Læsetid: 12 min.

Man kan ikke brokke sig over en standardrøvtur

Offentligheden har altid forsøgt at karakterisere sociologen Henrik Dahl som en hybrid mellem en videnskabsmand og en stand-up comedian, og bogaktuelle Henrik Dahls karriere er også en personlig historie om at hige efter akademisk anerkendelse, at vælge fra og blive valgt fra
Seriøsitet. Jeg bliver irriteret på kolleger, der kommer med påstande om, at det, jeg laver, er useriøst. Casper Christensen er ikke useriøs; det er en filminstruktør, der laver mainstreamfilm heller ikke. Det er useriøst ikke at tage sit arbejde alvorligt eller udgive sit arbejde for at være andet, end det er, siger Henrik Dahl om den kritik, der ofte rammer hans person og hans arbejde.

Seriøsitet. Jeg bliver irriteret på kolleger, der kommer med påstande om, at det, jeg laver, er useriøst. Casper Christensen er ikke useriøs; det er en filminstruktør, der laver mainstreamfilm heller ikke. Det er useriøst ikke at tage sit arbejde alvorligt eller udgive sit arbejde for at være andet, end det er, siger Henrik Dahl om den kritik, der ofte rammer hans person og hans arbejde.

Nicolai Svane

4. april 2008

Henrik Dahl er tydeligvis irriteret over det første spørgsmål, der beder ham beskrive sig selv inden for de idealtyper, der er identisk med titlen på bogen Krigeren, borgerne og taberen, han har udgivet med forfatterkollegaen og filosoffen Ole Thyssen.

"Som vi også skrev i bogen, kan alle være alle tre ting på en gang, og jeg er jo også alle tre. Men det er også svært for mig at forholde mig til den slags spørgsmål. Folk har altid haft travlt med at tillægge mig motiver; hvad var jeg ude på, og hvad var jeg for en. Den debat bliver man jo ikke særlig meget klogere af. Det, der står i mine bøger, står der jo, fordi jeg gerne vil fortælle en god historie med udgangspunkt i mit fag," siger Henrik Dahl, der netop har udgivet sin ottende bog, Den usynlige verden. Bøgerne er overvejende blevet positivt modtaget, har haft stor gennemslagskraft.

Offentligheden har beskæftiget sig en del med sociologen Henrik Dahls rolle i samme offentlighed. Ud over rosende anmeldelser er Dahl så blevet udskældt for at være ét træk i automaten for hurtige kommentarer af selv samme medier, der ynder at bruge ham sådan. Hans rolle som intellektuel har altid været til diskussion.

I sin anmeldelse af Den usynlige verden, skriver Nils Gunder Hansen blandt andet, at Dahls bog i sin "let causerende og eksempelfyldte stil (...) er tættere på klummen end den videnskabelig afhandling."

En karakteristik af Dahls forfatterskab, der ikke er ny. Offentligheden har ofte kredset forvirret om det, Weekendavisen har kaldt Henrik Dahls Janusansigt som videnskabeligt funderet sociolog og slagfærdig stand-up comedian. I et krast portræt i Politiken er Dahls rolle i det offentlige rum blevet beskrevet med et ord lånt fra den franske sociolog Pierre Bourdieu beskrivelse af franske tv-intellektuelle, les fast-thinkers - "folk som altid er gode for en skarp analyse og så videre." I et andet Politiken-portræt af Dahl hedder det, at "den uforløste drøm om engang at blive anerkendt forsker i universitetsmiljøet gennem årene er blevet kompenseret," med henvisning til Henrik Dahls gennembrudsbog Hvis din nabo var en bil, der har dannet skole for kortlægninger af, hvordan danskerne forbruger sig til identitet.

"Ingen personificerer sociologiens succes som infotainment som netop Henrik Dahl."

Identitet

Når Henrik Dahl, der har beskrevet 'sociologen Henrik Dahl' som en rolle, en ellers genert person tager på sig på scenen, alligevel stiller op til et personligt interview, er det fordi hans historie også er historien om, hvordan det akademiske system fungerer. En verden han trods professordrømme på et tidspunkt valgte at vende ryggen. Ikke fordi han foragter den klassiske akademiske dannelse. "Den er jeg jo afhængig af og respekterer," som han siger med henvisning til de sociologer, han benytter sig af i sine bøger. Men fordi han var nødt til at vælge mellem et "selvrefererende system" og så ønsket om at formidle og "gribe ind i verden" uden for den akademiske.

Henrik Dahl er vokset op på en præstegård i Sønderjylland med seks andre søskende. De 10 år, fra han var otte til han var 18, hvor han boede i Skærbæk, handler for den voksne Henrik Dahl ikke om andet end identitet. Hans familie var tilflyttere, det var klassekammeraterne ikke. Hjemmet var akademisk, faren fungerede som 'ufaglært' sognepræst og moren havde til forskel fra kammeraternes mødre en fuldtidsstilling.

"Man bliver jo tvunget til at forholde sig til identitet, hvis andre har travlt med at trække en streg mellem dem og os. De havde meget travlt med identitetspolitik, der hvor jeg voksede op," siger Henrik Dahl.

Den akademiske løbebane var udstukket for den unge Henrik Dahl af slægtens hidtidige universitære bedrifter eller mangel på samme. Farfaren og Henrik Dahls ene oldefar var professorer, mens faren havde svigtet familiens forventninger til hans begavelse ved at skrive et "middelmådigt" speciale. Det var ikke noget, man talte om, men han mærkede forventningerne og brændte også selv for en fremtid på universitetet.

"Da jeg var ung, tænkte jeg ikke så meget over, hvad jeg gjorde. Jeg ville bare op på toppen af det bjerg, jeg stod for foden af. Dertil kom så familiehistorien med de ikke så dygtige professorer og min fars skuffelser. Men det hører alt sammen hjemme i afdelingen for usagte ting. De er både de letteste og de tungeste at forholde sig til."

Efter sin ph.d. fik Henrik Dahl ansættelse som adjunkt på RUC, og senere fik han tilbudt en stilling som forskningschef ved analyseinstituttet AC Nielsen AIM.

"Jeg sagde nej, fordi jeg ville være lektor. Men så fik jeg kolde fødder."

En række små ting gjorde udslaget. Der var nogle forskningsmidler i det nationale forskningsrådssystem, der efter Henrik Dahls mening blev uddelt som i værftsindustrien, før det blev forbudt, at DSB placerede ordre hos dem, der stod for tur, så alle havde noget at lave. Dernæst skulle han opfylde nogle formelle krav om pædagogikum, som han fandt malplacerede.

Samtidig erfarede Henrik Dahl det akademiske systems tilbøjelighed til at lukke sig om sig selv i en verden, hvor man tilkæmper sig position efter interne regler.

Han var inspireret af 'offentlige intellektuelle' som franskmanden Roland Barthes, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen og den italienske forfatter og filosof Umberto Eco, der kunne skrive så, "man gad læse og kunne huske det bagefter." Lysten til at skrive prosa, der rakte ud over snævre akademiske kredse, gjorde, at han endte med at skrive til aviserne i stedet for internationale journals.

- Det akademiske system har ikke vejet dig og fundet dig for let?

"Jeg og en anden er engang blevet fremstillet som ofre for Handelshøjskolens særlige kultur for ikke at behandle unge mennesker særlig godt. Men vi fik standardrøvtur og ikke ekstra røvtur, det kan man ikke brokke sig over."

Senere var der kredse på Handelshøjskolen, der nu var blevet til Copenhagen Business School, der ville have Henrik Dahl tilbage på institutionen som professor. Resultatet af processen var, at han blev underkendt med to mod en i et bedømmelsesudvalg. I 2003 blev han adjungeret professor på et andet institut på CBS. Han ville gerne have haft anerkendelsen og muligheden for at fordybe sig på fuld tid som fastansat professor.

- Er det forskning, det du laver?

"Det er et oprigtigt forsøg på erkendelse. Mine bøger trækker på en akademisk tænkning. Men hvis der er nogle formkrav, så har jeg ikke overholdt dem. Jeg har valgt ikke at sætte fodnoter, og de æstetiske valg, jeg har truffet, er faktisk ret vigtige for mig. Den akademiske prosa er latterlig, kunstigt indviklet, svær og pinefuld at læse. Det ville jeg bare ikke. Så på de præmisser, et dansk universitet fungerer i dag, kan jeg ikke blive professor."

"Og så har jeg snakket med Ole Thyssen om, at jeg kom en generation for sent. Tidligere kunne man meritere sig på sine bøger. Det kan man ikke i dag, hvor universiteterne er meget optagede af peer review, og at forskerne skal publicere i internationale tidsskrifter."

Henrik Dahl har aldrig forsøgt at fremstille sig selv som misforstået geni eller reformator. Han mener, at det er universitet og ikke ham, der har et problem, fordi det afskærer sig selv fra dialog med omverdenen. Paradoksalt nok i en tid, hvor den politiske dagsorden kræver øget samspil med samfundet.

"Den akademiske verden lukker sig mere og mere om sig selv og bliver et selvrefererende system. Og der er måske en sociologisk pointe i, at den akademiske kunst og den akademiske videnskab refererer til sig selv. Men så har du altså også populærkulturen, der refererer til noget andet, til publikums følelser og bedømmelser. Den plads, der er for mig, er i den populære videnskab. Men jeg tror, universiteternes lukkethed kommer til at betyde, at mange dygtige unge vil vælge dem fra."

- Du er blevet kritiseret for at udtale dig om hvad som helst?

"Jeg siger nej til mange henvendelser om en udtalelse. Specielt nu, hvor jeg sidder bedre fast i sadlen økonomisk. For mange i min situation handler det om, at vi ikke har noget økonomisk sikkerhedsnet. Så tænker man, 'hvis ikke vi er 'på', går vi neden om og hjem.'"

En hel del samfundsforskere har følt sig provokerede af, at Henrik Dahl i sin første bog, Hvis din nabo var en bil, brugte sociologen Pierre Bourdieus teorier om kulturel kapital til at skabe en segmentanalyse, hvor forbrugerne kunne deles op i fire farver alt efter deres forbrugsidentitet.

Mod-nekrolog

Da han af nærværende avis blev bedt om at skrive Bourdieus nekrolog, kom der efterfølgende noget så usædvanligt som en modnekrolog.

"Der var Bourdieu-fans, der ikke mente, at jeg havde det rette sindelag til at være arvtager af Bourdieu. Og det er jo en spændende litterær genre: Denne mand er blevet nekrologiseret af en mand, der ikke var værdig til at nekrologisere ham. Det, jeg havde skrevet, var, at Bourdieu var en meget stor sociolog, hvis stjerne formentlig ville blive ved med at lyse, mens hans ry som politiker ville blegne, fordi han repræsenterede en venstreorienteret frelsthed, mens hans forskning var original og fantastisk."

Dahl opfatter kritikken af hans brug af Bourdieu, som nogle samfundsforskeres negative holdning til at bruge socialvidenskab til praktiske eller kommercielle formål.

"Nogle samfundsforskere har konstrueret en fortælling om sig selv, hvor de fremstår som munke og nonner, der er særligt stærke i troen. Munke og nonner afsondrede sig selv fra verden og levede et uproduktivt liv, finansieret af overførsler i form af tiende, i dag hedder det for forskernes vedkommende bare skat. Men pointen er den samme. Det er finere at leve på nas end at gøre noget nyttigt. Og så handler meget af det, der foregår i sociologien om godt/ondt, i stedet for, hvad der er sandt og falsk, og så går væsentligheden i vasken."

- Men er et samfund ikke afhængig af, at nogen kritiserer for at opnå et bedre samfund, en bedre sammenhæng mellem idealet og virkeligheden?

"Mange tror, jeg taler om liberalisme. Det gør jeg ikke. Men det er vigtigt at være liberal. Folk må jo tænke, hvad de vil. Sociologer, der er skeptiske over for kommerciel brug af sociologi, kan være meget glade for at være socialteknologer. Men det er også en beherskelsesteknologi; den gode diktator. Hvis du bruger viden om samfundsforhold til at beskrive, at nogle drikker cacaomælk, er det så mere odiøst end at bruge den viden til noget andet, du gerne vil have folk til at holde op med?"

Derfor er det heller ikke i frustreret skuffelse over ikke at være blevet professor, at Henrik Dahl i en kritik af en sociolog-kollega har skrevet, "at denne nok skulle blive professor engang og gøre stor karriere, for der findes hele videnskabelige miljøer, der applauderer tom snak." Kollegaen havde krænket Dahls idealer: "Der er i videnskabelig henseende forskel på er og bør. Du kan ikke ad videnskabelig vej nå frem til, hvad vi bør. Det er at opbygge et hierarkisk system, hvor nogle har mere forstand på, hvad vi bør gøre end andre. Jeg holder mig til 'en mand en stemme', når det handler om, hvad vi bør."

Det er blandt andet kritikken af sociologien som moralsk beskæftigelse, der har givet anledning til beskrivelser af Henrik Dahl som kyniker.

"Hvilket jo bygger jo på præmissen om, at det er bedre at sige noget godt end noget rigtigt," kommenterer han.

Men hvordan hænger det sammen med et langvarigt forsøg på at reformere det såkaldte centrum-venstre? Først betalt af nogle ikke så fokusgruppesky folk med base i SF i 90'erne til at tilpasse partiets politik til forskellige befolkningsgrupper. Og siden med bøgerne Borgerlige ord efter revolutionen, der forsøgte at skabe grobund for et nyt parti, Virtuelt Folkeparti, samt Det ny systemskifte sammen med en række politikere og debattører, heriblandt hans nuværende kone, Christine Antorini, tidligere SF'er og nuværende socialdemokrat.

"Jeg har altid haft et kulturelt fællesskab med den musik og de bøger, man hørte på venstrefløjen. Jeg var bare tit temmelig uenig, når det kom til egentlig politik, men det kulturelle betyder jo meget. I 80'erne blev jeg for eksempel virkelig træt af fodnotepolitikken, der var højdepunktet af naivitet. Så mødte jeg Jørn Jespersen, daværende medlem af Folketinget for SF i 1995, der også var utilfreds med venstrefløjen på det tidspunkt. Siden traf jeg Steen Gade i Nyt Europa, hvor der også kom socialdemokrater, f.eks. Mogens Lykketoft. Derfor endte jeg med at blive sendt med en gruppe til London for at undersøge, hvad Tony Blairs New Labour gik ud på. Det har alt sammen været ret frustrerende og skuffende, for der kom jo ikke en pind ud af det. Vi lavede også bogen Epostler, som var en elendig bog. Der deltog en perlerække af forhenværende og nuværende partiformænd, og de ikke kunne blive enige om noget som helst. Der forstod jeg, hvorfor SR ikke kan lade sig gøre."

- I din nye bog er det, som om du lægger op til ny form for positivt ladet populisme. Nogle vil betragte dig som en elitær, der tager folkedybet til indtægt for en masse ting?

"Meget af det, jeg har skrevet, prøver at stille en folkelighed på benene, som lukker mennesker ind. Man kan også sige inklusion på højpandet facon. Inklusion er rigtig godt. Men et menneske, der ikke laver andet end at være folkelig, bliver også lidt kedelig. Så jeg synes ikke, det er nogen grov modsætning, at jeg f.eks. bor under lidt mere ufolkelige former. Det, jeg ikke kan døje ved eliten, er mobbepsykologien og en bestemt akademisk højrøvethed. Folk, der går i operaen uden at vide hvorfor. Ved du, hvorfor du taler grimt om Dansktoppen og parcelhusene? Eller er du bare psykisk i samme position som den, der mobber? Den, der mobber fede Yrsa, ved jo heller ikke, hvorfor hun skal mobbes. Hun skal bare mobbes, men du kan ikke reelt argumentere for hvorfor. Det er da urkomisk, at man skal forestille en form for elite og så reproducerer fordomme så bevidstløst. Der findes også flokmentalitet i eliten."

- Du har gerne villet omstille befolkningen til at være mindre globaliseringsangste. Er det ikke at bedrive beherskelsesteknologi?

"Jo, men det er jeg heller ikke så optaget af længere. Man kan ikke koste rundt med folk. Hvis de ikke mener det, så mener de det ikke. En rød tråd i mange af mine bøger er interessen for normalitet. Orden er meget mærkeligt, for den mest logiske antagelse er uorden, og jo mere ordentligt, jo mere mystisk. Jeg undrer mig over, hvorfor der er så mange, der er normale. Kollektiv bevidsthed er enormt interessant, fordi ordet på fransk, hvor begrebet stammer fra, også kan betyde 'den kollektive samvittighed'. De kollektive følelser er populærkulturen. Jeg synes så bare, flertalskulturens accept af at gøre og leve lige som alle andre er meget mystisk. Hvorfor skal alle pigebørn på et år hedde Camilla for eksempel?" Måske er det sådan, fordi jeg altid har haft svært ved at finde ud af det."

- Oplever du, at man ser ned på dig, fordi du ikke laver rigtig forskning. En kilde beskrev det som, at de på Sociologisk Institut ikke ville have dig på pensum, men holder du foredrag på RUC, så kommer der flere hundrede?

"Min drivkraft til at skrive bøgerne har været at prøve ræsonnementets kraft uden at gå nogens ærinde ved at tale ud i den borgerlige offentlighed. Jeg bliver irriteret på kolleger, der kommer med påstande om, at det, jeg laver, er useriøst. Casper Christensen er ikke useriøs; det er en filminstruktør, der laver mainstreamfilm heller ikke. Det er useriøst ikke at tage sit arbejde alvorligt eller udgive sit arbejde for at være andet, end det er. Men den hårde kritik kommer altid fra folk, der er for dårligt uddannet til at fange de referencer, der står mellem linjerne i mine tekster. Jeg har ikke mødt den fra de velrenommerede folk på universitetet, jeg kender. Men jeg ved jo ikke, hvad de siger om mig, når jeg er gået."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Dahl har selvfølgelig fuldstændig ret, når han siger,

"Den akademiske verden lukker sig mere og mere om sig selv og bliver et selvrefererende system. Og der er måske en sociologisk pointe i, at den akademiske kunst og den akademiske videnskab refererer til sig selv. Men så har du altså også populærkulturen, der refererer til noget andet, til publikums følelser og bedømmelser. Den plads, der er for mig, er i den populære videnskab. Men jeg tror, universiteternes lukkethed kommer til at betyde, at mange dygtige unge vil vælge dem fra."

Det er en vigtig rolle, HD og f.eks. Hans Hauge spiller ved både at være indenfor og udenfor det selvrefererende akademiske system. Danmark er for provinsiel til at have "public intellectuals", men det gør behovet desto større, og jo flere af dem, vi får (og der er desværre ikke tegn på, at der bliver flere) jo bedre.

Henrik Dahl har også ret i, at..

"Nogle samfundsforskere har konstrueret en fortælling om sig selv, hvor de fremstår som munke og nonner, der er særligt stærke i troen. Munke og nonner afsondrede sig selv fra verden og levede et uproduktivt liv, finansieret af overførsler i form af tiende, i dag hedder det for forskernes vedkommende bare skat. Men pointen er den samme. Det er finere at leve på nas end at gøre noget nyttigt."

Det er da netop ren socialdemokratisk perversion og endnu et udtryk for akademisk angst og selvbekræftigelse.

Hvad der burde være den højeste oplysning bliver den laveste form for indelukket formørkelse.

Engang i fremtiden vil vi ikke bruge skattekroner til den slags loge-virksomhed.

Indtil da bør vi takke de (der kan tælles på én hånd) få "public intellectuals", vi har, inklusiv Henrik Dahl.

Henrik Dahls beskrivelse af centrum-venstre psykosen, sidder også stadig lige i øjet:

"... lever i sin egen virkelighed, hvor u-landsbistand er en vindersag. Hvor man på udlandsrejser skal være flov over at være dansker. Hvor Danmark er præget af islamofobi og fremmedhad. Hvor muslimerne i Europa har fået samme status, som jøderne havde i Tyskland i trediverne. Hvor islamisme ikke er en totalitær magtfaktor i mellemøsten. Hvor Søren Krarup og Jesper Langballe bestemmer stort og småt i dansk indenrigs- og udenrigspolitik. Hvor man som noget helt nyt stemmer vigtige reformer igennem med spinkle flertal. Hvor statsministeren i ethvert af sine vågne øjeblikke pønser på at afskaffe velfærdsstaten. Hvor Danmark er blevet koldt og nyliberalt. Og hvor der nu på sjette år bliver skåret dramatisk ned på alle offentlige udgifter.

At tro eller hævde den slags, er psykotisk. Et udtryk for, at virkeligheden ikke gør det mindste indtryk på ens tankevirksomhed. Eller i det mindste et udtryk for, at den ikke gør det samme indtryk, som den gør på kognitivt velfungerende mennesker."

Tværtimod PH så er ordene der præget af overfladsikhed og gedin relativisme. Det er en 'det er ligemeget hvem vi vælger' holdning ' de gør alle sammen det samme'. Det er sådan noget åndsfraværende relativistisk nonsens som også Erik Maier Calsen udspreder.

Men det overser det væsentlige. Nemlig at politiske ændringer ikke sker fra et valg til det næste. Politiske ændringer tager lang tid. Fog har sgu ikke opgivet sit minimalstatsprojekt, han ved bare at kun holdningdsøndringer skabt med små skridt over lang tid kan føre ham herfra og dertil.

Det det handler om er at vinde dagsordenkraft for bestemte holdninger og synspunkter, ofte ændringer der ser ret ligegyldige ud, men som samlet er med til at bane vejen for den udvikling man gerne vil.

Og så med dette som udgangs påbegynde den længerevarende omformulering af hvad - fx en velfærdsstat er og hvad den skal indeholde.
Virkelige ændringe sker over tid fortrinsvis 10 år ikke tre måneder efter et valg.

Henrik Dahl, Henrik Qvortrup, Søren Ulrik Thomsen, Erik Mëier Carlsen, Hans Hauge - der er lige uudholdelige alle sammen; hvordan er det dog gået så galt? Når den offentlige intellektuelle, hæderseksempel: Elsa Gress, må lægge en vis eller en meget stor afstand fra "folket", er det fordi, at "folket" er en illusion, et upræcist begreb - de vil have de fremmede ud osv,., men det vil de jo altid, og argumenterne er, mildest talt, subjektive - en grotesk tidløs nationalisme og lokalpatriotisme, helt uden forbindelse til virkeligheden, "os" og "de andre" helt nede på gadekærs-planet.

"Folket" tager tilsyneladende globalisering og markedsøkonomi til sig, for "sådan er det jo nu", men de fatter i virkeligheden intet af det og er parat til drastiske retro-revolutioner, hvornår det skal være. Stemmeretten burde erhverves ved en prøve i paratviden uden livsstils- og glamour-spørgsmål.

PH's beskrivelse af dagens Danmark er meget rammende. At han derefter påstår, den ikke stemmer overens med virkeligheden, er jo værst for ham selv.

Harun al Raschid:

"Henrik Dahl, Henrik Qvortrup, Søren Ulrik Thomsen, Erik Mëier Carlsen, Hans Hauge - der er lige uudholdelige alle sammen; hvordan er det dog gået så galt?"

Godt spørgsmål Raschid.

Når det borgerlige og Dansk folkeparti segmentet er vokset, tror jeg at det skyldes en generelt træthed over at kolonihavefolket og landbolivet altid skal have et drag over nakken af .eks. kulturadikale - ellers begavede og litterære og kunstneriske mennesker viser sig her meget, meget intolerante. Den vedholdende nedrakning af den folkelige del af Danmark er gået over gevind. Jeg er enig med Henrik Dahl langt hen ad vejen. En del af det kulturradikale segment har vist sig at have en meget lille horisont og en meget lille viden og en meget lille tolerancetærskel, specielt når det gælder dansk landbo kultur og folkelig kultur og levevis, præcis som Henrik Dahl skildrer det.

Dorte...hvor tolerant skal man være overfor intolerance??
Den 'folkelige' intolerance og misundelse har fået en blå stempling af denne Regering!

Martin F

Den 'folkelige' intolerance og misundelse har fået en blå stempling af denne Regering!

Hmm...synes du. Jeg synes netop at VK regeringens aftryk på samfundet har fået kulturradikal og venstrefløjs intolerance frem i lyset. Det har været herligt at se hvorledes intellektuelle og kunstnere fra venstrefløjen har svært ved at kapere holdninger der ikke minder om deres egne. Flere har vist sig at have meget små sko på og være godt og grundigt provinsielle - trods sin kulturelle position.

Tænk bare på Klaus Riffbjerg og Knud Romers holdning til Anders Fogh Rasmussen. Eller tænk på Susanne Brøgger der piver over at der ikke mere er nogen der sætter pris på akademikere eller mennesker med lange uddannelser generelt. Hun kan tilsyneladende slet ikke forestille sig at mange sætter stor pris på akademikere og mennesker med lange uddannelser. De skal bare ikke være for røde og hippiede. Selv er jeg en der er rigtig glad for at f.eks. Henrik Dahl og Hans Hauge, Michael Jalving med flere er meget synlige i debatlandskabet. Henrik Dahl skulle dog bare klippe noget af sit lange hår af. Det er lidt for patetisk med så langt hår til en efterhånden lidt ældre herre.

Få en frisk korthårs frisure, Henrik Dahl. :o)

Ja, du har det jo svært med afvigende udseende og påklædning, ikke, Dorte? Gad vide, om langt hår mon er symbol på en eller anden form for undertrykkelse?

Heinrich R. Jørgensen

Kunne Henrik Dahl ikke pakke sine patetiske lokker ind i et stykke stof eller lignende, nu da det generer Dorte så voldsomt?

Det generer i øvrigt også undertegnedes veludviklede retfærdighedssans, at jævnaldrende mænd kan have SÅ meget hår.

Det med håret har han sådan set forklaret, da langt hår hos mænd i nudtiden må anses for lidt uordenligt og uorden er jo ifølge Henrik Dahl meget mindre mystisk end orden (kort hår). Henrik Dahl forsøger såmænd bare på en gang at afmystificere sig selv og samtidig bevare sit brand, det lange hår. Og et godt brand skal man passe på med at ændre. Se bare hvordan det gik Socialdemokratiet, da Mogen Lykketoft lod fipskægget falde. Men for nu at være lidt seriøs, så fatter jeg ikke at en populist, undskyld pupulær, som Henrik Dahl kan undre sig over at et år skal alle pigebørn hedde Camilla. Hvorfor skulle navngivning ikke også være influeret af skiftende modeluner. Lidt ligesom når mænd i visse perioder skal være korthårede, hvis de vil undgå at være alt for umystiske. Mit råd er derfor det modsatte: Lad være med at blive klippet, Henrik Dahl. I hvert fald indtil moden har skiftet. Hvem ved, til den tid kan det også være vi har fået en anden regering, med en langhåret statsminister.