Læsetid: 4 min.

Moderne bødler griner bare bedre

'Modern Life!' pirker på Café Teatret uhyggeligt og præcist til ideen om den helt almindelige overgrebsfamilie. Yak!
Hvor mange voksne kigger egentlig på et barn med formodning om, at det bliver udsat for overgreb? Og hvor mange smiler ved tanken? Det gør de på stribe i Café Teatret.

Hvor mange voksne kigger egentlig på et barn med formodning om, at det bliver udsat for overgreb? Og hvor mange smiler ved tanken? Det gør de på stribe i Café Teatret.

Bjarne Stæhr

29. april 2008

Overgrebene indtager teatret. Pædofilien giver et ekstra krydderi til de sædvanlige parforholdshistorier, og uskyldstemaet klinger godt med tidens eksistentielle kynisme, uanset om børnemishandlingen foregår i Tønder eller i Paris.

Dermed er det også overgrebstid for teatertilskueren. For man skal orke at lade sig leve ind i disse uhyrlige historier om børn, der svigtes af netop dem, som de burde kunne stole på. Børn, der tvinges til at fortrænge deres kroppe for at kunne holde smerten ud - og som går i stykker psykisk, fordi deres kærlighed bliver besvaret med vold. Dermed bliver teater både noget meget socialt: Se teater og bliv dig dit samfundsansvar bevidst. Men også noget meget usocialt: For hvem er det lige, man har lyst til at invitere med til en omgang incest? Pyha!

Men når det nu skal være, så er Modern life! på CaféTeatret en af de mest begavede og uhyrlige forestillinger om seksuelle overgreb, jeg kan mindes. Selve overgrebet sitrer gennem hele forestillingen som en uhyggelig grundtone, mens opvarmningen til overgrebet er den egentlige handling. Dermed giver dramatikeren Aleksa Okanovic tilskueren mulighed for at komme ind i den syge tankekonstruktion, der gør et overgreb på et barn til en 'nødvendig' handling. Her som del af en kunstners grænseløse flirt med virkelighedsresearch. Yak!

Bvadrr!

Okanovic har for længst bevist, at han kan skrive replikker. Rædselsfuldt realistiske replikker, der er så veldrejede, at man næsten glemmer, at de er fiktion. Hans Diamond/Dust/Shoes fra 2006 var en nærkonfrontation med en familie i et samtalekøkken, og det er kunstnerteamet fra denne forrygende forestilling, som nu igen har indtaget Café Teatret med deres Okanovic-figurer.

Claus Flygare og Ditte Gråbøl er parret, der er bundet sammen af en uhæmmet liderlighed og livslede - og en fejldatter, de ikke kan tage sig sammen til at slå ihjel. I stedet kan de så sælge hende som pikant sexlegetøj for livshadere med dannelsen i orden. Skål!

Ondskabsmaestroen Claus Flygare har en dreven manipulation i sig som arkitekten, der krampagtigt klynger sig til potensen. Og grusomhedsdivaen Ditte Gråbøl har den hadske mors falske bekymring i sine mundvige, når hun taler til datteren. Nej, pigen må ikke se film i aften. "Vi skal noget andet ...". Jo tak. En tilskuer grinede forventningsfuldt. Bvadrr!

Suspense!

Instruktøren Per Smede-gaard holder hele tiden tilskuerne hen i det uvisse. Hvert minut bliver mave-pinen værre, hver scene har mere forrykte og muntre overgrebsplaner. Det er ikke til at holde ud. Akkurat på samme måde som Sebastian Lunds lyddesign går gennem marv og ben, hvad enten det er klassisk musik eller skurrende, elektroniske lydbilleder - og akkurat som Nikolaj Heiselberg Traps scenografi er et kuldestrømlinet arkitekthjem, hvor uhyggen isner ned af pletfrie vægge. Des-uden er det lykkedes Trap, antagelig som den første nogensinde, at udvide Café Tea-trets lavloftede miniscene med en billedsvimlende swimmingpool! Undervejs får man som tilskuer mest af alt lyst til bare at hoppe i pølen og blive dernede, indtil grusomhederne er ovre. Suspense!

Men så let slipper tilskueren selvfølgelig ikke. For den karismatiske Nicolai Dahl Hamilton spiller den unge forfatterspire, der mærker safterne i sit skriveprojekt om at overskride samtlige seksuelle grænser. Han lokker både sig selv og tilskueren til at gå hele vejen, også selv om det koster lidt opkast undervejs.

Og ufølsomheden breder sig som laveste fællesnævner, så det næsten bliver i orden at se Heidi Colding-Hansen stå i sine Hello Kitty-strømper og vende blikket ind i sig selv mod en drømmeverden, man ikke kan voldtage. Heidi Colding-Hansen spiller så under-drevet i sin lillepigekjole, at det er en gru. For netop i alle ikke-råbene og ikke-klicheerne lyser svigtet op og bliver rædselsfuldt troværdigt. Beskedent indtil det selvudslettende - og samtidig en ultimativ skuespillerimplosion.

Ufff!

For det er jo voldtægt, dette her. Voldtægt af et barn - overværet af voksne, der smiler. Ninna Cederholm forsøger godt nok at forhindre uhyrlighederne i rollen som en udenforstående, der får vakt mistænksomheden. Men Aleksa Okanovic bruger netop hendes figur til at vise, hvor let vi lader vores med-følelse blive afsporet af vores egen forfængelighed. Og hvor let vores medansvar forvandles til medviderens ligegyldighed. Cederholm spiller igennem med sådan en opbragt selvretfærdighed, at sympatien uden videre glider væk fra barnet og over på den forkælede voksne. Ufff!

Igen er Café Teatret altså skånselsløst. Og igen viser Café Teatret et ambitiøst repertoire, der netop ikke stiller sig tilfreds med det eksisterende teaters realismefelt, men som hele tiden insisterer på at sætte virkelighedsspejlet tættere på tilskuerne. Med Modern life! er en tilsyneladende umulig og uhyrlig teaterfortælling blevet til en vedkommende og vigtig teaterforestilling. For os, der næsten ikke kan holde ud at tænke på overgrebene. For dem, der gennem deres arbejde forsøger at lappe børnenes smerte. Og for de voksne, der selv er blevet voldtaget som børn - og som måske aldrig har røbet det.

For overgreb er jo en hemmelighed. Lykkeligvis bare ikke på Café Teatret.

Modern life! Tekst: Aleksa Okanovic. Instruktion: Per Smedegaard. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Lys: Lasse Svarre. Lyd: Sebastian Lund. Café Teatret til 17. maj. www.modernlife.nu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu