Læsetid: 4 min.

Til fest med statsministeren

Laurbær. Hvis Rifbjerg og co.'s mangel på format og frisind ikke var så pinligt, ville det egentlig være komisk
Laurbær. Hvis Rifbjerg og co.'s mangel på format og frisind ikke var så pinligt, ville det egentlig være komisk
3. april 2008

Jeg var til en god fest i lørdags. Normalt kan det vel ikke interessere Informations læsere, men det var ikke en helt almindelig fest. Vi fejrede forfatteren Jens Smærup Sørensen, som helt fortjent fik De Gyldne Laurbær for sin store roman Mærkedage. Til stede var en række tidligere laureater, kritikere, boghandlere og forlagsfolk.

Sådan har det været i 59 år, men i år var der noget særligt ved festen. Det var første gang, at en statsminister skulle holde festtalen. Det er meget sjældent, at danske toppolitikere kaster glans over litteraturen, men Anders Fogh havde takket ja, fordi Mærkedage er en bog, som han holder meget af.

Jeg tænkte, da jeg fik indbydelsen, at det var et fremragende valg af festtaler, som Gyldendal og Smærup havde truffet. Både Smærup og Anders Fogh er rundet af det jyske bondesamfund, som romanen skildrer så gribende over tre generationers tre mærkedage med suppe, steg og is. Og både Smærup og Anders Fogh var de første mønsterbrydere i deres slægt, der forlod gården og blev akademikere.

Men intolerance, smålighed og mangel på frisind fornægter sig sjældent i vort land, hvor der kan være lavt til loftet. Næppe var indbydelserne sendt ud, før Klaus Rifbjerg fór i blækhuset og kritiserede Gyldendal for at invitere statsministeren, som Rifbjerg mener aldrig har læst en bog, der har flyttet hans bevidsthed i positiv retning. Jeg skal hilse og sige, at det har statsministeren, mere end én endda, og han har endog skrevet til flere forfattere om sin glæde ved deres skønlitteratur.

Forfattere i oprør

Dagbladet Politiken, der har det svært med, at befolkningen bliver ved med at genvælge regeringen, så chancen for et flankeangreb. En stakkels reporter måtte pudses på Rifbjergs læserbrev. De danske forfattere var i oprør, var vinklen.

Jeg fik De Gyldne Laurbær i 1991 og har stort set været med til samtlige fester siden, fordi det som regel er sjovt, og fordi jeg synes, det er vigtigt at være med til at ære og hylde en kollega. Rifbjerg har jeg aldrig set til laureatfest. Det har han åbenbart hverken tid eller lyst til. Men her blandede han sig pludselig i et privatarrangement, hvor han ville bestemme gæstelisten.

Avisen fandt dernæst Morten Sabroe, der også mente, at statsministeren skulle holde sig væk. Morten Sabroe var overhovedet ikke inviteret. Han har endnu ikke fået De Gyldne Laurbær, som giver invitationen. Han er en god forfatter, så han får dem forhåbentligt en dag, men hvorfor en ellers fornuftig mand hoppede på den galej, forstår jeg ikke.

Den tredje forfatter, Politiken hentede ammunition hos, var sidste års laureat, Knud Romer, hvis egen indbudte festtaler var en såkaldt tv-kendis, Mads Brügger, der brugte sin tale til en nedrakning og mistænkeliggørelse af samtlige mennesker, der havde tilladt sig at sætte det mindste spørgsmålstegn ved det selvbiografiske i Romers såkaldt selvbiografiske roman. Det var nok den dårligste festtale, jeg har hørt til en Laureatfest. Romer mente, at statsministeren var en bonderøv, som ikke burde inviteres som festtaler.

Politiken skrev lederkommentar om den famøse indbydelse. Her brugte den forhenværende radikale minister Anita Bay Bundegaard det trick, som dagbladet Pravda også mestrede i sovjettiden. Med de tre forfattere som vidner kunne hun begynde sin artikel over indbydelsen af landets statsminister med ordene: Det er faldet adskillige danske forfattere for brystet-.

Vi var i hvert fald langt flere end tre forfattere med til festen, så vi må vel i samme ånd beskrives som rigtig mange danske forfattere, der mener, at statsministeren uanset partifarve har lov til at tale og bør bydes hjerteligt velkommen, når et forlag eller forfatter inviterer ham eller hende. I andre lande ville man være stolte på grund af embedets status.

Begavet tale

Og de tre og Politiken havde ikke behøvet at være så smålige og bekymrede. Anders Fogh Rasmussen holdt en begavet og personlig festtale, hvor det helt klart fremgik, at han holder meget ikke alene af Mærkedage, men af Smærups forfatterskab. Det hele gik op i en højere enhed, da Smærup holdt sin traditionelle takketale. Den var også blændende og havde vid og bid, da han foruden at fortælle om sit forhold til bøger også takkede skatteborgerne for at have støttet ham gennem så mange år, inden han med Mærkedage fik sit folkelige gennembrud.

Hvis Rifbjerg og co.'s mangel på format og frisind ikke var så pinligt, ville det egentlig være komisk. Er deres selvværd virkeligt så lavt, at de er bange for at være i stue med et menneske, de er uenige med. Skal man kun være i dialog med mennesker, man er enige med?

Det er helt russisk. I Rusland er politiske modstandere også per definition fjender. En mand som Gary Kasparov rejste før de nylige parlaments- og præsidentvalg rundt i Rusland for at tale med alle fra højrenationalister til kommunister for med sit eksempel at forsøge at vise sine medborgere, at demokrati netop er at samtale med alle og ikke kun ens meningsfæller. At man kan være i stue sammen, selv om man er u-enige. Jeg husker selv, hvordan det gjorde et uudsletteligt indtryk på eksempelvis baltiske journalister tilbage i 1991-92, når man kunne fortælle dem om eller lade dem møde Lilli Gyldenkilde fra SF og Fremskridtskvinden Kirsten Jacobsen, der politisk var dybt uenige, men ikke desto mindre hjerteveninder. Det fortalte dem mere om tolerance og demokratiske værdier end mange, mange lærde artikler og bøger.

Forlæggerne vil desværre stoppe laureatfesterne. Prisen De Gyldne Laurbær skal indgå i et stort bunkebryllup af en bogprisfest, som man vil kopiere efter filmens Bodil-fester med rød løber og - håber forlæggerne - masser af blitzlys.

Hvis lørdagens var den sidste fest af sin art, så sluttede epoken med manér og på et højt niveau. Tak for det til Smærup, Gyldendal og statsministeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forstår såmænd både Rifbjerg og Davidsen. Det er da prisværdigt, at Fogh Rasmussen faktisk læser bøger og har glæde af det. Al ros for det! På den anden side er det også forståeligt, at men bedømmer manden efter, hvem han i øvrigt bygger sin politik på, og hvilken kulturpolitik hans regering fører. Måske skulle Brian og Anders i virkeligheden bytte poster. Måske ville de så begge gøre mindre skade?