Læsetid: 3 min.

Latteren og tolerancen

Klassikere. Fundamentalismens to værste fjender er tvillingesøstre
Med dramatikeren Ionescos (bill.) bedste stykker kan man le og græde på én gang. Og kan man nå højere?

Med dramatikeren Ionescos (bill.) bedste stykker kan man le og græde på én gang. Og kan man nå højere?

Roger Viollet

17. april 2008

Dramatikeren Ionesco, der henrykkede teaterverdenen for et halvt hundrede år siden, og som nutiden synes at have glemt, kaldte sine skuespil for komiske dramaer og tragiske farcer, fordi det komiske for ham var tragisk, og menneskets tragedie kun til at le ad.

For en moderne, kritisk indstillet bevidsthed er der efter hans mening ikke noget, der kan tages helt alvorligt, og heller ikke noget der kan tages helt for spøg:

"Jeg drukner det komiske i det tragiske og det tragiske i det komiske eller forsøger at bringe det sammen i en syntese. Men nogen virkelig syntese bliver det ikke, for de to bestanddele går ikke op i hinanden, de eksisterer side om side, skyder uafbrudt hinanden fra sig, stiller hinanden i relief, kritiserer og fornægter hinanden, og gennem kontrastvirkningen kan det afstedkomme en dynamisk balance, en spænding."

Det gjorde det minsandten også, og forhåbentlig lader genopdagelsen af den rumænskfødte, fransksprogede Eugène Ionesco ikke vente for længe på sig. Ser man bort fra lidt gammeldags avantgardisme, er hans bedste skuespil fødte klassikere - til at le og græde over på én gang, og højere kan vi mennesker ikke nå i teatret.

Hvad var latter i det hele taget uden gråd?

Spøg til side

Man kommer sjældent galt af sted ved at holde sig alvorlig, og latter har slet ikke samme status som alvor. Grædekoner og alvorsmænd bliver mødt med langt større respekt end grinebidere og spøgefugle. Der er meget, vi skal tage alvorligt, men den gode latter forlænger livet. Prædikeren i Det Gamle Testamente, den strenge melankoliker der ser tomhed og tåber overalt, hører latteren som kvasets knitren under gryden og foretrækker græmmelsen, fordi den vise ifølge ham har sit hjerte i sorgens hus, mens tåben har sit i glædens. Og som det videre hedder, er det bedre at lytte til advarsler fra den vise end til sang fra tåben. Der er ikke noget at le ad i Bibelen, og den tidlige kristne lære henviste til, at Jesus aldrig lo og fordømte latteren som djævelens blændværk.

Magt og autoritet forudsætter en vis højtidelighed, og kun de færreste er kloge nok til at le med, når de bliver gjort til grin. Som Sokrates der blev karikeret på scenen og rejste sig fra sin tilskuerplads, så alle kunne se originalen.

Latterens historie er i høj grad historien om en afvist og fornægtet latter. Den oprindelige, folkeligt baserede latter er i tidens løb blevet opfattet som vulgær og enfoldig af toneangivende magthavere i samfundet, fordi den har udtrykt sandheder, som ikke har passet ind i deres kram og måske ligefrem truet deres magt. Men latteren har også i bogstavelig forstand været befriende for mange undertrykte og er ikke for ingenting fundamentalismens værste fjende - sammen med sin tvillingesøster tolerancen.

Folk uden rent mel i posen bliver tit usikre, hvis man ler, og det bliver man også selv, når man ikke forstår, hvad andre ler ad. Der er noget tvetydigt ved latter som kan gøre én ængstelig. Og hvad om alting her i verden var en misforståelse, som Søren Kierkegaard spørger. Hvad om latteren egentlig var gråd?

Udfordringen

Komedien og tragedien består i kraft af hinanden og udelukker hinanden. Komedie er tragedie, der taber bukserne og transponerer alvoren til en anden toneart. Det er de samme grundmenneskelige vilkår, som er på spil med det evige modsætningsforhold mellem orden og kaos som drivkraft.

Over for det absolutte taber både den tragiske helt og den komiske klovn. Heltens nederlag bekræfter menneskets forhold til dét, der ikke kan være anderledes, og klovnen kommer lige så meget til kort, men vælger at gøre grin med det ved at forvandle det til noget mekanisk, som får os til at le.

Men det absolutte er uløseligt forbundet med at være menneske, så når komikeren gør sig lystig over det, går det ud over mennesket, og det ler vi ad sammen, men det trøster os ikke. Det gør tragedien heller ikke, men en akcept af det uforanderlige kan rense og styrke os - det var den lutring af sindet, som de gamle grækere kaldte for katharsis.

Tilbage bliver den stående udfordring, som består i at skelne mellem det uforanderlige og dét, der kan ændres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu