Norsk identitet med og uden accent

Do, jai kan snaker litt norsk, vil do vare med til 'the lefsa house'?

I Canadas tredjestørste by, Edmonton, der har over 40.000 studerende, tilbyder universitetet som det eneste i landet nordiske sprog. De nordiske sproglærere, som taler skandinavisk med stor begejstring, ser formanende på mig - de har inviteret mig til at holde foredrag og tale med de skandinavisk-studerende. "Husk," indprenter de mig med bred canadisk accent, "at i dag skal der kun tales norsk!"

Desorienteret ankom jeg til Edmonton - jeg troede først, at jeg skulle til østkysten, og så at jeg skulle til vestkysten. Men efter at have set på kortet og indkvarteret mig på mit hotel, der meget passende hed The Norseman Inn, gik det op for mig, at Edmonton ligger midt i den vestligste halvdel af Canada. At komme hertil kræver fire timers flyrejse med to stop undervejs - og her gik jeg og troede, at man kunne flyve direkte fra New York til alle større canadiske destinationer. Okay, der er isbjørne og sæler i det her land, men det er samtidig fyldt med mennesker fra den ganske verden. Mennesker fra den ganske verden, som er yngre end jeg. Ja, Canada er velsagtens det mest multietniske land i den vestlige verden. Godt vi ikke skal tale om geografi!

Sammen med norsk-klassen - dvs. tre studerende - bliver jeg inviteret til The Lefsa House. Norsk-canadiere er bestemt ikke som norsk-amerikanere: Hvor norsk-amerikanerne er etnisk stolte, mindes udvandringen med kaffe og kringle-komsammener og tager imod kronprinsesse Märtha Louise i nationalromantisk stemning, er norsk-canadiere helt anderledes. De spøger med, at "det lugter af lig", når de spiser tørfisk. De trykker T-shirts med logoet Uffda, som de betragter som det vigtigste norske ord.

Norsk indvandrercafé

Et besøg i The Lefsa House er som at rejse ind i norsk nutid i Oslo og kigge ind i en utrendy, gammel indvandrercafé. Så meget etnisk kitsch, gebrokkent norsk og hygge skal man nemlig helt til Oslo for at finde. Jeg troede aldrig, at jeg som 30-årig skulle blive overlykkelig over at få serveret fladbrød, syltetøj, svenske kødboller, fiskekager og ingefærdessert, mens jeg var omringet af norske postkort, billeder af kongefamilien, gamle norske tiersedler, blomstrede bordduge (som de havde på min egen gamle lokale café, hvor jeg plejede at drikke varm chokolade), gamle blikdåser med norske motiver (som dem, min mor plejede at gemme breve og penge i) og så selvfølgelig en hel masse norske flag. Jeg føler mig helt hjemme. Selv taler værten ganske vist ikke norsk, men han fortæller, at han har haft biskop Stålseth på besøg. Vittighedsblad med figurerne Ole og Lena er udstillet til salg, men jeg samler en lille bog, som bærer titlen Boken om Nordmenns Kunnskaber. Jeg bladrer i bogen og konstaterer, at den er fuld af blanke ark. En rødtop med lange krøller, som af alle sprog i verden har sat sig i hovedet, at hun vil lære norsk, spørger, hvordan man bliver 'inkluderet' i Norge, og så må jeg jo svare: Det er vigtigt, at du ikke har accent. Nordmænd bliver mistænksomme, hvis du har accent. Det er ganske naturligt at have accent, for der er kun omtrent fire millioner, som behersker sproget. Men prøv at lægge den fra dig og polere dit sprog. Forsøg evt. med hypnose eller lad dig indlægge på et norsk alderdomshjem, hvad som helst, men fang sproget uden accent, og så er du inde. Jeg ser på hende igen. Hun er strålende smuk. Øh, og så kan det også være en hjælp at have et godt udseende, afslutter jeg.

Man behøver kun at opholde sig i New York i et par dage for at forstå, at accent ikke er noget, man behøver at lægge fra sig - det er ikke ulejligheden værd, for det går folk ikke op i. Endda kan din accent være dit visitkort. Mens det i Norge er sådan, at man kan være en belæst bogorm med 50 litteraturpriser eller verdens bedste sanger, men hvis man forsøger at tale norsk med accent, er man i første række en person, som taler dårligt norsk - og først derefter følger så alle øvrige kvalifikationer. Jeg forlader det nordiske institut med flere spørgsmål, end jeg kom med. Er norsk et døende sprog? Er alle sprog så tilpas levende, at selv gebrokkent sprog kan anses for en art sprogudvikling? Hvorfor tror nogle danskere, at jeg taler svensk? Alle professorerne på det nordiske institut insisterer på, at skandinavere kan forstå hinanden umiddelbart - noget journalister, med skandinavisk baggrund også er bevidste om. Sprog er selvfølgelig historie og identitet, men for at skandinaviske sprog skal være en levende historisk arv, må vi bruge og udvikle dem mere, end vi gør i dag.

Chutney og köttbullar

Professorerne i nordisk i Edmonton er de eneste af deres slags i Canada, som gør alt, hvad der står i deres magt for, at skandinaviske sprog fortsat skal kunne tilbydes til Canadas studerende, og det gør de med en entusiasme og sprogglæde så stor, som man kun kender den fra ægte sproglærere. Hjemme i Norge diskuteres det intenst, hvad sprog og ord indeholder og betyder, når tiderne skifter. Hvornår er man etnisk norsk, og hvornår er man bare nordmand? Må man sige 'neger', og skal man forlange, at ligestillingsministeren bruger lige så megen tid på mænds rettigheder som på kvinders? Da jeg på Lefsa House i Edmonton spurgte, om de havde mango chutney til de svenske köttbullar, var jeg både lidt skandinavisk og lidt pakistansk, men mest af alt en new yorker med norsk accent.

Oversat af Niels Ivar Larsen