Læsetid: 5 min.

Journalisters kinesiske udfordring

Et hemmeligt dokument tegner et billede af et Kina, der har en klar plan for styring af den udenlandske pressedækning af OL. Spørgsmålet er, hvad den internationale presse vil stille op, når de ankommer til festlighederne
En demonstrant med et banner, hvor de farvede olympiske ringe var aftegnet som grå håndjern, afbrød den kinesiske repræsentant for de Olympiske Lege, Liu Qi, ved højtideligheden, hvor den olympiske flamme tændes på Olympia i Grækenland

En demonstrant med et banner, hvor de farvede olympiske ringe var aftegnet som grå håndjern, afbrød den kinesiske repræsentant for de Olympiske Lege, Liu Qi, ved højtideligheden, hvor den olympiske flamme tændes på Olympia i Grækenland

Petros Giannakouris

Kultur
4. april 2008

Den dag den olympiske fakkel blev tændt i Olympia, skete der noget forventet, men alligevel overraskende. Den kinesiske repræsentant blev afbrudt i sin tale af en demonstrant, der var trængt igennem den mur af sikkerhed, som omgav seancen. Kameraernes linser blev vendt væk fra hans banner, hvor de farvede olympiske ringe var aftegnet som grå håndjern, og hen på publikum. Værten fra CNN kommenterede det pludselige sceneskift, og videoklippene på Youtube markerer nu med en ring, hvordan demonstranten helt nede i højre hjørne bliver slæbt ud af billedet.

Om fire måneder vil journalister fra hele verden strømme til verdens mest folkerige land, og den Kinesiske Olympiske Komité har lovet udenlandske medier "fuldstændig frihed til at rapportere når de kommer til Kina". Et løfte der kom til at stå sin første prøve før legenes start, da der for nyligt opstod voldsomme uroligheder i Tibet.

Organisationen 'Journalister uden grænser', der stod bag aktionen under fakkelceremonien, er nu kommet i besiddelse af et officielt dokument, der viser, hvordan Kina har tænkt sig at håndtere den udenlandske presse under OL.

I en pressemeddelelse skriver pressefrihedsorganisationen, hvordan embedsmænd får besked på, at de udadtil skal virke åbne over for journalisterne, men at de samtidig skal prøve at kontrollere og få indflydelse på de internationale mediers dækning.

Det officielle dokument som 'Journalister uden grænser' har fået fat i er fra 2007 og indeholder instrukser fra de nationale myndigheder til provinserne om, hvordan de skal styre mediedækningen.

Journalist Flemming Ytzen fra Politiken er ikke spor overrasket. Han har 30 års arbejdserfaringer med Kina, og har netop udgivet bogen Supermagten Kina - Mirakel eller mareridt, hvori et af kapitlerne handler om, hvordan regimet styrer landets medier og kultur. Flemming Ytzen er lidt bekymret for, hvordan pressedækningen af OL kommer til at se ud - men det skyldes nu hovedsageligt de danske mediers tilgang til Kina.

"Det der er det svære, og som er den virkelige journalistiske udfordring er at finde ud af, hvad den kinesiske offentlighed tænker og mener. Kun ganske få af de fastboende korrespondenter fortæller den historie. Mit råd er, at journalisterne skal forsøge at finde den historie, som ikke bliver fortalt af alle de andre," siger han.

Mere bøvl

Sportsnyhedschef på TV 2 John Jäger fortæller, at hans redaktion da har gjort sig overvejelser omkring situationen i det store land, der skal huse verdens største sportsbegivenhed.

Da han besøgte Kina for et halvt år siden for at forberede OL-dækningen, kom han hjem med en fornemmelse af, at der var en tand mere praktisk bøvl forbundet med at få lov til at filme konkrete steder, end han har oplevet i andre lande.

"Jeg oplevede, at nogle godkendelser kan gå så langsomt, at det kan umuliggøre projekter. Det vil vi være ret opmærksomme på - blandt andet ved at være i god tid," siger han og fortsætter:

"Vi har for nyligt haft en situation med LPS (TV 2's program 'Lige på og sport', red.), hvor vi ville af sted for at dække nogle af forberedelserne til OL, men det endte med at være umuligt. Mit eget bud er, at det muligvis godt kunne have ladet sig gøre til OL i Sydney," siger Jäger.

Helt konkret har sportschefen bedt alle journalisterne om at tilmelde sig Amnesty Internationals mailingliste, så de kan følge med i hvilke overvejelser og vurderinger, der er fra den kant, og han har bedt dem om at holde sig opdateret på forskellige fronter.

"Vi har nogle redaktionsmøder i ugerne op til OL, hvor vi udover den helt konkrete fordeling af opgaver og sportsgrene beslutter, hvem der står klar, hvis en dansk atlet for eksempel udtaler sig politisk," siger Jäger, som mener, at hans hold er godt rustet.

"Vi har de rigtige folk med, hvis det lige pludselig er noget andet end sport, der stjæler fokus," siger han og tilføjer:

"Det er i øvrigt vigtigt ikke at piske en stemning op, så alle kritiske sportsjournalister med respekt for sig selv, skal løbe hele Beijing rundt og lede efter en, som vil behandle dem dårligt".

Han pointerer, at der ved så stor en begivenhed er så mange praktiske hensyn, der skal tages, at et 'nej' ikke altid kan opfattes som censur.

Skriver efter skabelon

Flemming Ytzen inddeler de journalister, der tager til Kina i flere kategorier.

"Der er sportsjournalisterne, der vil gøre det de plejer. Så er der de mere politisk og kulturelt orienterede kolleger, hvoraf en stor del vil sidde og vente på, at nogle demonstranter folder et banner ud på den Himmelske Freds Plads og bliver fjernet af politiet. De journalister vil så skrive nogle artikler efter den præcis samme skabelon: Undertrykkelsen skærpes i Kina. De kan bruge en søg og erstat-funktion og skifte mandag ud med tirsdag og ændre på antallet af arrestanter," siger han.

Men historierne kommer ikke ud af ingenting. På samme tidspunkt som 'Journalister uden grænser' afbrød programmet i Olympia, modtog en mand ved navn Yang Chunlin sin dom et sted i Kina. Han er aktivist og leder af bevægelsen 'Vi vil have menneskerettigheder, ikke Olympiske Lege'.

Dommen for at tilskynde til omstyrtning af regimet lød på fem års fængsel og var en af de faktorer, der medvirkede til, at organisationen 'Journalister uden grænser' i sidste uge opfordrede til boykot af De Olympiske Leges åbningsceremoni i august, da Kina igen "har mindet verden om deres kompromisløshed i deres modstand mod ytringsfrihed".

World Association of Newspapers oplyser, at der i øjeblikket sidder minimum 30 journalister og 50 bloggere i fængsel i Kina på grund af deres ytringer.

Journalist Flemming Ytzen, mener alligevel at forholdene i Kina er blevet bedre.

"For 30 år siden havde de kinesiske medier ikke noget andet valg end at referere en fuldstændig grotesk ideologisk propagandamølle. I dag har de ikke pressefrihed, men de kan i et voksende omfang skrive om korruption, forurening og magtmisbrug. Noget af det eneste de ikke kan er at sætte spørgsmålstegn ved partiets eneret til magten," siger han.

Flemming Ytzen mener, at danske journalister også bør fortælle resten af historierne.

"Selvfølgelig er der overgreb, og selvfølgelig skal de beskrives og refereres. De falder bare ofte ind i en færdiglavet skabelon om Kina som Ondskabens Rige. Jeg mener ikke, at de journalister, der laver de historier, har forstået en brik. De kommer til Kina for at blive bekræftet i et billede af landet, som de har med på forhånd," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Boycut lortet.....Ingen dansk deltagere, ingen danske journalister.

Jeg mener alt den prædiken fra regeringen om menneskerrettigheder og demokrati, som åbenbart er to krige værd, burde da være en anvendelig standard, for hvor langt en fascistisk regime kan gå, før vi skulle på mission med demokratisk frelse, til de undertrykte kinesere og tibetaner.

Men det handler vel ikke virkeligheden så meget om idealer, når det kommer til stykket, men mere reel våbenmagt. I den hensendende er kineserne nok en for stor mundfuld,. Selv for to opblæste bonderøve fra Hviddinge, Djursland og New Haven, Connecticut .

doku om tibetaner dude, med engelsk pas der går lever 3 måneder undercover i tibet, imens han filmer i smug og interviewer folk, der blevet tvangsforflyttet, tvangssteriliseret, fængslet og frataget deres borgerretiigheder, og været udsat for grov tortur.

se hele dokumentaren via dette torrent link

befri journalistikken...

Jeg har lige været med til at arrangere et debatarrangement om Olympiaden (http://hvadharvigangi.dk/?p=25) , hvor tre meget forskellige deltagere (Joakim Lundstrøm fra Amnesty, Carsten Haurum som deltog i Moskva-olympiaden 1980, og Jun Feng en kinesisk systemkritiker) alle anbefalede deltagelse, men med en vis form for protest.

Især var Jun Fengs argument interessant: En boykot af Olympiaden vil blot styrke nationalismen i Kina. I stedet for at vække kineserne til eftertanke og protest mod regimet, vil det give dem oplevelsen af, at verden er imod dem og vende vores protest ryggen.

Et andet argument var, at hvis vi skal boykotte, hvorfor så bede sportsudøverne ofre deres livsværk på en once-in-a-life-time medalje-chance, hvorfor ikke kræve det af de virksomheder, der er i Kina hele tiden?

Endelig er der også risikoen for, at boykot fører til forværrelse af situationen, når Olympiaden er forbi. - Og hvem husker i øvrigt de sportsfolk (og deres protest), som ikke deltog i Olympiaden 1980?

Endelig skal man være langt mere specifik, når man taler om boykot: Mener vi total boykot? At sportsfolkene eller det officielle Danmark boykotter? Boykotter de legene i deres helhed eller blot åbningsceremonien? Boykot kan være mange ting, og bare at blive hjemme har næppe den ønskede effekt.

""Vi har for nyligt haft en situation med LPS (TV 2's program 'Lige på og sport', red.), hvor vi ville af sted for at dække nogle af forberedelserne til OL, men det endte med at være umuligt."

Min erfaring fra Kina er, at alt er muligt. Metoden er at man beder om tilladelse, hvis det er nødvendigt. Hvis man ikke får svar i ordentlig tid, tager man af sted, og meddeler, at nu gør man altså sådan og sådan, da de er for sent ude med et svar. Vær opmærksom på at enkelte kinesere sjældent kan tage deres egne beslutninger, der skal altid holdes møder i gruppen, checkes med flere forskellige overordnede. Og de er ikke altid selv klar over hvem deres overordnede egentlig er, eller de er ikke i stand til at forklare dig hvem du skal rette henvendelse til for at få tingene til at gøre hurtigere. Når man først står der, er der ikke så meget i vejen. Men hav et par lokale kontakter, der evt. kan rede trådene ud, gerne én med militær rang.

Michael Skaarup

Til HB Rasmussen.

Den meget praktisk løsning du foreslår, er vel den man altid anvender, når man er tvivl, om man faktisk må..

du ved: "det er lettere at få tilgivelse, end lov"

Jeg tror dog ikke at selv de mest hardcore journalister, der trodser de absurde kinesiske forbud, vil blive straffet for deres ugeringer, men til gengæld, vil jeg garantere for at de mennesker der har videregivet oplysninger til journalisterne, nok miste livet, og deres familie miste rettigheder, job og bolig....

til Lene Andersen.

Du har ret. Men en fælles amerikansk-europæisk, boycut af OL, vil være det største, som tøsedrengene Fjogh, Bush, Merkel, Sackozy, osv. kunne præsterere.

Selvfølgelig vil det være forkert at lade sportsudøvere fungere som politiske aktører, på vegne af de forbryderiske krigsførende regeringer, men ved at deltage gør de nøjagtigt det samme.

Jeg mener at man burde gør op med sig selv. Er muligheden for at blive glemt for sin ligegyldig sportslige præstation, virkelig vold, mord og tortur værd???? er den der ånssvage medajle virkeligt menneskeliv værd.????

boycut lortet
befri journalistikken.

Vi skal blive ved at kæmpe for friheden til at udtrykke os. Information er væsentlig. Der skal bringes lys på tilstandene ligesom den unge modige tibetaner gør det. Mange kræfter verden over søger at lukke ned og undertrykke menneskers naturlige ret til udfoldelse. Læs venligst denne tankevækkende artikel. Følgende tekstuddrag fortsætter med linket :

Vote on freedom of expression marks the end of Universal Human Rights.

For the past eleven years the organisation of the Islamic Conference (OIC), representing the 57 Islamic States, has been tightening its grip on the throat of the Universal Declaration of Human Rights. Yesterday, 28 March 2008, they finally killed it.

With the support of their allies including China, Russia and Cuba (none well-known for their defence of human rights) the Islamic States succeeded in forcing through an amendment to a resolution on Freedom of Expression that has turned the entire concept on its head.

The UN Special Rapporteur on Freedom of Expression will now be required to report on the “abuse” of this most cherished freedom by anyone who, for example, dares speak out against Sharia laws that require women to be stoned to death for adultery or young men to be hanged for being gay, or against the marriage of girls as young as nine, as in Iran. (…)

…..fortsættes på linket http://www.iheu.org/node/3123

De folk, som er undertrykte ved det som regel ganske godt selv. Der er så enkelte modige individer, der vover.....koste hvad det vil....at gå imod en undertrykker. Glem derfor aldrig den ene mand, som standser kampvognen på Den Himmelske Freds Plads. Gense den rørende sekvens her:
http://video.google.com/videoplay?docid=-7951501782144625225

Et menneske kan ændre ALT.
Glem det aldrig....

Midt i 70'erne oplevede jeg Prag sammen med en gruppe af vestlige turister.
Det var før Muren's fald.

Undertrykkelsen i landet var åbenlys. Folk vidste godt, hvad der skete. Der var imidlertid mennesker, som i det stille søgte efter kontakter udenfor landet. En af deres muligheder var at få adresser fra mennesker udenfor Muren. Mennesker, som ville have dem på besøg. Med sådan en adresse kunne man officielt ansøge om at rejse på ferie uden for Muren.

Nogle af os kom i forbindelse med en slags "undercover" folkebevægelse, der samlede på adresser udenfor Muren. Og nogle af os gav vores adresser. Udvekslingen foregik på en noget skummel café, fordi det ikke var tilladt som turist, at have forbindelse med befolkningen.

Jeg mener det har betydning, at holde forbindelse til mennesker.
Og som besøgende i fx Kina vil man måske få en mulighed for positiv dialog, som man ikke ville få, når man holder sig væk. Og denne dialog kan opstå, hvor man mindst venter det og på måder, man mindst venter.

Sommetider er arbejde for at bringe lys og information som, når en dråbe langsomt og drybvis udhuler en klippe. Med tålmodighed og tro når man langt.

Forskellen på at boykotte OL i et land som Kina i forhold til at boykotte OL alle mulige andre steder i verden er i mine øjne, at det kinesiske regime vil tage det som et langt større prestigetab end noget andet land. I Riget i Midten betyder ”tab af ansigt” virkelig noget. Se bare på, hvad den slags fører med sig i Japan, hvor man har nogenlunde den samme kultur, hvad det angår. En boykot skal selvfølgelig følges op med en massiv informationskampagne, så den kinesiske befolkning bliver underrettet om årsagen. Et nogenlunde velgennemført Ol vil blive udlagt af regimet som om, at der er almindelig accept, ja, måske tilmed beundring for regimet - regimet har fået sig en imponerende fjer i hatten.

Der er efterhånden enorme udenlandske kapitalinteresser i Kina, og de har selvfølgelig travlt med at beskytte deres interesser og deres muligheder for at få produceret billigt. Kina-lobbyen kører for fuld skrue, og vi får alle de gamle sange om den kritiske dialog, og at kineserne ikke vil forstå en boykot osv, osv. Men sagen er i sin enkelthed, at vi står med undertrykkende, diktatorisk regime, som ikke kan forsvinde hurtigt nok.

Grunden til, at Kina er blevet så interessant for udlandet, er at kineserne bliver misbrugt og mishandlet på arbejdsmarkedet (og andre steder). Fik kineserne ordentlige løn og arbejdsforhold kunne de ikke producere til de dumpingpriser, som de kinesiske virksomher kan nu, og de udenlandske virksomheders interesse for Kina ville forsvinde i samme takt som lønningerne stiger.
Den nuværende økonomiske udvikling er et sygeligt boom, der giver landet og samfundet enorme problemer - især på miljøområdet. Jo før landet kan få en normal demokratisk udvikling des bedre. Undtagen selvfølgelig for dem, der lever højt af det her lige nu...