Friheden til at dø

Da Janne Hejgaard for nylig var på vej til Berlin efter et møde i København, og flyet lagde an til landing, bredte en pludselig smerte sig i baghovedet og lagde sig som en jernring rundt om nakken. Enten er der trykproblemer i kabinen, tænkte hun, eller også havde hun fået en hjerneblødning. Hun kiggede sig omkring og konstaterede, at de andre passagerer så upåvirkede ud, så hun kunne ikke udelukke hjerneblødningen, og mens smerten bredte sig, gjorde hun lynstatus:

"Jamen så er det måske nu, det skal være. 60 år, lidt tidligt måske, men ingen er længere afhængig af mig, jeg har en voksen datter og et barnebarn, de kan klare sig selv. Jeg kan undværes. Jeg har ingen hængepartier eller uforløste drømme. Det er så i orden."

Men da hun greb ud efter sin vandflaske var den suget helt ind af undertryk, og det gik op for hende, at det var trykket i kabinen, der var faldet.

Først da hun efterfølgende fortalte om oplevelsen til sin datter, kom hun i tanke om, at hun ikke var helt undværlig endnu. Der er et barnebarn, der stadig skal bruge hende til noget, men som Janne Hejgaard siger, så er det kun et spørgsmål om et par år endnu, så er også barnebarnet sat i søen og pustet fra land.

Mellem Berlin og Samsø

Sådan går hun mere eller mindre bevidst og afslutter og rydder op, for det er den frihed, man får, når ens børn bliver voksne; friheden til at dø.

Hun siger det med et varmt smil og ligner ikke en kvinde, der er på vej ud af livet, men nærmere på vej længere ind i det.

Der er nu hverken uanede kvadratmeter af loft, der skal ryddes og køres væk i containere eller spøgelser, der skal ud af skabet. Den 60-årige fagbogsforfatter er single og lever fortsat sin ungdoms fleksible liv. Engang var det på gamle sejlskibe, bl.a. Nordkaperen, med sin fem-seks-årige datter rundt i Middelhavet.

I dag er det mellem Berlin, København og Samsø. Om vinteren bor og arbejder hun i sin lejlighed i Prenzlauerberg og er tæt på sin datter og sit barnebarn. Om sommeren på sit store landsted på Samsø, hvorfra hun også driver sit eget forlag. Oprindeligt er hun uddannet skolelærer, men i næsten 30 år har hun levet af sit forfatterskab samt kurser og foredrag for voksne, der har med børn at gøre.

I dag møder jeg hende i Forfatterforeningens røde sofa i Strandgade i København, hvor hun skal til bestyrelsesmøde senere på dagen. Hun er høj og slank, hendes hænder fabulerer og fortæller, og smilet bryder ofte og pludseligt ud i et ansigt præget af en brækket skønhed - som en brækket hvid.

Første gang hun blev konfronteret med, at nu opfattedes hun som gammel, var, da folk begyndte at sige, at hun holdt sig godt i stedet for at sige, at hun så godt ud.

- Oplevede du slet ingen angst i det fly?

"Nej, og det har jeg da også tænkt over. Måske er det det med, at først når frugten er moden, kan den slippe træet. Fordi jeg sommetider tænker på, at jeg en dag skal dø og ikke bliver skræmt over det, har jeg spekuleret over, om jeg simpelthen løber min vej fra det - om det er så angstprovokerende, at jeg forsøger at fortrænge det. Men det tror jeg ikke. Jeg tror, at det, der betyder noget, er, at jeg har været her. Jeg er moden. Jeg har spist af livet i meget store mundfulde. Jeg har brugt mig. Fysisk og seksuelt og kreativt. Jeg har forvaltet mine talenter så godt, som jeg nu kan ønske mig. Jeg har vovet. Skrevet et digt og plantet et træ, som man siger, og sat et barn i verden."

Først når frugten er moden

Der er ganske vist ting, Janne Hejgaard ville ønske hun havde gjort anderledes, men hun fortryder ikke ting, hun ikke har gjort. Og har man stort set gjort de ting, man gerne ville og brugt sig på en ordentlig måde, er det nemmere at gå sin vej fra det hele, mener hun.

"Jeg tror, at dødsangst kan handle om ikke at have brugt livet ordentligt," siger hun.

"Og så bliver man grådig og vil blive ved og ved med at have."

- Hvad er anderledes ved at være blevet gammel?

"Jeg vågnede jo ikke en morgen og tænkte, at 'nu er jeg gammel!'," smiler hun.

"Det skete nok langsomt op igennem 50'erne. Det viser sig mest ved, at der er så mange områder af tilværelsen, hvor jeg har været og ikke mere er optaget af at skulle være igen. Jeg har taget det med mig, jeg skulle, derfra. Det er en af fordelene ved at blive ældre. Man skal slås med noget andet, end da man var 20 og 30. Bevar mig vel, jeg er glad for, det ikke er der, jeg er nu. Også da jeg var 40, var der områder af tilværelsen, jeg var bange for eller usikker ved. Jeg havde vel et lavere selvværd end i dag. Men jeg gik i kødet på det og vovede, derfor er jeg også den, jeg er, i dag. Tidligere var der så meget, jeg ikke vidste om jeg kunne, som jeg i dag ved, jeg kan. Det giver mig en ro. Meget er blevet enklere."

- Hvad slås man med når man er 60?

"At blive ældre er en lang proces, hvor man skal sige farvel til noget. Jeg er klart blevet langsommere i hovedet, det generer mig. Jeg har været meget bedre til sprog, end jeg er nu. Jeg har sværere ved at indlære i dag. Klisteret i klæbehjernen er blevet lidt tørt, tingene hænger ikke så godt ved. Jeg skal gøre mig større anstrengelser for at huske nyt stof. Jeg bliver også mere træt, selv om jeg jo er i en fysisk form, der er så god, som jeg kan ønske mig som 60-årig. Desuden bliver jeg mere besværlig for omverdenen, fordi jeg er mere klar over, hvad jeg gider, og hvad jeg ikke gider. Der er ting, livet nu er for kort til."

Janne Hejgaard bryder sig til gengæld slet ikke om at tænke på, hvordan hendes historie bliver, når hun bliver rigtig gammel. Den dag systemet begynder at bryde sammen. Hun har en mormor der blev 92 år og var frisk i hovedet til det sidste. Og en farmor der var senil og troede, hun var 17 år og gik på højskole, da hun var i 70'erne.

"Jeg ved ikke, hvem af de to, jeg har mine gener fra. At operere med den vished, at der vil ske et eller andet med mig, og at det ikke er så langt væk, er ikke rart. At miste mit gode hoved kan absolut gøre mig skrækslagen."

Felter lukker ned

At blive ældre handler ifølge Janne Hejgaard også om, at en række konkrete felter i livet lukker sig bag én.

Enten er de allerede lukket ned eller også vil de blive det indenfor en overskuelig årrække.

- Hvilke felter i tilværelsen tænker du på?

"Jeg har for eksempel lige været i New Zealand på en lang rejse. Det tog mindst et døgn begge veje. Da jeg kom hjem tænkte jeg: gad vide om ikke det var min sidste lange rejse? Jeg er ikke sikker på, at jeg orker at rejse om på den anden side af jorden igen. Jeg vil da gerne ud at sidde på en stillehavsø, men det er ikke sikkert, jeg orker. Der går nogle år, så er den anden side af jorden nok lukket land for mig. Det kan jeg nu godt leve med."

Janne Hejgaard tror heller ikke på, at hun går i gang med at sætte sig ind i nye store fagområder, selv om hun har lyst, og også arbejdsmarkedet er et land, hun kan konstatere er lukket ned for længst.

"Jeg har ikke de store ambitioner om at skulle derud, men jeg har da kunnet lege med tanken. Jeg ved godt, at efter at have været ude af arbejdsmarkedet som lønarbejder i mere end 30 år, så kommer jeg ikke ind igen. Da jeg var først i 50'erne overvejede jeg seriøst, om jeg skulle søge en skoleinspektørstilling, der var slået op. Det ville jeg aldrig drømme om at overveje i dag. Det er ikke noget savn, jeg kan blot konstatere, at det er et felt, der lukker sig."

Også parforholdet eller ægteskabet er et felt i livet, som måske snart lukker sig. Eller også lukker hun det selv:

"Jeg lever alene i dag, og jeg er da i tvivl om, om jeg orker at få et nyt menneske ind i min tilværelse. Det kan da godt være jeg bliver overrasket en dag, men det er den type overvejelser, jeg har. Min seksualitet er også fuldstændig anderledes, end den var engang. Den optager mig slet ikke i samme grad. Det har jeg det meget roligt med, for jeg har været der. For mig er det i orden at livet er en rejse gennem forskellige scenarier," siger Janne Hejgaard og trækker på skuldrene med et lille smil.

- Når felter lukker sig, oplever du så andre åbne sig?

"Jeg vil sige det på den måde, at meget er blevet nemmere. Mennesker og nye sammenhænge er blevet nemmere at gå til, når man efterhånden kender sig selv fantastisk godt. Så et nyåbnet felt, siden jeg blev 50, er den der hvilen i sig selv. Som en ro der folder sig ud."

Samspillet med verden

Alder er også noget, man bliver gjort opmærksom på, når man mindst venter det.

Man bliver ældre under nogle bestemte vilkår i en verden, hvor idealet er at være ung:

"Den vestlige verden er optaget af at se ung ud, opføre sig ungt og have unge interesser. Og man bliver jo til i samspil med andre. Ofte oplever jeg at sidde over for en person, der har en faktamåde at forholde sig til mig på: jeg er gammel. Måske snakker jeg med en 40-årig og skænker ikke aldersforskellen en tanke. Så sker der pludselig noget i samtalen, der gør mig opmærksom på, at den anden er meget bevidst om aldersforskellen. Jeg skal gøre et stykke arbejde for at definere mig selv som en person, der er 60 år på den måde, jeg nu engang er 60 år. Fordi der ligger en lang række opfattelser af at være 60, som ikke passer til mig, og som jeg ikke vil tage på mig. Og der er for få brugbare forbilleder for, hvordan man kan være 60, synes jeg. Det ville være dejligt, hvis der var flere af dem i det offentlige rum."

Spirerne i sprækkerne

Janne Hejgaard er optimist omkring den verden, hendes barnebarn skal vokse op i. I dag har man større valgfrihed til at sammensætte det liv, man selv ønsker, og selv om der er mange perspektiver, der ser alvorlige ud, koncentrerer hun sig om at få øje på de spirer, der vokser i sprækkerne. Om hvordan man går ud som et nysgerrigt barn og ser på sin nutid. Både med erfaringens briller på og helt uden.

"Jeg er sikker på, jeg er klogere på tilværelsen end en 30-årig. Det skal jeg ikke lægge fra mig. Men samtidig nytter det ikke noget, at jeg sidder som en gammel venstrefløjsaktivist, der i 1970'erne var optaget af kapitalismens trussel - og jeg kan jo kigge mig om i verden og konstatere, at alt det vi frygtede, rent faktisk er her i rigt mål - og hakker ned på samtiden og siger, at det hele er sørgeligt. Jeg er nødt til at kigge på, hvad det er for et samfund der så er her i dag. Hvad det er, jeg slet ikke kan filtrere med mine erfaringer, fordi det er fuldstændig nyt. Hvad er der i dag, som er godt og peger fremad? Hvad kan man glæde sig over når man er 20, 30 og 40 år i dag?"

Foråret er en indgangsdør

Janne Hejgaard mener, at hele hendes voksne liv har udspillet sig i en overgangstid. Noget gammelt er væk, det nye har endnu ikke fundet sin form. Det viser sig bl.a. ved, at vi i dag lever i et overflodssamfund, men opfører os som om, vi stadig lever i et mangelsamfund. Vi kommer med nogle normer, der er ældgamle: Man spiser den mad, der er tilgængelig, for man ved ikke, hvornår der igen kommer noget. Og det bliver et problem, når der altid er masser af mad. Vi har endnu ikke opdaget, at virkeligheden er anderledes i dag. Vi har ikke lært at håndtere et overflodssamfund. "Det gælder også kønsrollemønstret," siger hun.

"Vi brød nogle mønstre op, der passede til tidligere samfund, og vi har ikke fundet vores ben endnu, hvad angår de nye kønsroller. Og se på hele mad-forureningshistorien. Vi skal opfinde helt nye regler for, hvad der er sund kost. Og hvad med hele energiproblemet? Og vores overforbrug? Men vi skal nu nok finde ud af at håndtere det nye. Der vil altid være gode, begavede mennesker med overskud, der vil arbejde for verden på en måde, der tjener menneskers interesser. Ligesom der altid vil være mennesker, der ikke har haft omstændighederne til at generere kompetencer og overskud, og som bare følger med strømmen og på inkompetent vis raver rundt i samfundet, og prøver at skaffe sig det, de tror, de har brug for. De vil alle blive ved med at være her."

Netop i disse dage pakker Janne Hejgaard sit liv ned i Berlin for at flytte det til Samsø. For hvert år der går, nyder hun foråret mere og mere.

"Det er nok, fordi at udgangsdøren er tættere på end nogensinde før - og foråret er en indgangsdør. Så at få lov at se det hele åbne sig op er så smukt - det er den modsatte proces af at blive gammel, hvor alting lukker sig."

- Er du så begyndt at tælle, hvor mange forår du tror, du har tilbage?

"Nej, men hver gang jeg står midt i foråret, tænker jeg, at jeg skal huske at være her, huske at nyde det. Jeg skal se det, tage det ind, registrere det. For jeg ved aldrig, om det blive det sidste. Sådan har jeg haft det i nogle år nu."