"Smag på ordet 'mangfoldighed' - det hænger mig langt ud i halsen. Byen med de forfærdelige bosteder, de pinligt nedslidte vuggestuer, de trøstesløse plejehjem - ja, jeg taler om København - har i al sin vished investeret 23 millioner surt sammensparede skatteyderkroner på et såkaldt homo-OL, World Outgames, i en eller anden forvisning om, at det er godt for København at alverdens homoseksuelle samles i vores hovedstad. [-] Man kunne ønske, at Københavns politikere brugte deres kræfter på at forbedre vuggestuer og skoler, så enhver med fast indtægt ikke løber skrigende ud af byen. Dansende mænd i lyserødt gør det desværre ikke alene."
Under overskriften 'Stop al den homo-snak', leverer Nyhedsavisens chefredaktør Simon Andersen denne svada i en leder den 11. april. Anledningen er dels, at avisen i en kampagne har indledt jagten på World Outgames, og dels at den amerikanske byforsker Joel Kotkin på Dansk Industris foranledning er i byen.
Kotkin får i spalterne i Politiken og på forsiden af Weekendavisen også lov at slå fast, at mangfoldighed er noget pjat, når det gælder byudvikling. Richard Florida og hans disciple har simpelthen taget fejl, når de fremfører, at mangfoldighed skaber kreativitet og derfor kan betale sig for en by. Det drejer sig modsat om udelukkende at satse på middelklassens behov og ønsker. Bondam får derfor på hattepulden for at ville lukke Nørrebrogade for biltrafik, og der advares om at putte kommunale kroner i arrangementer som World Outgames.
Brølet fra Lorry-land
Nu bliver jeg personligt ikke våd i trussen, når jeg hører ordet mangfoldighed, og jeg skal slet ikke kaste mig ud i at forklare eller forsvare, om det nu kan betale sig eller ej.
Jeg har det sådan, at det kan være ret ligegyldigt isoleret set på samme måde som man ikke kun kan argumentere økonomisk for at det er en god ide at behandle indvandrere ordentligt. Det er det alene, fordi det er dumt, forkert og trælst at være racist eller acceptere, at andre er det. Og hvis det hele kun drejer sig om kalorietom vækst, så lad os da asfaltere hele byen og opføre kæmpe drive-in Bilkaer og byggemarkeder - hvor de altså ikke ligger i forvejen.
I det hele taget runger Andersens brøl fra Lorry-land lidt hult, når man tænker på, hvordan de kommunale kroner faktisk bliver brugt, og hvad er ellers er på tapetet i vores by.
Jeg vil skyde på, at 90-99 procent af de kommunale kroner bliver brugt på middelklassens soft- og hardware, og jeg vil opfordre alle til at overvære bare ét møde i Borgerrepræsentationen, hvis de ikke stoler på, at middelklassens ånd er inkorporeret i selve det inderste af byens politiske dna.
Og uden for rådhusets tykke mure kan man så imens opleve, at buskene i Ørstedsparken fældes, så bøsserne ikke dyrker sex, at naboer brokker sig højlydt over ungdomshuse og fikserum, der flytter til kvarteret, at det er en katastrofe i bedste sendetid, hvis der ikke opføres parkeringspladser klods op ad Operaen (hvor der til gengæld opføres Matador som musical for tiden), og at politiet byder på peberspray, når nogen finder på at holde spontane fester i byens rum.
Bøssernes tag-selv bord
For et par år siden skrev Jyllandsposten en artikel med overskriften 'Bøssernes tag-selv bord'. Den handlede om, at en dansk aids-organisation for bøsser tillod sig at bruge skattekroner på kurser, der blandt andet handlede om analsex. Underforstået: hvordan kunne bøsserne dog finde på at bruge skattekroner på noget, der kunne minde om egen nydelse.
Det er den samme forargelse, der trækkes på, når Kotkin, Andersen og andre nu vil gøre op med alt det bøssehalløj for skattekronerne.
Udover at jeg som sagt har svært ved at få øje på festen, når jeg kigger ned over de kommunale regnskabstal eller ud af vinduet. Og udover at bøsser - og lesbiske - jo sådan set også er skatteydere, og en del af dem sågar tillige tilhører middelklassen. Ja, så kunne man jo have den snusfornuftige holdning, at ligesom man støtter Susanne Biers kaskader af film om heteroseksuelle par i 30'erne med ondt i parforholdet, så kunne der også være en vis rimelighed i, at andres nydelser (eller trængsler), om det så er dansende mænd i lyserødt eller det, der er værre, blev anerkendt. I stedet for som nu at blive suspektliggjort eller vurderet ud fra om det kan betale sig eller ej.
Livet er simpelthen for kort til den slags kalkyler.
Sune Prahl Knudsen er journalist
