Klip og magi

DUBLIN - H.C. Andersen og William S. Burroughs? Nej, vel? Ikke just det mest oplagte match, skulle man mene. Rent umiddelbart kan man vel dårligt forestille sig to mere forskellige forfattere. Og selv ikke for denne anmelder, som har henslæbt 30 år af sit liv i Odense, ikke mange stenkast fra eventyrdigterens fødehjem, og har været fascineret af beatgenerationens grå eminence omtrent lige så længe, har tanken om at nævne de to i samme sætning nogensinde strejfet selv den mest perifere afkrog af bevidstheden.

Ikke desto mindre er det lige præcis forbindelserne mellem Andersen og Burroughs, der er emnet for udstillingen Cut-Outs and Cut-Ups, som netop er åbnet på Irish Museum of Modern Art i Dublin.

Oplægget kommer fra den i New York bosatte kurator Hendel Teicher, og idéen med projektet er at iscenesætte en dialog mellem de to afdøde koryfæers visuelle værker - med vægt på Andersens papirklip og Burroughs' collageprægede billeder. Udstillingen er stort anlagt. Med mere end 100 værker fylder den hele museets nye fløj, og til anledningen er produceret et omfangsrigt katalog med talrige farveillustrationer. Det er seriøs business, det her.

Okay, så lad os prøve at gå med på tanken. Der er tale om to mildt sagt markante forfatterprofiler, som begge lavede billeder. Begge blev af deres samtid betragtet som excentriske outsidere eller misfits, og begge var (måske af samme grund) vidt berejste. Hertil kommer, at de begge intensiverede deres billedkunstneriske produktion hen imod slutningen af livet, ligesom de begge tog denne sidebeskæftigelse alvorligt som andet og mere end tidsfordriv - også selv om der hos dem begge spores en vis grad af frihed og trang til at eksperimentere i deres billedkunst, måske netop fordi det ikke var deres primære metier. Så langt så godt. Men der er mere. Meget mere.

Collage tilfælles

Både Andersen og Burroughs havde en forkærlighed for collager og scrap-bøger. Begges værker vrimler med dyr (Andersens med fugle, Burroughs' med lemurer og diverse kattearter). Begge havde en præference for at samarbejde med andre, når det gjaldt billedkunst (Andersen med Adolph Drewsen, Burroughs først med Brion Gysin og senere med mange andre). Men først og fremmest - og det er udstillingens pointe og fokus - delte de saksen som redskab. Og det er her, konceptets substans for alvor begynder at vise sig.

H.C. Andersens papirklip er i dag omtrent lige så berømte som hans eventyr. Men ved siden af disse klip, der ofte blev til, mens han improviserede historier for sine velyndere, producerede han et antal billedbøger, hvor klippene indgik i collager med fragmenter fra aviser, magasiner, postkort, fotografier, teaterprogrammer og diverse andet. Disse collager virker i dag forbløffende moderne og kan have mindelser om kunstnere fra det 20. århundrede som Man Ray eller René Magritte. Når Andersen for eksempel klippede et par dansende figurer ud og klæbede dem op på et nodeark (så figurerne tilsyneladende danser til den melodi, der angives på arket), eller når han klippede en mandeskikkelse ud af en avisartikel om Brasilien (så bogstaverne bliver både dekoration og et hint om mandens identitet), placerede han sig helt uden for sin egen tids kunsttraditioner.

Det samme gjorde Burroughs, da han i 1959 sammen med vennen Brion Gysin udviklede den såkaldte cut-up-teknik og dermed overførte billedkunstens collage-format til skriften. I modsætning til Andersen, der var en forfatter, som samtidig lavede billeder, var Burroughs altså i starten en forfatter, som søgte at føre visse af billedkunstens strategier ind i litteraturen. Men siden kastede han sig tillige over egentlig billedkunst, hvor han kombinerede collage-metoden med diverse andre greb, ofte med et element af tilfældighed (ikke mindst i hans såkaldte Shotgun Paintings).

Og det er i forkærligheden for collagens sammenstilling af umiddelbart forskellige elementer, at den dybere forbindelse mellem Andersen og Burroughs skal findes. Én ting er, at de begge som forfattere skrev om universer, der på forskellige måder kunne siges at være magiske. Noget helt andet, at de i deres billedkunstneriske praksis rent faktisk syslede med magi - nærmest som et par alkymister, der i en overført betydning udvandt guld af simpelt materiale som papir og fundne motiver fra massemediernes overdrev.

Lige præcis her kan de to ellers meget forskellige forfattere belyse og accentuere hinandens værker på måder, som afføder om ikke en ny indsigt så dog et friskt blik på udklips- og collagekunstens historie.

Hertil kommer så alle de mere kuriøse sammentræf, som de to hovedpersoner formodentlig ville have elsket at opdage, hvis de stadig havde været iblandt os. Som når Burroughs i en af collagerne til den aldrig realiserede billedversion af bogen The Third Mind anvender et fotografi af Den Lille Havfrue.

Eller når de begge udforsker skjulte motiver i tilsyneladende abstrakte formationer (Andersen i Rorschach-lignende blækklatter, Burroughs i sporene efter skudsprængte spraymalingdåser). Eller når de begge kredser om motiver som dødningehoveder, skeletter og hængte mænd. Eller når de i deres respektive soveværelser havde en foldeskærm, hvorpå de løbende lavede collager med motiver fra deres liv (udstillingen viser kun en reproduktion af Andersens skærm, men anmelderen kan tilføje, at der i Burroughs' soveværelse i The Bunker i New York fandtes en lignende skærm). Etc.

Udstilling til Danmark?

Uanset om man måtte være enig i relevansen af at sammenstille H.C. Andersen og William S. Burroughs eller ej, tilbyder udstillingen i Dublin en velkommen mulighed for at fordybe sig i begges (sjældent viste) visuelle arbejde. Dog med den indsigelse - og det er den væsentligste kritik af projektet - at Andersens bidrag af sikkerhedsmæssige årsager ikke har kunnet præsenteres optimalt. Flere af værkerne vises kun i reproduktion, og en række af de originale bidrag er henvist til montrer i stedet for mere illustrativt at være ophængt sammen med Burroughs' billeder på væggene. En omstændighed, der reducerer Andersen til en fodnote snarere end en ligeværdig dialogpartner.

Hvilket fører os frem til et sidste spørgsmål, nemlig hvorfor Andersens landsmænd tilsyneladende ikke skal have lov til at se udstillingen på dansk grund. I forbindelse med åbningen fik jeg lejlighed til at veksle nogle ord med kuratoren, Hendel Teicher, som (ikke uden en vis ærgrelse) kunne oplyse, at der havde været forhandlinger med begge de primære danske udlånere, H.C. Andersens Hus i Odense og Det Kongelige Bibliotek i København, men at man begge steder havde takket nej i 11. time.

Derfor skal der hermed lyde en opfordring til de danske kunstinstitutioner om at overveje at slå til og realisere udstillingen i den form, som den oprindelig var tænkt i fra kuratorens side.

Cut-Outs and Cut-Ups: Hans Christian Andersen and William Seward Burroughs. Kurator: Hendel Teicher. Katalog. Irish Museum of Modern Art, Dublin. Til 29. juni