Interview
Læsetid: 8 min.

Formens uforudsigelige æstetik

Billedhuggeren Øjvind Nygård vil undersøge alle de muligheder, formerne rummer i sig, og som man ikke i udgangspunktet kan overskue. I anledning af hans netop åbnede, retrospektive udstilling på Statens Museum for Kunst fortæller han om, hvad der driver ham
Kultur
28. april 2008

I lørdags åbnede en retrospektiv udstilling af billedhuggeren Øjvind Nygårds værker på Statens Museum for Kunst. Oven over indgangen til udstillingen står skrevet hans navn, Øjvind Nygård, før ham var det billedhuggeren Erik Thommesens retrospektive udstilling, der i en række måneder beboede rummet. Nu kan et udvalg Øjvind Nygårds værker beses i de kommende måneder.

Rummet er belyst af kunstlys, foruden den forårssol, der strømmer ind ad de høje vinduer. Rent sollys ville gøre kontrasterne for skarpe, forklarer Øjvind Nygård. Hvad man ser? Det vender vi tilbage til.

Tilbage til skulpturen

Øjvind Nygård tilhører den generation af billedhuggere, som brød igennem i begyndelsen af 1980'erne, hvor postmodernismen slog igennem.

"Det kom vel af, at det med at skabe nye genrer, som man havde forsøgt med installationskunst og lignende, var brugt op," siger han selv.

"Man erkendte, at noget nyt lige så godt kunne rummes i en lille blyantstegning, som i store installationer. Det var jo en retning, der slog igennem både inden for billedhugger- og malerkunsten," påpeger han, "samtidig kom jo det vilde maleri."

Imidlertid havde "den traditionelle skulptur med dens stabile og samlede 'legeme' mistet sin status som 'genredefinerende form'," forklarer kunsthistorikeren Anne Ring i den bog, der udgives i anledning af udstillingen.

Øjvind Nygård og hans generation genoplivede i deres historiske situation skulpturen, men i en ny form, hvor historiske og nutidige referencer i uforudsigelige kombinationer optrådte som brudstykker og lån fra kunsthistorien, klassicismen, barokken og minimalismen m.v.

Selv definerede de nye billedhuggere sig primært i modsætning til modernismen, der oplevedes som ideologisk og bærer af et 'budskab'.

"Vi var optaget af at lave skulptur, men med et mere aktuelt udgangspunkt en den klassiske form, altså skulpturer med nutidige referencer," forklarer Nygård:

"Men der var ikke længere nogen begrænsninger, idealismen var der ikke mere, der var ikke mere en skulptur skulle prædike. Det var formens egenkarakter, ikke indholdet, der var interessant."

"Jeg vil gerne have åbenhed," fortsætter han, og tilføjer eftertænksomt, at det jo udelukker mangfoldigheden af tolkninger, hvis man bruger alt for stærke, entydige symboler såsom korset eller hagekorset.

Lys, balance og klassik

Hvad der menes med de kunstteoretiske overvejelser, ser man, når man træder ind i Statens Museum for Kunsts højloftede, hvide rum, med de høje vinduer ud mod museets forhave.

Her møder man først Light Conductor, en menneskefigur overtrukket med grønt. En knælende yngling i bedste græske skulpturstil holder to blanke skiver i hænderne - man kommer til at tænke på Diskoskasteren. Men hos Nygård dirigerer skiverne i figurens hånd det lys, de modtager. Samtidig er imidlertid hele skulpturen blank, så den tilbagekaster lys i alle retninger. Conductor betyder dirigent, i en eller anden forstand postuleres det altså, at det er ynglingen, der dirigerer lyset, men det er helt uforudsigeligt, hvor det dirigeres hen. Tilmed balancerer menneskefiguren skævt på soklen, en geometrisk kegle, der selv er stillet på spidsen, så de to elementer lige akkurat bliver stående i skrøbelig, indbyrdes balance. Sådan kan Øjvind Nygård formulere den "fornemmelse af destabilisering og kompleksitet, som er en del af livet i de globaliserede postindustrielle samfund" - med Anne Rings ord. Samtidig med at den klassiske skulpturform får nyt liv i polyesterafstøbning, overtrukket med lysende grøn, kunstig hud.

Columbine

En mindre, flad skulptur i form af en ring med en række små figurer anbragt i symmetrisk afstand hele vejen rundt kaldes Boy on Circle Shooting Boy on Square Shooting Boy on Circle. Det er Nygårds egen søn, der står model her, fortæller han, med hævet pistol, der sigter mod den næste, som igen sigter mod den næste, raden rundt. Inspirationen stammer fra Columbine, den lille, amerikanske by hvor to unge drenge i 1999 dræbte 12 af deres kammerater og en lærer, før de skød sig selv.

Drengene i skulpturen er så små, at deres bang-bang associerer til leg, men samtidig hæves pistolen i al dens farlighed.

"Og den eneste begrundelse for at skyde er, at en dreng står på en firkant, mens en anden dreng står på en cirkel," konstaterer Nygård.

Menneskelandskab

Skråt bagved hænger langs med den hvide væg en vandret, orangefarvet menneskefigur, svævende i luften med fire bolde på ryggen. Hvor boldene rører mennesket, er der ved siden af lavet et rundt hul, ligesom der er to runde huller på det ene ben.

"Det er kroppen som et landskab," bemærker Øjvind Nygård, "og som spilleplads. På en måde er det den afpersonificerede krop, han sover jo. Jeg har tilstræbt en vis objektivisering. Kroppen er jo en spilleplads i forvejen, den er skueplads for mange forskellige spil," smiler billedhuggeren.

Fontæne

Omtrent midt i rummet hæver sig en stor konvulsivisk figur i nysølv med tydelig inspiration fra barokkens ornamentik. Fontæne, hedder den, og er bestilt af Ny Carlsberg i 2001 til opsætning foran Copenhagen Business School.

"Jeg ville fremkalde vandets formpotentiale. Vandet kommer ud to steder, foroven hvorfra det flyder amorft nedad skulpturen, og forneden hvor det løber rundt i en cirkel for skulpturens fod."

Selve skulpturen er modelleret op, forklarer Øjvind Nygård. Amorf og turbulent giver den mindelser om bølgebevægelser, vand der styrter frem og spejlinger i vand. På toppen af figuren er anbragt flade forskudte cirkler som vand der hvirvler rundt. Vandet kan løbe ned på mange forskellige måder, det er mangfoldigheden og uforudsigeligheden, der skal fastholdes, fremhæver han.

Ind imellem får temaet "lov til at løbe af sporet", som Nygård siger, og former, som ikke har med vand at gøre, men hentes andre steder fra, skyder frem.

"Jeg skal jo også have det lidt sjovt, når jeg arbejder," smiler han. Man kan blive ved med at gå rundt om Fontæne, for formerne vrider sig og glider over i hinanden, og lyset skifter, og man ville virkelig gerne se den med vandet løbende.

Formpotentialet

- Udstillingen består næsten udelukkende af ældre arbejder, men ét nyt er der, 'TEFTT, The Escape From The Text', hedder den. Hvordan skal det nu forstås?

"Jeg er interesseret i tingenes formpotentiale," forklarer Nygård: "Jeg vil gerne kalde de former frem, som ligger i materialet, men som man er ude af stand til at overskue i udgangspunktet. Jeg tager et materiale og udsætter det for en bestemt formel behandling, og så ser jeg, hvad der kommer ud af det."

"Her var udgangspunktet nogle bøger i en bunke. Jeg tegnede konturerne af bogbunken, som ikke var stablet, men lagt tilfældigt i netop en bunke, én åben med ryggen opad, en anden med ryggen ud mod mig osv. Dernæst skar jeg den kontur, jeg havde fået frem, ud i en plade, satte et centrum og drejede figuren ud."

Resultatet blev noget, der ligner et kæmpe spisestel med tallerkener og fade i alle størrelser og forskellige tykkelser. Et sted i alt det hvide er på skrå anbragt et par knaldrøde, runde flader - en dialektisk figur for at have en start og et slutpunkt, forklarer Nygård.

"Så kan figuren også tale med sig selv og sine egne dele. Den singulære skulptur kan kun være i dialog med omgivelserne."

- For tilskueren virker værket som noget, der bliver til for øjnene af en, men det er samtidig din arbejdsmetode?

"Ja, det er det nok. Jeg er interesseret i at se, hvad der sker, hvis man folder en form ud i alle dens afskygninger. Selvfølgelig er jeg nødt til at beslutte mig for at følge nogle bestemte, formale procedurer, men hvad der kommer ud af det, er uforudsigeligt. Der er tale om formalisme, der ligger ingen ideologi i værkerne."

Barndomshjemmet

Men nok en munter leg også med også personlige elementer. Endevæggen domineres af stor sølvgrå skulptur, kaldet Lambertseter. I virkelighedens verden ligger Lambertsæter 10 kilometer sydøst for Oslo, og det er der, Øjvind Nygård er vokset op i et kvarter bestående af boligblokke.

Lambertseter består af en slags foldede vægge, hvori er indgraveret døre, og over væggene er kastet en stor gummidug med sølvfarvede blokke i forskellige størrelser. Det er en tredimensionalt byplan over barndommens boligkvarter, forklarer Nygård og peger: "Der boede jeg."

Dørene er modeller i mindre skala af de døre, der førte ind til opgangen.

Også her understreger Nygård, at han ikke fra begyndelsen ved, hvad der kommer ud af det, han sætter i gang, "hvis jeg kunne overskue resultatet fra begyndelsen, ville det ikke være interessant."

- Men hvad styrer så udformningen undervejs?

"Øjnene," kommer det uden tøven: "Jeg er meget formfascineret, jeg tænker ikke ret meget, jeg ser. Hvis et eller andet er forkert, og jeg er ligeglad med, hvorfor det er forkert, så arbejder jeg med det, indtil den 'er der'. Hvad det vil sige, at den 'er der', er jeg også ligeglad med."

En løve?

Selv er Øjvind Nygård mest glad for 'Løvefiguren', som han kalder den, det officielle navn er Fra den store Tragt III. Skulpturen består til den ene side af en svulmende, konvulsivisk masse, der tilsyneladende vælter ud af en tragt, som er stukket igennem en oprejst, skrå, uregelmæssigt formet træplade. Men ved nøjere eftersyn viser 'massen' sig at være - en løve.

"Jeg startede med at modellere en løvekrop, indtil den var en anelse genkendelig, men stadig i lige så høj grad havde lerets form. Jeg stopper, inden figuren i almindelig forstand er færdig, for det, der interesserer mig er, hvor grænsen går: Hvornår bliver massen genkendelig som løve? Hvornår bliver ting entydige?" spørger han.

"Til gengæld kan de også blive så mangetydige, at de bliver tomme som i minimalismen," tilføjer Nygård, der selv arbejder i spændingen mellem de forskellige poler. "Jeg har også lavet ting, der er minimalistiske, jeg er ikke så principfast."

Pladen som 'tragten' er 'stukket igennem' er på sin anden side forsynet med et mønster af lodrette og vandrette linjer. De er fremkommet ved at Øjvind Nygård har taget punkterne af løvekroppens kontur, lavet et diagram og skåret pladen igennem så der fremkom et ligelinjet mønster - hvorved der også fremkom punkter, som ikke refererer til løvekroppen. Pladen bliver et æstetisk element i sig selv.

Sprogets afmagt

Foran en række små skulpturer, ophængt på væggen, stopper vi op. Halvdelen af dem har rundede, bløde former, i halvdelen går de hvirvlende vandformer fra Fontæne igen i forskellige udformninger.

"Jeg har egentlig ikke så meget at sige om dem," slutter Øjvind Nygård, og tilføjer hvad der lyder som et credo:

"Formens æstetik er langt mere mangfoldig en sprogets, hvis man skulle forsøge at fortælle, hvad øjnene så, ville sproget give op."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her