Læsetid: 3 min.

Det er længe siden Gud døde

Det er blevet mondænt at være kristen. Og der er dukket erklærede ateister op. Men nutidens tro eller tvivl vil næppe sætte sig varige spor i litteraturen
Kultur
17. april 2008

Det er blevet mondænt at være kristen. Senest aktualiseres den moderne storbykristnes tro i Bente Hansens netop udkomne bog, Gud og hvermand. Den skal det nu ikke handle om her, men derimod om det fænomen, at kristendom i dag, som Rune Lykkeberg konstaterede i fredagens Refleks, går hånd i hånd med anerkendelse af et naturvidenskabeligt verdenssyn og af demokratiet som grundlagt på en profan etik, ikke på en gudgiven.

Lykkeberg påpeger, at man følgelig ikke længere kan dele kristne og ateister i henholdsvis uoplyste og oplyste. De er lige oplyste - bortset fra at mange ateister stadigvæk bilder sig ind, at kristne tror på, at verden blev skabt af Vorherre på syv dage. Men de har ikke sat sig ind i den moderne kristendom. Og først og fremmest er den pointe ikke sivet ind, at deres egne opfattelser af verdens indretning stort set ikke er til at skelne fra deres kristne medborgeres. Begge lejre er pæne borgere, den ene lejr går i kirke om søndagen - i de store, rigt udsmykkede storbykirker med populære præster, hvis prædikener er til at holde ud at høre på for moderne, oplyste mennesker - den anden lejr bruger blot hviledagen på anden vis.

Fred

Jeg ville ikke drømme om at betvivle, at den part, som kalder sig kristen, finder ro i bønnen og Guds ord. Andre finder til gengæld sindsligevægt i fitnesscentret, og Lykkebergs tese om, at det er det moderne stressede liv, der som sit modbillede producerer begge former for afspænding og 'fokusering', skal der nok være en del om. Fred være med dem alle, og må enhver blive salig i sin tro.

Men hvor går det dog fredeligt for sig! Hverken kristendom eller ateisme vil i vore dage kunne svinge sig op til mere end et par debatbøger og et enkelt teaterstykke. At liv og død skulle være på spil, har man svært ved at få øje på, selv om det vel i egentligste forstand er det, religion handler om.

Det er længe siden, religion var parret med lidenskab. Det er længe siden Gud døde. Oplevelsen af at være kastet ud i et tomt univers, som man finder den hos Thøger Larsen og hos J.P. Jacobsen, har vi for længst vænnet os til.

Hvem spørger i dag for alvor: Hvorfor livet, hvorfor døden, hvorfor leve, når man dog skal dø? som der står i Arabesk til en Haandtegning af Michelangelo.

Hvem føler i dag for alvor livets tragik som i disse linjer:

Hvortil disse Baal og Kval og Smerte;
Tusind Timers Liv i langsom Liden,
Langsom løben ud i Dødens Liden?

Tappert at dø "den vanskelige død", uden at folde hænderne - hvem tænker på det? Hvem synes i dag, at det er en tom himmel, der gør døden vanskelig? Hvis man frygter døden, frygter man så ikke snarere for, at morfindroppet skal svigte?

Og hvem fornemmer i dag, hvor kristne og ateister i fælles flok flygter til Thailand for at tilbringe julen i mere gæstmilde omgivelser end de danske, Niels Lyhnes forladthed, da han giver afkald på at holde juleaften og tilbringer nogle helt fortabte timer på værtshus?

Næh, det er længe siden. Men stadigvæk kan man dog fryde sig over det, Jens Peter fik i bytte for sin tabte tro: den musikalitet han iscenesætter sit 'Evighedssavn' med. Hør blot:

Har Dagen sanket al sin Sorg
Og grædt den ud i Dug,
Saa aabner Natten Himlens Borg
Med evigt Tungsinds tavse Sorg.
Og en for en
Og to og to
Gaa fjerne Verd'nes Génier frem
Af Himmeldybets dunkle Gjem.
Og højt over Jordens Lyst og Elende
Med Stjernekjerter højt i Hænde
Skride de langsomt hen over Himlen.
De Fodtrin skifte
Med Sorg i Sinde.
Underligt vifte
For Rummets kolde Vinde
Stjernekjerternes flakkende Flammer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her