Den er sort og streng at se på, den minder mest af alt om de kontrabøger, købmænd tidligere brugte til at bogføre kundernes skyldige beløb. Men siderne er guldkantede, og det er min farmors poesibog.
Jeg kom i tanke om den, da jeg havde læst Naja Marie Aidts magtfulde Poesibog. Det billede, Naja Marie Aidt tegner af 1970'erne, fik tanken til at glide tilbage i tiden, og - ja, så endte den helt tilbage ved min farmors tid. Ganske vist er hun ikke min rigtige farmor, hvilket jeg vel skylder at sige. Poesibogen har tilhørt min farmor Annas storesøster, Marie. Men "Min farmors storesøsters poesibog" lyder bare for klodset i en rubrik - direkte upoetisk. Også når jeg omtaler den, siger jeg "min farmors poesibog," skønt grunden til, at den er i min varetægt, ene og alene er, at Marie efter min farmors død giftede sig med min farfar og derved kom ind i familien.
For klamt for farfar
Min farfar har selv skrevet i den, formentlig i 1890'erne, først skal vi imidlertid have titelbladet. Det er dateret 1889 og "Fra din Søster Ane til Marie Syraksdatter". Jeg ved ikke, hvem Ane er, min farmor kan det næppe være, men Ane har malet en fin gråandrik, og siden er kranset af farvestrålende blomsterranker. Anes vers lyder: Om Du er sorrigfuld/o kjære Søster huld!/ Om Du den tornestrøde/ Vej paa denne Clode/alene maa betræde/Du Søster skal ej græde/vi vil i Himlen kvæde.
Dette har min farfar vist fundet for klamt, for han har længere inde i bogen tegnet en Marie med opkiltede skørter, på vej ud på en voldsomt pigget klode. Teksten lyder: Om Du den tornestrøde/Vej paa denne Clode/alene maa betræde./ Et godt Helbred ønskes Dem. Fritz Syberg.
Mere galant kurmageri finder man dog også. På en højreside står:
En passant!/ En passant! (...) /Vor Flugt er som Hjortens - vort Mod lig Staalet.//
En passant - i tyngende Sorgens Tid/En passant - paa Lykkens høieste Tinde/En passant - i Kjærligheds stille Id - /En passant - for hvad Livet har inde.//
Nedenunder er tilføjet: "Det er summa summarum fem Trumfer. Jeg tror imidlertid De godt kan stikke dem - og forbliver Deres Le petit Augustson. Fredensborg 21/11 1890."
På venstresiden har den lille Augustson øverst tegnet sig selv, hoppende af sted som en hjort med hvide manchetter på forbenene og teksten: "Vor Flugt er som Hjortens". Nedenunder sidder Augustson og Marie på en bænk og holder hånd. Tekst: "Kærligheds stille Id."
Men Marie var ingen bly viol. Det var min rigtige farmor bestemt heller ikke, men mens Anna fødte syv børn og døde ung, var Marie så vidt jeg ved barnløs, og desuden fraskilt og selverhvervende. Hun var Danmarks første kvindelige rigsdagsstenograf. Denne ikke helt ubetydelig stilling sammenholder jeg med, at man så at sige finder startskuddet til kvindernes 25 år lange kamp for stemmeret i Maries poesibog. Her har Henriette Steen - fremtrædende kvindesagskvinde og Viggo Hørups elskerinde - nemlig skrevet følgende på melodien 'Hr. Peder kasted' Runer over Spange' ('falsk' folkevise af Henrik Hertz med omkvædet: Favre Ord fryde mangt et Hjærte,/favre Ord har forvoldt mig Smerte,/favre Ord!):
Man ammed hende op med Honningtale/og lulled hende blidelig i Dvale./Man døbte hende 'Blomsten'/i Danas Urtegaard,/med søde Blomsternavne/endnu hun pyntet staar./ /:Gamle Ord trøsted hende længe/Ord endnu Stuedøren stænge,/Gamle Ord!:/// Så følger endnu to vers med linjer som: Naadsens Brød aad hun alt for gærne,/Naadsens Brød.// Hvorefter sidste vers stanser pointen ud:
I Sagas Bog staar ej blot Kongenavne,/lidt Kvindedaad blev mer end Græs og Avne,/Hver Gang hun letted' Anker,/holdt Trolddoms Lænke fast,/dog bærer det mod Strømmen/med Fremtids Flag paa Mast./ /:Vrede Ord rundt om Stævnen skumme/Stemmens Ret faar til sidst 'de stumme'/Stemme-Ret.:/// Dateret Juni 1890.
Kvinder fik stemmeret den 5. juni 1915.
