Læsetid: 7 min.

Mennesker er øer og litteraturen er broer

Vi er og bliver alene, det er et grundvilkår for vores eksistens, siger Vibeke Grønfeldt, der selv bruger litteraturen til at få kontakt med andre ensomme bevidstheder. Forfatteren fra Samsø er aktuel med tredje og næstsidste bind i romansuiten om livet på landet i forrige århundrede
24. april 2008

"No man is an island", skrev den engelske digter John Donne i 1624. Intet menneske er en ø. Men for forfatterinden Vibeke Grønfeldt forholder det sig omvendt. Ikke kun fordi hun selv har boet på Samsø hele sit liv - uden nogen fast forbindelse til hovedlandet. Men også fordi hun mener det. At ethvert menneske er som en øde ø - alene i verden fra start til slut:

"Det er et grundvilkår, som jeg ikke mener, vi kan komme uden om. Vi bliver født alene, og vi dør alene. Så kan vi undervejs forsøge at kommunikere og tyde hinandens ansigter og stemmer. Men grundlæggende er vi alene i de hoveder, vi har, og udelukket fra alle andre."

Det kan lyde som et dystert menneskesyn, men sådan opfatter Vibeke Grønfeldt det ikke selv:

"Nej, det kan også være optimistisk. Det kan jo være gode ting, man ser og tyder hos hinanden," siger hun.

Hun peger selv på litteraturen som et af de få brohoveder, der kan sætte hende selv i forbindelse med andre fjerntliggende øer:

"Det sted, jeg selv har oplevet et håb om at række videre og blive imødekommet, er i bøgerne. Der synes jeg, jeg møder andre øer og når ud over mig selv til et fællesskab med andre ensomme bevidstheder".

Det er en af hovedårsagerne til, at den nu 60-årige Vibeke Grønfeldt fortsætter med at holde gang i sin skrift. Og det gør hun med stor succes. Siden sin debut i 1976 er det blevet til en lang række fornemme priser, herunder Det Danske Akademis Store Pris, Otto-Gelsted-Prisen og Herman Bangs Mindelegat - og i 1989 kom hun også på finansloven med tildelingen af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Trods sin medvind hos kritikere og prisuddelere, har Vibeke Grønfeldt dog stadig sit egentlige folkelige gennembrud til gode.

"Elsket af mange - og kendt af for få," som Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen formulerede det, da Vibeke Grønfeldt i 1999 modtog Kritikerprisen.

Hendes manglende læserudbredelse er dog delvist selvforskyldt. I hvert fald er hun en sjælden gæst i dagbladene, og hun giver aldrig interview til radio og tv. Helst vil hun bare have fred og ro til at sidde på sin egen ø uden anmassende spørgsmål fra utålmodige journalister. Vibeke Grønfeldts metode er nemlig slet ikke at besvare spørgsmål, men at undersøge dem. Derfor tøver hun, når hun taler. Og holder pauser. Mens hun tålmodigt venter på, at de rigtige ord skal lægge sig på tungen:

"I virkeligheden er jeg jo begyndt at skrive, fordi jeg er tvivlende over for det, jeg umiddelbart møder og ser. Så når jeg skal forklare mig over for journalister, er det et arbejde. Eller en byrde. Jeg bryder mig ikke om det, og jeg gør det kun, når jeg har udgivet en ny bog," siger hun.

- Hvorfor bryder du dig ikke om at formulere dig mundtligt?

"Jeg havde en meget besværlig ungdom, hvor jeg i en uges tid oplevede, at jeg slet ikke var i stand til at tale. En god ven har senere foræret mig et godt ord for det: 'stumslået'. Jeg kunne simpelthen ikke sige noget. Og den 'trækken sig' - eller hvad det nu var - har jeg altså bevaret lidt af. I hvert fald valgte jeg tidligt skriften, og den står jeg ved."

Verdens indretning

Skriften flyder da også i stride strømme fra Vibeke Grønfeldts hånd - senest med romanen Indretningen, der udkommer på Samlerens forlag i dag. Romanen udgør tredje bind i romansuiten om livet på landet i det 20. århundrede, og som i de to foregående romaner, Mindet og I min tid, er historien også denne gang fortalt gennem den handlekraftige jeg-fortæller Agate.

Hun er i mellemtiden blevet en voksen kvinde og gift med maleren Jakob, som hun har den halvvoksne datter Marita med. Sammen driver de et lille landbrug, mens de udfører maleropgaver for folk i byen for at supplere indtægten. Det er nødvendigt, for tiderne er trange. Syd for grænsen rumler krigen, der rykker tættere på, efterhånden som handlingen skrider frem, og besættelsesårene tager over.

Det er dog begrænset, hvor meget det lille landsbysamfund egentlig mærker til krigen. Der drikkes ganske vist kaffeerstatning og sys tøj af faldskærme, som er drattet ned fra himlen sammen med nogle englændere, der har fået husly på et loft i byen. Men alt i alt går livet videre, som det altid har gjort.

Det virkelige drama i Indretningen er således slet ikke krigen, men de dybereliggende samfundsmæssige ændringer, der finder sted nedenunder, nemlig landbokulturens gradvise ud- og afvikling i det 20. århundrede. Det var også omdrejningspunktet i de to foregående bind om Agate. Ligesom det er omdrejningspunktet i broderparten af Vibeke Grønfeldts øvrige forfatterskab.

- Man kan sige, at du lægger dig i samme spor som Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen, idet I alle på hver jeres måde beskriver overgangen fra landkultur til modernitet. Hvorfor er den del af vores fortid så present i litteraturen netop nu?

"Det ved jeg heller ikke om den er, for samtidig med de tre, du her nævner, bliver der jo udgivet flere tusinde bøger, der handler om noget helt andet. Men når det er sagt, så handler det vel om, at der er sket en voldsom forandring, som vi alle fire har været en del af, og som vi samtidig har kunnet beskrive, mens vi stadig sidder ved tasterne".

- Hvad mener du, at afviklingen af landbokulturen har betydet for vores samfund?

"For det første har den jo betydet, at folk er flyttet til byerne, at det hårde fysiske arbejde er væk, og at landbruget nu producerer rigeligt med fødevarer. Kort sagt er vores ressourcer blevet frigjort til at gøre andre ting. Og så er det jo interessant at se, hvad vi egentlig bruger dem til. Der bruges jo mange ressourcer på store administrationsbygninger for banker og forsikringsselskaber og ejendomsmæglere, som måske ikke lige var det, vi havde kunnet håbe på, når vi fik kræfterne frigivet".

- Ser du da udviklingen som en forfaldshistorie?

"Nej, det gør jeg ikke. Jeg vil ikke sige, at jeg opfatter den ene tid som lykkeligere end den anden. Og jeg tror bestemt ikke på 'de gode gamle dage'."

Det er blevet sagt om Vibeke Grønfeldt, at hun bærer en tabt verden i sit sprog. I Indretningen fortsætter de rå og usentimentale erindringsglimt med at dukke op i den 300 sider lange roman - som i dette eksempel hvor isvinteren skildres:

"Der er hyl i kalvenes brøl, når de frosne roer har slået deres maver i stykker. Dampen fra deres ånde og pis krystalliseres som blomster på ruderne (-). Vi går og skutter os og krummer os sammen og trækker næse, fingre og tæer til os, så godt vi kan, og prøver at undgå at røre ved noget".

På mange måder fremstår Indretningen som en huskeseddel på en ikke så fjern fortid, hvor alting var meget anderledes end i dag - og så alligevel ikke, korrigerer Vibeke Grønfeldt, der dybest set interesserer sig for det almenmenneskelige. Det, der ikke forandrer sig, selv om tiderne skifter:

"Jeg har villet skabe et åbent billede af en lille bid af et århundrede. Med en person, der sådan set kommer ud for en meget almindelig udvikling, der kan gælde for mange mennesker. Og uden at ville forklare hvordan det hænger sammen," siger hun.

I Indretningen er det Agates syn på verdens indretning, det gælder. Og den er hverken til at hugge eller stikke i. Hovedpersonen omgiver sig nemlig med et moralsk panser af overleverede ordsprog, som hun både selv lever efter og opdrager sin datter Marita til at efterleve. Har Marita ondt i halsen, gentager Agate blot mantraet, "Man tænker sig syg, man tænker sig rask" - og fortsætter hun med at brokke sig over lektielæsningen, lyder svaret: "Du skal være klog og klare dig selv. Den, der ikke kan klare sig selv, må tage til takke og tåle".

Agate er hård i sin opdragelse, mens manden Jakob er langt mere eftergivende. Men det er der en god forklaring på, mener Vibeke Grønfeldt:

"Agate har kæmpet hårdt for at blive selvstændig og for at få sit eget husmandssted. Hun har aldrig været interesseret i at tage den traditionelle husmoderrolle på sig. Derfor er hun også mere opmærksom på den selvstændighedskamp, Marita skal kæmpe. Hun ved, at Marita skal stramme sig ekstra an," siger hun.

Så vidt så godt. Men Agates dyrkelse af 'den stærke vilje' har også sine mørke sider, som blandt andet gør hende til fals for den frembrusende nazisme i Tyskland:

"Hellere tyskerne end barbarerne. Vinderne bliver tilbage. Folkeslag af vindere. Sådan er det. Udskilning," som hun siger et sted.

Det lyder ikke rart i nutidens ører, men heller ikke på dette punkt er Vibeke Grønfeldt parat til at falde sin hovedperson i ryggen:

"Jeg vil ikke dømme hende. I mine øjne er hun hverken moralsk bedre eller værre end andre, og fascinationen af nazismen delte hun jo med mange i slutningen af 1930'erne. Blandt andre med en del bønder, som så det som en mulighed for at gøre op med den herskende klasse. Det er jo også i det lys, at sværmeriet må ses, " siger hun.

'Indretningen' udkommer på Samlerens forlag i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu