min religion byder mig.
2) Min etik kræver af mig.
3) Jeg synes.
Hverken positiv særbehandling eller mobning bør finde anvendelse i forhold til disse synspunkter.
Godt indlæg, Hr. Petersen. En enkelt indvending:
Ateisten tillader sig at have en teori om, hvad der IKKE befinder sig på den anden side af erkendelsesgrænserne.
Der er ikke tale om en teori, ligesom det ikke er en politisk overbevisning ikke at være socialdemokrat eller en sport ikke at spille golf. Hvis nogen fortæller mig, at der bor en drage i jordens indre, er det ikke en teori at sige, at det tror jeg ikke på.
Religionister er reduceret til hysterisk at skrige at religion er stadig relevant fordiateisme er ligeså meget en religion som religion. Altså: det kan godt være biblen er åndssvag, men det er ateisme også, så derfor er religion alligevel ikke så dumt. En implicit falliterklæring. En anden strategi er at dømme religioner ud fra dere angivelige positive effekter, som om det ikke betød noget at religion er i modstrid med, hvad enhver kan erfare med egne øjne og erkendelsesevne. Religion er døende af samme grund som vi ikke længere tror på trolde, huldrer og feer: fordi det er nonsens, ikke fordi trolde er onde eller feer gode.
Og kristne synes at have overset at Jesus himself blev ateist på sine gamle dage: da han hang på sit yderste og så ind i The Big Nowhere, hvad opdagede han så? ''Eloi, Eloi, lama sabachthani?'' Ups!
Enig med Lars Christiansen.
Og (tror jeg) også med g.petersen, der prøver at nå videre end til slagordene og klicheerne.
Det ville være rart om vi kunne komme lidt bag om den sociologiske beskrivelse af praktiserede religionsfænomener og ind til kernen, - nemlig der hvor det handler om hvad det virkeligt vil sige at være menneske, underlagt universelle betingelser for samme,
Som bekendt er vi jo skabt i guds billede.
Eller er vi? Og hvad er konsekvensen så for vores handling over for andre mennesker?
@Erik B
'Og kristne synes at have overset at Jesus himself blev ateist på sine gamle dage: da han hang på sit yderste og så ind i The Big Nowhere, hvad opdagede han så? ''Eloi, Eloi, lama sabachthani?'' Ups!'
Selv om jeg ikke render rundt og kalder mig kristen, - det vil jeg overlade til gud, så mener jeg ikke du fanger sagen om gud der forlader jesus korrekt.
Jesus er et menneske, der i dyb lidelse klager over at gud forlader ham. Det tror jeg vi kan være enige i er et korrekt referat af historien?
Dermed laver han en (fremragende) fortælling om det at være menneske.
For det indebærer nemlig st støtttepædagogen ikke er der. Man er fanme selv nødt til at tage ansvaret. I håb om at man gøre det rigtigt.
Fortællingen slutter da også med at gud ikke er der (jesus der forlader jorden og bliver til gud), hvilket jo er optaget i trosbekendelsen, og erstatter derefter guds tilstedeværelse med helligånden, som er det der uerkendbart og usansebart bliver tilbage, når gud er væk.
Trosbekendelsen understreger da også at man er nødt til at erkende gud som fuldt gud og som fuldt menneske samtidigt. Ellers hænger historien ikke sammen. Konsekvensen af at ville opfatte jesus som halvt gud, eller noget andet ville være at mennesker ikke ville være lige. Mennesker ville kunne blive autoriserede åndemanere, der optog en magtposition mellem mennesker og gud.
En fantastisk fortælling. De var sgu dygtige til at fortælle dengang. Jeg synes de skulle have Nobels litteraturpris.
Som 'religionist' synes jeg nu heller ikke argumentet er at religion er godt fordi ateisme er ligeså skidt. Argumentet er at ateister tror på afguder og ikke den sande gud. Afguden kunne i mange tilfælde være mennesket selv.
Hvis det sprog i øvrigt forstås...?
En ateist er i øvrigt defineret også selvmodsigende defineret ved at definere sig som som i modsætning til noget som ateisten selv reduktionistisk har defineret. Nemlig hvad gud er for noget.
I grunden er det jo heller ikke en teori at sige at der eksisterer en gud, det er bare et uunderbygget postulat. Det er heller ikke en 'teori' at hævde Julemandens (pbuh) eksistens.
Selv om jeg ikke render rundt og kalder mig kristen, - det vil jeg overlade til gud, så mener jeg ikke du fanger sagen om gud der forlader jesus korrekt.
Jesus er et menneske, der i dyb lidelse klager over at gud forlader ham. Det tror jeg vi kan være enige i er et korrekt referat af historien?
Jo, det kan vi. Jesus bildte sig selv ind at der eksisterede en gud, men da virkeligheden åbenbaredes for hans døende øjne, gik sandheden op for ham. Der er ingen gud.
Det kan tilføjes at Jesus aldrig selv sagde at han var søn af gud. Da han blev døbt sagde Gud: I dag er du min søn, dvs. i dag gør jeg dig til min søn. Jesus er Guds adoptivbarn.
Hvis han har eksisteret. Der er nemlig ikke tale om historie i egentlig forstand. Jesus kan udmærket være en konstrueret person som Sokrates og Homer er det, der findes ingen samtidige beretninger om ham, ingen af de historikere og embedsmænd der var i Palæstina på den tid nævner ham. Dokumentationen for hans eksistens er af mytologisk art.
Erudite:
Jeg har naturligvis ikke nærlæst dine ti siders cut and paste-kreationisme, men at hvis beviset for guds eksistens kan uddrages af videnskaben, hvorfor er moderne kosmologi så ikke beskrevet i biblen?
Sorry, en smutter. Nej, vi kan naturligvis ikke blive enige om din tolkning af 'historien'.
Det kan tilføjes at Jesus aldrig selv sagde at han var søn af gud. Da han blev døbt sagde Gud: I dag er du min søn, dvs. i dag gør jeg dig til min søn. Jesus er Guds adoptivbarn.
Fuldkommen ligesom enhver anden der bliver døbt. Bortset fra, at Gud ikke åbenbarer sig ved alle dåbshandlinger.
Hvis gud intet navn har, er der intet at tale om.
Erik B. skriver:
Jesus kan udmærket være en konstrueret person som Sokrates og Homer er det.
Nu strammer du den, Erik, Sokrates er så afgjort ikke nogen konstrueret person. Det er et historisk faktum, at han levede og døde i Athen, 469-399 f.kr. Der vides en hel del om ham; mest kendt er nok hans henrettelse ved gift. Man ved så gar også, hvordan han så ud.
OK, det med Sokrates var for at provokere. Dermed ikke sagt at han eksisterede, vi har kun Platons ord for det.
Næh... Wikipedia nævner også Xenophon og Aristofanes. Jeg trækker det i mig igen.
Man kender jo også Sokrates åsyn, meget ulig Jesus eller for den sags skyld Muhammed.
Nej, der skulle naturligvis ikke have stået 'ikke'. Se originalen her: http://books.guardian.co.uk/departments/politicsphilosophyandsociety/sto...
I øvrigt har vi ikke rabiate ateister i Danmark, ligesom der ikke er kreationister i islam: fraværet af gud tages for givet i Danmark, ateisme er the default position, selv for den almindelige danske kristne. John Gray er relevant for åndeligt forsinkede lande som Englad og USA, men ikke Danmark.
Erik B skriver:
"Der er ikke tale om en teori, ligesom det ikke er en politisk overbevisning ikke at være socialdemokrat "
GP: Lad det komme an på en prøve.
Der skal vælges formand til en forening, hvor det er vigtigt, at formanden ikke har nogen politisk overbevisning.
Hvis en af kandidaterne kommer til at sige: "Jeg er ikke Socialdemokrat" vil han miste knap 30% af de mulige stemmer.
Spørger du de vælgere der fravalgte kandidaten af netop denne grund, vil forklaringen være: "Kandidaten HAVDE en politisk overbevisning"
Både ateisten og den religiøse udtrykker en implicit disrespekt for erkendelsesgrænserne: "Det kan godt være den etablerede videnskab siger, at her går grænserne for vor viden, men jeg vil alligevel tillade mig at gætte på hvad der er på den anden side."
De 2 helt store mysterier er stadig den menneskelige bevidsthed og Gud. For begge gælder, at deres eksistens hverken kan bevises eller modbevises.
Den med den ubeviselige bevidsthed kan godt på sigt blive et problem for de ateister, der vil erstatte religion med etik. Etik er meningsløs uden empati, og empati er meningsløs uden forestillingen om en bevidsthed.
Efterhånden robotter og maskiner bliver mere og mere menneskelignende bliver spørgsmålet. Kan de føle smerte ? Hvad ER bevidsthed for noget ? mere og mere påtrængende.
For mange årtier siden skrev Løgstrup: Universet er en historie, der fortælles - du er lytteren, Gud er fortælleren.
Sjovt at dette stadig står uimodsagt trods årtiers kosmologi og hjerneforskning. Skaberen og opleveren befinder sig begge uden for universet - med kroppen som en slags "avatar".
Nej, ateisten gætter ikke på hvad der er på den anden side, han siger bare at han ikke tror på den kristnes gæt. Hypotesis non fingu, som Newton sagde: jeg gør mig ikke hypoteser. Ateisten peger blot på, at gudsforestillingerne bliver fremsat uden antydning af evidens.
Jeg kan jo kun tale for mig selv, men det slår mig som den ultimative hybris at man udtaler sig om universets natur på baggrund af ufunderede æventyr.
Din sammenstilling af religion og bevidsthed er meningsløs og din teologisk forståelse noget mangelfuld:
For mange årtier siden skrev Løgstrup: Universet er en historie, der fortælles - du er lytteren, Gud er fortælleren
Sjovt at dette stadig står uimodsagt trods årtiers kosmologi og hjerneforskning
Det er jo bare en metafor. Og den er blevet modsagt en million gange.
Der skal vælges formand til en forening, hvor det er vigtigt, at formanden ikke har nogen politisk overbevisning.
Hvis en af kandidaterne kommer til at sige: "Jeg er ikke Socialdemokrat" vil han miste knap 30% af de mulige stemmer.
Spørger du de vælgere der fravalgte kandidaten af netop denne grund, vil forklaringen være: "Kandidaten HAVDE en politisk overbevisning"
Well, jeg er ikke demokrat. Hvor står jeg så?
I øvrigt min kompliment for at du vil indgå i denne diskussion; noget folkene i det konkurrerende firma ikke lægger så meget vægt på.
Gad vide om monoteismen har en fremtid?
Det må guderne vide...
EB:
"Det er jo bare en metafor. Og den er blevet modsagt en million gange."
GP: Du må være forud for din tid - vi befinder os i 2008 og antallet af begrundede modsigelser er p.t. lig nul.
Selv ateisten har sin "gud" - forestillingen om en ikke-intelligent skabende kompleksitet - stående uden for det skabte.
Der er forhåbninger om at hjerneforskningen i fremtiden kan finde ud af hvad bevidsthed er for noget og således give de ellers mystiske begreber "eksistens" og "ikke-eksistens" et rationelt indhold.
Hvis resultatet bliver, at eksistens er bedre end ikke-eksistens, vil den kollektive dødsangst blive stærkere end den er i forvejen (fordi muligheden for håb om smertefri hvile ikke længere er til stede).
Hvis resultatet bliver det modsatte - at ikke-eksistens er bedre end eksistens, kan ingen længere nænne at får børn, og menneskeheden vil uddø i løbet af en generation.
Hjernescanneren kan være mere katastrofal end a-bomber.
M.h.t. den anden mystiske part - universets skaber - er kosmologer mere pessimistiske - tvivler på man kan finde ufrivillige spor af skaberen inden for rammerne af det skabte. Alligevel er der spekulationer i gang om at komme tættere på grundlæggende fænomener som rum/tid/energi.
Til dit spørgsmål:
"Well, jeg er ikke demokrat. Hvor står jeg så?"
Du har stadig givet udtryk for en holdning til politik.
Grunden til at du tror der ikke er nogen modsigelser er, at du forlanger at videnskaben skal modbevise en gud, du ikke bekymrer dig om at definere.
Fortæl mig hvad Gud er, og jeg skal modbevise hans eksistens her og nu.
Din såkaldte Gud er et moralsk monster, et følelseskoldt nazisvin, der konstant beordrer sit udvalgte folk til at begå folkemord i øst og vest og konstant straffer dem når de udviser tendenser til den gradbøjning af fanatiske ildhu i udførelsen af deres hellige hverv. Biblen er een lang fortælling om, hvordan Gud straffer sit afkom på den mest bestialske og perverterede facon. Massakre følger på massakre, voldtægt på voldtægt, mordbrand på mordbrand, Guds blodtørst er uendelig. Det er meget godt med Jesus og kærlighed og alt det dér, men hvorfor bliver Det gamle Testamente stadig præsenteret som en hellig tekst? Det er jo det pure, åndsformørkede barbari! Og Jesus eller ej, I hævder jo stadig at det er den samme gud.
Etik? Vorherre bevares!
Ikke fordi Jesus er meget bedre. Nu er det pludselig ikke længere nok at man ikke må beligge naboens kvæg, man må ikke engang tænke på det, så koges man forevigt i svovl.
Nåmen så kommer Gud og siger: ''Nu torterer jeg min søn til døde, og på den måde er du tilgivet dine syndige tanker om førnævnte asen.''
Logik for agerhøns, ikke sandt? Ganske pædagogisk og humanistisk. Jeg tror jeg vil opdrage mine børn sådan: jeg tager den ældste og torterer ham til døde for øjnene af de andre. ''Så, kære børn, kan I nu opføre jer ordentligt mens far er i kirke?''
OK, måske ikke en hellig tekst, men et mere eller mindre korrekt register over Guds forbrydelser mod menneskeheden.
Når nu alle andre gentager, hvad de har skrevet i 3-4 andre tråde, vil jeg da følge trop: Beviset mod den almægtige og gode Guds eksistens kan rummes i et ord: Auschwitz.
En almægtig gud, der lader noget sådant ske, er ikke god.
En god gud, der lader noget sådant ske, er ikke almægtig.
Altså er Gud - hvis han findes - enten ond, inkompetent eller begge dele - og hvad skal vi så spilde tid på ham for?
Nu kan man jo godt finde mange af ateismeforkæmpernes argumenter for indskrænkede/ufuldstændige, men de som kritiserer ateisterne overser også en "lille" detalje: At den meste effektive måde at tilbagevise ateisternes påstande, er at gud(erne) selv dukker op, så hvorfor ikke ganske enkelt overlade det til dem?
Helt enig, Kim.
De der guder, er de egentlig til noget som helst?
Går de ikke bare og driver den af i stedet for at foretage sig noget fornuftigt?
Er der nogen sinde bare en eneste gud, der har gjort et eller andet prisværdigt?
Jeg vil mene, at disse guder er stærkt overvurderede.
Jeg glemte at referere til Per i samme omgang.
Beklager.
Og Erik.
Som også har fremsat lignende pointer, på hver deres måde.
Lidt mere alvorligt: Det er ikke så meget det at mange af ateismeforkæmpernes argumenter er indskrænkede/ufuldkomne,
det er mere det at mange af dem sigter forkert: At de påstår at teisme
er HOVEDårsagen til menneskenes vanskeligheder: At alt bliver åh så godt hvis blot teisme forsvinder ( og kan forsvinde under de nuværende
forhold ), det er en så stor mangel på jordforbindelse at man må betvivle de ateismeforkæmpernes åndelige evner eller egentlige hensigter.
F.eks.:
Darwkins der ædelmodigt kæmper for at befri menneskene for at blive styret af teistiske mener, burde måske også rette skytset "lidt" imod reklameindustrien ( og især rette skytset imod årsagerne til at den er der ),
eller anser Darwkins måske den totale forbrugerisme for Historiens
lykkelige endemål?
Kim,
jeg kender personligt ikke en eneste ateist (mig selv inklusive), der hævder at roden til alt ondt er teismen.
Gør du?
Det fleste af dem, jeg kender, udnævner kapitalismen og den dermed sammenhængende forbrugerisme til det centrale problem.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg selv mener. Men religion spiller jo i hvert fald herhjemme overhovedet ingen rolle i det almindelige samfundsliv, så hos os kan religionen da i hvert fald ikke være hovedproblemet.
Jeg tror, at folk som Dawkins, Harris og Hitchens har mere relevans i en amerikansk eller mellemøstlig kontekst, hvor der vitterlig findes dogmatiske, lovreligiøse kreationister.
Og ja, Hans Jørgen Lassen, d'herrer mener vitterligt, at teismen er roden til alt ondt, og at vejen til paradis og den evige fred går over ateismen!
Det undrer mig lidt, at de er så populære i Danmark, men mon ikke det er fordi deres meget generelle - og efter min mening overfladiske og misforståede - religionskritik også kan bruges imod islam, uden at man behøver at nævne den eksplicit?
Dermed slipper man for de sædvanlige beskyldninger for fremmedhad, chauvinisme, nationalisme etc
Lars,
bemærk, at jeg til Kim skrev, at jeg kender personligt ikke en eneste ateist (mig selv inklusive), der hævder at roden til alt ondt er teismen. Men det havde du måske også bemærket.
Jeg har ikke læst en eneste af de tre forfattere, du nævner, og kender for øvrigt heller ingen, der har.
For mig selv er ateisme en lige så selvfølgelig ting som at trække vejret og ikke en ideologi, som jeg forbitret kæmper for at udbrede. Det er bare ganske almindelig sund fornuft, og ikke en skid mere.
Jo, HJL, det bemærkede jeg skam. Det var også blot for at gøre dig opmærksom på, at der rent faktisk findes ateister, der tror på den slags. Som John Gray også gør opmærksompå.
Jeg har intet imod ateister som sådan. Men overfladiske charlataner som de tre skribenter, jeg nævnte ovenfor, er mig vitterligt imod. Og jeg mener, at mr. Gray siger et par sande ting om dem.
Nietzsche er til gengæld en ateist, jeg beundrer: Han gik planken ud - men landede så meget desto hårdere ...
Lassen: "jeg kender personligt ikke en eneste ateist (mig selv inklusive), der hævder at roden til alt ondt er teismen."
Heller ikke jeg (men der skal såmænd nok findes nogle). Til gengæld kender jeg mange religiøse, der hævder, at uden religionens bremse ville vi alle sammen opføre os totalt amoralsk, røve, myrde og voldtage i flæng.
Jeg kan ikke lade være med at synes, at det siger mest om dem selv.
Jeg ved ikke om Hitchens og Harris har den holdning, men ihvertfald Dawkins mener ikke at teismen er roden til alt ondt. Da han lavede den dokumentarserie, BBC navngav "The Root of All Evil?" protesterede han over valget af titel, og det var faktisk på hans insisteren, at der blev føjet et spørgsmålstegn til -- netop fordi han *ikke* ville hævde at religion skulle være roden til alt ondt.
Iøvrigt har han brokket sig højt og længe over forskellige former for socialdarwinisme, ikke mindst de folk, der tolkede hans bog "The Selfish Gene" som et forsvar for uhæmmet kapitalisme. Faktisk lavede han dokumentaren "Nice Guys Finish First" eksplicit for at imødegå sidstnævnte. Udover religionskritikken har han også skrevet og talt om generel overtro og mysticisme, uhæmmet kapitalisme (så vidt jeg kan forstå er han politisk set en eller anden form for socialdemokrat -- efter hans eget udsagn har han altid stemt på partier til venstre for midten i engelsk politik), racisme og miljøødelæggelse.
Lars Christiansen skriver:
"Det undrer mig lidt, at [Hitchens, Harris og Dawkins] er så populære i Danmark, men mon ikke det er fordi deres meget generelle - og efter min mening overfladiske og misforståede - religionskritik også kan bruges imod islam, uden at man behøver at nævne den eksplicit?"
I så fald går man vel forkert hos ihvertfald Hitchens. Han sætter i allerhøjeste grad navn og addresse på modtageren, når der skal snakkes islam -- og i de af hans tekster jeg har læst går han meget hårdere (og helt eksplicit) løs på islam end han gør på kristendommen.
(Harris ved jeg stort set intet om; har aldrig læst ham.)
EB:
"Fortæl mig hvad Gud er, og jeg skal modbevise hans eksistens her og nu."
GP: Noget der har startet BigBang og givet de grundlæggende ca. 30 naturkonstanter ekstremt præcise værdier (langt ned i decimalerne) som muliggør proteinernes utrolige 3-d konstruktions egenskaber (fra flydende til fast - og midt imellem, f.ex. menneskehjerner) - herefter initialiseret den aktuelle instans af dette BigBang med værdier, der har ført os frem hvor vi er nu.
Har desuden placeret Jupiter til indfangning af kometer, som ellers ville udslette alt liv med få 1000-års mellemrum.
Herudover er hendes veje "uransagelige for mennesker".
Good Luck.
At kalde Richard Dawkins m.fl. for charlataner er dybt useriøst.
Jeg vil virkelig anbefale at læse hans bøger. De er fantastisk gode.
Tankegangen er enkel og velunderbygget - i stærk modsætning til John Gray's hvis brug af bevidst misvisende betegnelser som "evangelisk ateisme" og plat tendentiøse historieudlægning mest af alt minder og den politiske ekstreme højrefløj: Dansk Folkeparti, Front National osv.
Det er klart at enhver kan påstå at de tror på det ene eller det andet, men når det gælder om at bruge denne tro som argument for at påvirke samfundet, må de troende finde sig i at deres argumenter bliver efterprøvet.
Hvis - som det ALTID er tilfældet med religiøse argumenter - det viser sig at de ikke kan efterprøves, bør de ikke tillægges nogen vægt.
Desværre har argumentet om at GUD er på vores side gode betingelser overalt på jorden.
Hvis man vil følge med i en velargumenteret diskussion omkring John Grays ideer kan man bla. gøre det på Richard Dawkins hjemmeside:
http://richarddawkins.net/mainPage.php?bodyPage=search.php&varType=post
EB:
"Fortæl mig hvad Gud er, og jeg skal modbevise hans eksistens her og nu."
Men det er slet ikke sådan legen er.
Du skal selv definere Gud, og udstyre Ham med præcis sådanne egenskaber at der for din opponent ikke er nogen vej udenom, så han/hun derfor nødvendigvis må sige, Ja det er min Gud!
Dernæst skal du uden at ryste på hånden demonstrere at en sådan Gud ikke kan eksistere i verden som den er anerkendt af jer begge!
'Noget', der har startet The Big Bang? Hvad for noget 'noget'?
Og i øvrigt er din liste over Guds kosmiske præstationer vist noget du selv har fundet på. Det er i hvert fald ikke noget man kan læse om i biblen, hvor Jorden bliver skabt før stjernerne.
Godmorgen, Peer. Ja, det er også mit indtryk. Det er jo også typisk for danske 'kristne' at de betragter sådanne diskussioner som en leg. For rigtige, bogtro kristne er GP en kætter der vil brænde i helvede.
Hvad med et foregående univers, der efter sin afsluttede ekspansion igen havde trukket sig sammen til lille punkt, hvorefter Big Bang udløstes. Kan sådan et univers gøre fyldest som Petersens Gud?
Bliver den der Gud ikke en smule fattig på religiøst indhold? Det er vel ikke en man kan bede til eller på anden måde søge et eller andet hos? Aftenbønnen til det foregående univers? Eller til det før det ?
Til HJL m.fl.
Første trin er at forstå, at efter steady-state teoriens fald (hvor fortiden var uendelig lang, og hvor der derfor ikke behøvede at have være en skabelse) har alle trosretninger brug for en skaber/skabelsesproces.
Næste trin handler om hvorvidt denne skaber/skabelsesproces har haft en "bevidst intention" med sit arbejde.
Her må første trin være at finde ud af hvad "bevidst" og "intention" er for noget.
Hjerneforskningen arbejder forhåbentlig på sagen, men indtil videre kan vi klare os med flg. eksempel.
Her skal vi huske, at når en TV-kok tilbereder en middagsret, er vi intuitivt ikke i tvivl om, at kokken arbejder efter en "bevidst intention".
Højtudviklede rumvæsner der observerede kokken, kunne komme til et andet resultat. De ville ud fra observation af muskelbevægelser nervesignaler mene, at alle observerede fænomener har fundet en naturlig forklaring, og der derfor ikke er grund til at forestille sig at TV-kokken har en "bevidst intention".
En af perlerne fra rumvæsnernes rapport lyder sådan her:
På et tidspunkt tager gryden initiativet ved at koge over. Som slave af dette initiativ går lys og lydbølger til nogle konvertere (øjne og ører, red. anm.) som sender elektriske impulser, der intefererer med andre signaler på en fuldt forklarlig måde, og bliver til nye signaler der medfører, at der bliver skruet ned for komfuret.
Gryden var det nærmeste vi kunne komme "bevidst intention" eller "initiativ" hos disse ellers alvidende rumvæsner.
Hasse Poulsen,
at associere John Gray med den ekstreme højrefløj er dybt useriøst og har ikke den fjerneste relevans til emnet i tråden eller artiklen ...
Er Dawkins teorier velbegrundede?
Hans forestilling om "memer" er der da ingen seriøse videnskabsfolk der tager seriøst.
Sider