Læsetid: 2 min.

Forelsket i en klumpfisk

Og snart forelsket i Henrik Birch. For han får akvariet til at blinke elektrisk hos Teater Får 302. Næsten helt ud til Vesterhavet
Smuk er hun, Andrea Vagn Jensen. Men det er Klumpfisken også. Kærlighed handler om at åbne øjnene. I hvert fald i den muntre vesterhavsfarce -Klumpfisken-.

Smuk er hun, Andrea Vagn Jensen. Men det er Klumpfisken også. Kærlighed handler om at åbne øjnene. I hvert fald i den muntre vesterhavsfarce -Klumpfisken-.

Henrik Sternberg

15. april 2008

Akvariet blinker blåt. Manden stiller sig hen til ruden i sine blå Kansas-overalls. "Man skal bare vente længe nok, så gør den det lige pludselig," forklarer han og peger op på et imaginært spring.

Han står der på Nordsømuseet i Hirtshals. Konen har fundet en anden. Fiskeriet giver røde tal. Og klumpfisken springer ikke i dag. Men lykkeligt nok kommer der en indtagende tjøwenhavnertøs forbi ...

Det er den unge dramatiker Lærke Sanderhoff, der har skrevet sin barndoms Vendsyssel ud i denne muntre fiskerfarce. Sanderhoff formår mirakuløst at få københavnertilskuerne til at føle sig som vesterhavsfiskere denne halvanden time, mens replikkerne sjasker som præcise tangklumper. Skønt.

Det hele foregår mellem fiskekasser i Claus Helbos vellykkede scenografi, der sammen med lyddesignet af Lasse Lyngbo får forvandlet Får 302's toværelses lejlighed ved Nyhavn til et sted ovre vestpå med højt til himlen: Tøf, tøf, så er vi på kutteren. Dryp-dryp, så er vi i svømmehallen, hvor fiskerne klamrer sig til korkbælterne. Skægt.

Plastikposen fra Jysk

Alt lykkes i denne lethjertede opsætning. Frede Gulbrandsen har iscenesat Henrik Birch, så denne store mand med de enorme hænder pludselig åbner sindet til et fængende mandeportræt. En mand, der er for god af sig. Men også en mand med legeglæde. Han skal bare lige sætte plastikposen fra sig først, altså den fra JYSK med fisk i.

Andrea Vagn Jensen boltrer sig også betagende som ivrig sild, og hun fremblafrer flot den rodløshed, som så let følger med singlelivet i hovedstaden: Vildt til stede - og vildt sårbar. Og tredjehjulet Lars Topp Sørensen er vidunderlig i stykkets mange biroller. Hans runde mave skifter fra klynkemedhjælper på kutteren til kynismebankmand og liderlig ven på vej til Thailand. Lars Topp Sørensen kan spille ualmindeligt enfoldig, og hans dumhedsbrutalitet skaber nogle af de mest skræmmende danskertyper, jeg har oplevet på teatret i lang tid.

"'Hirtshals' og 'eksotisk', de ord er vist aldrig brugt i samme sætning før," siger hans sleske museumsdirektør. Det kan godt være. Men Sanderhoffs klumpfisk er den mest eksotiske teaterfisk denne sæson. Klumpeskøn.

Klumpfisken. Tekst: Lærke Sanderhoff. Instruktør: Frede Gulbrandsen. Dramaturgi: Jesper Bergmann og Louise W. Hassing. Scenografi: Claus Helbo. Musik: Lasse Lyngbo. Lys: Jacob Bjerregaard. Får 302 til 6. maj.

www.faar302.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu