Læsetid: 5 min.

Friheden søger de ydmyge steder

Gode historier om menneskers stræben efter frihed skal man ofte finde i tegneserier og børnebøger
Gode historier om menneskers stræben efter frihed skal man ofte finde i tegneserier og børnebøger
17. april 2008

"Har I set en lille dreng bag en stak bøger?" Min mor ringede tit til biblioteket, hvor jeg sad begravet i tegneserier. Til daglig gik jeg i den rigtig sorte skole, nemlig Lycée francais de Copenhague, hvor respekt for autoriteter, høflighed, paratviden og god litteratur var i højsædet. Jeg lærte at sætte pris på Molières Tartuffe og på Voltaires Candide. Sidstnævnte især, fordi den hyldede tanken om at dyrke sin egen have og holde sig ude af politik og slige tåbeligheder.

Mine største litterære glæder kom imidlertid ikke fra den sorte skoles finkulturelle pligtstof, men derimod fra noget så lavt som tegneserier. Her måtte jeg supplere hverdagens skolelærdom med, hvad jeg kunne opstøve om lørdagen på de udmærkede danske folkebiblioteker eller i min mormors kælder, hvor hun opbevarede komplette årgange af blade som Anders And, Skipper Skræk og Kong Kylie. Mine favoritter var den heltemodige prins Valiant, der kæmpede for retfærdighed, og Disneys Onkel Joakim, en and, der spinkede og sparede og satte nye storslåede profitskabende projekter i gang. Han var indbegrebet af personlig viljestyrke.

Blimflim og øko-askese

Da jeg blev lidt ældre overgav jeg mig til den franske science fiction-serie Linda og Valentin. Engang var serien en let karikeret samfundssatire med 60'er præg. Rum-tid-agenten Valentin og hans nydelige sidekick Linda tjente planeten Jorden, der ganske som det gamle romerrige ønskede at holde handelsruterne åbne og præge alle andre med sin kultur. Menneskeracen blev dog bestemt ikke godtaget som universets naturlige herskere.

Seriens højdepunkt var album som Velkommen til Aflolol, der tog drev gæk med kolonialismen, Herskerens Fugle, en kritik af totalitarismen, og Jævndøgnets Helte, et poetisk forsvar for individuel frihed. Jordboernes møde med andre kulturer og racer gav forfatteren Pierre Christin mulighed for at beskrive politiske og religiøse systemer, samtidig med at tegneren Jean-Claude Mézières kunne svælge i zoologi, etnografi og arkitektur. Opfindsomheden var enorm og de politiske budskaber lå lige under overfladen.

Rammen om historien i Jævndøgnets helte er en konkurrence mellem fire helte, der hver repræsenterer sin civilisation eller rettere: sit politiske system. Valentin konkurrerer med krigeren Irmgaal fra et fascistisk imperium, der svælger i militaristisk retorik, uniformer og vajende faner. Ortzog fra industriplaneten Borgnof er derimod repræsentant for et sovjetlignende styre, der plastrer alt til i beton og praktiserer genopdragelse af sine dissidenter. Blimflim er en indisk udseende shaman, der hylder fattigdom, øko-askese og underkastelse. De fire helte kæmper om at retten til at forme planeten Simlanes fremtid. Og det bliver Valentin, der noget forpjusket løber af med sejren, netop fordi han er ude af stand til at definere planetens fremtid! Dermed er han en værdig repræsentant for det liberale demokrati med sin afvisning af alle utopier. Min liberale yndlingsfilosof Karl Popper kunne ikke have gjort det bedre.

Vildkatten Laura

Jeg har altid sat pris på gode historier om menneskers stræben efter frihed og lykke. Dem skal man ofte finde de ydmyge steder: i tegneserier og børnebøger. Det gælder ikke mindst i Laura Ingalls Wilders beretninger om sin barndom.

"Engang for længe siden - for mere end firs år siden - boede der en lille pige i et lille, gråt hus, bygget af tømmerstokke, dybt inde i de store skove i Wisconsin ovre i Amerika." Sådan starter eventyret om nybyggerpigen Laura. Min mor læste bøgerne for mig, og jeg var solgt med det samme.

Historien om bøgerne er et eventyr i sig selv. En dag i 1930 satte bondekonen Laura Ingalls Wilder sig ned ved sit skrivebord efter morgenens arbejde og begyndte at skrive sine erindringer om det frie land mod vest, som for længst var borte. Det lille hus i den store skov blev en øjeblikkelig succes. Det geniale bestod i, at Laura Ingalls Wilder ændrede vinklen, så fortælleren ikke var en ældre dame, men barnet selv. Hun fik hjælp af datteren Rose Wilder Lane, der i forvejen var en kendt journalist, forfatter og ikke mindst frihedsideolog. Adskillige kritikere har set hendes hånd i bøgerne. For Laura-bøgerne er en utilsløret hyldest til friheden, til Gud, til Amerika og til nybyggerne.

Pigen Laura er en rigtig vildkat, der nyder friheden i naturen og lader sig fascinere af alt, hvad hun oplever. Lauras barnlige perspektiv får det hele til at virke som et eventyr. Den fantastiske natur med de store søer og skove. Den bølgende prærie og de vilde dyr: pumaer, gæs, bisoner, bjørne og ulve. De dejlige juleaftener, hvor gaverne var fantastiske, selvom de blot bestod af en kludedukke, en penny eller lidt sukkerstads. Opdragelsen var patriotisk, kristen, spartansk, streng - og med et helt utroligt familiesammenhold, der bragte Laura, hendes forældre og hendes søskende nogenlunde uskadt gennem tilværelsen. Det grumme er nemlig også med. Fattigdommen. Nederlagene. Sygdom, der gør storesøsteren blind. Og hvordan familien en overgang bor i en jordhule.

Far - Charles - er historiernes egentlige helt, en mand med et stort gå-på-mod. Han bliver hurtigt rastløs og slæber sin familie hen over det halve Amerika for at finde den helt rigtige landbrugsjord. Selv om han er landmand, kan han også bygge huse, ordne regnskaber, skyde og tale. Og så er han en stor tilhænger af fremskridtet, hvad enten der er tale om nye landbrugsmaskiner eller flere damplokomotiver.

Familien Ingalls holder sammen og tror på friheden og mulighederne i Amerika. For som Laura reflekterer en dag, til 4.th of July: "Gud er Amerikas konge. Amerikanerne adlyder ikke nogen konge på denne jord, tænkte hun. Amerikanerne er frie mennesker. Det vil sige, at de skal adlyde deres egen samvittighed. Ingen konge giver Far ordrer, dem må han give sig selv. (...) Naturens og Naturens Guds love har skænket os retten til liv og frihed. Altså må man holde Guds love, for Guds love er det eneste, der giver én ret til at være fri. Længere nåede Laura ikke i sine tanker, for Carrie spurgte, hvorfor hun stod så stille, og Far sagde: 'Denne vej, småpiger! Der er gratis limonade!'"

Ideologisk alvor og forfatterens selvironi går op i en højere enhed. De kritikere, der betragter bøgerne som højreorienteret propaganda, overser fuldstændig, at værkerne er så realistiske, som gode børnebøger kan være, uden at blive socialpædagogiske elendighedsanalyser. Var det ikke for det eventyrlige skær, kunne man kalde Laura-bøgerne decideret socialrealistiske. Men det er socialrealisme på amerikansk, uden klynk og løftede pegefingre. Hvor befriende!

Christopher Arzrouni er særlig rådgiver for Socialministeren og Bestyrelsesmedlem i den liberale tænketank CEPOS

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ups - det var ikke med vilje, men en slåfejl, at der kom for mange ænder i mit indlæg. SÅ dybt bukker jeg mig ikke efter pointer ;-)