Læsetid: 5 min.

En hooligan i en helikopter

Der er tre blyanter i fodboldskribentens penalhus: æstetik, videnskab og myte. Historien om ugens semifinale mellem Barcelona og Manchester United kan skrives med alle tre
Manchester Uniteds Christiano Ronaldo har brændt et straffespark, men ligner stadig et glittet modefoto.

Manchester Uniteds Christiano Ronaldo har brændt et straffespark, men ligner stadig et glittet modefoto.

Victor R. Caivano

26. april 2008

Hvad skete der på Camp Nou i onsdags mellem 20.45 og 22.30? Ikke så meget. Hvad skete der op til semifinalen i årets Champions League mellem FC Barcelona og Manchester United? Og hvad sker der lige nu? En hulens masse. Fascination og grin med borgermusikken. Et feststemt Barca-publikum, der pryder de stejle lægter i Katalonien med bysbørnenes blå og røde tifoer. Los Blaugranas, de blå-røde, kalder de heroerne med moderne pludderbukser og benskinner. Godt, at der er kameraer med telelinser på stedet. For det ser fandeme godt ud. Cool analyser af ekstrænere, der med alvor i stemmen taler om tremandsforsvar og svigtende angrebsesser. Eller lummervarme tabloider, der for 117'ende gang zoomer skarpt på smertensbarnet Ronaldinhos overbid og den snarlige exit til Chelsea eller måske AC Milan.

Sådan er fodboldens medieskabte virkelighed. Begivenhedens begivenhed fylder meget mere end summen af to halvlege. Hvad består det fyld af? Findes der en urokkelig fodbolddramaturgi? Lad os kigge nærmere på de journalistiske penalhuse.

Skribenten og billedmageren plukker et fortælleredskab fra penalhuset. Jubii, det blev æstetikken. Indrømmet, der var drama fra starten i den lune spanske midtuge. Barcas Gabriel Milito parerer Cristiano Ronaldos header i feltet foran Victor Valdés med hånden. Der er spillet tre minutter af kampen. Militos kriminelle gerning er synlig for enhver, og det ligner mest noget fra en basketballkamp. Ronaldo skal eksekvere straffesparket. Og selv om han sender Valdés den forkerte vej, havner bolden et godt stykke forbi stængerne. Den unge portugiser er uomtvisteligt klodens bedste fodboldspiller lige nu, og med selvfølgelig omhu har han klasket flere kilo gelé i den smarte frisure. Kameraet fanger den intense skuffelse og de himmelvendte øjne, mens fløsen i orkanens centrifuge lader hænderne glide hårdt ned over de skarpe kindben. Selv nederlagets moment, der burde invitere til sumpet kaos, ligner et glittet modefoto.

Som håndbold i krybesporet

Det synes at være en mediedramaturgisk lov, at løjerne optræder parvis. Enten som lighed eller kontrast. Jeg laver en finte, du laver en finte. Jeg scorer og ligner en titan med nummer på ryggen og badutspring, mens du er lang i ansigtet, din skuffede narrøv. Først sænker vi farten og dyrker den ultimative teknologitriumf, som i sig selv er en efterligning af sportens eget perfektionsbegær: slow motion. Det er blærerøvsbilleder. Se mig! Jeg betvinger tiden! Jeg er en Gud! Dernæst parres ven og fjende i detaljens lækkerier. Ronaldo får med sine fodrappe driblinger en håndfuld Barca-defensiver til at falde på halen, og Messi efterlader Wes Brown som en stakåndet nikkedukke i den anden ende. Frustrationen har også sin kode, og ofte handler det om at forvandle stillingskrig - på randen af kedsomhed - til galopperende action. Ronaldo kigger vredt på linjedommeren. Rafa Marquez skuler diktatorisk efter sine tropper i forsvaret. Frank Rijkaard, Barcas træner, der sikkert havner i Chelsea efter sommerpausen, ligner en trist og fejlplaceret reggaefyr i jakkesæt, mens et andet kamera - og der er sgu' mange - knipser en autistisk tyggegummignaskende Alex Ferguson i realtime. Ingredienserne er det sublime moment plus teknologisk beherskelse plus et koncentrat af følelsesliv, og vupti!, så har man en A-B-C for fodboldens medieæstetik.

Vi plukker endnu en blyant fra penalhuset. Og frem kommer videnskaben. Så skal der tales indforstået. Det er fodboldsemiotik for latente spradebasser. For dem, der ikke abonnerer på fodboldens hellighed, virker det unægteligt, som om dens blodrige action neutraliseres til æggehoved-retorik. Men det gælder om at have de rigtige billeder på nethinden. Forestil dig en hooligan i en helikopter. Han ser matchen fra oven, som en geometri, der krystalliserer sig i real-tid frem og tilbage over banen. Samtidig er hver en muskel spændt i kroppen, der klukker af fadøl og en indædt stammepsyke, der skriger efter bøllebank og øretæver. Den pæne side af ham ser tydeligt, at hverken Barca eller United disker op med effektive angreb. Bevares, Xavi og Iniesta tryller på den offensive midtbane, og Messi har stadig det dér Duracell-kanin-gen, som glimtvis aktiveres, mens Rio Ferdinand - der fortfarende ligner en skallesmækker fra 80'erne - med præcision i skankerne blokerer for de dværgeagtige sydeuropæere.

Og matematikeren i vores helikopterven kan med sindsro forklare sidemanden, at matchens stillingskrig skyldes begge holds ufleksible omstilling fra 4-4-2 til 4-3-3. I stedet stivner formationerne i 4-5-1-systemer med forkølede spydspidser. Og dét, der ellers på forhånd blev udråbt til en tvist om midtbanen, ligner mere og mere en møjsommelig belejring af forsvarsstyrken. Og hvis ikke manden i helikopteren var så emotionelt engageret, ville han have kaldt det håndbold i krybesporet.

Endelig er der myten, det tredje og sidste fortællegreb. Myten reproducerer en lystfuld uvidenhed. Vi ved, hvad fodbold er. Man skal bare tage FIFA's tommetykke håndbog og kopiere den over på harddisken. Men hva' nu med fascinationen af det smukke spil? Her er vi på glatis. Miseren minder om Odysseus, der prøver at narre kæmpen Polyfemos. Grækeren kommer dér med sit begreb om 'ingen', mens den enøjede gigant ikke fatter en bjælde. Odysseus er en forhistorisk rapper. Han vinder kampen alene på ord og begreber. Polyfemos tænker kun på at smadre den skide græker.

Her kommer myten ind i billedet. Den er nemlig en godskrivning af Polyfemos' iltre sindelag, nu blot kombineret med Odysseus' kølige overblik. Myten kan derved forklæde den manglende fasthed i begreberne som tætte og tempofyldte historier. Vi kan ikke forklare fodboldens fascination. I stedet fortæller vi historier. Det svarer til at tæve med ord. Og det, der var på nippet til at fordampe i en rationel tåge - hvem fanden gider at høre om 'ingen'? - kan nu personliggøres, igen og igen, og straks går sladderen lystigt om de gange i historien, hvor ManU spillede lige op med Barcas gulddrenge. Fodboldmyter har Polyfemos som central actionhelt, men det er Odysseus, der er historiefortæller.

Stammegrynt og kodesprog

Der er altså tre blyanter i penalhuset. Æstetik, videnskab og myte. Tænk på dem, næste gang du læser en notits i avisen om de globale boldhelte, zapper ind på TV3+ eller Kanal5 (Gud bevare dem for at vise masser af fodbold!) eller i arbejdstiden uforvarende surfer hen over smædemenuer med sidste nyt om sportens darlings og deres dollargrinsdyre eskapader. Det ser alt sammen superfedt ud. Det kan reduceres til tal, så mænd og andre barnlige sjæle kan kombinere stammegrynt med intellektuelt kodesprog. Og det er helt sikkert noget med, at historien kommer igen. Nu er Fergusons drenge endegyldigt større end de legendariske Busby Babes. Kan du huske Champions League-fighten mellem Barcelona og United 25. november 1998, hvor de røde djævles Dwight Yorke og Barca-brasseren Rivaldo begge scorede to mål? Kampen endte 3-3, og i dag - tre dage efter 0-0-opgøret på Camp Nou - er den mere mytestof end rå realitet.

Fik jeg sagt, at jeg glæder mig som en lille legetøjshungrende, snottet hvalp til returmatchen på tirsdag?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu