Læsetid: 5 min.

Den moderne arkitekturs rockstjerne

Den pilskaldede franske avantgardearkitekt, Jean Nouvel, der står bag DR's kolossalt fordyrede koncertsal, blev i denne uge hædret med arkitekturens fornemmeste pris, Prizker-prisen
Jean Nouvel har slået stregerne til nogle af de mest bemærkelsesværdige nye bygninger, verden har set i vor tid. Den 62-årige franskmand har netop vundet den fornemme Pritzkerpris.

Jean Nouvel har slået stregerne til nogle af de mest bemærkelsesværdige nye bygninger, verden har set i vor tid. Den 62-årige franskmand har netop vundet den fornemme Pritzkerpris.

JACQUES BRINON

11. april 2008

Jean Nouvel kunne godt ligne overskurken i en James Bond-film - eller måske snarere Dr. Evil i Austin Powers-filmene. Han er en fysisk stor mand, er fuldstændig skaldet og går altid klædt i sort, bortset fra om vinteren, hvor han altid klæder sig i hvidt. Hans raserianfald er legendariske. Det samme er hans generøsitet og lange venskaber, selv med sin værste rivaler.

Nu har den 62-årige franskmand, som har slået stregerne til nogle af de mest bemærkelsesværdige nye bygninger, verden har set i vor tid, vundet den fornemme Pritzkerpris, der anses for arkitekturens modstykke til Nobelprisen. Den store hæder kommer som en torn i øjet på hans kritikere, men gør også den påstand til skamme, at alle moderne bygninger ligner hinanden, for er der noget, der er karakteristisk for Nouvels bygninger, så er det, at de overhovedet ikke ligner hinanden.

Da Pritzkerprisen er amerikansk er den også en velkommen tilbagevisning af Time Magazine, som sidste år på forsiden hævdede, at al kreativitet er udtørret i Monets og Prousts fædreland.

Man kan indvende, at Jean Nouvel i mange år blev negligeret og kritiseret i sit eget færdreland, og at Frankrig, som ofte beundres for sine smukke gamle bygninger, i de senere årtier har opført meget ensformigt og kedeligt byggeri.

Så meget desto større grund til at ære og påskønne Jean Nouvel, for ingen har nogensinde kunnet beskylde en af hans bygninger for at være ensformige eller kedelige. Overskride deres budget gør de ofte, men uinspirerende er de aldrig.

Hans værker omfatter den på en gang bugtede og kantede blandinger af vestlig og maurisk stil i Institut du Monde Arabe (1987) på Seinens venstre bred, øst for Notre Dame, og det ekstraordinære Musée du Quai Branly (2006), et vittigt virvar af farvede kasser og eksotisk bevoksning ved siden af Eiffel-tårnet. Han beundres også for sin Mercer Building (2007) og et 15 etager højt luksusejerlejlighedskompleks i SoHo (begge i New York), som er holdt i rødt og blåt glas og træ - nævnes må også den gigantiske bolsjefarvede Barcelona-skryskaber Torre Agbar (2005).

Bryder grænser

I København står Jean Nouvel også bag den kontroversielle koncertsal for Danmarks Radio, der ventes indviet i år - byggeriet blev så voldsom dyrt, at det sprængte DR's budgetter og udløste sparerunder og fyringer.

Yderligere tre Nouvel-projekter er under opførelse, og de kan meget vel komme til at overstråle resten: En kæmpemæssig 'flyvende tallerken', der skal huse en ny afdeling af Louvre i Abu Dhabi; en 75 etagers 'spidset' skyskraber i glas og stål, der skal ligge ved siden af New Yorks Museum of Modern Art og et 'kunstigt bjerg' af aluminium, der skal indrettes som ny filharmonisk koncertsal i det nordøstlige hjørne af Paris.

"I over 30 år har Jean Nouvel brudt nye grænser i arkitekturens formsprog og praksis," hedder det Pritzker-komiteens prismotivering. "Hans nysgerrige og opfindsomme intellekt får ham til at tage store chancer i sine projekter, som uanset deres vekslende grad af succes har udvidet samtidsarkitekturens ordforråd i betydeligt omfang."

Man bemærker den tvivlsomme formulering 'vekslende grad af succes', men malurten i bægeret forekommer ikke urimelig, for end ikke Nouvels nærmeste venner vil hævde, at han altid rammer rigtigt. Det siger imidlertid noget om hans enorme anseelse, at hans nærmeste venner omfatter nogle af de største navne i en branche, der er berygtet for rivalitet og primadonnanykker.

Den amerikanske arkitekt Frank Gehry er en nær ven af Nouvel. Han udtaler: "Det var på høje tid, at Pritzker-juryen tog Jean alvorligt. Han ville have få prisen for mange år siden, hvis hans værk havde været mere konsistent".

Gehry siger til New York Times: "Der er i Jeans værker en blanding af ekstraordinære elementer, rene eksperimenter og en æstetik, som ikke altid fungerer. Men Jean er aldrig bange for at gå helt nye veje, og det er en meget vigtig egenskab for en arkitekt."

Selv udtaler Nouvel, at hans bygninger altid er forskellige, fordi han af princip aldrig vil tvinge en allerede udtænkt form ned over en lokalitet. Han begynder altid med det forhåndenværende og designer så en bygning, som enten er i harmoni med eller står i overlagt kontraster til det omgivende landskab.

Han erklærer, at hans tilgang til arkitektur er 'strukturalistisk', og det er ikke en henvisning til strukturelementer i byggekunst, men en reference til den franske intellektuelle tradition fra 1960'erne for dybdeanalyse og 'de-konstruktion' af kunstneriske værkers betydning.

"Jeg bryder mig ikke om at genbruge det samme ordforråd eller opføre samme slags arkitektur i hver en egn af jordkloden," siger han. "Jeg foretager altid grundig research på specifikke steder for hver gang at kunne frembringe noget, der er unikt."

Nouvel er af den opfattelse, at store dele af det 20. århundredes arkitektur var forhastet og mislykket, fordi det blev tvunget ned over lokalitet i stedet for at vokse organisk frem af den. Han er fortvivlet over mange af de nye bygninger, som har rejst sig i Kina og Golf-staterne, som for ham at se "gentager alle Vestens værste fejltagelser fra det 20. århundrede."

Arrogant men beskeden

Som ville han distancere sig fra den forhastede og banaliserende tilgang er den franske arkitekt blevet berømt for sin tilsyneladende henkastede arbejdsmetode. Han hævder, at have lavet udkast til design til mange af sine bygninger, mens han lå i sin seng eller sad til bords i en restaurant.

I mange år blev Nouvel i Frankrig snarere opfattet som upraktisk drømmer end som arkitektonisk geni. Dette ry blev styrket af hans visionære plan fra først i 1990'erne om at bygge en kæmpemæssig skyskraber i Paris-bydelen La Défense (en kontorghetto i den franske hovedstads vestlige udkant). Den avantgardistiske bygnings navn skulle være Tour sans fin - det uendelige tårn, og tanken var, at den skulle svinde ind til et fjernt punkt i toppen for at skabe det indtryk, at den rakte ind i himmelen.

Men så gik bunden ud af kontorbyggemarkedet i Paris. Projektet blev opgivet, og Nouvels tegnestue krakkede. Han betaler stadig af på gammel gæld fra dengang.

Med sin dogmatiske tøjstil og forkærlighed for brede sorte hatte har Nouvel skabt sig et image som arkitekturens rockstjerne eller modedesigner. Det falder ikke i alles smag, selv ikke i et land, hvor man er vant til en Karl Lagerfelds luner.

Nouvel har flere gange indrømmet, at han godt kan være arrogant, men i én henseende er han beskeden. Han påstår ikke, at hans bygninger vil stå til evig tid.

"Arkitektur er altid en midlertidig modifikation af byens og landskabets rum," siger han. "Vi bilder os ind, at den er permanent, men det kan vi aldrig vide."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu