Læsetid: 14 min.

Den evangeliske ateismes fallit

Disse års ateistiske vækkelseslitteratur er ikke så meget et symptom på et dybfølt ubehag ved den fanatiske og terroristiske islamismes fremmarch, som den er et symptom på, at vi står ved et historisk vendepunkt: Sekularismens tidevand er ved at ebbe ud, skriver den engelske filosof John Gray
Disse års ateistiske vækkelseslitteratur er ikke så meget et symptom på et dybfølt ubehag ved den fanatiske og terroristiske islamismes fremmarch, som den er et symptom på, at vi står ved et historisk vendepunkt: Sekularismens tidevand er ved at ebbe ud
26. april 2008

Religion fremkalder i disse år moralsk panik. Hvor den for ikke så længe siden blev anset for et levn af overtro, hvis rolle i samfundet var i støt tilbagegang, dæmoniseres religion i dag som årsag til verdens værste onder. Som resultat har vi fået en vækkelsesbølge af ny ateistisk litteratur. Antireligiøse skrifter som Richard Dawkins Illusionen om Gud og Christopher Hitchens Gud er ikke stor er kommet i kæmpeoplag. For første gang i generationer diskuterer forskere, filosoffer, forfattere og journalister, om religionen har en fremtid.

Den bratte ændring i synet på religion kan kun delvis forklares med den islamistiske terror. Flykaprerne fra den 11. september forstod sig selv som martyrer i en religiøs tradition. Det selvbillede har den vestlige opinion taget til sig. Mange anser i dag den politiske islams fremmarch som en fare, der tåler sammenligning med de værste trusler mod de liberale demokratier i det 20. århundrede.

For Dawkins og Hitchens m.fl. er religion en "gift", som alle dage har næret vold og undertrykkelse. Heftigheden i deres antireligiøse polemik tyder imidlertid på, at der er indtrådt en forandring, som kan blive mere betydningsfuld end terrorismens opdukken: Sekularismens tidevand er vendt.

De nævnte tilhører en generation, som er opdraget i den tankegang, at religion repræsenterer et overstået stadium i den menneskelige udvikling og er bestemt til at svinde bort, efterhånden som vi udbygger vor viden.

I en række lande er religion da også i tilbagegang - det før så katolske Irland er seneste eksempel. Store dele af Europa har i årtier været 'post-kristent'. Intet tyder dog på, at dette frafald fra religion er irreversibelt eller potentielt universelt. USA er ikke mere sekulært i dag end for 150 år siden, da Tocqueville blev forundret over den alt gennemsyrende religiøsitet i det amerikanske samfund.

Parentesen i det 20. århundrede

Men det 20. århundredes sekulære tidsalder var i en vis forstand en illusion. Reelt var dets massepolitiske bevægelser udtryk for myter, der var nedarvet fra religion. Det er ikke noget tilfælde, at religionens genkomst sker efter disse bevægelsers kollaps. Den aktuelle fjendtlighed over for religion må forstås som reaktion på denne vending. Sekulariseringen er overalt på tilbagetog, og resultatet er fremkomsten af en evangelisk type ateisme, hvis lige ikke er set siden den victorianske tidsalder.

Den evangeliske ateisme knytter an til nogle af kristendommens og islams værste sider. I lige så høj grad som disse handler den om universel omvendelse. Evangeliske ateister tvivler aldrig på, at verden ville blive et meget bedre sted, dersom alle blot ville antage deres synspunkt. Men ateisme behøver ikke at føre til missionsildhu. Det lader sig sagtens gøre at have ikke-religiøse anskuelser uden at vende sig mod religioner som sådan. Det er en mærkelig humanisme, der fordømmer en impuls, som er så udpræget fællesmenneskelig, men det er ikke desto mindre, hvad de evangeliske ateister gør, når de dæmoniserer religion.

Et kendetegn ved den evangeliske ateisme er, at flere af dens mest glødende missionærer er filosoffer. Daniel Dennetts Breaking the Spell: Religion as a Natural Phenomenon prætenderer at udkaste en generel teori om religion. I realiteten er bogen dog en polemik imod amerikansk kristendom. Det provinsielle fokus afspejles i Dennetts syn på religion, der for ham er ensbetydende med troen på en eller anden overnaturlig instans (hvis gunst de troende søger) som nødvendig for at forklare verdens indretning. For ham er religion et famlende forsøg på at udrette, hvad videnskaben klarer meget bedre. Religioner er rudimentære eller forfejlede teorier eller nonsens. "Den hypotese, at Gud eksisterer," bemærker han strengt, "er ikke engang en teori".

Men religioner består ikke af hypoteser, der kæmper for at blive teorier. Det guddommeliges uudgrundelighed er f.eks. en helt central forestilling for østlig kristendom, mens praksis og ritualer tenderer imod at være vigtigere end doktrinært indhold i den ortodokse jødedom. Hinduisme har aldrig defineret sig selv som noget så forsimplet som tro. Det er kun visse vestlige og kristne traditioner, som under indflydelse af græsk filosofi har forsøgt at gøre religion til en forklaringsteori.

Den opfattelse, at religion blot er en primitiv udgave af videnskab, blev sidst i 1800-tallet populariseret i J.G. Frazers værker om primitive folkeslags myter, The Golden Bough: A Study in Magic and Religion. For Frazer var religion og magisk tænkning snævert forbundne. Med udspring i frygt og uvidenhed var de levn fra menneskehedens barndom, som ville forsvinde med videnskabens fortsatte triumftog.

Al-Qaeda på www

Positivisterne troede, at udviklingen i transport og kommunikation - i deres tid: kanaler og telegraf - ville få irrationel tænkning til at visne væk med fortidens religioner. Selv om denne forhåbning ikke blev opfyldt, deler Dennett øjensynlig samme tro. I et interview spår han, at "religionerne i løbet af 25 år vil blive forvandlet til et helt andet fænomen, der ikke indgyder samme ærefrygt som i dag." Det vil ske, forsikrer han , som følge af "den globale udbredelse af informationsteknologien (ikke blot internet, men også mobiltelefoner, bærbare radioer og tv). Filosoffen har ikke tænkt nærmere over Talebans flittige brug af mobiltelefoner eller fremvæksten af et virtuelt al-Qaeda.

At den menneskelige viden er støt voksende er et faktum, kun postmoderne relativister vil benægte. Videnskaben er det bedste værktøj, vi har til at formulere pålidelige antagelser om verden. Både videnskab og religion er symbolsystemer, som tjener menneskelige behov - i tilfældet videnskab: behov for forudsigelser og kontrol.

Religioner tjener mange formål, men dybest set dækker de et behov for mening, som bedre imødekommes af myter end af forklaringer. Meget moderne tænkning består da også af sekulære myter - dvs. af udtyndede religiøse fortællinger omsat til pseudovidenskab. Dennetts tro på, at ny kommunikationsteknologi fundamentalt vil forandre menneskers tænkemåde er en sådan myte.

I Illusionen om Gud prøver Dawkins at forklare religionens appel ud fra sin teori om såkaldte 'memer' - entiteter, som han vagt definerer som begrebslige enheder, der konkurrerer med hinanden i en parodi på evolutionens naturlige udvægelse. Han anerkender, at da mennesker har universel tilbøjelighed for religiøs tro, så må denne tilbøjelighed rumme en eller anden evolutionær fordel. Men i dag, hævder han, har troen udspillet sin rolle og bliver i hovedsagen kun fastholdt på grund af utilstrækkelig uddannelse. Fra et darwinistisk synspunkt er den nøglerolle, Dawkins tildeler uddannelse en gåde. Den menneskelige biologi har ikke forandret sig videre i historisk tid, og hvis religion er indlejret i vor arts mentale udrustning, er det svært at se, hvordan bedre uudannelse skulle kunne ændre på det. Ikke desto mindre er Dawkins overbevist om, at religionen ville uddø, såfremt den blot ikke fortsat blev indterpet opvoksende generationer.

Kan ateismen ikke være ond?

Dawkins gør et stort nummer ud af den undertrykkelse, som religion er skyld i, og det kan han have gode grunde til. Mindre opmærksomhed vier han den kendsgerning, at nogle af de værste grusomheder i moderne tid blev begået af regimer, som hævdede at have videnskabelige motiver bag deres forbrydelser. Nazisternes 'videnskabelige racisme' f. eks. eller Sovjetunionens 'dialektiske materialisme' reducerede den menneskelige tilværelses enorme kompleksitet til videnskabelige formlers dødbringende enkelhed. I begge tilfælde var den påståede videnskab svindel, men den blev accepteret som ægte og ikke kun af de påældende regimer. Videnskab er lige så udsat for misbrug til inhumane formål som alle andre institutioner. Ja, i betragtning af dens enorme autoritet er misbrugsrisikoen desto større.

Vor samtids modstandere af religion udviser bemærkelsesværdig mangel på interesse for ateistiske regimers synderegister. I Troens fallit: Religion, terror og fornuftens fremtid hævder den amerikanske forfatter Sam Harris, at religion er den væsentligste kilde i menneskehedens historie til vold og undertrykkelse. Han medgiver, at sekulære despoter som Stalin og Mao gennemførte terror i enormt omfang, men insisterer på, at deres ekstreme undertrykkelse ikke havde sammenhæng med deres ideologi om 'videnskabelig ateisme'. Fejlen ved disse regimer var blot, at de var tyrannier.

Det er næppe sandsynligt, at Mao, som lancerede sit angreb imod Tibets kultur og folk under slagordet 'Religion er gift' ville være enig i, at hans ateistiske verdensanskuelse ikke var relevant for hans politik. Det er sandt, at han selv blev tilbedt som semi-guddommelig skikkelse - på samme måde som Stalin i Sovjetunionen. Men ved at udvikle personkulter tog Rusland og Kina ikke afstand fra ateismen. Dette skridt demonstrerede blot, hvad der sker, når ateisme bliver til et politisk projekt: Så får vi en ersatz-religion, der kun kan opretholdes ved hjælp af tyranniske midler.

Noget lignende fandt sted i Nazityskland. Dawkins afviser enhver antydning af, at nazisternes forbrydelser kan sættes i sammenhæng med ateismen. "Det, som tæller," skriver han i Illusionen om Gud, "er ikke, om Hitler og Stalin var ateister, men om ateisme systematisk inspirerer mennesker til at gøre slette ting. Og det er der ikke det mindste, som tyder på". Denne tankegang er dybt naiv. Hitler var begejstret for videnskab, som han gjorde alt for at fremme. Især dyrkede han en vulgariseret darwinisme foruden teorier om eugenik, der havde udspring i Oplysningsfilosofiens materialistiske varianter. Han brugte kristen antisemitisk dæmonologi i sin forfølgelse af jøder, og i dette forehavende samarbejdede kristne autoriteter med ham i foruroligende grad. Men det var den nazistiske tro på racen som en videnskabelig kategori, der åbnede vejen for forbrydelser, der savner deres sidestykke i verdenshistorien. Der kan ikke være rimelig tvivl om, at denne ideologi var en art ateisme og ej heller om, at ateisme bidrog til at muliggøre nazisternes forbrydelser.

I dag er de fleste ateister erklærede liberale, der efter eget udsagn ikke ønsker et ateistisk regime, men en sekulær stat, hvori religion ikke spiller nogen offentlig rolle. Det er tydeligvis deres opfattelse, at har man først en sådan stat, vil religionens rolle efterhånden aftage. Men USA's strengt sekulære forfatning har ikke kunnet sikre nogen sekulær politik. Tværtimod er den kristne fundamentalisme mere magtfuld i USA end i noget andet vestligt land, hvorimod den kun har meget beskeden indflydelse i Storbritannien, som opretholder sin egen statskirke. Vor tids religionskritikere går videre end til at kræve skel mellem kirke og stat. De ønsker at udslette alle spor af religion fra offentlige institutioner. Ubekvemt nok er mange af de begreber, som de bruger - herunder selve religionsbegrebet - blevet formet af monoteismen. Ja, bag den sekulære fundamentalisme ligger en opfattelse af historien, som selv stammer fra religion.

Har historien en retning?

A.C. Grayling er et eksempel på, hvordan religiøse kategorier lever videre i sekulær tænkning. Som titlen på et af hans værker - Towards the Light: The Story of the Struggles for Liberty and Rights That Made the Modern West - antyder, lyder Grayling som en ren prædikant. Grayling tror på, at historien "bevæger sig i den rigtige retning". Vel har der været tilbageslag - han nævner en passant nazismen og kommunismen - men disse katastrofer var perifere. De afspejler ikke Vestens centrale tradition, som altid har været viet til friheden, og - hævder Grayling - står i iboende modsætningsforhold til religionen. "Frihedens historie," skriver han, "er endnu et kapitel - måske det vigtigste - i den store strid imellem religion og sekularisme".

Men den antagelse, at historien har en bestemt retning er lige så trosbaseret som den kristne trosbekendelse. Sekulære tænkere som Grayling forkaster, at der findes et forsyn, men fremturer ikke i en tro på, at menneskeheden bevæger sig hen imod et universelt mål - en civilisation, der bygger på videnskab, og som i sidste ende vil omfatte hele vores art.

I det førkristne Europa blev menneskelivet derimod forstået som noget periodisk tilbagevendende, og historien snarere udlagt som tragisk eller komisk end retningsbestemt imod en forløsning. Først med kristendommen opstod den tro, at historien har et forud fastsat mål, som er menneskets frelse. Skønt de fortrænger deres religiøse indhold, fortsætter de sekulære humanister med at klynge sig til lignende opfattelser. Nu skal man ikke nægte nogen trøst i troen, men det er åbenlyst, at denne tro på, at historien styrer imod stadig større fremskridt, er en myte, der er skabt af vores behov for at give tilværelsen mening.

Problemet med den sekulære grundfortælling er ikke, at den tager for givet, at fremskridtet på sigt er uundgåeligt. Problemet er antagelsen om, at de fremskridt, som er gjort inden for videnskaben, kan gentages inden for etik og politik. Men hvor den videnskabelige viden vokser akkumulativt, sker der intet tilsvarende i samfundslivet. Slaveriet blev afskaffet i store dele af verden i 1800-tallet, men vendte tilbage i massivt omfang under nazismen og kommunismen og eksisterer endnu i dag. Tortur blev efter Anden Verdenskrig forbudt i internationale konventioner, men kun for at blive genindført i begyndelsen af det 21. århundrede som politisk instrument af verdens førende liberale demokrati. Civilisationer har opnået velstand, men er jævnligt gået til grunde igen i krige og revolutioner. Mennesker levede længere i det 20. århundrede end i det foregående, men myrdede også hinanden i større tal. Vor viden vokser, men mennesker forbliver i vidt omfang de samme.

Troen på fremskridtet er et levn fra det kristne syn på historien som universel fortælling, og en strengt intellektuel ateisme ville i sit udgangspunkt også drage denne tro i tvivl. Det var præcis, hvad Nietzsche gjorde, da han sidst i 1800-tallet formulerede sin kritik af kristendommen. Næsten ingen af vor tids sekulære missionærer har fulgt hans eksempel. Man behøver ikke at være fan af Nietzsche for at forstå hvorfor. Grunden er, at han aldrig så nogen ubrydelig sammenhæng mellem ateisme og liberale værdier - ja, tværtimod foragtede han liberale værdier som en udløber af kristendommen.

Islamismens ateistiske forbilleder

I vore dages religionspanik bliver det glemt, at en stor del af forrige århundredes trosbaserede vold var sekulær i sin natur. Og det holder i en vis udstrækning endog stik for den aktuelle bølge af terrorisme. Islamismen er et fletværk af bevægelser, der ikke alle består af voldsdyrkende jihadister. De fleste er kun delvis fundamentalistiske, for nok håber de at finde tilbage til en tabt renhed i Islams traditioner, men samtidig orienterer de sig efter ledetråde, der er hentet i en radikal sekulær ideologi. Nogle islamiske partier har visse fællestræk med mellemkrigstidens fascistiske bevægelser, herunder antisemitismen - heraf den megen tale om 'islamofascisme'. Men islamisterne står i lige så stor gæld, hvis ikke større, til den yderste venstrefløj, og det ville derfor være mere korrekt at karakterisere mange af dem som islamo-leninister. Selv de islamistiske terrorteknikker har rødder i sekulære revolutionære bevægelser. Henrettelserne af gidsler i Irak er i alle teatralske detaljer en kopi af Europas 'revolutionære tribunaler' i 1970'erne, som de f.eks. blev iscenesat af De Røde Brigader, da de myrdede Italiens tidligere premierminister Aldo Moro.

Det er ikke nødvendigt at tro på fremskridtsfortællinger for at mene, at liberale samfund er værd at forsvare. Ingen kan være i tvivl om, at de rummer langt højere livskvalitet end f.eks. det tyranni, Taleban indførte i Afghanistan. Det gælder blot om at bevare proportionssansen. Islamismen er splittet af indre konflikter og savner helt kommunismens og nazismens industrielle grundlag. Den er derfor ikke i nærheden af at udgøre en fare, der tåler sammenligning med det 20. århundredes totalitære bevægelser.

I tilbageblik på den trotskistiske sekt, han selv tilhørte i sin ungdoms dage, indrømmer en vemodig Hitchens: "Der er dage, hvor jeg savner mine gamle overbevisninger som et amputeret ben." Han har intet at bekymre sig over. Hans synspunkter om Irak-krigen viser, at han ikke har mistet sin tilbøjelighed for at være stærk i troen. Følgerne af den amerikansk ledede invasion har været at afhænde det meste af landet til et folkevalgt shiaislamistisk teokrati, der udsætter kvinder, bøsser og religiøse minoriteter for en hårdere forfølgelse end på noget tidligere tidspunkt i Iraks historie. Forestillingen om, at Irak kunne blive et sekulært demokrati, som Hitchens var så fremtrædende en fortaler for, var formentlig kun mulig som trosakt.

Også forfatteren Martin Amis er sikker på, at religion er noget skidt, og at den ikke har nogen fremtid i Vesten. Hos forfatteren til Koba the Dread: Laughter and the Twenty Million - en patologisk undersøgelse af selvforblændelserne hos den prosovjetiske del af den vestlige intelligentsia - er det overraskende at finde en så fast overbevisning. De intellektuelle, hvis kommunismebegejstrede dårskab Amis dissekerede som surrogat for religion, endte med at fabrikere undskyldninger for selv en Stalins misgerninger. Findes der ikke i dag en sammenlignelig dårskab? Nogle neokonservative, f.eks. Tony Blair, som nu skal undervise i religion og politik på Yale, kombinerer en krigerisk fremskridtsdyrkelse med en religiøs tro, om end denne er af en art, som Augustin og Pascal ville have svært ved at genkende. Men de fleste er sekulære utopikere, som retfærdiggør præventiv krig og tortur som beklagelige stadier på en vej, der skal føre til en strålende fremtid, hvor demokratiet vil have opnået universel udbredelse. Religionen er ikke forsvundet. At undertrykke den er lige så umuligt som at undertrykke sex. I det 20. århundrede, da religionsundertrykkelse kunne støtte sig til magtfulde stater og massebevægelser, blev resultatet totalitarisme. I dag er resultatet et klima af hysteri.

Den sekulære tros endeligt

Vel er det ikke alt i religionerne, der har værdi eller fortjener ærbødighed. Der trives således i megen religion en antropocentristisk forestilling om, at Jorden alene er til for menneskets skyld, som de fleste sekulære humanister deler. Og der findes religiøse autoriteter, som vil diktere, hvordan mennesker skal udtrykke deres seksualitet, kontrollere deres fertilitet og tiltage sig ret til at afslutte deres liv. Alt dette må forkastes kategorisk. Ingen skal tillades at indskrænke andre menneskers frihed, og ingen religion har nogen ret til at anstifte ufred.

Forsøgene på at udrydde religion kan kun føre til religionens genkomst i groteske og forvrængede former. En naiv tro på verdensrevolution, på universelt demokrati eller på mobiltelefoners okkulte magt er mere stødende for fornuften end religionernes mysterier og har ringe muligheder for at overleve i de kommende år. Den victorianske digter Matthew Arnold skrev engang om de sidste troende, som ville blive ladt i stikken, når troens tidevand ebbede ud. I dag er det den sekulære tro, som er ved at ebbe ud, og ikke-troens apostle der står alene tilbage på bredden.

John Gray er engelsk filosof

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Petersen!

Du er som sædvanlig helt galt afmarcheret. Jeg har overhovedet ingen brug for en skaber eller en skabelsesproces. Så længe jeg har tag over hovedet, og der er te på kanden, hvad skal jeg så med en skaber eller en skabelsesproces? Helt ærligt.

Heller ikke som en teoretisk fritidsbeskæftigelse. Jeg har ingen problemer med, at videnskaben umuligt kan nå videre end til Big Bang. Jeg har ingen problemer med at acceptere grænser for viden. Hvorfor alverden skulle det dog være et problem?

At postulere en gud i den forbindelse er totalt absurd. Det løser jo ingen problemer overhovedet. Man kan ikke forklare Big Bang ved at indføre en gud, som man ved endnu mindre om, nemlig ingenting, end man gør om Big Bang.

Så der er ikke noget som helst problem i, at forklaringerne stopper ved Big Bang. Der er sgu så meget andet, jeg ikke ved, og aldrig kommer til at vide.

Men jeg skal da gerne indrømme, aldeles uvidenskabeligt og ubegrundet, at tanken om et evigt pulserende univers forekommer enkel og tillokkende. Men jeg kunne aldrig drømme at fremsatte sådan en tanke som en seriøs påstand eller hypotese.

Diskussionen om der findes en gud eller ej, synes (selvfølgelig) altid at bero på definitioner, for hvis Gud, som Paulus et sted definerer ham/hende/den/det, er kærlighed, vil næppe ret mange benægte eksistensen heraf.

Diskussionen befinder sig imidlertid et andet sted dvs. med et andet udgangspunkt, idet argumenterne for guds eksistens ofte fremføres af dogmatiske religiøse, som mener at denne eksistens valideres i kraft af skabelsesmyter og helligskrifter, hvilket selvfølgelig ikke er et gyldigt argument, men det logsik inkonsistente argumentum ad auctoritatem, og her ovenkøbet med henvisning til en autoritet, som kun er autoritativ for den troende. Ateisten eller agnostikeren på den anden side, henholdsvis benægter og betvivler Guds eksistens, altså den dogmatiske gud som den troende mener eksisterer, udfra den begrundelse at bevisbyrden ikke synes at pege i den retning. Så vidt så godt.

Nu vil jeg prøve at forklare hvorfor jeg mener at man i enhver tale om guds eksistens versus ikke-eksistens, bliver nødt til at foretage en differentiering, mellem den dogmatisk religiøsitet og den transcendentale religiøsitet. Den dogmatiske religiøsistet er som oftest præ-rationelt funderet, idet denne form for religiøsitet oftest har tilhørere som er blevet indoktrineret før deres rationelle/kognitive evner var fuldt udviklede, altså som børn, og når denne senere udvikling så indtræder, bruges den som oftest på rationelt, at nå frem til begundelser, som stemmer overens med den præ-rationelt betingede religiøsitet.

Den transcendentale religiøsitet er anderledes funderet idet den er trans-rationel eller post-rationel om man vil, og denne form for religiøsitet funderes i modsætning til den dogmatiske, på erfaring.

Man kan selvfølgelig ikke erfare at Moses gik på vandet eller at Jesus fødtes af en jomfru, hvorfor dette ikke er tanker som den transcendentalt religiøse bruger ret meget tid på. Det der til gengæld bruges tid på er at ERFARE det guddommelige, og når denne erfaring indtræder er der tale om en fusion af subjekt og objekt, den såkaldte unio mystica. Mystikere har gennem hele historien oplevet denne forening, og udtrykt den, i forskellige kontekster, nogle gange i en monoteistisk, andre gange i en polyteistisk kontekst. I upanishaderne udtrykkes denne mystiske forening på forskellig vis. Såsom Tat twam asi (jeg er DET), soham (DET er jeg) og der henvises til, at atman (det personlige selv) er ens med Brahman (det transcendentale eller guddommelige selv). Jesus giver også udtryk for denne forening flere steder, først og fremmest da han erklærer at han og faderen er én. Derudover gøres det gældende at himmeriget er noget dennesidigt som kan erfares, og ikke noget hinsidigt som først "opleves" når døden indtræder jvf Matt. 23:13 "Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke."

Generelt for den mystiske erkendelse, som den er blevet beskrevet gennem historien, kan det siges, at det guddommelige kan erkendes, og at denne erkendelse udtrykkes som en fusion af subjekt og objekt, således at der ikke længere er hverken subjekt eller objekt tilbage, men kun det singulære som fremtræder i mange former, men ikke desto mindre er singulært. Når vi imidlertid tror at verden er fremmedgørende og adskilt/opdelt i subjekt og objektt er det fordi vi er begrænset af vores personlighed som er underlagt dens eget illusoriske virke, som i upanishaderne kaldes maya. Det singulæres udtryk i mangfoldighed findes udtrykt i mange sproglige billeder, hvoraf det mest forklarende i min øjne, er at selvom diamanten har mange facetter, er der stadigvæk kun en diamant, eller selvom vand hedder noget forskelligt på engelsk, tysk og sanskrit er der stadigvæk tale om vand.

Derfor er diskussionen om gud versus ikke-gud også ligegyldig, for den dogmatiske gud der skaber verden er ikke til, men den inspiration og åndsvirksomhed der har skabt denne myte og alle andre myter, er det guddommelige universelle selv, som gennem den menneskelige mellemkomst, finder sit udtryk og som tidligere nævnt er der ikke nogen forskel på de to i praksis. Det er også derfor at man ikke kan påvise eller afvise eksistensen af det guddommelige gennem sproget, for sproget er netop i modsætning til denne non-dualisme, dualistisk, da alle begreber defineres i kraft af deres antonymer, og da denne dualisme ultimativt er illusorisk, kan sproget altså kun i ligninger, billeder og poesi give udtryk for det non-dualistiske allestedsnærværende guddommelige som strømmer gennem alt og er alting ophav, og som ER blevet erfaret af mystikere gennem historien.

@Thomas Bonde,

du skriver:

"Ateisten eller agnostikeren på den anden side, henholdsvis benægter og betvivler Guds eksistens, altså den dogmatiske gud som den troende mener eksisterer, udfra den begrundelse at bevisbyrden ikke synes at pege i den retning."

Jeg synes som regel, det forholder sig omvendt: Ateisten eller agnostikeren kommer med sin egen definition af Gud, som derefter "modbevises".

Sådan forholder det sig i hvert fald med Richard Dawkins, der skaber sin helt egen onde, hævngerrige altdesignende stråmandsgud, som Dawkins konstruerer ud fra sine egne fordomme og lidt spredt, fundamentalistisk bibellæsning.

Derudover er kristendommen, for mig at se, det stik modsatte af mystik: kristendommen er rational og kommunikerbar, idet den er ordets religion, og den peger udad, ikke indad.

mvh

Jeg synes nu ikke TB's introspektive overvejelser er uden betydning for kristendom, men det skyldes måske, at jeg netop ikke har været kristen fra barnsben.

Den nære forbindelse mellem jeg-ets indre og Gud har da også været accepteret af mange kristne i det gamle Løgstrup-billede med universet som en historie der fortælles af Gud. At bevidsthedens gåde må være lige så stor som skabelsens ditto.

Jeg vil dog anholde, at TB undlader at medtage "indoktrineret ateisme" når han siger:

"idet denne form for religiøsitet oftest har tilhørere som er blevet indoktrineret før deres rationelle/kognitive evner var fuldt udviklede, altså som børn,"

De må vel have lige så svært ved senere at frigøre sig fra deres ateisme som ved andre fundamentalistiske trosretninger ??

Kære Petersen!

Du tager endnu en gang fejl. Det er langt, langt vanskeligere for en ateist at frigøre sig fra ateismen, end for en troende at frigøre sig for troen, selv om det sikkert kan være svært nok.

At en ateist frigør sig fra ateismen, vil sige, at vedkommende kobler sin sunde fornuft fra, og det er uhyre svært (jeg taler her af erfaring), når man først er begyndt at bruge den.

Det er cirka lige så svært som at holde op med at trække vejret, og minder i øvrigt om det i den forstand, at begge dele vil være et forsøg på at slå naturlige funktioner fra.

Men jeg ser overhovedet ikke nogen grund til, at man enten skulle holde op med at trække vejret eller bruge sin medfødte fornuft.

GP,

jeg miskender på ingen måde "introspektive overvejelser", og har respekt for den mystiske tradition - men at søge kristendommens 'kerne' i en tværreligiøs unio mystica, er ikke det, som jeg forstår ved kristendom.

Unio mystica er en ekslusiv oplevelse, kristendom er en almen meddelelse, sådan cirka.

Jamen så undskyld til Dawkins da

Dawkins fremfører faktisk i "det selviske gen" at vi mennesker ( nok mere end noget andet dyr ) har evnen til ( i det mindste delvist ) at "slå vor selvviskhed fra" ( også overfor fjerntbeslægtede ) - men jeg syntes blot at han forsømmer ofte nok at fremhæve at det netop er det der er kernen - som han kører nu, forekommer det mig at han bliver misbrugt som apologet for det bestående.

Og der er næppe brug for religionens vejledning på det område:
At vi kan "slå vor selvviskhed fra" er en erfaring ( ligesom vor selvviskhed ) - og bekræftet af mange antropologer.

Man kan til en vis grad være enig om Grays kritik af Dawson og co., dvs. deres noget aggressive fremfærd, hvor de angriber de mest ekstremistiske og antividenskablige religioner, inkl fundamentalisterne om de er jøder, mulsimer eller kristne eller andre også gå ud over mere moderate "troende". Men deres kritik er retfærdiggjort til en stor grad ang. USA, hvor kristne fundamentalister og ekstreme zionister har så meget indflydelse på USAs udenrigs politik, men for en mere nuanceret syn på spørsgsmåledt kan man lytte til Noam Chomsky:

http://www.equaltimeforfreethought.org/2007/05/27/show-219-noam-chomsky-...
http://www.equaltimeforfreethought.org/2007/06/03/show-220-noam-chomsky-...

Ole E. Mikkelsen

Jeg fik ikke tid til at følge denne debat, selv om jeg synes John Gray er interessant. men jeg læste lige indlæggene igennem.

g.petersen er den eneste der har forstået og kan forklare hvad gud er for noget. Bliv ved g.petersen!!!!

Så er der en lang diskussion af em begrebet 'eksistens' og 'bevis' for Jesus's fysiske liv og levned, - guds 'eksistens' osv. Der er ingen overvejelse af hvad 'eksistens' egentlig indebærer, endsige drøftelse af hvad 'eksistens' egentlig er.

En lille flig, når Sokrates påstås at være en fysisk person, mens Jesus påstås ikke at være det. Og derfor påstås Sokrates mere 'sand' end Jesus. Selv om Sokrates jo også er en 'figur', der er formet af Platon. Mens Jesus er en figur der er formet af mundtligt overleverede traditioner, som nedskrives i redigeret form 1-2 hundrede år efter påståede 'begivenheder'.

Der er ingen overvejelser over sandhedsbegrebet. Kan noget være sandt uden at man kan påvise en fysisk 'reference i virkeligheden'.

Er Anders And sand? Er julemanden?

Thomas Bonde har ret i at at ordet 'eksistere', - f,.eks. i form af Paulus 'tro, håb og kærlighed', næppe kan forårsage diskussioner om 'eksistensen'. Men at det skulle lede til at ordet 'eksistens' og dermed religionsdefinitionen skulle have en mystisk erfaringsbaseret berettigelse synes jeg er noget reduktionistisk, omend relevant for en drøftelse af sandhedsbegrebet.

Lars Christiansen ser sagen som en spørgsmål om almen kommunikation, - 'ordets religion', - et sysnspunkt som jeg er meget på linie med. For det er ord alene der virker, og ord er det som mennesker har tilfælles. Kristendommen er en almen meddelelse, sådan da skriver han. Ja nemlig ja! Det er jo derfor man fortæller historien, - fordi historiefortælling danner, opdrager, sætter igang, skaber osv.

Hans Jørgen Lassen udelukker alt i verden, som ikke kan konstateres eller verificeres, men kommer dermed til at sætte en stopper for al undren og for al videnskab, for hvorfor skulle man stille spørgsmål til verdens skabelse og de naturlovmæssigheder denne har, hvis man kun interesserer sig for det ses og konstateres her og nu.

Og g.petersen har helt ret i at hvis man ikke undrer sig over verdens skabelse, så må det jo betyde at man tror på 'tilfældighedens gud', for det modsatte af naturlovmæssigheder er tilfældighed.

Erik B har et synspunkt der ligger meget på linie med fundamentalistisk kristendom eller islam, - man læser nogle bøger skrifttro og holder sig til hvad der står. Bare med modsat fortegn. For begge parter anses den fysiske eksistens af en person ved navn Jesus for helt afgørende. Igen uden 'eksistens' overhovedet drøftes. Den diskussion må høre hjemme i middelalderen. Nej forresten samme diskussion føres i biblen omkring de skriftkloge, hvor Erik B derfor må betegnes som en af dem.

Centralt i religionskritikken står det såkaldte teodice-problem, nemlig står at verdens ondskab nok må være guds ansvar. Mennesker har tilsyneladende ikke noget ansvar, - eller hvad? Vadmands gentagne påstande om guds ansvar for Auschwitz forudsætter guds aktive handlen. Hvilket ansvar efterlader det til mennesker? Har gud ansvar for alt det onde skal han vel også have ansvar for det gode? Og hvilket ansvar har mennesket så? Intet?

Hans Jørgen Lassen har en udmærket metafor et sted hvor han skriver:
'At en ateist frigør sig fra ateismen, vil sige, at vedkommende kobler sin sunde fornuft fra, og det er uhyre svært (jeg taler her af erfaring), når man først er begyndt at bruge den.'

Det er faktisk helt korrekt, selv om flere måske vil undre sig over at jeg giver HJL ret. Gud og den sunde fornuft er en og samme instans. Luther kaldte det for samvittighedens røst. Men hvor kommer den sunde fornuft fra? Jamen den er vi da udstyret med fra starten, den kommer fra gud, fra skabelsen, mennesket er ikke et dyr, mennesker kan forholde sig til sine egne handlinger, mennesker er skabt i guds billede.

Fortsat god dialog..

G. Petersen så spørger ind til, om ikke også ateisme kan være en indoktrinering, og til dette kan jeg nok kun svare positivt, men jeg vil tillade mig at abstrahere op, og postulere at alle former for dogmatik er, om ikke skadelig, så i hvert fald begrænsende ift. udfoldelse af inhærent potentiale .

Der findes utvivlsomt nogle som er så overbevist at det nærmer sig det ukritisk religiøse, om rationalismens godhed som det ypperligste menneskelige udtryk, hvor religion blot er opium for folket. Problemet med dette er dog, at det skaber et grundlæggende forklaringsproblem, for hvis rationalismen ophøjes til det øverste gode, er vi tilbage i metafysikken, som rationalismen ellers postulerer at distancere sig fra. Rationalismen er tæt knyttet til materialismen, som primært har konsensus omkring værdifastsættelse af materiel karakter. Penge har en værdi, mens drømme højst har en subjektiv værdi. Overalt hvor vi befinder os konfronteres vi med den materialistiske anskuelse, og glemmer helt at det netop var den rå materialisme kombineret med fintunet rationalisme, der skabte de masseødelæggelsesvåben der er idag er biosfærens og menneskeartens største trussel. Alligevel hyldes den som nærmest ufejlbarlig i vesten.

Dette er den mest begrænsende form for dogme. Desværre for os selv er det også langt den mest udbredte, hvorfor den også kun sjældent høres betegnet med ord som indoktrinering og lignende, selvom den netop er den allermest grundlæggende form for indoktrinering, idet vi sjældent er bevidste om vores gensidige indoktrinering af hinanden, og fordi den begrænser os til at se verden som empirisk realitet og derfor fuldstændig afskærer os fra at se verdens transcendentale aspekt. Dette er selvfølgelig sammenhængende med personlighedsdannelse, som specielt konstrueres i den tidlige rationelle fase og fremefter. Overalt bliver vi bombarderet med budskaber om hvordan vi kan styrke vores personlighed og maksimere vores succes, i andres øjne, og dermed i vores egne. Dette er en fælde, i hvert fald hvis emnet er erfaring af den transcendentalitet, som er altings ophav, for det er netop personlighedens primære identifikation med den verdslige dimension af virkeligheden, der gør at bevidstheden ikke udfoldes og ikke udfylder dens potentiale for erkendelse, erfaring og perception. For at den mystiske indsigt kan indtræde bliver personlighedens narcissistiske tilbøjeligheder, i modsætning til den kapitalistiske, rationalistiske og materialistiske verdensanskuelse hvor alle opmuntres til at styrke deres personlighed, nødt til at blive svækket, således at der altså er tale om transpersonalisering eller depersonalisering, om man vil. Først når dette sker vil man kunne erfare komplementariten, korrespondensen og ultimativt kommunionen mellem den empiriske realitet og den transcendentale idealitet.

Dette leder mig til at besvare det indlæg, hvor en postulerede at det mystiske point of view, ikke har stort at gøre med kristendommen, da denne er ordets religion. Det er taget direkte fra hukommelsen, men det var vist nogenlunde sådan indvendingen lød. Til dette kan der både svares positivt og negativt, hvilket i høj grad beror på hvad man mener når man taler om kristendom. For nej, den transcendentale, mystiske udlægning af Jesus ord har ikke stort at gøre med den deistiske lutheranisme, som i udbredt grad synes at være religion degenereret til forkyndende etik.

Det var såvidt hvad angår den del af indvendingen som er ganske acceptabel, men jeg er af den overbevisning at der også eksisterer en valid mystisk fortolkning af Jesu ord. F.eks. er der hans formaning til tolderen om, at det er lettere for en kamel at komme gennem et nøglehul end det er for en rig mand at komme i himmelen. Ud fra den mystiske tolkning er der her ikke tale om at det er cool at være en fattigrøv, men om netop, i tråd med det ovenfor nævnte, at så længe men er knyttet til materielle konsensusbetingede værdier, vil man ikke transcendere dvs. opleve det dennesidige himmerige, jf. den tidligere reference til Matthæus 23:13.

Det interessante ved det mystiske perspektiv er at dette ingenlunde er uforeneligt med videnskaben. Bohr som efter alt at dømme, var modtager af mystisk erfaring, lod non-dualismen stå klart beskrevet på sit våbenskjold, idet der under wu-wei symbolet bestående af yin og yang står “contraria sunt complementia” skrevet på latin, hvilket betyder at modsætninger er komplementære. Dette er selvfølgelig et udtryk for de opdagelser som findes udtrykt i den såkaldte københavnerfortolkning, som netop fremhæver at det iagttagede påvirkes af iagttageren i iagttagelsesproceduren. Derudover bør det nævnes at Erwin Schröedinger, som utvivlsomt må betegnes blandt de allerstørste videnskabsmænd i det tyvende århundrede, samtidig med at være fortrop for den mest avancerede form for rationel virksomhed, plæderede for dennes mangelfuldhed, og udtrykker i sin bog ‘Meine Weltansicht’, klart formulerede mystiske erkendelser. Hele debatten om kreationisme (eventuelt maskeret som intelligent design) versus evolutionisme, er egentlig ikke særlig interessant i denne sammenhæng,

@Thomas Bonde

"Hele debatten om kreationisme (eventuelt maskeret som intelligent design) versus evolutionisme, er egentlig ikke særlig interessant i denne sammenhæng"

Rigtigt! Da de tre vise mænd stod ved krybben begyndte de to af dem et voldsomt skænderi om hvem der i alverden var barnets VIRKELIGE fader,
men den tredie vismand sagde til Maria: Ungen trænger til bryst nu -
og Maria gav barnet bryst, og Maria, barnet og den tredie vismand forstod hinanden.

@Thomas Bonde

Intelligent design kan nu godt være noget meget andet end blot en
maskeret kreationisme, en evt. Intelligent designer har jo ikke nødvendigvis givet sig mere til kende i de nu kendte religioner - end i hvad som helst andet.

Især kan kreationisterne jo ikke henvise til en evt. Intelligent designer
som argument imod famillieplanlægning, prævention, ligestilling osv. ,
da en sådan evt. Intelligent designer jo kunne være af en ganske anden mening om den slags spørgsmål ( ellers ville den jo heller ikke
ikke være særligt intelligent :-)

Sider