Interview
Læsetid: 3 min.

Neogammeldags performance fra Berlin

Hvis man kun går efter at provokere, prostituerer man sig selv, siger den elektroniske performance-duo Rechenzentrum, der har været på kort visit i København
Kultur
9. april 2008

Første gang Lillivan var i København, var han stukket af hjemmefra. Dengang var han 16 år.

I dag, lidt mere end tyve år senere, er han her så igen - stadig en udbryder, men af den lidt pænere slags der sysler med avancerede billedmanipulationer til elektronisk musik som den ene halvdel af berlinergruppen Rechenzentrum.

Rechenzentrum består af berlinerne Lillivan og Marc Weiser.

De gæstede København i den forløbne uge, da de skulle optræde med deres eksperimenterende video- og lydkunst i Radiohuset. Få dage før koncerten mødte Information kunstnerduoen, for hvem det er lykkedes at skræmme den hårdkogte, berlinske technoscene og overraske selv de mest konservative, klassiske musikanmeldere.

Lillevan fortæller om ideerne bag Rechenzentrum, der blev dannet for 12 år siden:

"Fra start af ønskede vi at arbejde med at forbinde musikken med et visuelt udtryk. De to instanser skulle fungere på lige plan."

For Rechenzentrum var selve ideen med at forene lyd og billede ikke banebrydende, men alligevel blev deres projekt opfattet som provokerende.

"Til en koncert i Tokyo forlod halvdelen af publikum salen. Og det var vi glade for. For den anden halvdel blev, og de fik en stor oplevelse ud af det," fortæller Lillevan, da han beskriver Rechenzentrums projekt.

Marc Weiser uddyber denne opdeling:

"Mange misforstår vores projekt. Konservative, klassiske anmeldere mener, at vi på fornemmeste vis har forstået Beethovens projekt, mens folk fra den elektroniske scene slet ikke forstår, hvorfor vi har taget fat i noget gammelt, klassisk musik," siger Weiser.

"Publikum har et stort ansvar for musikken, da det er dem der skal bringe alle lydende sammen og forbinde dem med de visuelle effekter. Det er ikke blot musik, der akkompagnerer en film, men det er billeder og musik, der fungerer på lige plan. Filmen er ligesom et instrument. Det kræver noget af publikum, men fordybelsen belønner sig også," siger Lillevan.

Mod forventningerne

Ud over at forene lyd og billeder arbejder Rechenzentrum også med at forbinde fortiden med nutiden. Tidligere har de arbejdet med at fortolke værker af Wagner, og nu gælder det så Beethoven. Men opgaven med at fortolke Beethovens klaverkoncert i billeder og lyd var mere udfordrende, end først antaget.

"Opgaven var oprindelig en bestillingsopgave fra det tyske Goetheinstitut. Vi fik at vide, at vi kunne gøre alt med det her stykke, som vi havde lyst til. Massakrere det, forfine det eller noget helt andet. Vi skulle bare beholde klaversporet. Det var en svær opgave, fordi vi ikke havde nogen forventninger at arbejde ud fra eller at arbejde imod," fortæller Lillevan.

Uden for kategori

Og netop modarbejdelse af publikums forventninger er et af den tyske duos kendetegn. De vil ikke tilhøre nogen bestemt kunstnerisk retning eller musikalsk stilart, og hvis deres musik opfattes som provokerende, har man misforstået hele deres projekt.

"En gruppe som os kan hurtigt komme til at prostituere sig selv, fordi folk er interesseret i vores musik, fordi det provokerer. Vores mål er ikke at provokere. Jo mere du tænker på de mulige provokationer i et givent værk, des mere bliver du en slave for andres forventninger," siger Lillevan

Marc Weiser er enig:

"Bare fordi man blander elektronisk musik med klassisk, er det ikke en provokation. De to stilarter har meget tilfælles. Ligesom i et partitur, der siger, hvad musikerne skal spille, er det bare computeren, der styrer de forskellige lyde. Man er altså en slave for computeren, på samme måde som et orkester er slave for en dirigent. I vores værk er disse roller blevet endnu mere forstærket, fordi også solisten skal følge computeren og ikke omvendt," forklarer Weiser.

Rechenzentrum finder inspiration i historien, men de ønsker ikke at hænge fast i fortiden eller at blive sat i nogen nutidig bås.

"Vi tænker ikke på, hvilke kunstneriske bevægelser eller teorier vi kan bruge i vores arbejde. Vi bruger bare ting fra fortiden og forsøger at forestille os, hvordan det ville have taget sig ud, hvis det var blevet til i en nutidig kontekst," fortæller Lillevan, der dog afslører, at han er elsker Marcel DuChamps videoer og William Burroughs. Også dadaismen har været en inspirationskilde for Rechenzentrum, der dog understreger, at de på ingen måder ønsker at sammenlignes med denne avantgardebevægelse.

"Nogen mener, at avantgarden forsvandt fra kunsten over til computeren i starten af det 21. århundrede. Jeg er nok ikke helt enig, da kunsten ikke ligger i softwaren men i måden at udnytte denne software på," siger Lillevan. Weiser tilføjer:

"Men det er nok bare fordi vi er gammeldags. Neogammeldags."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Neogammeldags - et herligt nyt ord!