Læsetid: 4 min.

Hip på smarthedsindekset

Denne klummes læsere er smarte og hippe, bare så de ved det. Klummeskriveren er imidlertid ikke meget for lister over ting, man skal gøre for at være smart - han foretrækker i stedet en negativliste
5. april 2008

En ung mand af mit bekendtskab har fortalt mig, at nærværende klumme har fået en plads på tidsskriftet Euromans såkaldte 'smarthedsindeks'. Nu er vi jo for højkulturelle til selv at læse den slags blade, og helt principielt ved vi slet ikke, hvad et smarthedsindeks er for noget, men vi forstår dog så meget, at det er en fortegnelse over, hvad man skal foretage sig, hvis man vil regnes for at være smart, også kaldet 'hip'. Og til disse ting hører altså, at man skal læse Vinn & Skæv hver lørdag. Vi har derfor følt os stærkt fristet til at fremskaffe et eksemplar af listen, for vi kunne godt tænke os at se, hvad der ellers befinder sig på den. Georg Metz 'intermetzo'er, måske? Det håber vi virkelig ikke - ja, ikke fordi det ikke vil være rimeligt nok, men ærligvis vil det ærgre os, ikke så lidt endda. Kan vi da for helvede ikke bare på et enkelt punkt få lov til at være foran den mand! Men her i X-købing Falster (den nøjagtige lokalitet er redaktionen bekendt) vil det aldrig gå an, hvis jeg, en fin digter på livsvarig ydelse, sniger mig ned i en kiosk for at købe et kulørt blad på glittet papir. Hvad vil folk ikke tænke?

En negativliste

Eftersom det er min grundopfattelse, at der absolut ikke er noget at grine ad, kunne det aldrig falde mig ind selv at lave en positivliste over ting, man skal foretage sig for at være smart. Det er alt for passivt, enhver idiot kan finde ud af at læse de rigtige bøger, se de rigtige film, drikke kaffe på de rigtige cafeer. Vorherrebevares. Nej, må jeg bé om en negativliste. En fortegnelse over ting, man skal lade være med, hvis man er hip, ting man absolut ikke må, ting der virkelig er for lavsociale. En af dem er at sige 'ting' om alting, det lyder åndssvagt. Jeg har engang i et tog hørt en ung pige nærmest beklage over for en veninde, at hun havde en svaghed for en bestemt ung mand. Hun kunne godt lide ham, faktisk var hun forelsket i ham, men det passede hende ikke rigtig, måske fordi han ikke var hip. Derfor udtalte hun de meget sigende ord som undskyldende forklaring på, at hun altså, på trods af al god venindesmag, godt kunne lide ham, at det var "sådan en ting", hun havde med fyren. Sorry, tilføjede hun.

Kun i små doser

Man skal lade være med at læse kriminalromaner. Et vigtigt Must not på min liste. Kriminalromaner er elendige bøger, skrevet af elendige forfattere til læsere, der er for dumme og for dovne til at læse rigtig litteratur. Når der udkommer en ny bog af en af de der halvanalfabetiske, internationale krimistjerner, næsten altid i elendige oversættelser, står pressen på pinde, ikke mindst Politiken og tv's såkaldte kulturprogrammer, så enhver må tro, at vi taler om stur, stur kunst. At kriminallitteraturen, 'især den svenske', skulle være vor tids samfundskritiske roman. Når misforståelsen overhovedet kan opstå, skyldes det selvfølgelig, at kulturmedarbejderne på Politiken og tv ikke ved bedre, at de med andre ord er dumme i nakken og overbevist om, at deres læsere og seere også er det. Det er desværre ikke en helt forkert antagelse. Derfor bør den hippe kun læse Politiken og se tv i meget små doser og kun i et omfang, der kan begrundes med et almindeligt behov for at orientere sig. Det siger sig selv, at vi der er hippe heller ikke gider læse Berlingeren og Weekendavisen eller følge med i de uendelige debatter om 'værdikampen', der jo egentlig aldrig har været andet end en flok talentløse nokkefårs forsøg på at fremstille deres fuldt ud velbegrundede mindreværdskomplekser som et 'opgør' med kulturradikalismen og venstreorienteringen. Men det gider vi for resten ikke sige mere om, det er skrækkeligt uhipt. Vi hippe er ligesom et andet sted henne nu. Dog: endnu et påbud på listen, der har med ovenstående at gøre, er naturligvis, at man skal lade være med at se Deadline på DR2, når der medvirker en repræsentant for tænketanken Cepos. Det er aldrig lykkes nogen at forstå, hvorfor de idioter skulle være kvalificeret til at være på landsdækkende tv. Medmindre, selvfølgelig, man hører til det lille, bizarre mindretal (absolut uhipt!), der mener, at Anders Fogh Rasmussen er glødende socialist.

Politik er overhipt

Når det drejer sig om den mere nære livsstil, er det naturligvis udelukket, at den hippe drikker Earl Grey-te. Digteren Henrik Nordbrandt - en stor Hip - har engang harceleret over, at danskere har det med at putte citron i alting. I danskvand, 'med citrus', i sæbe, i alt muligt. Og Earl Grey er og bliver olie udvundet af citroner og med garanti en af forklaringerne på, at danskere aldrig har lært at sætte ordentlig pris på te, men foretrækker pladderkaffe fra tilkalkede kaffemaskiner. At nogle af dem køber pissedyre kaffemøller og alt muligt andet kaffeteknologi i den tro, at det skulle gøre dem hippe, er bare et eksempel på, hvad der sker, når bonderøve prøver at gøre sig finere, end de er. Must not-listen omfatter selvfølgelig, netop i den forbindelse, et forbud mod at stemme på de radikale. Skulle man virkelig overlade politisk magt til folk, der tror, at smagløsheden bliver mindre smagløs, bare fordi man hælder en sjat økologisk sødmælk i kaffen? Stem på Enhedslisten, mine hippe venner. De er fuldkommen blottet for stil, ligesom os andre ser de ud ad helvede til i tøjet, de er nørdede og insisterende - og så tror de stadig, at politik handler om politik.

Det er ikke bare hipt. Det er overhipt.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer