Læsetid: 7 min.

Kunstens quarterback

Kunsten skal have mulighed for at tage chancer og vove det ene øje, hvis den skal spille en rolle som debatskabende i samfundet og ikke kun skal blive til underholdning og udsmykning. Det mener Kunstrådets formand, Mads Øvlisen
14. april 2008

Han tager hånden op foran det ene øje. Klapper i hænderne og kaster en imaginær amerikansk fodbold mod et punkt i horisonten. Den tidligere Novo Nordisk direktør og bestyrelsesformand agerer den legendariske quarterback fra San Francisco 49'ers Joe Montana i gang med at lave et 'Hail Mary'. Et kast, der, hvis det er succesfuldt, kan vende alting på hovedet og vinde en kamp, hvis receiveren griber bolden og løber i mål. Men som samtidig er forbundet med meget stor risiko for at gå helt galt.

Mads Øvlisen mener, at det er den form for risikovillighed, der skal til, hvis kunsten rigtig skal rykke. Han vil som formand for Kunstrådet gøre sit til, at kunsten er med til at skabe debat, nedbryde grænser og fordre erkendelse.

Kunstrådet, der har til formål at støtte musik, litteratur, billedkunst og scenekunst, har derfor lavet en handlingsplan, hvor de blandt andet gør rede for, hvordan man mener, at der skal sættes ind med støtte til kunsten.

De indsatsområder man har valgt er: Børn og unges møde med kunsten, globaliseringen, formidling og kunst i kommunerne. Og det gør ikke noget, at kunsten i den forbindelse går ind og nedbryder grænser og rykker ved den gængse opfattelse. Tværtimod. Øvlisen ser det kun som positivt, hvis de ting man støtter, sætter følelserne i svingninger.

"Vi er nødt til at være risikovillige. Det nytter ikke noget at gå rundt og være bange for, om det nu er politisk ukorrekt, det man gør. Eller at det er noget mærkelig kunst, vi støtter. Jeg hilser rindalisme som en reaktion på vores virke velkommen," siger Mads Øvlisen.

Dermed ikke sagt, at provokationen er et mål i sig selv, der skal være både idé og tanke bag, der kan iværksætte en debat, der peger på noget væsentligt i vores samtid, mener Øvlisen. Men tandløs kunst giver for ham ingen mening.

"Kunsten skal sparke til samfundsdebatten, ellers er den formålsløs. Hvis det hele bare var Thorvaldsens, så var det jo uendeligt ligegyldigt," siger Mads Øvlisen.

Mangfoldighed

Et problem i den anledning er den politiske styring af Kunstrådet. Råderummet er ifølge Øvlisen meget begrænset, og de fri midler er blevet beskåret. Øvlisen ser det som 'de gode viljers paradoks'.

"Politikerne vil så gerne ind og gøre noget for kunsten. Men jeg ville hellere have, at man havde tillid til, at man har et Kunstråd, der uden 'hjælp' godt kan finde ud af at varetage dets funktion," siger Mads Øvlisen.

Der er mange bindinger og meget øremærket støtte i Kunstrådet. I 2007 var kun syv procent af de 323,4 millioner rådet fordeler fuldstændig frie. Det er for lidt, mener Mads Øvlisen, der synes, at politikerne skulle holde sig til de overordnede linjer og i højere grad sætte Kunstrådet fri, inden for de givne rammer.

"Jeg har problemer med, at politikerne vil detail-styre i stedet for at tage sig af de overordnede linjer," siger Mads Øvlisen.

Han så gerne, at den kulturpolitiske debat fyldte langt mere. Og et sted, han savner, opbakning er fra de store dagblade. Han savner den redaktionelle interesse hos dagbladene og de elektroniske redaktioner - for den seriøse kunst og for kulturjournalistik som genre. Derfor arbejder Kunstrådet i øjeblikket på at etablere en pris for den essayistiske kulturjournalistik, som man ser som hårdt presset.

"Kulturjournalisterne er forsvundet og erstattet af underholdning. Det er problematisk, fordi den skrevne presse har en enorm rolle omkring formidlingen af kunst og dens manifestation i samfundet," siger Mads Øvlisen.

Kunst som underholdning og udsmykning har det ifølge Øvlisen fint, men som en energi, der er med til at drive samfundet, er den savnet. Ikke at man skal gentage 60'ernes spørgsmålstegn ved samfundsformen, men der skal arbejdes på at finde kunstens rolle i den tid, vi lever i. Positive tegn på det ser Øvlisen i den udvikling, der sker inden for kunsthistorie.

"Kunsthistorie har været meget værkfikseret, men er nu blandt andet med overbygningen Visuel Kultur med til at krydse over fra filmkunst, billedkunst og litteratur og udforsker kunstens muligheder for at påvirke menneskets identitet og opfattelse af samtiden," siger Mads Øvlisen.

Det mangler i kunsten i dag. Den er ifølge Øvlisen for pæn og regelret.

"Det er ikke nødvendig-vis et succeskriterium for kunsten, at flere billedkunstnere har 100 mennesker på venteliste, der venter på at få lov til at købe et billede. Det skaber konformitet og giver en risiko for, at de ikke bringer kunsten videre, fordi der opstår forventninger på grænsen til krav om, hvem en given kunstner 'er'," siger Mads Øvlisen.

Kunst fra et asylcenter

Et af de indsatsområdet, som Kunstrådet har tænkt sig at sætte ind på, er som nævnt globalisering. Det betyder blandt andet, at rådet meget gerne ser kunst frembragt af danskere med anden etnisk herkomst. Det skal dog ikke forstås sådan, at Kunstrådet skal være et integrationsværktøj eller på anden måde en form for social støtte.

Det, det for Øvlisen handler om, er, at man skal ind og udfordre den danske kunst fra et etnisk standpunkt. Den originalitet og kraft, der er her, skal man bruge sammen med den resterende danske kunst.

Derfor vil rådet bruge en god del penge på at fremelske 'globaliseringen' inden for alle de kunstneriske genrer. Og der er brede rammer for, hvad man vil støtte, så længe det kunstneriske fundament er til stede.

"Vi ser dansk kunst som kunst, der fremstilles i Danmark af folk, der opholder sig i Danmark. Så vi kunne i princippet godt støtte en person i for eksempel et asylcenter, hvis den givne kunst kommenterede en dansk problemstilling - sådan en bog, eller hvad det kunne være, ville vi støtte, siger Mads Øvlisen.

Med i den beslutning ligger også en bevidsthed om, at danskere, der ikke er grisfarvede eller tror på noget andet end flertallet, i de seneste år har sat sindene i kog i de danske hjem.

"Jeg ville da personligt blive utroligt glad, hvis vi kunne støtte et initiativ, der kunne få hr. og fru Danmark til at åbne øjnene og lægge den lidt nedladende 'tolerance' på hylden og i stedet få øjnene op for noget kvalitet og noget input," siger Mads Øvlisen.

Hans kunstsyn og ambitioner for kunsten har allerede igangsat reaktioner. Blandt andet fra Jyllands-Posten, der beskylder ham for at være en kedelig kulturradikal, der blot gentager et gammelt mantra om kunstens provokative kraft. Det har Øvlisen det fint med."De har sikkert ret. På den anden side er der folk, der har værdsat, at jeg har været ærlig og sagt til kulturministeren, at jeg ikke bryder mig om systemet. Og så lad os lige vente og se, hvad vi bruger pengene til og så bedømme på det grundlag. Og så ved jeg ikke rigtigt, hvad det vil sige at være kulturradikal og er egentlig ikke sikker på, at det er et skældsord for mig," siger Mads Øvlisen og griner.

Mæcenens tilbagekomst

Mads Øvlisen er en nydelig mand fra 1940. Velklædt og velholdt i klassisk forstand. Et faktum man nemt kan glemme, når talen falder på kunst. Men når talen falder på ham selv, vender det mere ydmyge og høflige tilbage med lange tænkepauser efter hvert spørgsmål. Øvlisen er ikke meget for at tale om sine sejre som leder - selvom der ellers er en del - men vil hellere tale om forholdet leder og medarbejder imellem.

Han ser en af de væsentlige egenskaber som leder, som det at skabe energi.

"Det største problem er, hvis en leder er tilfreds med, at medarbejderne lever op til lederens forventninger. Så udnytte man ikke det potentiale, der er i folk. Når man begynder at sætte streger og bygge siloer, så går det galt," siger Mads Øvlisen.

Han mener, at man i stedet for at fokusere på, hvad folk hedder, og hvor de kommer fra, hellere skulle interesse sig for, hvad de kan bidrage med. Og han ser sine sejre som leder som værende dem, hvor det er lykkedes for ham, at få stimuleret evner i folk, som de ikke nødvendigvis selv var klar over, de havde. Det handler ikke kun om at fortælle folk hvad og hvordan, men også at give det albuerum, der skal til, hvis folk skal folde sig ud, mener Øvlisen.

Et princip han nu tager med ind i sit arbejde i Kunstrådet, hvor han, inden for de rammer han har at arbejde med, vil invitere kunsterne til at sætte kunsten på dagsordnen og skabe betydning i offentligheden. Kunstrådet skal agere mæcen for kunsterne, mener Øvlisen og byder op til dans.

"Mine damer og herrer. Kunne I ikke tænke jer at give os et bud på, hvordan kunsten kommer til at spille en rolle i samfundet?," siger Mads Øvlisen og slår ud med armene.

Serie

Seneste artikler

  • Dansk design - en kolos på lerfødder?

    12. april 2008
    Gamle håndværks-traditioner i Danmark opgives, selv om deres funktion som led i den designmæssige fødekæde er åbenlys
  • Dansk design står i en brydningstid

    8. april 2008
    Pottemageriet er afløst af brugerdreven innovation og fokus går fra produkt til bruger. Den nye rektor for Danmarks Designskole, Peter Bysted, tror på, at man må omfavne udviklingen og skabe essens ved at forbinde det praktiske med det teoretiske
  • DR er den nye folkekirke

    5. april 2008
    Den nyligt tiltrådte direktør for programproduktionen på DR, Mette Bock, vil arbejde for et DR, der danner et fællesskab på tværs af tro, politiske overbevisninger og leveform. Der er efter sigende brug for DR som samlingspunkt, når man ser på den måde samfundet udvikler sig på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer