For ca. 60 år siden oplevede han brute force i the naked city. Kørte ad thieves highway gennem the night and the city for at møde he who must die.
Nu er han selv død 96 år gammel. Når man lader sig indfange af den fatale klang i Jules Dassin-filmenes noir-titler omkring 1950, ja, så kan man ikke andet end beundre denne overlevelsesevne.
For Jules Dassin oplevede i høj grad amerikansk brute force på sin egen krop. Han var i slutningen af 1940'erne en af de mest succesrige yngre amerikanske instruktører. Men han måtte opgive karrieren, da han kom i søgelyset for den amerikanske heksejagt på formodede kommunister. Blacklisten ramte ham som så mange andre, og han måtte udvandre til Europa, hvis han ville fortsætte med at lave film.
Guld på gaden
Det er svært for en filmmand at blive tvunget til en sådan omplantning, især når man er så udpræget amerikansk-energisk i sit udtryk som Dassin.
Flere store, politisk venstredrejede navne var på flugt fra Hollywood mod Europa i disse år - Orson Welles og John Huston kan nævnes - og det gav et kunstnerisk knæk i produktionen, som de aldrig rigtig forvandt.
Andre samarbejdede med 'fjenden', angav kolleger og forblev i USA. Elia Kazan er den mest kendte af disse. Og han overlevede kunstnerisk ved at tage forræderiet op som et hovedtema i sine efterfølgende film.
Men nu Jules Dassin - hvad gjorde han? Jo, i 1950 tog han til London og lavede en velskabt krimi med Richard Widmark Night and the City, som ligger helt i forlængelse af hans sorte amerikanske film fra slut-40'erne. Men så var det også slut. Dassin gik i fire år arbejdsløs rundt i Paris, inden han atter stod bag kameraet. Men igen med en film, der viste ham fra hans bedste side som instruktør - det vil sige som en fremragende historiefortæller med drive og overblik og et skarpt blik for skæbneramte eksistenser.
Ironisk nok er denne - den landflygtige underdog's første film på et fremmed sprog - måske også blevet det værk, han huskes bedst for. Det er den nyskabende Guld på gaden (Rififi) fra 1954, der er blevet en klassiker som bedste kupfilm nogensinde - i hvert fald side om side med John Hustons forgænger Asfaltjunglen, den mest indflydelsesrige. Det er her, vi oplever en 28 minutter lang sekvens, der udelukkende skildrer et indbrud. Fire knagende dygtige superhåndværkere afslører - i total tavshed og uden underlægningsmusik - deres virtuose teknik, mens de tømmer en parisisk juvelbutiks pengeskab. Sjældent har man holdt så utvetydigt med forbryderne!
Hovedrollen spilles smågenialt af Frankrigs Humphrey Bogart, den nikotinvrag-lignende, hærgede Jean Servais, og pointen er i det hele taget, at disse røvere kun er alt for menneskelige.
Bare for meget
Dassin fik en kæmpesucces med Guld på gaden og bekræftede sin heltestatus i øjnene på datidens unge franske Cahiers du Cinéma-kritikere med François Truffaut og Jacques Rivette i spidsen. De havde allerede dyrket den hårdkogte Dassin, der stod for en råstærk realistisk tone og en fornemmelse for oversete miljøer i Hollywood-film som Den nøgne by (1948) og Thieves Highway (1949).
Dassins udvikling derefter er desværre et alt for karakteristisk eksempel på en amerikansk instruktør, der svækkes kunstnerisk i takt med at han bliver mere og mere europæisk og 'kulturel'.
Det blev til tunge litterære filmatiseringer som Han som skal dø (1957) efter Kazantzakis' roman og La Loi (1959 efter Vailland.
Så kom et lille lyspunkt inspireret af Dassins opdagelse af Grækenland og Melina Mercouri, som han kom til at danne par med - Aldrig om søndagen (1961), en veloplagt, men også spinkel 'lykkelig luder'-komedie.
Herefter fik melodramaet helt sit tag i Dassin - bortset fra den amerikanske tyvekomedie Topkapi (1964), som skæmmedes af fru Mercouri, der bare i ét og alt var for meget. De sidste 28 år af sit liv lavede Dassin ikke film, men helligede sig bl.a. kulturelle opgaver i Grækenland. Blev Europa hans frelse? Måske på det personlige plan. Men der er næppe tvivl om, at han i længden var blevet en mere betydelig filmskaber, hvis han ikke var blevet drevet på flugt fra sit fædreland.
