Det var den antikke kinesiske filosof Konfutse, som blev mester for de udødelige ord, at "enhver rejse begynder med et første skridt". For Ed Gillespie og hans kæreste, Fiona Hill, førte de første skridt på deres unikke odyssé fra deres lejlighed i Brixton Hill syd for London og ned til stoppestedet for linje 59. Det er mere end et år siden.
Derfra gik turen nogle kilometer nordpå igennem den engelske hovedstads myldretid til Waterloo Station, hvor begge steg ind i første tog til Portsmouth.
Men de gjorde ikke holdt i havnebyen. Faktisk stoppede deres færd først 381 dage senere efter en svimlende kombination af tog, busser, fragtskibe og et par kameler, da parret igen kunne låse sig ind i samme Brixton-lejlighed med bevidstheden om, at det var lykkedes dem at holde sig på afstand af verdens førende turistmål, ikke på noget tidspunkt at benytte fly, holde deres budget på højest 30 pund om dagen (280 kr.) og frem for alt: fuldføre deres jordomrejse med en samlet udledning på kun 1,5 tons CO2 , hvilket kun er en tiendedel af, hvad de ville have været udledt ved at rejse med fly.
Gillespie, som er forhenværende marinebiolog og nu arbejder som miljøkonsulent, havde længe drømt om at vise vejen for den bæredygtige jordomrejse og promovere dyderne ved langsomhed, som de også kendes fra den globale bevægelse Slow Food.
Positive tanker
Den dybere mening er at finde modgift imod det moderne livs hektiske livsførelse og de dystre miljøkonsekvenser af tilværelsens bestandigt eskalerende tempo.
Gillespie stiftede i 2001 Futura, et etisk oplysningsbureau, der har specialiseret sig i viden inden for klimaforandringer og miljømæssig ansvarlighed i erhvervslivet.
"Vores raison d'être er at få bæredygtig udvikling og livsstil til at fremstå så attraktiv, at det bliver normalt at tænke i positive grønne visioner i stedet for dystre dommedagsscenarier," siger han.
Gillespie vedgår, at han har nydt godt af sin rigelige andel af internationale flyvninger verden over i de år, han arbejdede i Jamaica, Australien og det sydlige Stillehav, men at flyve til feriemål opgav han for fem år siden. Alligevel havde han en længsel i sig efter rejsens glæder. Hvordan kunne den nu forenes med hans idealer om at sætte et så lille globalt karbonaftryk som muligt.
Storm i Biscayen
Luftfarten, der er en af de værste syndere blandt årsagerne til menneskeskabt global opvarmning, var klart nok udelukket - ja, er ifølge kritikere den hastigst voksende kilde til udledning af CO2 i atmosfæren overhovedet. At finde et alternativ til flytransport var imidlertid ikke let, især ikke i betragtning af at skibsfart også er en væsentligt bidragyder til de faretruende klimaforandringer.
"Den vanskeligste udfordring er at komme over oceanerne," siger han.
"Vi besluttede at rejse med fragtbåd, men havde svært ved at finde frem til, hvilke ruter der var mulige." Hjælp at hente var der fra Hamish Jamieson, der driver et rejsebureau på New Zealand, der har specialiseret sig i at sælge sørejser på fragt- og containerskibe til økologisk bevidste turister. Eller som hans bureaus motto lyder: Sail with us and feel good.
De første erfaringer med sølivet var dog ikke lykkelige for 35-årige Gillespie og 29-årige King. Passagerfærgen som skulle føre dem fra den engelske sydkyst til Spanien blev ramt af en kraftig storm i Den Biscayiske Bugt med vindstød på styrke ti, der sendte bølger på op til otte meter hen over skibets stævn. Efter 72 timer med ekstrem søsyge, lagde de dog sikkert til land i Bilbao.
Kaninhop verden rundt
Her ventede så den næste prøvelse i form af kontinentets jernbanesystem, som for uafhængige rejsende ofte kan repræsentere en uigennemtrængelig labyrint af fremmedsprog og bureaukrati. Hjælp at hente var der denne gang fra hjemmesiden seat61.com, der drives af jernbaneentuasiasten Mark Smith og rummer detaljerede anvisninger på togforbindelser verden over.
"Enhver idiot kan boarde et fly og foretage kaninhop rundt omkring i verden. At rejse med tog er en langt mere meditativ oplevelse," siger Gillespie.
"Som slow tourist i et tog oplever man et lands historie, kultur og landskab fare forbi."
Gillespie og King løb selvfølgelig ind i den sædvanlige obstruktion, som enhver, der rejser fra Moskva til Warszawa, vil møde - at man ikke kan rejse igennem Hviderusland, hvis man ikke først har sikret sig transitvisum, hvorfor der ikke er nogen anden udvej end den lange vej via de baltiske stater. Parret indrømmer dog, at udsigten fra vinduet langs den transsibiriske jernbane kan virke noget monoton med den endeløse tundra, der kun brydes af synet af en lejlighedsvis drukkenbolt, der er faldet om ved sporet.
Den store russiske jernbanelinje deler sig i tre efter Bajkalsøen, hvor isfiskning og vodkadrikning hører til højdepunkterne. Gillespie og King valgte den transmongolske forgrening gennem Gobi-ørkenen og resterne af Djenghis Khans imperium. Derpå fulgte Kina, hvor mindst 10 millioner mennesker på ethvert givet tidspunkt befinder sig om bord i et af landets tog, så en afstikker til Japan for at opleve det berømte højhastighedstog, Shinkansen, der når op over 300 km i timen. Hong Kong, Vietnam, Cambodja og Thailand blev passeret med busser, tog og færger.
Over stillehavet
Livet på vejen havde sin egen særlige charme og tempo.
"Vi blev aldrig trætte af at pakke sammen og pakke ud. Der er en elegant enkelhed over at have alle fornødenheder med sig i en rygsæk," siger Gillespie.
Det første møde med et fragtskib kom i Singapore i form af en 213 meter langt containerskib på 30.000 ton - "Havets Lamborghini", som skibets russiske besætning pralede. Det skød da også en fart af 24 knob og lavede så store bølger, at det var utilnærmeligt for Mallakastrædets frygtede pirater. Synet af Indonesiens vulkanøer og hvalerne og det myldrende undersøiske dyreliv i Australiens Store Koralrev fik parret til at genvinde deres tro på sørejsens glæder.
Et fransk skib bød på kulinariske glæder på strækningen fra Australien til New Zealand, mens 16 dage over Stillehavet på en kinesisk rustbunke var en perfekt mulighed til at lære sig tilstrækkeligt med spanske brokker for at de kunne begå sig i Centralamerika.
En ny rejsetradition
På skibene var der af og til enkelte andre passagerer, andre gange var der kun dem. Den sidste del af rejsen foregik igen i konstant søsyge - denne gang på en costaricansk båd lastet med 6.500 tons frugt, der rullede frygteligt i dønningerne i de 13 dage, det tog at krydse Atlanten.
Da de ankom til Dover i sidste uge kunne parret se tilbage på et år, der var lykkeligt fri for de rædselshistorier, som hurtige rejser så ofte synes at medføre. Ud over et mindre maveonde, et afslag på at indrejse i USA og to ubehagelige møder med væggelus var oplevelsen næsten velsignelsrig godartet. Rejsens langsomme tempo fik det bedste frem i deres omgivelser og dem selv, erklærer de begge.
Gillespie håber, at parrets idé kan danne forbillede og være med til at starte en slow travel-revolution.
"Det store spørgsmål er, hvordan vi kan løfte tidens udfordring? Hvad er det, der tvinger os til at tage en forhastet ferie? Er vi ikke nødt til at gentænke, hvordan vi vil rejse i en ressourcetrængt verden? Jeg mener ikke, at flyvning skal forbydes, men hvor det for tidligere generationer var en luksus, er vi kommet til at se det som en ret. Det tror jeg ikke er spor sundt. For mig var det her mere end en ferie. Det var en mission for at pille ved den fordom."
© The Indpendent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
