Kommentar
Læsetid: 5 min.

Fredsforstyrrere

En pakistansk dame, der lufter en hund på forårets første rigtige solskinsdag er opskriften på en masse uønsket opmærksomhed fra emsige medmennesker
Kultur
25. april 2008

"Jeg er allergisk". Den pakistanske taxachauffør råber standardreplikken. Han lader dog mig og min hund komme ind i taxaen alligevel, hvis jeg ellers vil love at holde den i halsbåndet, hvad jeg normalt ikke vil. "Kan jeg ikke bare have den imellem mine ben?" - "Jo, så lad gå da."

Efter at have forhørt sig om, hvorvidt jeg har nogen særlig interesse for hunde, om det virkelig er min egen hund, eller jeg bare passer den, falder han til ro og begynder i stedet at fortælle om Pakistan. For Pakistan er et storslået land, må jeg vide. Det er fyldt med politisk engagerede og samvittighedsfulde mennesker. Han selv har et hus i Islamabad. I et fint kvarter - mindst lige så fint som Holmenkollen.

Ubevidst foragt

Hvorfra i Pakistan stammer jeg så fra? Karachi, ja så. Faktisk har han netop bortgiftet sin datter til en familie fra Karachi. Pakistan er desværre også fyldt med naive mennesker. De vil tro på alt, hvad du fortæller dem. På den måde minder de om nordmænd, fabler han videre. Desuden er pakistanere af natur flittige og arbejdsomme - noget nordmænd ikke rigtig forstod at påskønne, før somalierne kom. Mere dovne og ugidelige mennesker end dem skal man lede længe efter, konkluderer han.

Jeg smiler og nikker det bedste, jeg har lært, imens jeg af al magt bestræber mig på at holde min hund mellem mine ben. Så uskyldig han dog er i sin ubevidste foragt, sukker jeg inden i mig selv. Jeg må åbenbart finde mig i, at denne chauffør ser det som sin ophøjede personlige mission at oplyse mig om, at 'mit' folk, 'min' nation er der ikke spor galt med - det er blot de pakistanske politikere, som er korrupte djævle og blodsugere. Hans mobil ringer med en ringetone, der er tema fra en eller anden film. På taxameteret dukker en melding op: asslaimaleikum;-) Stavemåden er skrupforkert, så jeg får den tanke, at det nok er en norsk taxakollega, som driver gæk med ham. Det er da fint med den slags kollegiale samvær mellem naive pakistanere og naive nordmænd, må man da om ikke andet sige.

Jeg hopper af taxaen i Sofienbergparken.

"Hej, Shabana Rehman, sikke en fin hund, du har fået dig der!" Jeg spadserer gennem Sofienbergparken fra Toftesgate og hen imod den store legeplads. Halvvejs fremme bliver jeg antastet af en fremmed mand, og sandelig om han ikke også er pakistaner. Han tiltaler mig skiftevis på urdu og norsk. Han har lyse striber i sit hår og er iført en slidt pilotjakke. Han smiler og venter tydeligvis for også at give mig chancen for at sige noget, før han igen åbner munden. Han spørger, hvad hunden hedder? Jææævlig fin, råber han efter mig - hund altså! Før han fortsætter endnu mere slesk: "Endnu finere end den ingrez, du hænger ud med."

Beroligende empati

'Ingrez' er et postimperialistisk skældsord, som først og fremmest mennesker fra Indien og Pakistan bruger om hvide, vestlige mænd - og er velsagtens en forvrængning af 'engelsk'. Jeg kigger nærmere på pakistaneren for at svare på hans frækhed. Han ser simpelt hen for slidt og for dopet ud - Men han følger efter mig. Jeg skal mødes med min mor og mine to små nevøer ved legepladsen. Hvad har han tænkt sig? Han går helt tæt bag mig og sætter sig lige ved siden af os. Da han opdager, at jeg ikke er alene, men i selskab med mor og børn, bliver han mere diskret. Min reaktion er at sige til min mor, at man åbenbart ikke kan være i fred i Sofienbergparken. Her kan hvem som helst dukke op og plage hvem som helst. Da min mor til sidst får at vide, hvad problemet er - og jeg fortæller det stærkt indigneret, ængstelig og rasende over den nedrige replik fra pakistaneren - svarer hun bare helt roligt: "Det er dig, som er stærk, min pige - han er bare en stakkel, som er faldet igennem. Du har ingen grund til at rakke ned på ham. Så du ikke, hvordan han så ud? Han er jo åbenlyst narkoman." Først er jeg lettere rystet over, at min mor vil forsvare en så uforskammet person på et gadehjørne, men så går det op for mig, at hun i grunden bare udviser empati. At gøre det på den måde kan virke provokerende, men jeg har dyb respekt for det. "Mennesker må formidle gode ting, for at gode ting kan vokse," siger hun.

Ja, verden er kompliceret - så enkelt kan det siges. Vi forlægger residensen til en rolig baggård et andet sted på Grunerløkka. Det er forårets første rigtig varme solskinsdag, og baggården er som et paradis. Sandkasse, gynger og solvæg gør, at både hund, børn, mor og datter hygger sig. Her er ingen narkoskæve mennesker eller skabspolitiske agitatorer i taxapels. Ingen andre mennesker i det hele taget, tilsyneladende. Men med et hører jeg så nogen råbe så højrøstet om bæ, at jeg er lige ved falde ned fra bænken. Ungerne holder straks op med gynge, og min mor kigger op på himmelen. "Se så at få den køter væk fra sandkassen! Hvad hvis den skider i sandkassen?! Det er en ældre norsk dame, som råber så engageret, at man skulle tro, at det var hendes livsopgave at overvåge, hvor hunde defækerer. Jeg ser på min hund, og hun har da ret - jeg vil da heller ikke have, at den lægger sit visitkort i den sandkasse, hvor vores to medbragte guldklumper leger! Men det er ikke nok for den forargede havgasse, for nu kommer hun ned fra balkonen og styrer hen til os, den vrede dame. Børnene stirrer på hende. Jo, for hun har selv hund og hun kan på flere mils afstand se, når en hund lægger an til at besørge. Og den køter der, den er skidetrængende! Ja så, siger jeg, og fjerner den fra sandkassen. Hvorfra får folk al den energi til at blande sig og torpedere andres idyl? Og selv om hundebæ ikke er lækkert, er det trods alt biologisk nedbrydeligt. Jeg er lige ved at sige til hende, at hun hellere skulle koncentrere sig om de skarpe glasskår, der ligger i sandkassen, men bider også det i mig. Du skal fokusere på det gode, husker jeg mig selv på og smiler så godt jeg kan til den arrige irriterende dame og trækker min hund langt væk fra sandkassen.

Det er slående så megen opmærksomhed, jeg får fra mine landsmænd, når jeg går tur med min hund. Mens nordmændene hovedsagelig er optaget af hunden, går pakistanerne mest op i hundeejeren. En pakistansk dame med en hund - det er et sjældent syn. Men faktisk tilhører 'min' hund en fraskilt norsk alenefar. Jeg har ingen særlig fortrolighed med hunde, men lufter den blot for ham. Alligevel har jeg på denne dag lært meget mere om folk end om hunde.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rehmans kommentarer er altid et af ugens højdepunkter. Tak for det.