Læsetid: 4 min.

Hvem bestemmer, hvornår en pige er tynd?

Modebranchen raser over, at man i Frankrig vil forbyde opfordring til spiseforstyrrelser
Er denne kvinde for tynd? Og hvis ansvar er det så i givet fald? I Frankrig taler man nu om at indføre en lov, der skal gøre det strafbart at opfordre til spiseforstyrrelser.

Er denne kvinde for tynd? Og hvis ansvar er det så i givet fald? I Frankrig taler man nu om at indføre en lov, der skal gøre det strafbart at opfordre til spiseforstyrrelser.

Remy de la Mauviniere

25. april 2008

"Kun tynde mennesker er yndefulde." "Knogler er rene og ægte - fedt er noget, der dækker dem og skjuler dem. Du vil være i stand til at se dine smukke knogler."

Sådan lyder et par af de 'bedste grunde' til at tilslutte sig 'pro-ana' (anoreksi) og 'pro-mia' (bulimi) bevægelserne, der findes på internettet, og hvor unge piger samles for at dyrke deres spiseforstyrrelse. Hjemmesiden Fallen-butterflies er en blandt flere, der herhjemme tilbyder også mere håndgribelige hverdagstips til unge, der gerne vil af med kiloene: "Tag en frugt om dagen. Skær den i 4 stykker. Et stykke til morgen, middag og aften - det sidste kan du spise som en snack." Denne overskuelige dagskost kan for variationens skyld skiftes ud med 'Regnbuekuren', bestående af halvanden deciliter jordbær to gange dagligt, en halv rød peber til aften og dermed et samlet kalorieindtag på 59. Under punktet '33 fantastiske tips' opfordres der også til at lave en bog med billeder af fotomodeller - en såkaldt 'thinspiration-bog', til at kigge i når tvivlen på afmagringsprojektet gnaver.

Thinspiration

Danske eksperter i spisevægring kalder ifølge Ekstra Bladet hjemmesidernes forherligelse af spiseforstyrrelser for foruroligende og argumenterer for, at siderne lukkes. Det skridt er man allerede på vej til at tage i Frankrig, hvor der den 15. april blev fremsat lovforlag om at gøre det strafbart at opfordre til spiseforstyrrelser.

Det drejer sig i første omgang om at få ram på netop 'pro-ana' og 'pro-mia'-bevægelser, der primært dyrkes på nettet. Hvis lovforslaget går igennem, betyder det, at personer, der står bag opfordringer til livstruende vægttab, kan straffes med 225.000 kroner. Kan det bevises, at 'inspirationen' har ført til dødsfald, kan personer straffes med op til tre års fængsel. Den franske modebranche raser, for lovforslaget vil også kunne ramme magasiner, der bruger for tynde modeller, og hvem bestemmer, hvornår en pige er for tynd? "Det kan komme til at betyde, at vi ikke må trykke noget som helst," siger redaktør for fransk Elle, Isabelle Maury, til avisen Washington Post. "I yderste konsekvens kan det betyde, at modeshows og modemagasiner vil blive forbudt eller skal betale bøder," harcelerer hun.

Ingen grund til lovgivning

I Danmark føler modebranchen sig ikke et hak mere ansvarlig end den franske. Eva Kruse, direktør for Danish Fashion Institute, mener absolut heller ikke, at der er grund til en dansk lovgivning på området.

"Jeg kan ikke se, hvorfor nogen skal bestemme, hvornår nogen er for tynde. Ligesom ingen kan bestemme, hvornår nogen er for tykke. Det er ligesom at sige, at nogle er for fede til at arbejde for det offentlige," siger hun til Tv-Avisen om det franske forslag. Men hvorfor egentlig ikke? Det er anerkendt, at det er usundt at være for fed. Men det er også usundt at være for tynd. Og hvem, hvis ikke modeindustrien, der tjener styrtende med penge på teenagepiger og unge kvinders ekstreme perfektionisme, skulle ellers starte med at tage anoreksi alvorligt?

Superkvinde-syndromet
Det er ikke kun blandt modepigerne, at anoreksi er et stigende problem. Ifølge Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser skønnes 20-25 procent af danske kvinder under 25 år at udvise en risikoadfærd, der kan føre til anoreksi. De unge kvinder går i voldsom grad op i, hvad de spiser, og de er evigt utilfredse med deres krop. Den lille topmave skal være flad.

Spørgsmålet er, om det er jagten på det perfekte liv, der i alleryderste konsekvens fører til alvorlige spiseforstyrrelser, og er der sammenhæng mellem denne perfektionshigen og det stigende antal høje hæle, der svinger forbi lægen og får lykkepiller. Kan den indbyrdes konkurrence om at leve bedst op til tidens skønhedsidealer, der findes blandt pigerne på modebyernes catwalks, overføres til andre brancher og studier, hvor unge kvinder lægger liv og sjæl i at leve op til egne og andres forventninger? Også de forventninger, der ikke nødvendigvis har med udseende at gøre.

Kvinder med succes

I hvert fald viser forskning bragt i det engelske tidsskrift Sex Roles i 2007, at det såkaldte superwoman-syndrom er et stort problem blandt unge piger. Undersøgelsen viser også, at den ekstreme perfektionisme og følelse af utilstrækkelighed kan forstærkes ved, at de unge kvinder spejler sig i kvinder med 'succes', hvad enten det er den smukke fotomodel, karrierekvinden, den feterede filmstjerne, den perfekte kæreste eller mor. Modebranchen har ikke opfundet drømmen om det perfekte, og har ikke ansvaret for, at den lever i bedste velgående. Men brugen af tynde modeller er blevet et mediesynligt billede og symbol på det 'almindelige' fænomen, at mange unge kvinder hver dag presser sig selv til grænsen - og forbi. Den grelleste konsekvens findes i billedet af den anorektiske kvinde Isabell Caro. Hun lod sin livsfarligt magre krop fotografere af manden bag Benettonreklamerne, den kontroversielle fotograf Oliviero Toscani, som et led i en modekampagne for tøjfirmaet No.l.ita. og var med til endnu engang at sparke debatten igang.

Ligegyldigt hvor mange etiske chartere modebranchen har underlagt sig, bliver syge piger fortsat hyret. Derfor vil kræfter i Frankrig kriminalisere, og hvad enten man er for et lovindgreb eller ej, er der påny pustet liv i debatten om den stiltiende accept af det forvrængede kropsbillede, modebranchen spiser unge kvinder og mænd af med. Og hvis idealerne tager overhånd, og fører til en hverdag, der er så stresset, at drømmen ender med at blive skyllet ud i toilettet og idealvægten bliver livstruende, er der lige nu et års ventetid på Rigshospitalets klinik for anoreksipatienter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da meget enkelt: et BMI-tal mellem 20 og 25 er sundt, mere eller mindre er usundt. Det er ikke noget, nogen bestemmer, sådan er det bare

Ja, det er meget enkelt. Så snart en person afviger fra det normale BMI, skal det være forbudt, at "fremvise" sig offentligt – tænk engang, hvor forfærdeligt det ville være, hvis svage sjæle blev inspireret til en slap og dvask hverdag.

Altså, det må være på tide, at fløjte til kamp for det snorlige samfund, hvor tynde og tykke mennesker ikke skal forpeste alle os almindelige menneskers hverdag.

Tre dumsmarte kommentarer, der ignorerer et reelt problem.

Når en ung fotomodel (Elizabeth Hurley) for et par år siden kunne udtale "Jeg ville begå selvmord, hvis jeg var lige så fed som Marilyn Monroe", så ER der altså et problem med "vores" skønhedsidealer.

Men det er klart, at mode- og reklamefolk til enhver tid vil fralægge sig ethvert moralsk ansvar for deres produkter. Det har de jo altid gjort.

Damen på billedet er ikke bare tynd, hun er tynd-fed, hun mangler nemlig muskler.

Ethvert sundt menneske bør være istand til at løfte sig selv op i armene. Det tro jeg ikke hun er, selv om hun sikkert er let, er der ikke den fornødne muskelmasse til stede.

Så et kriterie for om man er for tynd, kunne også være om man har tilstrækkelig muskelkraft.

Per Erik Rønne

Jep, Per Vadmand, og enhver sammenligning med os lettere overvægtige [mit BMI ligger på 28!] er her irrelevant, da modeindustrien jo netop /ikke/ opfatter overvægt endsige fedme som et »skønhedsideal«.

Når modeindustrien ikke selv ønsker at forholde sig til problemet må staten jo opsætte nogle regler. Fulstændig på lige for med alle andre arbejdsmiljø risikoer, må staten også her sikre at folk kan gå på arbejde uden risiko for deres helbred.

Langt mere problematisk for det danske samfund at hospitalssenge, ambulancer etc. skal bygges om for at tilgodese federe og federe patienter.

Man skal ikke sætte regler for hvordan folk skal se ud for at være "rigtige".

Skal et menneske, der har et højt stofskifte (det er en sygdom)og derfor er tyndt, forbydes adgang til et karrierevalg ? hvis ja, så betyder det, at man kan diskriminere syge mennesker ?

Som så meget andet kan disse "skønhedsideal-problemer" bedst håndteres gennem en fornuftig undervisning i folkeskolen - alle skal fra den tidligst mulige alder lære , hvad sund mad er, og hvad der skal til for at holde kroppen og dens mange funktioner i god form.

Det er viden og atter viden, vi skal fokusere på - manglende viden er i sig selv farlig ,og forbud gør bare tingene spændende.

Problemet er generelt, at industrielle magtfaktorer ydøver indflydelse på almindelige mennerskers dagligdags valg. Der er modeindustrien, som opfordrer til at være tynd, der er sodavandsindustrien som opfordrer til at være tyk, der er tobaksindustrien, som opfordrer til at have sorte lunger, og bilindustrien som opfordrer til at undgå motion. jo man kan sagens modstå en del af presset, men man har en tendens til at give efter hvor ens svage sider ligger. Og derfor er det helt misforstået af de forargede folk ovenfor, som sarkastisk siger at det skal være forbudt at være tynd eller tyk - det der skal være forbudt - næe, det er sandt, vi kan hurtigt få for mange forbud, men alligevel, vi taler jo mest om forbud imod industrien, ikke almindelige mennsesker - er at opfordre til usund livsstil - og det er såmænd ikke så upassende endda at forbyde industrien og aktieselskaberne deres værste udskejelser. Og hvis man på denne vis kunne lade folk i fred, så kunne vi sikkert i meget højere grad få et samfund hvor hverken tykke eller tynde blev lagt for had, og også et samfund hvor måske endda kun få af dem som har en medfødt disposition af den ene eller den anden art skulle plages med ekstreme konsekvenser deraf.
Jo jeg ved det godt, der er altid en, som siger at reklamer og massemediernes pres generelt ikke virker på dem. Det siger jeg faktisk ofte selv. men det er jo alligevel lyv. Kan man virkelig forestille sig at industrien skulle smide så mange milliarder ud på kundepåvirkning, hvis det ikke virker? Eller har man den mening, at al den forskning, som foregår på alverdens universiteter sikkert er god nok, men når det kommer til den afart, hvor psykologer, sociologer osv lærer hvad de skal lære, så de kan ansættes af reklamefirmaer og massemedier, ja så tror man pludselig ikke på lærdommen længere? Selvfølgelig virker det! Jo mere man tror det ikke virker på en, jo bedre virker det sikkert.
Jo mere vi kan forbyde de verdensomspændende aktieselskabers gøren og laden, jo mere frihed ville det betyde for den enkelte.
Men præk nok, faktum er, at disse store selskaber har så megen magt at det er næsten umuligt at få sådanne forbud igennem. tillykke Frankrig!