Jeg fandt Henrik Bjelke i en bogkasse på gågaden i Holstebro i sommeren 1972. Det vil sige, det var naturligvis ikke Henrik Bjelke, jeg fandt, men en af hans bøger, nemlig hans debut, novellesamlingen Første person ental fra 1968. Det var - ud over den sært tørre titel - omslaget, jeg faldt for, en sort-hvid tegning af underligt og obskurt forvredne kropsdele, en smule behåring, og jeg stak bogen inden for skjorten og gik videre.
Jeg havde aldrig hørt om Henrik Bjelke. Jeg var sytten år og havde netop - bondefødt og kvajet opdraget - gjort den forbavsende opdagelse, at der fandtes litteratur og var absolut let påvirkelig.
Jeg havde dun på hagen, var excentrisk og søgte alle hånde stimulanser, hvad enten det gjaldt røgvarer, alkohol og de kemisk fremstillede hallucinogener med så sigende navne som Pink Jesus og Sunshine Explosion eller tidens kunstneriske og litterære udtryk, og tabte på stedet mit hjerte til Henrik Bjelke.
Eller rettere - for der er noget djævelsk på spil hos denne både paranoide og parodiske alkymist - jeg mistede min uskyld og forskrev for stedse min sjæl til de ukurante områder, som denne del af kunsten høster fra.
Men når jeg nu har sagt, at det naturligvis ikke var Henrik Bjelke, jeg fandt, men en bog af Henrik Bjelke, så fik nu alligevel personen, det vil sige signaturen Henrik Bjelke, i forhold til så mange andre forfattere, for mig en ganske særlig betydning.
Han var, som i øvrigt også Dan Turèll, i sjælden grad min samtidige, eller i hvert fald næsten samtidige. Jeg havde og har altid haft en oplevelse af at være kommet for sent, at tingene allerede er sket, i dagene eller ugerne eller månederne eller året forinden. Det er en ganske smertefuld oplevelse, en slags permanent skuffelse over selve livet. Som om jeg én gang for alle er forrådt af min alder.
Jeg har aldrig hørt til nogen steder, aldrig været en del af en gruppe, ikke haft den følelse af at kunne forsvinde i fællesskabet, i en fælles bevægelse frem mod et fælles mål eller bare en nats løsslupne udskejelser. Jeg har altid haft det ligesom Mikkel Thøgersen i Jensens Kongens Fald (1900-1901), der heller ikke var med om natten, da den unge kronprins, den senere Christian II, og hans kumpaner havde skilt en vogn ad og igen samlet den på mønningen af et højt hus ud mod torvet, men kun hørte om det der om morgenen, på rygtebørsen, som et rygte. Og så alligevel: Med Henrik Bjelke og Dan Turèll havde jeg en oplevelse af som sagt næsten at være på omgangshøjde, jeg har nydt det privilegium, om ikke at sidde på skuldrene af dem, mens de skrev, så at kunne følge dem bog for bog.
I forhold til hvad jeg hidtil havde læst, f.eks. hos de allerede kanoniserede fra den foregående generations kønsforskrækkede efterkrigsungdom - jeg tænker på folk som Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og Peter Seeberg - var det tydeligt, at Bjelke og Turèll på en anden måde trak på den personlige erfaring, omsatte den i skrift med en direkthed - en friskhed, kan man vel sige, med fare for at lyde gammeldags - som lå temmelig langt fra forestillingen om jegets lutring, stoffets modning og den transformerende form.
Her, hos Bjelke og Turèll, vælter skriftens forskellige niveauer i bogstaveligste forstand over hinanden for at komme til. Og her er vel at mærke netop tale om skrift, det vil sige skrift som en konkret foreteelse, en praksis hvor den skrivende arbejder med skriften som materiale, ikke en digtning løsrevet fra tiden og det virkelige liv som en frit svævende betydning, der er omtrent uopnåelig og ved sin uopnåelighed kun er til for en indviet kreds, nemlig for dem som kender koden.
Men er Bjelke - og lad os nu holde os til ham - med det, som jeg oplevede som det chokerende nye, avantgardist? Det ved jeg ikke. Det er han vel, eller om ikke andet så i familie med, i den forstand, at han er så utilpasset provinsiel - han kommer rent faktisk fra Århus alias (i novellerne i Første person ental) Mariehavn alias Ørborg - at han altid afsøger yderkanterne, at han altid opererer med en optik, som ligger væk fra midten, parafraserer, ironiserer, revolterer, latterliggør eller værst af alt er totalt ligeglad med midten. At han ignorerer den, fordi han i den forbindelse er ignorant. Hvis han derimod orienterede sig mod midten, lod sig kompromittere af, hvad man kunne kalde hovedstadens spir, i sin indbildskhed, idet han gjorde sig til af sit inderste, at han havde en forestilling om en kerne, glemte sig selv, ville han ikke være avantgarde.
For han kan ikke glemme sig selv, for han har ikke noget inderste, ingen kerne at glemme af. Tværtimod: Hans skrift flader ud, roterer eller klumper sammen i blokke, fortællingen er dystopisk og tror hverken på sammenhæng eller overblik. Og dog er der tale om en politisk manøvre, for Bjelke tillader sig aldrig at være opbyggelig, men arbejder altid med gennemskrivninger af det ruinøse, fordi han ved, at enhver forestilling om (jeg)huset er nonsens. Ingen stil er ham fremmed, hverken den platte eller den forvrøvlede, det rene vrøvl, anekdoten eller den højtravende, svulstigt symbolladede, det vil sige, han rækker tunge ad den - altså stilen - vrænger af den, fordi han ved, at stilen i sig selv, i sin rendyrkede form, som forfatterens særlige signatur, restløst understøtter forestillingen om jegets singulære opbyggelighed. Men i sin foragt for alt, hvad der har med ægthed og oprindelse og blåt blod at gøre, er han til trods for sin utilregnelighed yderst rationel, han er ikke gal.
Han er en bastard, har ingen forestilling om at være andet - ren, for eksempel - og er klar over, at bastardiseringen altid allerede har fundet sted. Og hvis han hoverer - og han gør næsten ikke andet - hoverer han akkurat over dét, at hans baggrund i alle henseender er af en så betænkelig art.
Og dog: Bjelke er også i bedste Rimbaudsk forstand en seer. Han er romantiker om en hals, for han tror på kunsten som det virkelig revolutionære sted at opholde sig, som noget i enhver forstand omstyrtende, og det ikke bare for sindet, men også for personligheden, for moralen, enhver kendt forbindelse, og altså også samfundet med alle dets rigide institutioner.
Han tror på kunstneren som en seismograf for selv de mindste rystelser, ude som inde, hvorfor selve udøvelsen af skrift bliver som en sprække i kraniet, en sprække ind til selve tankens eller måske bedre - i freudiansk forstand aldeles vulgært - alle fortrængningers forskydelige planer. Som sådan bliver skriften alligevel en transformation fuld af omskrivninger. Allerede fra Første person ental tager den form af og efter hans mytologisering af sig selv som kunstner, det vil sige en ung forfatter med preussisk opdragelse i bagagen, som er sin kones elsker, som med vold og magt er antiautoritær og har et uafsluttet jurastudie bag sig, som er far og indvandrerlærer med nervesammenbrud og homoseksuelle tilbøjeligheder - kan man overhovedet sige sådan - og som sidst, men ikke mindst har et stadigt og uoverstigeligt misbrugsproblem.
I forlængelse af selvmytologiseringen etableres også værk for værk en næsten tvangsmæssig handling som stillads for skriftens udfoldelse. Selvfølgelig fremstår romanen Saturn fra 1974 alene på grund af sit omfang på mere end tre hundredesider som noget særligt. Men som Første person ental, Oceanisk kys (1971) og Trap (1970) skriver sig hen imod Saturn som brudflader af en altid i princippet uafsluttelig større fortælling, så gentager og varierer de efterfølgende Yoyo (1976), Hundrede postkort fra Helvede (1980) og den lille novelle "Luna" fra Seks råb fra baghovedet (1981) i koncentrat hovedværket.
Med sublim beherskelse af sine virkemidler og en egen næsten aristokratisk fornemhed - der er til stadighed noget irret over Henrik Bjelkes univers, kobbertaget er aldrig nyt, men der er kobbertag, alle mulige gesvejsninger, en balkon - gør han i denne første del af forfatterskabet op med den handlingsorienterede prosas lineære tyranni.
Han er fuld af manérer, han tillader sig at være for meget, for langt ude. Hans stil er barok og orgiastisk, der er så overfyldt, alting bugner, fugten driver, når det kører, så at sige kopulerer han med sproget, og er på den vis først og fremmest æstetiker. Men som sagt: Der er mening med galskaben, hans udladninger har også altid et erklæret politisk sigte.
For ikke nok med at det lineære tilfredsstiller et særligt formelt koncept, det tilgodeser og forsvarer også hver gang et særligt dannelsesideal, som er baseret på, at vi som mennesker udvikler os slavisk, i en simpel fremadskridende bevægelse. I overensstemmelse med den socialdemokratiske snusfornuft - idet den overtager hele det småborgerlige embedsmandsvældes forlorne underdanighed, det vil sige: slikker magten i røven - bliver vi efter denne model klogere og stadig klogere. Vi bliver mænd, og det til sidst så meget, at vi kan sidde som murermesteren med seler for bordenden og pulse på cigaren.
Henrik Bjelke lægger med sine enorme udladninger af sprog, med denne syndige blanding af det krasse, sentimentale, satiriske, profetiske, hysteriske eller bare dumme, glade eller pjattede - i sin til tider fuldstændig paniske tilstand af sprog - effektivt en bombe under denne forestilling. For ham er snusfornuften nemlig ikke bare bluf, den er også farlig, med en altid allestedsnærværende lurende fascisme i sig. I og med at idealet hævder, at det regelrette og normale findes, udgrænses samtidig det unormale. I sengen bliver vi alle perverse.
Henrik Bjelke afsondrer skrift på samme måde og med samme nødvendighed, som vi andre dødelige afsondrer sved og lort. "Refleksioner over Dolores" i Første person ental har et par afbrændte sider, der har simpelthen været ild i bogen. I mangel af bedre, eller som en slags - givetvis misforstået - rituel bekræftelse på forestillingen om skriftens politiske potentiale, har jeg engang i et øjebliks eufori brugt en side til at riste tjald til en joint. Saturn er trods æselører og et utal af kommentarer alligevel sluppet billigere i omgangen med min forslugne jagt efter sprog.
