Læsetid: 3 min.

Indblik eller oplevelse?

Et møde med det forgangne års tyrkiske filmhøst i Istanbul giver et spændende indblik i landet og filmkulturen. Men der er - som i de fleste andre nationale filmkulturer - langt mellem de oplevelser, som vil være spændende for et udenlandsk publikum på udebane
25. april 2008

Der er altid noget særligt ved at se udenlandske film i deres hjemland. Som besøgende kan man se på facaderne og møde folk i gaderne, men alligevel ofte føle sig udenfor. I biografens mørke får man følelsen af at blive taget med indenfor på en hemmelig kigger og pludselig finde ud af, hvad folk snakker om på cafeerne og tænker på bag murene.

Selvfølgelig skal man ikke tro, at man får verdens mest nuancerede forståelse af et land via et tilfældigt udpluk af film. Som turist i Danmark vil man få meget forskellige billeder af vores lille land i Flammen & Citronen, Anja og Viktor eller Eye for Eye.

Istanbul International Film Festival sluttede sidste weekend efter at have vist et internationalt program med danske indslag som Daisy Diamond, De unge år og Susanne Biers Things We Lost in the Fire suppleret af en serie med de seneste tyrkiske film.

Et kort visit med tre dages intens lokal filmdiæt vidnede om, at landet har masser af konflikter at behandle i filmisk form. De fleste film gav et interessant indblik i en mere eller mindre kulturspecifik problemstilling, men alt for sjældent fik man samtidig følelsen af at få fortalt en engagerende historie med karakterer, hvis skæbne man bekymrede sig om.

Tyrkiske historier

På tre dage fik jeg blandt andet set drama om æresdrab på uskyldige kvinder fra regionen med det i danske ører pudsige navn Batman. Jeg så en skæv romance mellem en markedsdanserinde og en arbejdsmand, der begge savner deres mødrene ophav og hjemstavn. Jeg så relationsdrama fra en lejlighed i Istanbul, hvor to pars op- og nedture i kærlighedsliv og venskaber præger rummene, mens filmen forsigtigt tager fat i et homoseksuelt forhold og diskuterer, om lykken er at have en stor bil.

Jeg så dokumentarfilm om en række kvindelige politikeres kampagner op til valget i 2007 for at forandre statistikken med blot fire procent kvinder i det tyrkiske parlament. Jeg så en stort anlagt fortælling om en naiv kurdisk dreng, som kommer til Istanbuls universitetsmiljø og bliver hvervet af revolutionære aktivister. Jeg så My Marlon and Brando om en handlekraftig skuespillerinde fra Istanbul, som begiver sig ud på en besværlig rejse til sin udkårne i Irak lige efter krigens udbrud.

Lokale latterbrøl

Film som den sidste har måske et liv i selskab med et dansk festivalpublikum, men ellers bød programmet på få titler med rejsepotentiale. Én grund var, at de bedste tyrkiske film ikke blev vist i Istanbul. De blev tilbageholdt, mens programlæggerne af filmfestivalen i Cannes afgør, om de vil vise dem eller ej. Det problem har filmfestivalen i Istanbul tilbagevendende ved at ligge lige inden verdens vigtigste filmfestivals støvsugning af markedet.

En anden grund er helt enkelt, at mange af filmene i sekvenser er meget indforståede.

Når man ser dem med et tyrkisk publikum, kan man blive overrasket over, hvordan et latterbrøl eksploderer, når den engelske oversættelse af en tilsyneladende almindelig replik er "Really?". Eller hvor morsomt det er for lokale, når kvinden i My Marlon and Brando naivt tror, at en bus i provinsen kører til tiden og får besked om, at det jo ikke er Istanbul det her.

Tit kan man følge humoren, men ofte er oplevelsen ved at se en lokal film i hjemlandet - i stedet for f.eks. i Cannes - at man gennem de lokale reaktioner fornemmer alt det, man som udlænding går glip af mellem linjerne. Det giver en særlig stemning, og på den måde kan det være en kulturoplevelse at sidde igennem selv mindre gode film.

Som gæst til det lokale repertoire accepterer man derfor i højere grad, at mange film mest af alt giver et indblik i et land og en kultur og ikke mindst en unik filmkultur.

Drømmen er et program, hvor man får det indblik i medrivende film med universel appel, men som Istanbul og mange andre festivaler vidner om, er der i et klassisk, nationalt filmår oftest langt mellem de værker, som har kvaliteterne til at stå distancen på udebane.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu