Læsetid: 2 min.

Nazibunker bliver til kunstgalleri

En polsk reklamemand har omdannet et monumentalt beskyttelsesrum til udstillingsforum for sin egen samling af samtidskunst
29. april 2008

BERLIN - Hitlers arkitekt byggede den med henblik på at gøre det muligt for tusindvis af bysbørn at overleve indtil Nazitysklands Endsieg (endelige sejr, red.), men i dag er krigsårenes sidste massive og noget nær unedbrydelige beskyttelsesrum i Berlins centrum blevet genfødt som et privat kunstgalleri, som netop har åbnet for offentligheden.

Den grå fæstningslignende bygning på Berlins Reinhardtstrasse er stadig arret med skudhuller fra Anden Verdenskrig. Den blev udformet og opført af den nazistiske rigsarkitekt Albert Speer i 1942 for at beskytte over 2.000 mennesker imod de allieredes natlige luftbombardementer.

Efter at have ligget ubenyttet hen i årevis kunne den fem etager dybe bunker med sine 120 værelser i denne uge genåbne som privat galleri med 80 værker fra 57 samtidskunstnere, herunder Damien Hirst, Wolfgang Tillmans, Anselm Reyle, Elizabeth Payton og Olafur Eliasson.

Penthouselejlighed

Projektet er et påfund af Christian Boros, en velbeslået polskfødt reklamemand, som hævder at samle på kunst, som han "ikke forstår". Han købte den ruinlignende bunker i 2002 og erklærede dengang, at det var "kærlighed ved første blik" og lod i første omgang etablere en penthouselejlighed for sig selv og sin kone Karen på dens tage. De følgende fem år har han brugt til at forandre dens indre.

44-årige Boros udtaler:

"Andre ville måske have brugt den til en at anlægge en meget stor vinkælder, men det ville i mine øjne have været helt forkert. Vores idé har været at fylde et monument over Det Tredje Rige med den højeste form for intellektuel frihed, nemlig kunstens. For mig er det en proces, som giver uhyre god mening."

I dette galleri behøver kunst-aficionados ikke at skulle finde sig at blive forstyrret af uafladeligt kimende mobiltelefoner. Med mure af stål og beton, der er næsten tre meter tykke, kan intet mobilsignal slippe ind.

Kunstnerne var selv med

Mange af udstillingerne i samlingen huses i vindues-løse rum. Det gælder f. eks. dansk-islændingen Olafur Eliassons værk fra 1995, Berlin Colour Sphere, der består af en kæmpemæssig ophængt spejlkugle, der kaster regnbuefarvede geometriske mønstre hen over hele rummet.

Et andet værk, af Santiago Sierras, består af otte gigantiske tjærebelagte ståldragere, der skærer sig horisontalt igennem interiørets vægge.

For at skabe tilstrækkelig plads for samlingen måtte indretningsarkitekterne fjerne 40 af bunkerens oprindelige 120 rum.

Kunstnerne blev inviteret til at indrette deres eget individuelle udstillingsrum - hvert eneste af disse har deres egne dimensioner, og enkelte af dem er så høje som 12 meter.

Fra begyndelsen af juni vil samlingen åbne for offentligheden, men har man interesse i at se den, bliver man nødt til at træffe aftale derom via Boros-samlingens webside.

"Det er stadigvæk en privat samling og ikke et museum," understreger Boros.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu