Læsetid: 8 min.

Den globale finans slår igen

Hvordan blev Republikken til Imperiet? Star Wars-sagaen kan læses som en politisk myte om finanskapitalens nye verdensorden i globaliseringens tidsalder, hvis perfekte ideologiske modstykke er New Age-buddhismens budskab om selvforglemmelse
Kultur
5. april 2008

Sidste episode i Star Wars, Sith-fyrsternes hævn, rummer hele sagaens afgørende omdrejningspunkt, nemlig den 'gode' Anakin Skywalkers forvandling til den 'onde' Darth Vader. Det er en forvandling, der har oplagte paralleller til vor tids personlige og politiske beslutninger.

Instruktøren George Lucas udlægger selv det personlige niveau i popbuddhistisk optik i et interview i Time: "Skywalker bliver til Darth Vader, fordi han knytter sig til ting. Han kan ikke give slip på sin mor, han kan ikke give slip på sin kæreste, han kan ikke give slip på materielle besiddelser. Det er en indstilling, som skaber grådighed og angst for at miste. Og så er man allerede på vej over på Mørkets side."

Det parallelle politiske spørgsmål har dog en dybere klangbund: Hvordan blev Republikken til Imperiet, det vil sige, hvordan forvandler et demokrati sig til et diktatur? Som Lucas forklarer, gik det ikke sådan til, at Imperiet erobrede Republikken - nej, Republikken blev selv til Imperiet: "En dag vågnede prinsesse Leia og hendes venner op og sagde: 'Nu er det ikke Republikken længere. Nu er det Imperiet, og vi er selv blevet de onde'."

Den samtidsrelevante parallel er naturligvis nationalstatens forvandling til Det Globale Imperium, som Hardt og Negri analyserer den i deres storværk, der netop bærer titlen Imperiet.

Hvordan finde holdepunkter?

Der er mange mulige politiske tolkninger af Star Wars, og som oftest er de selvmodsigende. Star Wars-universet kan f. eks. både rumme den reaganske vision om Den Frie Verden kontra Det Onde Imperium, eller det kan forstås højrenationalistisk som en fortælling om nationalstaternes undergang. En fundamental selvmodsigelse er det, at kampen for at genoprette 'demokratiet' er overladt til personer af 'ædel byrd' (prinsesser, jedi-riddere).

De mange selvmodsigelser gør Star Wars til en ægte politisk myte - dvs. ikke en allegori med en bestemt politisk mening, men en matrice for usammenhængende udlægninger, som gensidigt udelukker hinanden. Derfor skal man ikke spørge, 'hvad Star Wars' politiske myte i virkeligheden betyder', for dens betydning er just at fungere som medium for mangeartede betydninger.

Hvordan skal vi finde holdepunkter i dette virvar? Den første episode, Star Wars I: Den usynlige fjende giver os et væsentligt fingerpeg: Vi skal her hæfte os ved, at den unge Anakin har klare 'kristologiske' træk (hans ubesmittede undfangelse, hans sejrrige kapløb, der så slående ligner kapløbscenen i et andet bud på en Kristusfortælling, Ben Hur).

Da Star Wars' ideologiske ramme er New Age-universet, er det ganske logisk, at dets centrale ondskabsfigur må ligne Kristus, for inden for New Age-bevægelsens horisont er Kristus-begivenheden den ultimative skandale. Fra en New Age-synsvinkel kan Kristus opfattes som den ultimative diabolske figur, i og med at diabolos (at adskille, at kløve 'Det Ene' i to) er det modsatte af symbolos (at samle og forene). Og Kristus bragte som bekendt 'ikke fred, men sværd', dvs. hans mission var at nedbryde den eksisterende harmoniske enhed. Som evangelisten Lukas citerer ham for: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, da kan han ikke være min discipel."

For at der overhovedet kan tilvejebringes et forenet 'symbolsk' trossamfund, må Kristus først træde ind på scenen for at gennemføre Helligåndens 'diabolske' adskillelsesgestus.

Dermed bliver den kristne position radikalt forskellig fra New Age-strømningernes forestilling om universet som altings urgrund og ophæveren af alle falske modstillinger (Godt og Ondt, fremtrædelsesformer og virkelighed, galskab og visdom osv.). Heroverfor proklamerer kristendommen som sin højeste gerning, hvad New Age-filosofien må fordømme som al ondskabs kilde, nemlig adskillelsens gestus, markeringen af en grænse og knyttelsen til et element, som forstyrrer Altets balance.

Asien og Europa

Den buddhistiske altomfavnende Medfølelse står i et skarpt modsætningsforhold til den kristne, intolerante Kærlighed. Den buddhistiske position er i sidste ende ligegyldighedens. Den vil slukke alle de lidenskaber, som stræber efter at indstifte forskelle, hvorimod den kristne kærlighed netop er en voldsom passion for at indføre en forskel, dvs. en afgrund i værens orden, der privilegerer og ophøjer en særlig genstand over andre. Kærlighedens valg er i denne forstand at ligne ved vold, fordi den river et objekt ud af dets kontekst og ophøjer det til Tingen.

Tilbage til Sith-fyrsternes hævn. Prisen for filmens dyrkelse af de samme New Age-motiver er ikke blot ideologisk forvirring, men også en forringelse af den narrative kvalitet. Derfor er Anakins transformation til Darth Vader, som er hele fortællingens akse, blottet for tragisk storhed. I stedet for at fokusere på Anakins hybris, det vil sige på hans uimodståelige trang til at gøre det gode og gå hele vejen for dem, han elsker, som selve den drift, der bereder grunden for hans overgang til Mørkets side, bliver Anakin skildret som en ubeslutsom kriger, der gradvis glider over i Det Onde ved at give efter for magtens fristelser og falde under den onde Kejsers tryllebånd. Dermed mislykkes det for Lucas at realisere sin parallelisering mellem Republikkens forvandling til Imperiet og Anakins forvandling til Darth Vader. Anakin burde i kraft af sin overdrevne fiksering på at se ondskab overalt og bekæmpe den have udviklet sig til et monster.

Hvor efterlader det os? Den postmoderne epokes ultimative ironi er den særegne kulturafsmitning, der sker mellem Europa og Asien: Mens vestlig teknologi og kapitalisme fejrer global sejrsgang på det økonomiske 'basisniveau', trues den jødisk-kristne arv på 'overbygningsniveau' af 'asiatiske' new age-forestillinger. I denne gensidige afsmitning finder vi den højeste spekulative identitet mellem modsætninger i vor tids globale civilisation: Skønt 'vestlig buddhisme' lover os frelse fra de kapitalistiske dynamikkers stress ved at anvise os veje til afkobling og indre fred, fungerer den i virkeligheden som det perfekte supplement til den selv samme kapitalisme.

Den virtuelle finanskapitalisme

Det er her relevant at inddrage det velkendte tema om 'fremtidschok', dvs. den forestilling, at vores vanskeligheder ved at tilpasse os til den moderne teknologi og de medfølgende sociale forandringer, skaber psykiske lidelser. Fordi alting går for hurtigt. Ikke så snart har man vænnet sig til nye tekniske udfordringer, før de allerede er overhalet af endnu nyere. Konsekvensen bliver, at vi i stadig stigende grad mister vores 'kognitive orientering'. Den vestlige buddhisme anviser her en udvej, som er den desperate tilflugt til gamle traditioner langt overlegen: I stedet for den hårde kamp for at falde ind i de teknologiske fremskridts og sociale forandringers eskalerende rytme bør vi 'give slip på os selv'. Vi kan sagtens flyde med, så længe vi bare fastholder en indre distance ud fra den indsigt, at de sociale og teknologiske omvæltninger er et ikke-substantielt virvar af overfladeindtryk, som ikke vedkommer vores værens inderste kerne.

Det er her relevant at inddrage marxismens gamle kliché om religion som 'opium for folket', dvs. som det imaginære supplement til den jordiske elendighed: Den Vestlige Buddhismes meditative position er muligvis den mest effektive måde, hvorpå vi kan deltage i den kapitalistiske dynamik og samtidig bevare et udseende af mental sundhed. Var Max Weber i live i dag, måtte han skrive et supplementsbind til sin Protestantismens Etik med titlen: Taoismens etik og den globale kapitalismes ånd.

Som den perfekte opfølgning til Star Wars III bør man derfor se Alexander Oeys dokumentarfilm fra 2003, Sandcastles: Buddhism and Global Finance - en herligt tvetydig udstilling af vores aktuelle ideologiske vildrede, der sammenknytter betragtninger fra økonomen Arnoud Boot, sociologen Saskia Sassen og den tibetanske buddhist Dzongar Rincpoche.

Den vestlige buddhisme

Sassen og Boot diskuterer den globale finansmagts ufattelige omfang såvel som dens sociale og økonomiske følgevirkninger. Det globale kapitalmarked, hvis værdi angiveligt beløber sig til 83 billioner dollar, eksisterer inden for et system, der udelukkende bygger på egennytte, og hvori investorernes flokmentalitet, der ofte er baseret på rene rygter, på få timer er i stand til at ødelægge eller oppuste selskabers værdi. Rinpoche imødegår disse iagttagelser med overvejelser om den menneskelige erkendelses natur, illusioner og indsigt. Hans forsøg på at kaste nyt lys over milliard-spekulationernes vanvidsdans udmunder i følgende filosofisk-etiske pointe:

"Opgiv jeres fiksering på noget, som ikke er der i virkeligheden, men blot er en skinverden". Og som et ekko af den buddhistiske forestilling, om at der ikke findes noget selv, men kun en kontinuerlig strøm af flygtige indtryk, følger Sassen op med følgende iagttagelse om den globale kapital: "Det er ikke sådan, at der et eller andet sted findes 83 billioner dollar. Billionerne består i hovedsagen af en kontinuerlig strøm af bevægelser, der skiftevis kommer til syne og forsvinder."

Hvordan skal vi nu forstå parallellen mellem den buddhistiske ontologi og strukturen i den virtuelle kapitalismes univers? Dokumentaren hælder imod en humanistisk udlægning: I den buddhistiske optik er den globale finanskapital en illusion, som er adskilt fra den objektive virkelighed - de virkelige menneskelige lidelser, som vokser ud af de beslutninger, der træffes på børsmarkeder og i bestyrelseslokaler uden for synsvidde af de fleste af os. Hvis man accepterer den præmis, at den materielle velstands værdi og den individuelle oplevelse af virkeligheden er subjektive størrelser, og at begæret spiller en afgørende rolle i både dagliglivet og den neoliberale økonomi, er det så ikke muligt at drage den stik modsatte konklusion? Måske var vores traditionelle syn på verden funderet på en naiv og forfejlet forestilling om en substantiel, ydre og objektiv virkelighed bestående af faste genstande. Nu konfronterer den virtuelle kapitalismes dynamik os imidlertid med selve virkelighedens illusoriske natur. Findes der et bedre bevis på virkelighedens ikke-substantielle karakter end den pludselige forvandling af gigantiske formuer til intet i løbet af få timer som følge af pludselige, falske rygter? Når den buddhistiske ontologis grundlæggende præmis er, at en sådan objektiv virkelighed slet ikke findes, af hvilke grunde skal vi da beklage, at finansspekulationerne på kapitalmarkedet er 'skilt fra den objektive virkelighed'?

Befrielse eller underkastelse?

Den eneste 'kritiske' indsigt, vi kan få fra buddhismens perspektiv på den virtuelle kapitalisme, er således den indsigt, at vi blot har med et skyggeteater at gøre. Derfor behøver vi ikke at engagere os for alvor i det kapitalistiske spil, men kan nøjes med at spille det med indre distance. Dermed kan den virtuelle kapitalisme blive et første skridt imod 'befrielse'. For den konfronterer os med det faktum, at årsagerne til vores lidelser ikke er den objektive virkelighed - thi der findes ikke en sådan - men snarere i vores eget begær og uhæmmede appetit på materielle ting. Alt, hvad man altså behøver at gøre for at befri sig selv fra den falske forestilling om en substantiel realitet, er simpelt hen at give afkald på begæret selv og indtage en holdning af indre fred og distance. Intet under derfor at buddhismen kan fungere som det perfekte ideologiske supplement til den virtuelle kapitalisme: Den gør det muligt for os at deltage i den med indre distance, korslagte arme og rene hænder.

Det er over for en sådan fristelse, at vi bør holde fast i den kristne arvs princip om adskillelse og ophøjelse af udvalgte principper over andre.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her