Læsetid: 5 min.

Halv franskmand, halv dansker, hel ildsjæl

Filminstruktøren Gabriels Axels datter har skrevet en kærlig, vidtløftig og generelt velskrevet biografi om sin nu 90-årige far
Filminstruktøren Gabriels Axels datter har skrevet en kærlig, vidtløftig og generelt velskrevet biografi om sin nu 90-årige far
17. april 2008

Biografien om Gabriel Axel kommer godt fra start med et citat af Herman Bang:

"Det er næsten vigtigere, hvorledes Mennesket tager imod sin Skæbne, end hvorledes hans Skæbne er."

Ikke blot angiver citatet, at dette er en levnedsskildring af de positive, men også, at det mest bemærkelsesværdige ved 90-års-fødselaren måske er den uforfærdede og ukuelige måde, hvorpå han har reageret på en usædvanlig og ikke altid lige venlig skæbne.

Offentligheden kender vel bedst Gabriel Axel som en næsten naturstridigt ungdommelig Oscarvinder og instruktør af Karen Blixen-filmen Babettes gæstebud. Altså en lykkens Pamfilius, forkælet af en mere end nådig skæbne.

Men datteren Karin Mørch har sat sig for at uddybe og nuancere billedet i samarbejde med faderen, der gang på gang citeres direkte med sine nye kommentarer - og som også har stillet righoldig dokumentation fra en lang karriere til rådighed.

Anekdote-mylder

Metoden er selvfølgelig fuld af faldgruber, og Karin Mørch undgår dem ikke helt, når hun, sikkert ansporet af sin fortælleglade far, fortaber sig i et mylder af anekdoter (hvoraf nogle dog er virkelig sjove!). Eller når far-datter-forholdet medfører, at man føler sig hensat til en familiær rose-klub for en nærmest dadelfri helt.

Men som helhed overbevises man om, at historien om Gabriel Axel - eller Gabriel Mørch, som han egentlig hedder - er værd at fortælle i denne form. Historien er i sig selv bemærkelsesværdig, og journalisten Karin Mørch en præcis fortæller med sans for den sigende detalje midt i alt det anekdotiske. Og fejlene er tilsyneladende relativt få - værst er "Tove Ditlevsens Ditte Menneskebarn."

Fra Frankrig til Danmark

Gabriel Axels mest fremtrædende særkende er, at han både som menneske og kunstner spænder over to kulturer, den franske og den danske. Han er født af danske forældre, men opvokset i Frankrig, hvor hans far blev velstående som ejer af en maskinfabrik, men mistede alle pengene under 1930'ernes krise og flyttede til Danmark med familien.

Gennem hele sin tidlige ungdom var Gabriel Axel altså fransksproget og kunne ikke mange ord dansk. Men familien opretholdt danske skikke. Resultatet blev selvfølgelig, at Gabriel aldrig blev helt fransk eller helt dansk. Måske en del af forklaringen på rastløsheden og den evige trang til at kaste sig ud i nye, hasarderede projekter.

Ordblindhed gav problemer med det boglige, og 17 år gammel kom den fremtidige Oscarvinder i lære som møbelsnedker i Slagelse. Og der skulle gå hele otte år, før han endte i mere beslægtede omgivelser på Det Kongelige Teaters elevskole.

Legendariske navne som Poul Reumert, Holger Gabrielsen og Bodil Ipsen træder ganske levende frem på siderne, især sidstnævnte, som den unge Gabriel kom til at kende ganske godt og allerede som elev hjalp med en iscenesættelse.

Bogens skuespiller-anekdoter er i det hele taget ganske ramsaltede; ikke nødvendigvis udhængende, men indiskrete.

Efter endt elevuddannelse går turen karakteristisk nok tilbager til Frankrig, hvor Louis Jouvet på Théatre de L'Athéné tiltrækker med en særlig deklamerende, frontal spillestil. Og Gabriel gifter sig i 1948 fransk med Lucie - et ægteskab, der varede til hendes død, 48 år efter, og som i høj grad kørte på hans betingelser som arbejdsnarkoman.

Fransk klassik, tysk sex

Instruktør-jobbet, ikke skue-spilleriet, var sagen for Gabriel, og et af bogens bedste og sjoveste kapitler skildrer hans pionér-indsats i fjernsynets barndom op gennem 1950'erne, hvor han bliver det nye billedmedies flittigste drama-instruktør. Det blev til 51 tv-spil frem til 1968, da nye vinde blæste med yngre generationer ved DR-roret.

Parallelt skabte Gabriel sig en karriere som teaterinstruktør, selvfølgelig først med et meget fransk repertoire: Corneilles Sejrherren, som han i 1953 fik Det Ny Teater til at sætte op i Frank Jægers oversættelse, er et typisk gudsforgående projekt. Det gik 25 gange, og senere fulgte bl.a. en stort anlagt opførelse af Giraudoux' Den trojanske krig finder ikke sted.

Den giver ifølge bogen "kunstnerisk medvind", men den ellers venlige Svend Kragh-Jacobsen taler i Teaterårbogen 1957-58 om en forestilling, "som trods smukke enkeltheder ikke lykkedes og slet ikke syntes at interessere publikum trods tekstens knugende aktualitet. Skavanken lå i en iscenesættelse, der ikke havde formået at bibringe forestillingen nerve".

Efter en meget dansk debutfilm, der stadig står som en af instruktørens bedste, Altid ballade (1955), bliver Gabriel Axel - med enkelte markante undtagelser (Paradis retur, Den røde kappe, Det kære legetøj) - fast folkekomedieinstruktør i dansk film. Han når i 1970'erne et kunstnerisk nulpunkt med fisede soft core-ting som Amour og plat familieunderholdning som Gyldenkål-filmene. Og så glemmer den ellers så grundige bog endda helt tysk små-porno som Die Auto-Nummer - Sex auf Rädern (1972). Filmkarrieren i Danmark er ved at gå i stå.

Et grundigt comeback

Til gengæld regner franske lovord ned over Gabriel, da han i perioden 1977-1985 på forbløffende vis genopstår som fransk tv-instruktør med hele syv længere tv-film og en historisk serie, Himlens søjler, i fem afsnit. Og det er også i udlandet, at han høster flest laurbær, da han gør comeback i dansk film med Babettes gæstebud, som var et af de mange projekter, han stædigt holdt fast ved gennem årene trods afslag fra mange sider.

Nu kan bogen nå sin apoteose med Oscar-uddelingen til en film, som har bevaret sin høje internationale notering. Selvfølgelig er Gabriel oppe på den lyserøde sky, men også forfriskende realistisk. Han ved godt, at han hverken bliver en bedre eller dårligere instruktør af at have fået en Oscar. Og desværre opleves en kunstnerisk og kommerciel nedtur med de tre efterfølgende film, Christian (1989), Prinsen af Jylland (1994) og Leïla (2001). Den 90-årige har dog ikke lagt våbnene og håber på endnu et comeback.

Jeg skal ikke forsøge at gøre et kunstnerisk regnskab op, men nøjes med at konkludere, at det billede, bogen tegner af personen Gabriel Axel, stemmer ganske godt overens med det, jeg selv har dannet mig gennem et - indrømmet - meget flygtigt bekendtskab: stædig, generøs, entusiastisk, tilgivende, charmerende. En tilsyneladende flyvsk mand med en paradoksal og fabelagtig evne til at bide sig fast i sine yndlingsprojekter og kæmpe for deres gennemførelse.

Så også herfra skal der lyde et tillykke til dansk films sejeste overlever.

Gabriels Gæstebud. Karin Mørch, 480 sider, 369 kr. Gyldendal ISBN 978-87-02-06775-0

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu