Læsetid: 7 min.

En historie om sorg og forsoning

Den svenske forfatter Johan Theorin, hvis roman 'Skumringstimen' blev kåret til årets bedste krimidebut i Sverige, føler sig ikke som kriminalforfatter. Han er historiefortæller, siger han og agter i øvrigt at veksle mellem genrerne
10. april 2008

Den 44-årige svenske forfatter Johan Theori er en munter og imødekommende mand, der har bragt specielle gøteborgske småkager over Sundet med til interviewet .

Samtalen skal handle om hans debut, kriminalromanen Skumringstimen, der blev valgt til årets bedste krimidebut i Sverige. Den foregår på Øland, hvor en lille dreng for 20 år siden forsvandt. Og den rummer det for kriminalromaner usædvanlige træk, at morderen tilsyneladende afsløres på side et.

Det er et greb, som romanen igennem tvinger læseren til at interessere sig intenst for morderens psykologi, men i det hele taget er det en roman, hvor personernes psykologi står i forgrunden.

"Min bog handler om sorg og forsoning," siger Johan Theorin selv.

"Men for Julia, moderen til den forsvundne dreng, er sorgen blevet patologisk, den har overtaget hele hendes liv."

Johan Theorin har talt med læger, der bekræfter, at der findes patienter, som næsten gør deres sorg til en skat, som de ikke vil slippe igen, siger han.

For ham selv kom sorgtemaet dog først med i anden gennemskrivning af bogen, fortæller han.

"Der var i mellemtiden sket det, at en nær ven af mig havde begået selvmord. Det er fire år siden. Jeg sørgede og for at komme over min sorg, skrev jeg bogen om ogskrev om nogen, som havde det værre end mig. Når nogen er død, må man have et svar og en grav."

"Julia begynder som mig med at sidde og kigge ud ad vinduet. Det gjorde jeg også, da min ven døde. Jeg gav hende så lidt alkoholproblemer, gjorde hende til sygeplejerske, og udstyrede hende med egenskaber, der blev brug for undervejs."

Postkort uden afsender

"Men egentlig begyndte jeg med morderen, Nils Kant, der som barn mere eller mindre lader sin lillebror drukne for øjnene af sig."

"Nogle har sagt, at så onde er børn ikke, men så onde er børn måske lige præcis, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne. Nils Kant er en person, som bare reagerer, og jeg har truffet sådan nogle. Jeg har også selv som barn været med til at dukke de andre under vandet eller selv blive dukket, når vi var ude at bade. Det var tankeløshed, men det er jo jättefarligt!"

"En anden kilde til Nils Kant var en historie, jeg hørte fra et andet sted i Sverige om en morder, der forsøgte at undgå sin straf ved at lade som om, han var død. Han tog et fly, først til London og derefter til Sydamerika. Flere år senere begyndte der at komme postkort uden afsender til hans forældre. Efter 10 år ankom der en kiste fra Sydamerika. Man sagde, at han var druknet, og politiet henlagde sagen. Men postkortene uden afsender blev at komme..."

"Om historien er sand, ved jeg ikke. Det var en gammel mand, der fortalte mig den, men den inspirerede mig til Nils Kant-figuren."

"Endnu en forudsætning er, at jeg kender Øland, for min mor kommer derfra, og hele min barndom har vi tilbragt hver sommerferie der."

I romanen er det Julias 80-årige far, Gerlof, der kaster sig over gåden. Han er blevet dårligt til bens, må sidde ned og har tid til at 'tænke færdig', som Johan Theorin formulerer det. Så fortæller han, at også Gerlof har et forlæg i Theorins egen historie, nemlig i hans bedstefar, der var skudekaptajn på Øland.

"Han døde, da han var 64, og jeg var 12 år, men jeg har forsøgt at forestille mig, hvordan min morfar ville være, hvis han var blevet 80. Dér begynder Gerlof, man begynder med prototyper, og så begynder de at blive levende, jo mere man tænker over dem."

"Også Nils Kant udvikler sig undervejs, jeg havde udtænkt ham som en afstumpet person, men ind imellem bliver man overrasket. Og med Nils Kant indså jeg efterhånden, at han ikke var, som jeg havde tænkt. Han bliver mere sympatisk undervejs, og det var jeg selv lidt overrasket over."

Ondskab og forsoning

- Men Julia bliver berøvet sin fremtid én gang til?

"Nu skal vi jo ikke røbe for meget, men romanen handler også om forsoning. I min forståelse går Julia styrket ud af bogen, og hendes forhold til sin far er blevet tættere. På den led synes jeg ikke kun, det er en mørk bog. Jeg håber også, den er lys. Jeg har holdt foredrag om bogen, og i efteråret var jeg i den anledning i Helsingborg. Dér kom der 10 præstekandidater, der gerne ville tale om den. De havde brugt den som læsebog og diskussionsgrundlag. Romanen handler om ondskab, men også om forsoning. Om sorg og om det svære at være en familie, der bliver ramt. Halvvejs inde i romanen indså jeg, at der ikke var andre muligheder end dem, der er kommet til at stå på papiret, og så var det bare at skrive dem ned. Men jeg håber ikke, den er alt for sort."

- Hvorfor har du valgt krimigenren til at belyse sorgen som emne?

"Den idé, jeg fik, handler om en morder, og dermed var sagen sådan set afgjort. Men jeg håber ikke, det blot er en bog om at twiste handlingen, så man ikke gætter den før til sidst. Jeg har forsøgt at gøre personerne så levende, at man lærer dem at kende. Der findes krimier, hvor det kun går ud på at løse gåden, og sådan en ville jeg ikke have lyst til at skrive."

Afvist forfatter

- Du har ikke skelet til, at kriminalromaner, og især svenske kriminalromaner, er ekstremt populære og udkommer i kæmpeoplag?

"Tværtimod var jeg usikker på, om jeg overhovedet kunne få bogen udgivet. Jeg har tidligere skrevet to romaner, som er blevet refuseret, så denne her havde jeg overvejet selv at trykke og sælge den på Øland. Jeg regnede bestemt ikke med, at jeg skulle sidde her i dag i København og tale med dig om den danske udgave! Jeg var en afvist forfatter, der havde som hobby at skrive fortællinger, og det var nærmest en del af legen at få dem tilbage fra forlagene. Nu opfatter jeg mine to første romaner som en skriveskole."

Johan Theorin er oprindelig journalist og har arbejdet på svenske dagblade og på internettet, har skrevet reklametekster, og har anmeldt bøger. Skumringstimen har han skrevet på i fem år.

"Jeg har læst mange krimier, og mange af dem er rigtig dårlige. I får kun de bedste, de dårlige bliver jo ikke oversat. Men så har jeg tænkt: Det kan jeg gøre bedre! At læse en dårlig bog kan være en inspiration."

- Hvad er det for noget med svenske krimier? Har du et bud på, hvorfor der kommer sådan en bølge?

"Man kan sammenligne med tennisspil. Da Björn Borg kom frem, betød det, at mange andre også fik mod på at forsøge tennis. Det samme med krimierne, forlagene får mange flere krimimanuskripter end førhen, underlaget er simpelthen vokset."

- Hvorfor tror du, at netop krimier er blevet så populære?

"Jeg tror, læserne kan lide historier, hvor der er en begyndelse, en handling, der udvikler sig og en slutning på det hele. Det ved man, at man får i en kriminalroman. Det er så at sige en genre med indholdsgaranti, og den garanti har man ikke med andre romaner. En roman kan eksempelvis minde mere om et lyrisk eksperiment end en fortælling."

"Men jeg føler ikke, at jeg er kriminalforfatter. Nu har jeg skrevet på denne her roman i flere år, og så kommer folk og siger 'jeg læste den på to dage'. Så kan man godt få fornemmelsen af, at genren stiller sig i vejen for, at læseren får det hele med," griner Johan Theorin og fortæller, at hans næste roman er en gyser. På svensk hedder den Nattfåk - en dansk oversættelse kunne være 'snefog', eftersom den foregår om vinteren.

Romanen handler om en familie, som flytter ind på en ølandsk ødegård. Om gården går det sagn, at alle, som er døde dér, vender tilbage juleaften. Romanen foregår i oktober og november, frem til december, fortæller Johan Theorin, og så gyser man jo allerede. Nattfåk er nummer to i hans planlagte Ølands-tetralogi, han har tænkt sig at skrive en roman om hver årstid og i fire forskellige genrer, siger han.

"Jeg ser det som min opgave at fortælle historier, det er den tradition, jeg kommer fra. Da jeg var barn, blev der fortalt historier om aftenen i de ølandske familier, store dramaer med stærke følelser, det er den slags fortællinger jeg kan lide," erklærer Johan Theorin og giver et eksempel, en historie, han som barn hørte fra sin morbror: Han var meget fugleinteresseret og havde en dag fundet en bevidstløs havørn i sin have. Den var fløjet ind i den stenmur, der omgav ejendommen. Morbroderen bar den ind i køkkenet, hvor den efter en stund livede op og forskrækket begyndte at flakse rundt. Til slut lykkedes det dog morbroderen at fange den skræmte fugl, han slap den ud - hvorefter den steg lodret til vejrs, ramte en højspændingsledning og faldt død til jorden.

"Her kom min tante ind i stuen og sagde, at det jo slet ikke var sandt, hvad han fortalte. Der var ikke sket andet end, at en havørn var landet i haven og var fløjet igen. Men for min morbror voksede historien, fordi vi børn sad dér og lyttede med åben mund, og sådan skal det være. Man skal holde historien i gang. Det er også mit mål."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu