Læsetid: 2 min.

Litteraturfestival sparker liv i Huset i Magstræde

Der er kommet nyt liv i Huset i Magstræde, og i juni fyldes det med masser af oplæsning. Morten Grunwald holder workshop, og Henning Carlsen og Paul Auster diskuterer Hamsun
30. april 2008

Siden nå-generationen med Michael Strunge og F.P. Jac i 1980'erne præsenterede sig, har der ikke været sådan en rigtig stor litteraturfestival i Huset i Københavns Mag-stræde, men det kommer der i weekenden den 6.-8. juni. Hele 80-90 danske forfattere stiller op sammen med udenlandske Siri Hustvedt, Paul Auster, Åsne Seierstad, Tomas Espedal, Audun Jonsdottir, Sjón, Daniel Sjölin, Per Petterson, Daniel Kehlmann og Klaes Östergren.

Musik, teater og film med relation til litteraturen vil også blive præsenteret ved de i alt 125 arrangementer i seks forskellige rum, f.eks. en Samuel Beckett-workshop, ledet af skuespilleren Morten Grunwald, ligesom filminstruktøren Henning Carlsen drøfter Knut Hamsun-inspirationer med Paul Auster, hvis nyeste film, The inner life of Martin Frost fra 2007, man håber at kunne vise. Auster skaber nemlig også film.

Nonprofit

En initiativgruppe har forberedt bogfesten i tre år. Af sponsorer sprang Kunst-rådet fra, fordi tidsplanen ikke kunne holdes, og BG Bank, fordi den blev opslugt af Danske Bank, men nu kører man på uden tilskud.

I arrangementsgruppen er blandt andre PR-direktøren Christian Have, som her er med på det nonprofitable, forlæggeren Per Kofod, som i 1970'erne drev Danmarks første bogcafe i Huset, journalisterne Ivan Rod og Kamilla Löfström samt Helvin Høst, tidligere kulturministeriel konsulent, og Susanne Docherty, daglig leder af det på mange måder genopvækkede kulturhus i Magstræde.

Smagsprøver

Ved programpræsentationen i går bad MC Shake om tre stikord om litteraturen. Han fik 'godt sprog', 'rytme' og 'passion,' og så free stylerappede han så overbevisende, at det lød velforberedt (Auster rimer på buster som i blockbuster). Nyeste modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, Naja Marie Aidt, fortalte Deres Udsendte, at hun foreløbig har solgt 30.000 eksemplarer af sin prisbelønnede roman, Bavian, og så læste hun digte op ligesom kollegaen Lone Hørslev, dramatisk klædt i sort med blodrøde læber, negle og sko. Mads Mouritz foredrog nogle af sine sangtekster, alt sammen smagsprøver på, hvad der skal ske.

Litteraturens Roskildefestival foreslår arrangørerne, at festivalen kaldes, men det skal den da vist snakke med Bogmessen i Forum om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu